Kære ænder.
Dette bliver nok ret langt, men jeg håber nogen giver sig tid til at læse det.
Jeg mødte min dejlige kæreste i april 2011, og vi har været uadskillige lige siden. Da jeg mødte ham, arbejdede han i søværnet, og havde haft 5 turnusser i Adenbugten - han var så at sige meget glad for sit job, og kunne ikke forestille sig at være nogen andre steder. Han er uddannet elektriker, men siden 2009 har han været hos søværnet. (Han er 26, jeg 21)
Jeg flytter ret hurtigt ind i hans lejlighed, og prøver at få en hverdag til at køre, og leve med at han tit er hjemmefra i en måned eller mere. Alt kører bare på skinner i vores forhold, jeg bliver bare taget imod med åbne arme i hele hans familie, og får især et meget tæt forhold til hans mormor og morfar.
I November måned 2011, er min kæreste på arbejde, på Lindøværftet (da deres nye skib er ved at blive lavet færdig der) og hele besætningen skal hver især tage en "vagttjans" hvor de bliver ombord og holder øje med at der ikke sker noget. Da vi bor i Odense og resten af besætningen bor i Nordjylland (flådestationen ligger i Frederikshavn) er min kæreste ret large med at tage de andres vagttjanser.
Men en dag i November skal min kæreste og hans kollega hjælpe til, og skal løfte en stor cylinder fra skibets motor, glider han i noget olie og på den mest uheldige måde får han lavet et vrid i ryggen, der resulterer i 2 diskusprolapser. Han kommer jo igennem hele møllen og vi venter til dato stadig på en afgørelse fra arbejdsskadestyrelsen.
Desværre har han så ondt i sin ryg, at han ikke kan holde til noget fysisk hårdt arbejde, og da han når sin sygedag nr. 68 - ja, så får han en fyreseddel fra Forsvaret.
Heldigvis får hans fagforening forhandlet sig frem til en masse godtgørelse, bla. en ubetinget fritstilling med 1 års fuld løn.
I mellemtiden bliver min kærestes bedsteforældre enige om, at de vil flytte fra deres hus, og da det altid har stået lidt i kortene, at det var ham der skulle "overtage" huset efter dem, går handlen lige igennem til en yderst fordelagtig pris og alt det der. Alt dette sker selvfølgelig inden han bliver fyret, og mens han stadig ikke ved hvor galt det står til med hans ryg.
Men der går ikke længe før min kæreste indser, at han ikke kan holde til almindeligt elektrikerarbejde mere, han prøver hos flere vikarbureuer, men efter 2 dages arbejde ligger han på langs i flere dage.
Vi mister lidt modet begge to, jeg har længe haft depressive tendenser, og jeg er så uheldig i min første dag i praktik som SSH, at jeg bliver overfaldet af en dement beboer på plejehjemmet.
Jeg går også ned med flaget, og har gået sygemeldt siden (marts 2012)
Men så i November 2012 får min kæreste mulighed for, at tage et erhvervskørekort til bus, og får derefter job hos et stort selskab, hvor han skal køre skolebus på deltid, og det er helt perfekt.
Det viser sig dog ret hurtigt, at der ikke er styr på en pind på denne her arbejdsplads, det er livsfarlige gamle usynede busser de skal køre rundt i, brokker de sig bliver de truet med fyring (dette er blot overfladen af hvad de bliver udsat for) Men han fortsætter, da han er meget pligtopfyldende, og har fået et godt forhold til de her børn han ligger og kører med.
Men det er så småt ved at gå op for os nu, at når han ikke længere får løn fra søværnet, ja så kommer vi til at sidde med håret i postkassen. Da han kun har deltid, og jeg skal starte min uddannelse 1 februar, så har man ikke råd til at sidde i hus og have bil + hund og hvad der ellers er.
Nu er min kæreste så blevet tilbudt job i Norge, igen som elektriker, men mere adminstrativt arbejde, og lønnen er jo noget bedre. Men vi kan ikke undvære hinanden så lang tid, så den ligger jo egentlig lige til højrebenet at vi bare rykker teltpælene op og flytter til Norge. Der er jo også uddannelser i Norge. Jeg kan næsten uden at overdrive, vælge og vrage.
Min far har udover det, valgt at tilbyde os at opsige sin egen lejlighed, og flytte ind i vores hus og betale udgifterne på det, indtil vi kommer hjem igen.
MEN... nu er min mor blevet syg, dog har lægerne ikke noget godt bud på hvad hun fejler, men hun har nu tabt sig 13 kg siden midt November, og får anfald hvor hun har så ondt og kaster op i et døgns tid af gangen. De siger, at de tror hun har Morbus Chron. Jeg har det SÅ dårligt med bare at "skride til Norge" når hun skrænter.
Flere siger, at min mor er voksen og kan klare sig selv - og at jeg bare skal tage afsted og nyde eventyret.
Jeg syntes ikke bare jeg kan smutte, når min mor er skidt. Jeg ved at det her er en mulighed man ikke bare kan sige ja til, så snart der er børn i billedet, derfor siger folk at vi bare skal kaste os ud i det.
Hvad mener i?
