novelle af Ernst Johansen

Sneen faldt. Kulden rev i næsen ... men inde skolestuen var der gloende hedt.
Det er snart ju l? hviskedes det fra bord til bord.
Kun Hans Peter var ikke i julehumør. Der blev nok ingen jul for ham i år.
Sognefogedens Trine lænede sig frem mod ham
"Glæder du dig ikke?"
Men Hans Peter vendte blot ansigtet bort, og en enkelt tåre fandt vej ned over hans kind.
Da klokken ringede skyndte han sig af sted før de andre.
Det var så sørgeligt som det kunne være.

Hans Peter tænkte højt for sig selv på alt det der stod i vejen for julen, selv om den stod for døren
Terminen som far ikke har betalt.
Maren, vores eneste ko der har kighoste.
Rabarberhøsten der er slået fejl.
Katrine, min søster der altid græder, fordi Lars i Bakken har slået op med hende.
Lene min kat, der vist er kommet galt af sted endnu en gang.
Og så er der Frederik, min storebror der er i USA og som vi ikke har hørt fra i lange herrens tider.
Ja, han var lige ved og næsten at glemme ?
Åh ja, jeg må ikke glemme Gammelmors gigt, ja og Klaus, vores dejlige hest, der har så ondt for tænder.
Ja, ja, en ulykke kommer sjældent alene så sent som i går var en stor sorg overgået Hans Peter.
Og i går tabte jeg min top!

Hans Peter nærmede sig nu gården og hunden Karo sprang logrende op ad ham, men så uheldigt at den trådte forkert og forstuvede foden.
Nu blev der vel også udgift til dyrlæge.

I det fjerne ringede klokkeren i Bømose julen ind. Inde i storstuen sad Lavs og pillede ved et brev - det var fra banken.
288 kr. og 18 øre forfalder senest julemorgen klokken 9.15 ellers tager de gården.
Stine hans kone kom ind i stuen og sagde stille
"Sider du her, Lavs?"
"Ja, såmænd gør jeg så - har du sat gåsen over?"
De havde bestemt sig til at slagte den sidste gås - men Stine svarede ham stille.
"Lavs, det har jeg ikke. Ræven har taget den i nat. Men havregrød - det skal vi da have. Ja, gudskelov for den, mor."

Hans Peter gik en vend om ved gavlen. Hvad var det?
Var der ikke en der skreg? Jo, det kommer ovre fra kæret - der er nok en der er ved at drukne.
Hans Peter spiste hurtigt sin havregrød så løb han den halve mils vej over det frosne overdrev.
I skumringen øjnene han et stort hul i isen
Nu kom en rød tophue til syne - han kendte den straks.
Det er Trines, så er det nok Trines hoved der er nedenunder - Trine, Trine hvad ligger du der efter på en juleaften. Er der noget i vejen?

Ude fra hullet i isen kunne han høre Trine klynke.
"Jeg er faldet i vandet."
"Hvordan kunne det gå til, Trine?"
"Isen brast, Hans Peter."
"Ved du hvad, Trine, jeg får en ide: jeg vil hjælpe dig op. Det ligner ikke noget, at du ligger der hele juleaften."
Hans Peter rakte en hånd ud. Trine greb den og Hans Peter trak men mærkede at isen gav efter under ham.
Han blev våd på skjorten og det var slemt, han havde ingen at skifte med.

Lars i Bakken, Oles søn, kom gående over engen ? han var gået ud for at flytte køerne, men var så kommet i tanker om at nok slet ikke var ude på denne tid af året.
Han stod stille
"Er det ikke ca. 2 skrig jeg hører?" Jo det er ikke til at tage fejl af.
Lars tog benene på nakken, men tog dem straks ned igen. Det sinkede ham bare at han havde dem der.
Ude i kæret så han to mørke skikkelser i det sikkert ret kolde vand, og da lars altid havde været ret nysgerrig råbte han.
"Er i gået i bad?"
Intet svar!
Langsomt krøb han ud til stedet - da mærkede han med et isen braser under mig og der bliver vådt om mig.

