Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Hyggesnak

 Hvordan vil det gå min mor? (insolvens)
Forfatter: 
Dato:  03-02-2013 10:15

Hej ænder

 

Jeg går i disse dage og spekulerer meget over hvordan det vil gå med min mor, og er ret så bekymret.

 

Sagen er, at hun ikke har råd til at blive boende i sit hus, og derfor satte det til salg i oktober. I december fik hun så tilbudt lejlighed der hvor hun gerne ville bo fra 1. januar, og det takkede hun ja til. Det er en lejelejlighed, og det vil være en stor besparelse for hende at bo der. Så hun er nu flyttet. Men hun har ikke fået solgt sit hus endnu, og da hun ikke har råd til at betale to huslejer, er hun holdt op med at betale afdrag på det. Hun købte det for 7 år siden med afdragsfrit lån, og har altså ikke betalt en krone af på det. Dvs at hun kan ikke hente nogen gevinst ved et salg (det står til samme pris som da hun købte det).

Min mor har ingen opsparing, noget kreditlån, og er folkepensionist.

 

Mit spørgsmål er nu: Hvad sker der med hende og hendes hus når hun nu er holdt op med at betale?

 

(Og ja -det var måske ikke det smarteste at flytte før hun fik solgt, men det var nu engang hendes beslutning, og den har også noget med hendes dårlige helbred at gøre, da hun ikke længere kunne komme op og ned ad trapperne)

 

Er der nogle der har prøvet noget lignende, eller véd hvad der sker?

 

ps. Der er ingen hjælp at hente i banken, hendes bankrådgiver er totalt afvisende (ifølge min mor)


Mvh Britt


The more you practice, the luckier you get....

0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  03-02-2013 10:37

Jep har prøvet det

 

Der vil ske det at din mor bliver kaldt i fogedretten, for at se om dem hun skylder penge kan hive noget ud af din mor af værdi, dyre biler, fine ting, dyre heste osv alt hvad der har en værdi bliver endevendt, og finder de noget så tager de det.

 

Er det ikke nok til at dække gælden på huset, så kører de huset på tvangsauktion. Hvis huset er 10 kr værd, og huset bliver solgt for 5 kr på tvangsauktion, så hænger din mor stadig på de sidste 5 kr (små tal for at gøre det nemmere at forstå meningen :)

 

De sidste 5 kr kan hun så søge gældssanering for, hvis ikke hun har en masse forbrugslån osv, så kan man nemlig ikke søge sanering.

 

Det var sådan lige kort fortalt, spørg endelig hvis jeg kan hjælpe med mere, sidder selv i nogenlunde samme situation.

0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  03-02-2013 10:39

jow forresten hvis hendes hus er 0 kr værd, sender de det ikke på tvang, så hænger man på huset og en stadig stigende gæld, da det ikke kan sælges på tvang.

0
0
Svar på denne tråd
 
 Det var den
Forfatter: 
Dato:  03-02-2013 11:24

mest ukloge beslutning din mor kunne træffe.

 

Har man ingen penge, flytter man ikke og pådrager sig 2 huslejer.

 

Din mor vil få flere rykkere på den manglende termin - hun vil derefter indkaldes til forberedende retsmøde med henblik på auktion. Her har hun mulighed for at forklare sin situation, samt evt. tilbyde en afdragsordning. Hun kan muligvis - afhængig af kreditors velvilje - få hjælp til at rydde op i økonomien. Visse kreditorer hjælper gerne med dette - andre er totalts afvisende (og i god ret til at være det)

 

Derefter går huset på auktion, hvis hun ikke betaler/overholder en afdragsordning.

 

Hun hænger på restgælden som idag er SÆRDELES svær at få gældssanering for.

 

Hun burde prøve at udleje huset indtil et salg - det kan en mægler evt. hjælpe hende med.

 

.

 

1
0
Svar på denne tråd
 
 Overskrift
Forfatter: 
Dato:  03-02-2013 11:49

Der findes forskellige steder hvor man gratis kan få økonomisk rådgivning.

