Man går til lægen først.

Bagefter - Er der sikker kurser og andre ting man kan deltage i, for at lære at håndtere sin angst, forhåbentlig uden medicin.

Jeg håber, du kan få det under kontrol igen! Gode tanker herfra

Det er bare virkelig mystisk, for når jeg på arbejde, ude blandt folk og laver noget med folk - så stopper det. Men så snart jeg er alene igen, så starter det igen...

bare det er sorgen over at ha sagt farvel til Cashew, der presser på??? og på den måde udmønter sig i fysisk ubehag?

først afsted til læge!

og så tænker jeg du skal snakke med nogen for at kunne finde en evt årsag.

du har sagt farvel til Cashew ikk? for hvis det ikke er der når du er sammen med mennesker på dit arbejde, kan det være du ubevidst er fokuseret på cashew når du ikke er "underholdt" andre steder fra.

på jobbet har han aldrig været en del af det, så der mangler du ham nok ikke på samme måde som når du har fri, og højst sansynligt ville bruge tid hos ham.

efter jeg fik at vide min pony blev aflivet, har jeg været nærmest hjemsøgt af nogle super ubehagelige drømme hvor vi kan snakke, og hvor hele drømmen bare går ud på at jeg skal prøve at redde ham, men vi ved begge to at det kan jeg ikke. - dagene efter sådan en drøm har jeg det forfærdeligt i min krop. det er en følelse jeg slet ikke kan forklare. specielt når jeg vågner op efter sådan en drøm og resten af dagen er slem. de kan komme ud af ingenting, og river ligesom det hele op igen. - jeg ejede ikke Bob mere og havde derfor ikke mulighed for at sige farvel og hygge med ham de sidste dage og tror det er det der ubevidst hænger i mig.

super ubehageligt for dig og håber for dig du hurtigt for en løsning på det

Jeg hælder også til at det skyldes sorgen.. Min kæreste havde også angst som følge af hans depression, det er dog heldigvis ikke noget han mærker nu hvor han får piller for det. Men det er altså ikke for sjov, og mit gæt er at det bare er din psyke der er under pres pga det med Cashew.. Det er ganske normalt, har selv haft noget lignende da jeg mistede en jeg holdt af. Det gik væk efterhånden som sorgen lagde sig

...kan sagtens give udslag i fysiske smerter, opkastning, manglende appetit, problemer med mavesyre, hjertebanken og søvnløshed.

Uanset er det måske en god idé at kikke forbi lægen og blive tjekket.

Find næreste Body sds behandler og tag en sak og få en tid.....

det er vigtig det kommer ud sf din krop, læger symptom behandler bare og giver medicin, det ar din krop ikke behov for.

Håber du får det bedre, noget ved ud og måske er det slet ikke så skidt

Jeg ved ikke lige hvad der sker :S

Men jeg har taget nogle baldrian nu og de har hjulpet.

Jeg ringer til lægen mandag hvis det ikke er bedre weekenden over. Jeg tror måske jeg ved hvorfor at jeg får det. Har noget ufærdigt og svært jeg skal have gjort.. Tror det er det jeg går og tænker for meget over og så får jeg disse anfald.

Det tror jeg du har ganske ret i, Sandra.. Indre uro viser sig meget ofte fysisk. Godt du får ringet til lægen, under alle omstændgheder kan det lette lidt at få snakket med nogen om det; dette er også en af lægernes funktioner, de om nogen ved at psyksike ting kan vise sig fysisk.

Den her ting du skal have gjort, som er svær. Er det noget du kan få gjort noget hurtigere? Det er tit man går for længe og ruger over noget ubehageligt, så man får det dårligere og dårligere. Så kan det være bedre bare at tølle til 3 og få det overstået.

Da jeg for 1½ år siden fik aflivet min smukke prinsessehest efter 11 års venskab, kunne jeg få det så dårlig når jeg kom til at savne hende (kvalme, ondt i maven, svimmel...det gjorde bare ondt i hele kroppen ikke kun i sjælen/hjertet)

Jeg må sige selv om der til april er gået 2 år har jeg det til tider stadig dårligt når jeg ser billeder af hende, en fletning af hendes hale hænger stadig inde i vores entré og jeg kan stadig ikke få mig selv til at få lavet et armbånd af det for så skal jeg tage det ned. I sommers sprang elastiken der var sat rundt om og det var så grænseoverskridene at sætte en ny på, for havde slet ikke lyst til at røre noget der har siddet på hende (Ja det lyder jo sygt)

Men JA jeg tror desværre bare at sorgen kan vise sig på mange forskelige måder

Jeg syntes det er rigtig synd for dig sandra hvis du skal til at bøvle med angstanfald. Men jeg tror nu også du er sorgfuld efter din hest. Når man får angstanfald er det så voldsomt at man kun har ET ønske, og det er at få det stoppet HURTIGT. Derfor vil de fleste med angstanfald opsøge hospital eller læge meget meget hurtigt, og ikke vente weekenden over.

