Jeg arvede for 15 år siden en kort hvid jakke af svigermor.
Den havde jeg på en mørk november aften, hvor jeg skulle til møde på skolen og planlagde at gå genvejen over kirkegården. Kirkegården er mørk - ingen belysning - og man skal vide, hvor stierne ligger, så man ikke falder over en af de lave hække om gravstederne. Jeg træder ind gennem lågen, som står med høje hække på hver side, og kan se, at der går en mand 50 m foran mig med sin hund.
Jeg kan mærke min puls stiger lidt. Men han har ikke set mig, så jeg ranker ryggen og sætter målbevidst kursen mod udgangen på den anden side.
Pludselig kan han høre skridt i gruset bag sig, vender sig om og stivner. Han hopper på stedet og går så i total alarmberedskabsposition. Jeg fornemmer hans panik er rettet direkte i min retning. Mit hjerte hopper lige en gang for hvad er der dog bag mig, der er så farligt - og som jeg ikke en gang har nogen fornemmelse af?
Så går det op for mig, at det er mig, der skræmmer ham. Han ser et hvidt "spøgelse", der svæver frit i luften i en meters højde (resten af mig er mørkt tøj udover den hvide jakke). Efter et par sekunder kan man høre en dyb indånding, hvorefter han vender sig og går videre - så mon ikke hans hjerne også har fået processeret indtrykket og sammenhængen?
Jeg har ihf ikke hørt rygter om hvide svævende spøgelser, der huserer på kirkegården her i byen...
-Nanna