 

Fx. er der retshjælpen i København, men prøv at google lidt rundt på det.

 

Jeg synes det er en rigtig god idé at leje huset ud til det er solgt. Det er der jo flere der gør når de ikke kan sælge.

Men om det kan reddes fra tvang nu hvor hun er stoppet med at betale, kan jeg tvivle på, og så kan man nok ikke leje ud.

 

Hilsen Benedicte



SÅ BLEV DEN GED VIST BARBERET! :-D

0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  03-02-2013 12:53

<<Hun burde prøve at udleje huset indtil et salg - det kan en mægler evt. hjælpe hende med.>>

 

Hvis der allerede er gjort udlæg i huset, kan det hverken lejes ud, eller sælges uden dem der har gjort udlæg godkender et evt salg.

0
0
Svar på denne tråd
 
 Tak for hjælpen
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 09:47

Hej

 

Tak for jeres svar -det hjælper meget!

 

tije *Fylkir*: Min mor har ikke rigtg noget af værdi. Hun har en gammel bil, men jeg ved ikke om den kan indbringe noget særligt ved salg. Så det bliver nok tvangsauktion, kunne jeg forestille mig.

 

Er der nogen der ved hvor lang tid der går fra man holder op med at betale, til man får indkaldelse til retsmøde? Og evt hvor lang tid der så går til en eventuel tvangsauktion?

 

 

Stella 2: (jeg er helt enig i at det var dumt af min mor at flytte før hun har solgt det gamle hus, men det var nu engang hendes beslutning, som ingen af os kan gøre noget ved). Jeg ved ikke om det vil være muligt at leje huset ud, men jeg kan da prøve at foreslå det for hende. Jeg forstår ikke helt hvad I mener med "udlæg" i huset? Huset er betalt med realkreditlån, hvis det betyder noget.


Mvh Britt


The more you practice, the luckier you get....

0
0
Svar på denne tråd
 
 Tvangsauktion
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 10:06

Dette er måske ikke det moralsk "korrekte" svar, men jeg håber du kan bruge det.

 

Hvis din mors hus kommer på tvangsauktion, så vil hun formodentlig ende med en stor gæld. Denne gæld vil kunne inddrives via fogedretten, såfremt hun ejer noget. Det kan være antikviteter, indestående på bankbøger, nyere biler. Ganske almindeligt indbo og en gammel bil, plejer de ikke at røre. Så truslen om fogedretten kan hun tage ganske roligt. Man kan jo ikke plukke hår af en skaldet.

 

Med hensyn til restgælden på tvangsauktionen, kan din mor også tage det roligt. De der ender med at have penge til gode, vil med jævnlige mellemrum (ca. hver 3.-6. måned) sende en opgørelse over deres tilgodehavende. De vil sende en aftale om afdragsordning med og bede om et budget fra din mor. Hvis din mor skriver under på ordningen, så kan de uden videre sende hende i fogedretten igen igen, så det skal hun ikke gøre. Hun skal heller ikke give budgetoplysninger, men bare skrive at hun er folkepensionist, ikke ejer noget og ikke har udsigt til at komme til penge. Så sker der ikke mere i sagen.

 

Som sagt er det nok ikke særlig korrekt moralsk, men man kan holde kreditorerne stangen på ubestemt tid, på denne måde (det gør rigtig mange i dagens Danmark). Din mor skal dog være opmærksom på, at ind imellem tilbyder kreditorerne et mindre engangsbeløb som fuld afslutning af sagen - har man pengene til det, er det en rigtig fin løsning.

 

DU skal være opmærksom, den dag din mor dør, så I efterladte ikke får sagt ja til at hæfte for din mors gæld.

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 RKI.....
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 10:24

har din mor overvejet konsekvensen af at komme i RKI?

 

Det vil ske hvis hendes hus kommer på tavngsauktion......

(standard procedure)

 

Dvs i 5 år vil hun stå i RKI.