Anne >> jeg bliver så vred når jeg læser at du skriver at læger kun symptombehandler, for det passer ikke. Der er uden tvivl læger der gør, men idag er lægerne meget meget bedre til at forstå og behandle angst. Det ´sidste en angstpatient har brug for er at en anden fortæller at ens læge ikke duer til sit job. For os angstpatienter er lægen en rigtig god livline når vi har det skidt!

Jeg lider af Panik angst i perioder og så har jeg det forfærdeligt. har lidt af det on/off i 8 år efter en meget traumatisk oplevelse. Jeg ved at jeg skal leve med min angst resten af mit liv, og det betyder også at jeg skal have medicin. Det har jeg det fantastisk med, for det hjælper mig til at få en normal og dejlig hverdag med min familie. Når jeg er i angste perioder så er jeg meget indelukket og har bestemt ikke lyst til at være sammen med andre mennesker.

Sandra> gå til lægen og tag en snak med ham/hende. Mange gange forløser det også nogle ting inden i som du måske går og gemmer på. Jo og så er mit bedste råd når du har det skidt. UD OG MOTIONER! Når kroppen er angst ophober der sig en kæmpe masse energi og man ryster som en gal og bliver anspændt. Når man motionere får man brændt alt krudtet af og har det fantastisk bagefter. Kroppen får brugt sig og der udskilles en masse gode endofiner.

God bedring.

Kh mette

Nu må jeg simpelthen ud med det, og det er ikke henvendt på dig TS.

Men jeg bliver simpelthen så træt af at høre folk snakke negativt om det at tage medicin, og at læger bare udskriver medicin til folk.

Nu ville de slet ikke gøre det til en som kun har haft symptomerne i så kort tid i første omgang, og jeg tror også TS mærker noget sorg, og lider ikke af decideret angst.

Men jeg har haft problemer med angst i årevis, har gået hos en psykolog i 2 år, og alligevel var det først for nogle måneder siden jeg tog mig sammen til at sige det til min læge. Da hun hørte hvor mange år det har stået på, hvor meget det griber ind i mit liv samt at psykologbehandling ikke har været tilstrækkeligt, SÅ fik jeg en recept på medicin - og så den laveste dosis der findes!

Det er grundet holdninger som jeres at de piller har ligget i min skuffe i flere måneder nu - jeg har ikke kunnet overskue at være "en af dem" og skulle høre på folks negative holdninger, som om det skulle være en let løsning, eller at jeg ikke har gjort andet for at løse det.

Vis dog noget respekt, og lad være med at være så uvidende og generaliserende uden at ane hvad i snakker om.

Det er ikke alle, der kontakter hospitaler eller lign., når de ikke kan holde det ud længere. Man skal passe på med at generalisere på den måde..

Er i øvrigt enig omkring medicin, det kan være en life-saver, og jeg er i øvrigt enig med Anne omkring folks negative udtalelser omkring det.

Derudover vil jeg pege på andre former for angst end lige den klassiske panikangst. Man kan sagtens have i en periode generelt forhøjet angstniveau, som kan spidse til, aftage, spidse til, aftage, eller måske bare være rimeligt konstant. Det kan være meget generende, præcis ligesom panikangst og tæt på uudholdeligt, bare på en lidt anden måde.

Det behøver ikke være tegn på, at du er ved at udvikle en kronisk psykisk lidelse, det kan altså også være det pres, du pt er under, der viser sig på denne måde. Og hvis du håndterer det, er det meget sandsynligt, at det går over igen. De fleste mennesker reagerer på en eller anden måde, når der er under voldsot psykisk pres, og det er jo forskelligt, hvor voldsomt sorgen påvirker folk.

Men det bør håndteres. Gå til lægen først og hør, om du kan blive henvist til psykolog eller psykiater, eller anden lign. behandling. Fordelen ved at blive henvist gennem lægen er, at der i mange tilfælde kan ydes en hvis støtte til de første 12-24 samtaler. Og det er jo ikke engang sikkert, du nogensinde får brug for så mange.

Praktiske her-og-nu-råd indtil du kommer til en læge:

- Motion, hvis du kan - evt sammen med en veninde? Min erfaring er, at løb o.l. virker væsentligt bedre end ridning. Det må gerne få pulsen op og hjernen til at slå fra.

- Ekstra varme i lejligheden, varme bade etc. Det lyder måske tåbeligt, men man har en tendens til at spænde op i kroppen og det bliver værre af at småfryse.

- Få afviklet alle stressende forpligtelser, allerhelst med hjælp fra en veninde, forælder, kæreste eller lign., så du ikke sidder med det selv, og så det ikke ligger i baghovedet hele tiden

- Snak med nogen om det; Når du vågner og har det skidt kan det være en enorm hjælp bare at vide, at din veninde, kæreste, forælder kun er et opkald væk.