Ad landevejen kom i det samme en høj skikkelse ludende. Et langt skæg blafrede i nordenvinden - skikkelsen standsede ?
"Er der ikke nogen der råber?" Det kommer vist nede fra kæret, ude i det sorte vand kan jeg se tre skikkelser. Mon de er i færd med at drukne?
Han stak sin stok ude til dem, og snart var de alle på det tørre.

Hjemme sad Lavs og Stine og stak til havregrøden - de talte sammen på deres egen stille måde.
"Hvor mon drengen bliver af?" Spurgte Lavs.
"Han skulle ud." Svarede Stine.
"Nå." Sagde Lavs lavmælt.

Næppe havde Lavs sagt nå, før stuedøren gik op og ind trådte Hans Peter, men ih du fredsens hvor var han våd.
Efter ham kom Trine og hendes far, sognefogeden, og så Lars og dennes far, Ole i Bakken, og til sidst ? en høj mand med langt skæg, som de ikke kendte.

Lavs og Stine gjorde store øjne og en times tid sad alle tavse - inden sognefogeden tog ordet.
"Vi ved godt, det ikke er gået dig så vel på det sidste, Lavs, men herefter skal det blive anderledes. Nu har din knægt, Hans Peter, reddet min datter fra druknedøden, som slet ikke er rar på denne tid af året. Vi ved alle at hans hu står til sparekassebogen så her giver jeg ham en daler, han sætte ind på den - for ulejligheden. Og hvad dig selv anbelanger, så er her 288 kr. og 18 øre. Dem vil jeg låne dig til terminen. Nej, Lavs, du skal ikke sige tak, det er mig der takker, men ku´du ikke lige stikke mig en kvittering."
Ole i Bakken var den næste til at tage ordet.
"Ja, Lavs, lad mig sige det som det er. Det var mig, der fik min søn til at vende sig fra din datter, Katrine. Jeg håber at de kan tilgive mig."

Den høje mand, med det lange skæg var den sidste til at tage ordet. "Så må jeg vel også sige et par velvalgte ord "
Ikke så snart havde han sagt disse ord før han tog hele sit lange skæg af - Stine slog hænderne sammen, på sin egen stille måde.
"Frederik, min søn!" Sukkede Stine
For ham var det naturligvis.
"Ja, kære forældre, kære alle sammen, det er mig. Jeg er kommen hjem som en holden mand."
For ligesom at understege sine ord tog han godt 2 millioner dollars kontant op af sin kuffert, men ? ikke nok med det, også et middel mod kighoste.
"Det skal Maren, koen have, så bliver hun straks rask." Sagde Frederik.
Det fik hun og det blev hun - rask altså.
"Til Gammelmor har jeg en varmedunk, til hendes lænder." Fortsatte Frederik
Op af kufferten trak han også et sammenfoldeligt juletræ - det var mageløst, sådan var der i staterne, det var store forhold.

To timer efter at Gammelmor havde fået sin varmedunk var hun den ivrigste til at gå rundt om træet og det blev sent, inden man gik til ro på den gamle gård.

Da alt var stille, sneg Hans Peter sig ud bag gavlen men denne gang var han ikke alene. Trine var også med.
I mørket kom hun til at sparke til noget - Hans Peter samlede det op og jublede.
"Det er jo min top!" jublede Hans Peter

Netop som de ville gå ind i lunet igen hørte de lette fjed
Jamen, det jo Mikkel ræv der kommer ud fra skoven.
Stilfærdigt lagde han noget på trappestenen og forsvandt igen.
Der ligger jo gåsen - han har fortrudt det, Mikkel.

Man hvad Hans Peter og Stine ellers fortalte hinanden den julenat, ja, se det må I selv gætte jer til.

Og så blev det alligevel jul i den gamle gård.