 

 

 

Karina


0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 10:27

Når din mor har stoppet betalingerne, vil hendes kreditorer begære ejendommen på tvang. Det der ikke dækkes på tvangsauktionen hæfter hun efterfølgende for.

 

Der er ingen tvivl om at det er en kedelig situation for din mor at stå i, men det lyder på mig som om hun heller ikke ligefrem er konstruktiv i forhold til at komme ud af det her på bedst mulig måde. Du skriver at banken ikke er samarbejdsvillig, men når din mor vælger fuldstændig egenrådigt at flytte fra ejendommen og stoppe betalingerne, vil jeg jo nok mene at det er hende der ikke er særlig samarbejdsvillig.

 

Min første tanke er om I er sikre på at det er den rigtige pris huset er sat til? Hvis hun har købt ejendommen for 7 år siden er priserne i langt de fleste områder faldet siden. Jeg ved selvfølgelig ikke om det ikke er gældende for det område eller om hun har gjort en masse ved det e.l., men det er da i hvert fald værd at overveje om prisen er rigtig sat. Det kan være en god idé at få et par forskellige mæglere ud og høre deres bud.

 

At leje huset ud lyder som en rigtig dårlig idé. Lejere er simpelthen så godt beskyttet af lejeloven, så man kan ikke tvinge dem til at flytte derfra når huset bliver solgt. Og en ejendom med en lejer i er alt andet lige ikke i ligeså høj kurs (de fleste køber jo et hus for selv at bo der).

 

Hvis hendes mål er en gældssanering efter en tvangsauktion, skal hun huske at der i meget høj grad bliver kigget på hvad hun selv har gjort for minimere tabene. Så jeg ville starte dialogen op med banken igen - de har trods alt et fælles mål om at hun kommer derfra med så lidt gæld som muligt. Derudover synes jeg også det er et godt forslag at tage kontakt til en gældsrådgivning. De hjælper også tit i dialogen med banken og det kan være en stor hjælp, hvis det hele virker lidt uoverskueligt.

0
0
Svar på denne tråd
 
 xxxxxxxxx
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 11:38

Nogle gange må folk jo gribe til sære ting, for at overleve - og hvem ved om ikke "mor" ikke kunne bo i huset mere, af fysiske/praktisk årsager?

 

His din mor er folkepensionist er der ikke så meget at gøre for kreditorerne. Huset går på tvang, og tilfalder realkreditinstituttet, som vil forsøge at sælge det bedst muligt, så din mors gæld bliver så lille som muligt. Gælder slipper hun ikke af med, men hvis hun erklærer sig insolvent i fogedretten, så får hun fred 6-12 måneder ad gangen.

Hun skal bare vente, lade sagen gå sin gang, og møde op i fogedretten og fortælle hvad hun ejer.

Hun skal ikke stifte ny gæld, den slags tager de meget tungt.

Hun skal heller ikke have værdier, og hvis hun har penge må hun bruge dem til at betale af på gælden.

Derefter kan hun leve i fred og ro, få pension og de ydelser der tilfalder mindrebemidlede pensionister.

Man kan godt arve indbo osv, selvom ens forældre er "fallit", man kommer IKKE til at betale gælden - man skal bare sørge for, at få en bobestyrer, som så vil lade en fx tømme hjemmet, når ens forældre er død, og for at fordele de aktiver der nu er - og det omfatter IKKE almindeligt bohave.

 

Så der kan ikke "ske" din mor noget, andet end rykkerbreve en tid.

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 smurf2...
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 13:20

du skal tage dig en alvorlig snak med din mor.

 

Må give flere ret i, at hun ikke virker - ud fra din beskrivelse - særlig engageret/konstruktiv.

 

Men - det er INGEN dans på roser, at ende sit pensionistliv - som "medlem" af RKI.

 

Fjordanton - nej det er sgu ikke særlig moralsk. Husk andre låntagere betaler for de dårlige betalere via deres bidrag.

 

.