- Men lad være at vente og se tiden an. Hellere for tidligt til læge, end for sent, hellere afsted en gang for meget end en gang for lidt. Og det, du beskriver er ikke rart, og uanset hvor voldsomt det er (det er det jo lidt svært for os at vurdere gennem skærmen), så er det ikke noget at gå og forsøge at ignorere. Om det så er den mildeste milde version, så er det bedst at få styr på det og få lidt hjælp til det. Nogle gange, er det ikke så meget der skal til, men det betyder jo rigtig meget i din hverdag, at slippe for at have det sådan

Kære Sandra,

Jeg tror, at du nu har fat i, hvorfor du får angstanfald. Det ufærdige trænger sig på, du vil på en måde gerne have det overstået men det er smertefuldt at skulle gøre det. Jeg tror jeg ved, hvad det er.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så kan du måske tale med en god veninde eller din mor om dine tanker om det ufærdige, og du kan også be' om hjælp til at få det gjort, hvis du ikke vil gøre det selv.

Jeg genkender at få angst, når der er ting, jeg ikke får gjort. Ting jeg er bange for, noget der konfronterer mig i at mærke det, jeg ikke har lyst til at mærke. Samtidig ved jeg, at når jeg har trukket vejret dybt, måske bedt om hjælp og herefter gjort det ufærdige, så er angsten væk. Der kan komme noget ked af det hed, og måske har jeg brug for at græde. Jeg ser min angst i denne sammenhæng som en vejviser ift. at der er noget vigtigt, jeg skal have gjort.

Gode tanker til dig.

Esma: Du sætter præcise ord på det jeg skal og føler lige nu.

Idag gør jeg det, jeg kan mærke angsten lure her i overfladen her til morgen fordi jeg ved hvad jeg skal gøre. Min veninde kommer og hjælper mig. Men det skal gøres ..

Jeg håber den angst jeg har indei mig forsvinder når jeg får det gjort...

BigWhopper: (sorry jeg lige låner tråden Sandra) jeg vil egentlig gerne give dig et stort virtuelt kram og sige, at der ikke er noget galt med at tage piller. Jeg synes det er hul i hovedet af folk at sige, at læger bare kaster om sig med medicin osv. Nej, de giver det når det er alvorligt. Jeg synes ikke du skal føle dig "som en af dem", jeg synes du skal tage de piller og få det bedre.

Jeg ved selv hvor meget det gør for min kæreste. I nogle perioder glemmer han at tage dem, og der er tydeligt forskel. Det er måske svært at se forskel hos én selv, men os andre der står udenfor, kan sagtens se den store virkning det har. Glem hvad sure mennesker siger, og gør det du har brug for, så du kan få det bedre

Sandra: vi håber allesammen det bedste for dig, og vi er med dig i tankerne i dag og de følgende dage <3

Jeg fik gjort hvad jeg skulle gøre idag. Jeg fik min veninde til at hjælpe mig. Jeg fik gjort noget af det.

Jeg har ikke haft flere angstanfald, jeg føler mig gladere i maven nu. Hjertet føles mere let. Jeg håber det fortsætter.

Godt du fik gjort det ufærdige mere færdigt..

Håber for dig du får en god weekend..

Kram herfra..

jeg fik angstanfald for nogle år tilbage efter et overfald. Jeg gik til lægen med det samme, det er jo ikke til at leve med, og jeg kom så til nogle samtaler og det hjalp.

Jeg håber for dig det fortsætter i den rigtige retning!

Sandra - du reagerer helt helt normalt og sundt, på den store følelsesmæssige og sorgfulde omvæltning som du lige nu oplever. Bedre du reagerer nu - end det sætter sig til noget mere alvorligt på længere sigt.

Du er ked, du er stadig usikker, du har et "oprydningsarbejde" foran dig både bogstavligt og følelsesmæssigt. Tag det i den rækkefølge der forstyrrer dig mest - så får du det langsomt men sikkert bedre.

Kram til dig.

Jeg er helt utroligt enig med pony-mor.

Du er sund og velfungerende - derfor reagerer du.

Stort, stort knus.

I

Tak for jeres svar, jeg troede virkelig at jeg var ved at gå total ned eller der skete noget mærkeligt med mig.

Jeg har fået ordnet det sidste (næsten), det sidste jeg i hvert fald har gået og tænkt og tænkt over, samt frygtet.

Jeg har fået hans boks muget ud og væk og jeg har tømt boksen helt. Alt udstyr der også hang på bokse, hans hønet der hang i boksen - væk.

Jeg er lettet, mere lettet end jeg nogensinde har været siden...

Det er godt at høre Sandra, tak for updaten. Bare kør på <3

Hej Sandra,

du får et kæmpe kram afra mig også. sorg kan være overvældende og sorg skal ud. måske du bare skal give dig selv lov til at være ked af det. mange mennesker har så travlt med at behandle sig ud af sorg på den ene eller anden måde, men det er en helt naturlig reaktion på det, du har været igennem. sender dig et stort kram. du gjorde det helt rigtige,

kh lilliam

Tak Sophie - det varmede faktisk.

Jeg valgte at begynde på dem i går - og det er jeg glad for

Det er jeg glad for at høre, Anne jeg håber du snart får det bedre!

Hvor er det godt at høre, at du har fået det bedre