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 14:26

<<Er der nogen der ved hvor lang tid der går fra man holder op med at betale, til man får indkaldelse til retsmøde? Og evt hvor lang tid der så går til en eventuel tvangsauktion?>>

 

Jeg kunne ikke se der kom et svar på denne? så jeg vil prøve efter bedste evne. Vi stoppede med at betale på vores gamle hus for 2 år siden, det er ikke kørt til tvang endnu, så der kan gå meget lang tid, alt efter hvem det er man ikke betaler.

 

Fra man stopper med at betale får man en regning, og 2 rykkere, som hovedregel, dvs et par måneder, så kommer der en ud med en indkaldelse til fogedretten, her er det en gammel rar mand der kører rundt, han afleverer bare sedlen til dig, da den skal afleveres personligt, og så kører han igen. Der plejer så at være en tid i fogedretten i løbet af en måneds tid. Udebliver man fra den tid, får man en ny tid, udebliver man fra den, kommer politiet og henter en. eller det skriver de at de gør, men sjældet de gør det da der ikke er ressourcer til det. hvis de henter en bliver man varetægtsfængslet indtil retsmødet.

 

Hvis det er kommunen man ikke betaler, går der meget lang tid, ihvertigfælde i vores kommune. Hvis det er fjernvarme osv så kører de det ret hurtigt i fogedretten, de truer med tvangsauktioner, men fører det sjældent ud i livet pga beløbet er så "lille"

Hvis det er skat eller kreditforeninger man skylder penge går der maks 2-3 mdr før de begærer tvang.

 

Men som andre skriver, så hvis din mor, lader være med at lave afdragsordninger, men istedet erklærer at hun ikke har noget som helst af værdi, og at hun gerne ville betale men ikke kan, ja så kommer hun i RKI og så står gælden bare på stand by, men hun kan jo så ikke komme til at eje noget :)

 

Mange skriver så ender hun i RKI, det er ikke fedt osv... hvad er det slemme ved at stå i RKI?? Det har jeg lidt svært ved at se??

 

Ja man kan ikke låne flere penge, men det er de færreste i den situation alligevel interesseret i

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 14:32

At stå i RKI betyder ikke kun at man ikke kan låne flere penge. Flere og flere er tilknyttet RKI systemet, så det er ikke kun långivere længere. Jeg har da oplevet kunder der har fået afslag på mobilabonnement, tv-pakker, fitness osv. Faktisk kan man risikere afslag på alt hvad der hedder abonnementer.

0
0
Svar på denne tråd
 
 Faktum, jura, gode råd...
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 14:35

Såfremt din mor ikke foretager sig noget vil sagens gang være:

 

1, Din mor betaler ikke af på kreditforeningslån

 

2, Din mor indkaldes derfor til fogederetten hvor der foretages en udlægsforretnig med henblik på senere tvangsauktion.

 

3, Huset sælges på tvangsauktion for et beløb, bliver huset solgt for mindre end der skyldes (og det gør det normalt), skal din mor selv betale resten af beløbet.

 

4, Din mor kan ikke betale det hun skylder efter tvangsauktionen og indkaldes derfor til fogederetten igen...

 

5, Såfremt din mor ikke har noget af særlig værdi afgives der en insolvens-erklæring.

 

6, Såfremt gælden er opstået under undskyldelige omstændigheder (skilsmisse, sygdom og ligende) kan hun herefter søge gældssanering

 

Hvad kan din mor gøre for at forbedere sin situation:

 

1, Tal med kreditforeningen, og giv dem fuldmagt til at sælge huset i fri handel, det vil give en bedre pris og din mor kommer derfor til at skylde mindre. Hvis de ikke kan sælge det forholdsvis hurtigt sætter de det på tvangsauktion.

 

2, Fremleje af huset kan være en god ide, på den måde kommer der penge ind til terminsydelsen (og din mor kommer til at skylde mindre) Men aftal det med kreditforeningen.

 

3, Hvis banken på nuværende tidspunkt tager nogen af hendes penge så lav en konto i en anden bank (den har banken PLIGT til at oprette) så hendes nuværende bank ikke kan tage af hendes pension.

 

4, Undersøg om der er grundlag for at søge gældssanering, det er gratis at søge. Tal evt. med en advokat fra advokatvagten eller retshjælpen

-----------

 

Jeg mener det er ganske udemærket og klogt at din mor er flyttet så hun ikke risikerede pludslig at stå uden tag over hovedet..

 

I øvrigt synes jeg tije´s indlæg er rigtig gode :-)


Det er menneskeligt at fejle - det er bare ikke en undskyldning


1
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 14:41

Synes Davids indlæg er rigtig fint, men kan stadig ikke forstå at det igen anbefales at fremleje. Faktum er at et enkelthus der er lejet ud, er væsenligt mindre værd en ejendom der ikke er lejet ud. Og man kan ikke smide lejeren ud ved salg, hvis de modsætter sig det (uanset hvad man skriver i lejekontrakten).

1
0
Svar på denne tråd
 
 Hej Nett
Forfatter: 
Dato:  04-02-2013 16:01

Som du også selv skriver så er det en rigtig god ide selv at medvirke til at minimere tabet..

 

Jeg er helt med på dit synspunkt, men procesen kan godt være langvarig og derfor kan en fremleje være med til at minimere tabet.. MEN som jeg også skrev så er det noget man bør spørge kreditforeningen om, man ser dog faktisk nongen gange at det er panthaver der fremlejer ejendomme efter reglerne om "brugelig pant" (men det er ikke ofte man ser det)

 

Hvad angår trådstarters spørgsmål om hvor lang tid der går:

 

Fra der er gjort udlæg i huste til tvangsauktionen berammes skal der gå minimum 30 dage, herefter skal auktionen offentliggøres i statstidende minimum 14 dage før auktionsdatoen. Men normalt tager det MEGET længere tid, og det er desværre ikke til at sige noget gennerelt om hvor lang tid..


Det er menneskeligt at fejle - det er bare ikke en undskyldning


0
0
Svar på denne tråd
 
 Endnu mere tak
Forfatter: 
Dato:  06-02-2013 20:57

Hej allesammen.

 

Tusind tak for alle jeres svar - det er en utrolig stor hjælp til at forstå processen fremover, og hvad der eventuelt kan gøres. Selv har jeg ingensomhelst forstand på sådanne ting, og jeg bor ovenikøbet i Norge, så har ikke engang lokalkendskab til tingene.

 

Men jeg har læst jeres svar flere gange, og har tænkt at prøve at sammenfatte det i en mail til min mor. Hun er også meget usikker på hvad der kan ske, og forstår ikke hvad bankrådgiveren siger til hende (min mor er 74år og har ikke noget erfaring med jura. Desuden er hendes helbred ikke helt på top længere). Jeg vil se om jeg kan finde ud af hvilket realkreditinstitut hun har og om hun evt. Kan få lov at snakke med en anden rådgiver og få en aftale i stand som David foreslår.

 

En anden ting jeg kom på: hvad med ejendomsmægleren? Har han nogen krav, og kan han stå i vejen for evt avtale med kreditforeningen?

(Det var iøvrigt ham der første gang foreslog min mor at hun bare skulle flytte og holde op med at betale-rigtig god rådgivning )


Mvh Britt


The more you practice, the luckier you get....

0
0
Svar på denne tråd
 
 hvis det er
Forfatter: 
Dato:  07-02-2013 08:45

rigtigt at mægleren er kommet med det råd til din mor - så skal I se at skifte mægler hurtigst muligt.

 

Med den rådgivniing af en gammel dame, er der sikkert andet mægleren HELLER ikke er så god til.

 

Hvad med at undersøge muligheden for gratis advokat hjælp? Evt. gennem din mors forsikring - undersøg om den har retshjælp.

 

.

1
0
Svar på denne tråd
 
 Opdatering
Forfatter: 
Dato:  12-04-2013 16:25

Hej

 

Tænkte jeg ville komme med en lille opdatering i sagen.

 

Efter jeg havde læst jeres forslag, snakkede jeg med min mor, og foreslog hende at hun skulle prøve at snakke med banken en gang til og se om de kunne finde en ordning. Min mor valgte at skrive et brev, fordi hun ikke føler hun bliver hørt af bankrådgiveren. I brevet skrev hun:

"Anmodning om henstand af terminsydelser:

?

På grund af helbredsmæssige årsager har jeg været tvunget til at sætte mit hus til salg og flytte til en nemmere bolig, hvor jeg kan klare mig selv.

Jeg kan ikke klare huslejen 2 steder og beder derfor om at få terminsydelserne henstillet til huset er solgt.

Jeg håber I kan hjælpe med en ordning. Mit forslag er at jeg betaler de ekstra renter der løber på, evt. månedsvis, indtil huset er solgt.

Da jeg sidder i afdragsfrie lån, er det jo alligevel banken der ejer huset, og salgsværdien vil blive meget mindre hvis det går på tvangsaktion. Huset har været til salg siden okt. 2012.

Beliggenheden af huset gør at der er gode muligheder for salg her i forårsmånederne.

 

mvh ...."

 

Svaret fra kreditforeningen var, at de ikke var interesseret i at lave en ordning, men at hun bare måtte betale det hun skyldte nu, og ellers ville de sende hende i fogedretten.

 

Siden har hun fået endnu en rykker, så hun nu har fået to, men har ellers ikke hørt mere til det med fogedretten.

 

Så egentlig er der ikke sket mere i sagen i løbet af de sidste 2 måneder. Huset står stadig til salg.

 

Iøvrigt har hele historien fået min kæreste og jeg til at sætte de månedlige afdrag på vores huslån op, for ikke at havne i samme situation -så noget godt er der kommet ud af det


Mvh Britt


The more you practice, the luckier you get....

0
0
Svar på denne tråd
 
 tak for update
Forfatter: 
Dato:  16-04-2013 20:45

sikken dødssyg kreditforening.

 

Håber din mor får solgt nu vejret bliver bedre

0
0
Svar på denne tråd
 
 Opdatering
Forfatter: 
Dato:  01-11-2013 08:35

Hej HN

 

Jeg fik så mange gode og brugbare svar da jeg i sin tid oprettede denne tråd, at jeg synes det er passende at komme med en opdatering.

 

Det der er sket siden april:

 

Huset er stadig ikke solgt. Der har været 2 interesserede købere, men ingen af dem kunne få lån i banken.

 

Huset har været forsøgt udlejet, for at dække nogle af omkostningerne. Dette blev ordnet gennem mægler. Der har været fire interesserede, hvoraf to faktisk fik skrevet under på lejekontrakt. Men de kunne ikke betale depositum, og fik afslag på ansøgning om lån til dette hos kommunen.

 

Min mor har optaget nogle kortvarige kontantlån for at dække termin 2 gange, fordi hun troede at udlejning nu var iorden. Dette var nok ikke supersmart, men hun vidste altså ikke bedre.

 

Hun fik indkaldelse til fogedretten, men i indkaldelsen stod at hun ikke behøvede at møde fysisk, så det gjorde hun ikke. Fik derefter brev om at hendes sag er vurderet og at huset vil komme på tvangsauktion hvis hun ikke betaler det hun skylder (36.000) inden idag. Hun har så svaret at hun ikke har mulighed for at betale, og har iøvrigt svaret på alle henvendelser rettidigt.

 

Tvangsauktion er berammet til 18.december. Hun har skrevet til kreditorer (elselskab, vand osv) og informeret om at hun stopper betaling og at huset overgår til tvang.

 

Så nu kommer der forhåbentlig snart en afslutning på sagen. Den ender jo nok med en gæld til min mor, men så ved hun da hvad hun har at forholde sig til.


Mvh Britt


The more you practice, the luckier you get....

4
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider