kan trøste dig lige nu.

Jeg vil bare sende dig mange varme tanker og ligeledes også til cashew.

kram fra trine

Guud, hvorfor det dog?? hvad er jeg gået glip af?

men føler med dig

Det er hvad du er! For hans skyld! Jeg synes du har taget den mest fair beslutning for ham, taget i betragtnging af hele hans historie, alle skaderne og skavankerne, så synes jeg at den beslutning er den helt rigtige for ham...

Jeg havde engagn en gammel pony, haft den altid, den fejlede 1000 ting, men den gjorde mig så glad... En dag sagde min mor alvorligt til mig at nu var det tid, ordene: "vi siger farvel mens den stadig har æren i behold". Sidder dybt i mig og det er bare det største man kan gøre!

Selvom det er afsindigt svært og hårdt så lyder det som om du er helt afklaret og ønsker det bedste for din ven...

Husk de gode ting han gav dig og lad mindet vare evigt...

Sender dig en masse varme tanker, for ved hvordan du har det, og det er absolut ikke en rar situation at stå i.

Det er en flot beslutning du har taget, og det viser hvor ansvarfuld en hesteejer du er, og specielt overfor Cashew med den fortid som han har.

Flot beslutning du tager.

Mine tanker går til dig lige nu.

Trøstekrammer til dig, og så håber jeg du får nogle gode sidste dage med Cashew. Det fortjener i begge.

hårdeste beslutning og det gør mega ondt ( har selv stået i det for 3 mdr. siden)

Ingen ord kan trøste dig nu, desværre....

Stor trøste krammer herfra

Det er den sværreste beslutning at tage synes jeg, at aflive en hest som er frisk i sind

Har lige måtter gøre det selv i juli, efter 12 år sammen, og han var fin og frisk, bortset fra det ben han havde smadret, og foldbums var ikke sagen for ham det var prøvet uden succes ... :/

Så stor respekt for dig for at gøre det i tide.

jeg har det også sådan at forsikringen var ikke vigtigt de skulle ikek bestemme hvornår at det var "bedst" at min kom væk..

Ej hvor gør det ondt. Jeg har ikke lavet andet end at sidde og tude siden jeg har ringet til dyrlægen. Jeg var ankommet til skolen, men jeg tudede igen, vendte rundt på hælen og tog hjem igen. Hvor er det hårdt, hvor er det frusterende...

Jeg skal heldigvis derud til ham idag og så skal han bare hygges og nusses om. Han skal have en masse hø og wrap den sidste tid, en masse foder som han elsker (Mash) og om han så tager på og vejer for meget er ligegyldigt. Så længe han har det godt de sidste uger nu. Han skal forkæles i æbler og gulerødder.. (uden at få mavepine dog)

Jeg har jo allerede fundet en "løsning" herefter, jeg skal ikke have egen hest før om et års tid igen. Så indtil - bliver jeg "medejer" af min venindes hest som jeg har trænet og uddannet det sidste år. Den løsning er jeg rigtig glad for da jeg ikke kan undvære heste i mit liv. Og hvis jeg intet laver bagefter så jeg bange for jeg går nedenom og hjem når Cashew ikke er her mere.

Hesten står samme sted som Cashew - det bliver mærkeligt at gå ind i stalden, se på den tomme boks? Måske der står en anden hest derinde, der ikke er ham - der ikke ligner ham? Mystisk... Men bare dét at jeg er på stedet hvor han har været og bare det at jeg har en anden hest at kramme hvis savnet bliver stort - det gør mig gladere end hvis jeg bare skulle gå derhjemme i et år og tænke over det hele og være væk fra alt med hesteri at gøre.

Tak for jeres søde kommentar, det varmer i en svær tid - og jeg ved at i har fået mig til at beslutte det rigtige, i har skrevet rigtig mange historier om jeres eget liv og jeres egne himmel-heste (som ikke er nemt) og det er så dejligt at høre hvad andre har gjort og ville gøre i sådan situation.

Maya:

Læs mine tanker her - et stykke tid siden dette blev skrevet, men nu er jeg så nået til den konklusion at Cashew ikke kan mere i sin krop. Han er slidt i sin krop efter al hans fortid - og han er slidt i sine sener. Det har han allerede været det sidste års tid, jeg har bare ikke ville indse det helt. Han bliver skadet hele tiden, og han bliver sur og tvær nogen gange under ridning uden forklaring (han er ren i røngten overalt) Men han kan ikke mere nu, han vil ikke mere. Jeg kan mærke psysisk på ham at grænsen er nået til hvad jeg kan forlange af ham. Hvis bare jeg kunne beholde ham et års tid som skovturshest, så ville jeg det. Men Cashew tør dårligt nok træde 2 meter ind i skoven og så han den der vendt om igen. Det trives han slet ikke med. Samtidig trives han heller ikke med at være fold-hest for så bliver han besværlig psysisk og så kommer alle de dårlige vaner som fra førhen op i ham igen.

www.heste-nettet.dk/forum/1/2318331/ 2318331/

Stort hn-kram til dig. Og ja jeg vil give de andre ret i at det er rigtig flot gjort af dig.

For et par år siden fik jeg mit oldgamle æsel aflivet INDEN hun blev syg. Det er bare så skønt at huske hende rask.

Jeg håber at forsikringen er hurtige med deres svar så du kan få det overstået.

Hvor er det bare flot af dig at tage denne svære, urimelige beslutning på din hests vegne..

Jeg har selv prøvet det for godt et år siden, og det er aldrig sjovt, men jeg ved, at jeg gjorde det rigtige, og min hest skulle heller ikke lide, og skulle herfra værdigt.. Så hun blev også rigtig godt forkælet den sidste tid..

Kære trådstarter:

Jeg ved præcis hvordan du har det, for jeg står akkurat i samme situation som dig. Min unghest lider af så svær knæskalshæftning, at hun har taget varrig mén. I samråd med min dyrlæge, har vi udelukket operation da chancen for den vil hjælpe er meget lille. End ikke daglig motion vil kunne gøre hende symptomfri, og da hun var på smertestillende i 5 dage, kunne jeg ikke se en bedring - hverken i bagbenene eller hendes humør. Hun har ændret meget adfærd - bliver lynhurtig irriteret! Desuden sætter der sig smerter i ryggen på hende, da hun aflaster benene. Det er bare så træls, for jeg ved at hun MÅSKE kan reddes hvis hun blev motioneret intenst HVER evige eneste dag, men det er som sagt ikke sikkert. Og da jeg ved, at jeg ikke kan eller har mulighed for at få hende motioneret intensivt hver dag, ja, så falder min beslutning på aflivning. Har aftalt med dyrlægen, at vi giver det en sidste chance i form af motion HVER dag, men jeg ved hvor det ender. Så om 1½ mdr. får hun nok fred.

Så jeg ved hvor svær og tung din beslutning har været, men det er klart det bedste. Du stopper nu hvor legen er god, hvilket er det bedste man kan gøre. Man kan sige, jeg gør det samme for min hoppe - hun skal ikke først herfra når hun en dag ikke længere kan komme ud af boksen om morgenen.

Du får et kæmpe kram fra mig og et stort skulderklap!

Jeg har fuldt med på sidelinjen, men ikke skrevet. Nu bliver jeg simpelthen nødt til det, for jeg synes virkelig, det er en flot og rigtig beslutning, du har taget.

Ja, det bliver hårdt både frem til dagen, hvor du skal sige farvel og i tiden efter. Men du vil kunne sige til dig selv, at du har taget denne rette beslutning og fået sagt godt farvel, mens han endnu var en glad hest.

Selv om jeg ved, I der tager sådanne beslutninger, har det rigtig hårdt, så misunder jeg jer, fordi I har den mulighed at få sagt farvel. Noget jeg ikke selv fik muligheden, da jeg mistede min soulmate, og det piner mig grænseløst selv i dag, hvor det snart er 4 år siden, jeg mistede hende.

Så nyd den sidste tid, får sagt farvel og husk, du har taget det rette valg!

Stor trøstekrammer herfra

Hej Sandra. Jeg sender dig en masse varme tanker, og du skal vide at jeg er 100 % enig i at du gør det rigtige.

Det er altid den rigtige beslutning når man selv ved at nu er det tid.

Jeg kan ikke gøre så meget andet end at sige, ja det gør forbandet ondt, og jeg synes faktisk den værste tid er fra beslutnigen er taget, til ens elskede hest er væk...

Selvfølgelig er man ked af det, og savner og føler ens hjerte bliver revet ud, knust, brændt og alt, på samme tid, men omvendt ved man, nu har han ikke smerter mere. Nu har han fred, intet ondt kan længere nå ham!

Rigtig mange tanker, håber han får en rigtig god sidste tid, og at I kan nyde hinanden.

Kram herfra

Jeg har altid fulgt dine indlæg med Cashew, dog uden at skrive noget i dem.

Cashew kunne ikke have endt i bedre hænder end hos dig. Du har taget dig rigtig godt af ham, og gjort alt hvad du kunne for at få ham på rette køl, og det har du også. Nu er i så kommet der til, hvor i må gå hver sin vej.

Jeg stod i samme situation for snart 2 år siden.

Min dengang 8 årige vallak, Carat, havde fået konstateret slidgigt i begge ben, og han havde under 50% chance for at klare sig udelukkende på symptombehandlinger.

Han ville ikke kunne løbe ude på folden med de andre - det var noget af det, han elskede allermest. Han ville kun kunne skridte - både under træning og på fold.

Langsomt kunne jeg mærke, hvordan han ændrede karakter - han gik fra at være en sjov og livsglad hest til at være møg sur og tvær - til sidst kunne jeg slet ikke kende ham.

Dette mente jeg ikke var et liv for ham og jeg måtte tage samme hårde beslutning.

Jeg føler med dig, Sandra og ved hvad du går igennem - det værste er ventetiden.

Så Cashew, når du kommer op i hestehimlen, så må du finde Carat og hilse ham. Jeg er sikker på, at i to bliver de bedste venner

www.youtube.com/watch?v=7EHakAKNIaQ

Jeg er virkelig ked af det på dine vejne Sandra. Men set udefra, så har du givet Cashew alt det han havde brug for, forståelse for hans specielle sind, kærlighed, du har lyttet til ham og har aldrig krævet mere af ham end han kunne give. Jeg føler med dig, det er så ufattelig hårdt det du går igennem nu...

Kæmpe trøstekrammer til dig Sandra!

Stor respekt for din beslutning. Det er vores vigtigste pligt som dyreejere, at kunne sige stop og tage beslutningen, når tiden er inden til at vores elskede dyr skal herfra

Det er super hårdt... Men det er en god beslutning for cashew... Selvom du vil savne ham kan jeg trøste dig med du kommer over det... Heste/dyr lever bare ikke vores tid ud.. Desværre.. Han har fået en god tid og det er værdigt at slutte på det..

Hold da op en masse beskeder og opbakning fra jer alle sammen. Hvor er det dejligt at høre at i synes det er den rigtige beslutning udfra mine beskrivelser (og selvom i ikke kender ham og mig IRL)

Tak for det - det trøster og varmer mig rigtig meget at i ville have gjort det samme. Stadig godt at høre ligende historier.

Jeg er stadig ked af det - føler lyst til at græde hele tiden selvom han stadig er her jo?

Jeg kommer gående ind i stalden og siger "Caaaashew" som jeg plejer når jeg kommer - og "bruuum, bruuum" siger det så nede fra boksen i enden af stalden. Cashew hilser med med et ordenligt vrinsk og står og venter på at jeg kommer hen til boksen, åbner den og han får en gulerod.

Hvordan kan jeg nogensinde ikke kunne høre det igen bagefter? Hvordan skal jeg leve uden det ? Dét der betyder så meget når han hilser på mig og er glad for at se mig. Hvordan kommer man videre herefter når han ikke er her mere og jeg aldrig nogensinde skal høre ham vrinske til mig igen? At han aldrig nogensinde skal komme gående helt roligt og troligt hen til mig på folden når jeg kalder på ham. Også selvom han står helt nede i den anden ende af folden. Så kommer han altid skridtende i laangsomt tempo (god tid) - hen til mig, skubber til min hånd og forventer en gulerod for hans KÆMPE arbejde - dét at skridte hele vejen hen til mig ved lågen Hvordan skal jeg kunne undvære det?

Åh hvor er det altså bare hårdt - og han er her endda stadig, kan stadig nå at opleve flere dejlige øjeblikke af lige præcist dét, men hold da kæft hvor det gør ondt at tænke på når jeg ikke længere KAN opleve det. Jeg bliver jo hesteløs - jeg er ikke hesteejer mere herefter? Det er mærkeligt ikke at have den tittel på mig? Jeg har jo været hesteejer i 6 år nu, hvordan er man ikke-hesteejer mere? Kan jeg finde ud af det?

Det er så uvirkeligt...

Jeg mangler ord...

Ved selv hvor hårdt det er. Men hvor er det en stærk og modig beslutning du har taget.

Stort kram sendes herfra.

Åh altså Sandra, det er jeg ked af på dine vegne, at du skal tage afsked med din elskede Cashew.

Åh Sandra.. Det er hårde ord at læse. Men jeg tager hatten af for din beslutning. Jeg ryger lige fluks to år tilbage i tiden, da jeg tog den beslutning. Jeg har savnet min hest lige siden, men jeg har aldrig et sekund fortrudt beslutningen.

Den dag man opdager at man bekymrer sig mere for sit elskede dyr end man glæder sig over det, den dag er det tid. Det ved jeg nu. Dengang gik der nok for længe.

Kæmpe, kæmpe knus til dig..

Pyha - tak for jeres mange svar. Jeg kan stadig ikke helt forstå det.

Jeg kan slet ikke overskue processen. Slet ikke overskue processen med at skulle sælge mit udstyr, opsige min boks? Tømme mit skab, sælge mine sadler..

Det er hårdt og uvirkeligt. Kan slet ikke..

Stor trøstekrammer og respekt for dig som hesteejer

Du som kender din lille, meget specielle hest som din egen bukselomme, ved når nøddens liv er nået til vejs ende. Det bliver en rigtig hård tid, men det er nu tid til at sige farvel og sende en meget kær ven afsted til et sted hvor der ingen smerter er.

Jeg har selv været igennem en meget hård sørgeperiode, hvor jeg har følt at verden ligesom "står stille" eller ihvertfald foregår i slowmotion.

Jeg måtte sige farvel til min drømme cob Medina for snart 3 mdr siden, fordi jeg måtte tage et meget svært valg og vælge mellem at beholde Medina som klappedyr eller finde hende et nyt, godt hjem til fordel for et ridedyr med meget bløde rygsving (tølt er foretrukne gangart pga min lændeskade der umuliggør ridning på stortgående ridedyr).

Jeg kunne dårligt være i stalden og undgik i det hele taget lidt "hesteriet". Vores cobdreng blev selvfølgelig passet som sædvanlig, men lysten var der slet ikke til at være i stalden og hygge som jeg plejer.

Hendes boks blev først tømt for 14 dage siden, da jeg simpelthen ikke kunne håndtere at rydde hendes tre sidste klatter op, eller se hendes sidste hovaftryk i spånerne... Igår pakkede jeg Medinas gamasher og underlag væk i poser og som skal til vask inden de bliver gemt væk. Men at røre ved underlagene, gamasherne og trensen med hendes duft og hår på, var godtnok hårdt selvom det snart er 3 mdr siden hun flyttede ind hos sin nye ejer.

Min nye pru ankom i sidste uge og det er først for en uge/14 dage siden at jeg blev "rystet" ud af min "trance-tilstand" af sorg over at Medina ikke er min mere.

Min nye pru "tvang" mig ud af sorgen og hjælper mig nu med at knytte et nyt venskab, så mit råd vil være at "grovpakke" nøddens ting væk inden han skal afsted og så tillade dig selv at tage dig tid til at bearbejde dit tab og din sorg når han er væk. Når sorgen er kommet lidt på afstand, kan du ligesom mig måske bedre håndtere at tage stilling til om hestetingene skal helt væk, eller delvis sælges/gemmes til når du får din egen mule igen, som du kan kaste al din kærlighed på.

Udnyt den dejlige mulighed du har for at være sammen med, træne og hygge om din venindes hest (den skønne cobhoppe ikk´?), når Cashew er kommet i hestehimlen så du stadig får "en god portion hest" om ugen-så tror jeg nok du stille og roligt kommer dig over tabet af din dejlige og specielle ven som du har delt mange gode oplevelser og øjeblikke med.

til dig og cashew.

øv jeg er helt i tårer nu, hvor er det dog forfærdelig trist..

Husker da jeg, for nu en del år siden, havde en hest som var mit et og alt. Han blev pludselig meget syg og måtte aflives.

Jeg græd som en pisket og måtte melde mig syg fra arbejde i 2 dage, før jeg kunne samle mig til noget som helst.

Hver gang jeg gik i stalden brød jeg i tårer og den dag i dag hænger hans grime i et skab og er "hellig" i den forstand at den ikke kommer på andre heste og nu bor sikkert i skabet. Jeg vidste ikke at min mand havde gemt den og da jeg faldt over den 1 måned efter, brød jeg i gråd igen igen. Billederne på væggen måtte ned i et par måneder indtil jeg var kommet ordentlig ovenpå.

Jeg havde haft den skønne hest i 15 år og vi var næsten som et gammelt ægtepar. Et forhold som kun hestemennesker kan forstå.

Måtte jo så have en ny ridehest og hold da fast jeg skulle til at sluge et par kameler.. For den kunne sgu ikke læse mine tanker og hun var så anderledes.

Men i dag er hun selvfølgelig guld værd for mig og jeg er ved at skide grønne grise af skræk når hun fejler noget.

Det er så hårdt - altså, bare at tænke på at jeg imorgen skal opsige min boks? Kan jeg overhovedet det, den boks Cashew har stået i, i 6 år nu..

:(

Og at jeg skal sælge hans hovedtøjer? Kan man overhovedet det ?

Jeg har også besluttet at tage en sidste ridetur på ham inden han skal i himlen, når jeg ved hvornår...

Sandra jeg synes du skal beholde hans trense, hvis du har flere, så den der er "mest Cashew". Hvis ikke du kan holde ud, at se på hans ting, når tiden kommer til farvel, så få en veninde til at tage det med hjem, som du har sværest ved at skille dig af med. Når du engang er kommet lidt ovenpå igen, så er det nemmere at vælge, hvilke ting der skal væk eller beholdes. Jeg tror bare du kommer til, at fortryde hvis du slet ikke har noget håndgribeligt som har været hans. Jeg har altid beholdt en grime fra mine partheste når de skulle her fra og jeg ved, at min veninde beholdte trensen fra sin egen hest. Min shetters trense har jeg ikke noget, at bruge til mere, da han er pensioneret, men jeg vil ikke af med den for det er hans. Og en dag når han er væk, så ved jeg at jeg vil kunne se på hans trense og tænke tilbage på alle vores dejlige køreture.

Åååh det er bare så svært at sidde her bag skærmen og give gode råd, men brug dem hvis du kan. Vi er jo alle forskellige og det en synes er en god ide, tænker en anden måske lyder skørt... Men i hvert fald et kram her fra.

Det er den helt rigtige beslutning - ellers havde du ikke taget den Nu er det bare hans tid og det ved i jo begge.

Tænk på at du gav ham den bedste smag af livet hans sidste år, og hvor meget han gav dig igen. Det var jeres skæbne

Ja kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være.. Men så må man prøve at vende den, og tænk på det sted han kommer hen - uden smerter.

Smil ved de minder i har sammen og glæd dig over den tid i havde sammen

Der er nok en anden hest der venter på dig derude på et tidspunkt!

R.I.P Smukke Cashew

Dengang Savoux blev aflivet, solgte jeg hans ting meget kort tid efter, og jeg har fortrudt det SÅ meget. Det eneste jeg har tilbage er den grime han havde på da han blev syg, og den vil jeg beholde for altid.

Men synes ikke du skal gøre noget overilet mht hans ting, fordi du gerne vil ha det på afstand med det samme. På et tidspunkt vil du få brug for at se hans ting igen, og så skal du ikke sidde i samme situation som mig... Det gør det meget værre...

Men selvføgelig er vi mennesker forskellige, så føler du, at det rigtige er at sælge, så skal du naturligvis gøre det.

Sender dig en masse varme tanker herfra.

Kram til dig Sandra! Jeg ved udenmærket hvor svær den beslutning er. Den er ulidelig og knuser ens hjerte!

Gør det du synes er bedst for Cashew og hvis du mener det er fred så er det du skal gøre. Det er lige meget hvad andre siger. Du kender din hest bedst for ved hvornår det er bedst at sige stop for yderligere behandling. Det er KUN dig som ved hvad der er rigtig at gøre.

Jeg har godt nok skrevet til dig privet - men synes de her tanker kan hjælpe enhver, der søger på emnet om det at miste - for uanset hvad det er vi mister, som har en stor betydning, så vil man opleve en tid, hvor tingene ikke er særligt behagelige.

Jeg ved fra mig selv, at sorg er noget der tager rigtig rigtig lang tid - og er noget, der kræver professionel hjælp at komme over. Det har taget mig 8 år at komme mig over tabet på min bror, og det er først efter, at der er kommet styr på det - og jeg samtidig har fået styr på (medicinsk) depressionen og angsten, at tingene begynder at blive overskuelige for mig igen.

Min depression skyldes - og det er et personligt ræsonement - højest sandsynligt det tab - og det er desværre ikke noget jeg kommer over sådan lige med det samme, for mærker rigtig meget til det stadigvæk - men nu ved jeg hvorfor.

Og det gør det ikke nemmere at behandle, at jeg har gået med det i mellem 6 - 8 år. Men det lever jeg med. Men så galt kan det desværre gå når man som 15 årig står alene med et tab.

Sorgen er en form for depression. Du vil opleve at føle dig nedtrykt, udmattet, ude af stand til noget som helst, uden lyst, gnist, gejst til andet end bare græde - og den reaktion skal du have lov til.

MEN det er hamrende vigtigt, at du har nogle - hesteveninder helst, der kan tage hånd om dig. Du har brug for at, der er plads til at tale om det. For uanset om det er ''planlagt'' eller ej, så fylder hesten ligeså meget i vores liv som et nært familie medlem. Og jeg ved personligt, at den dag vi skal sige farvel til vores gamle hoppe, som vi har haft gående i 10+ år, ja der vil jeg reagere.

Det værste, der kan ske for dig er rent faktisk, at der ikke er plads til at tale om det, at du har sagt farvel til en hest, som har ligeså stor betydning som et familiemedlem - og at folk bliver berøringsangste - især det at folk bliver bange for at du bliver ked af det.

Det oplevede jeg dengang jeg mistede min bror. Naturligvis kondolerer folk i rent høfligheds hensyn - men derfra så tager rigtig mange afstand - man tror fejlagtigt, at man har brug for afstand, når behovet i virkeligheden er en ægte bekymrende omsorg for dig - og den betydning som Cashew har haft.

Og tag dig tid. Hans ting vil få en ufattelig stor affektionsværdi for dig - og du vil have svært ved at undvære dem. Jeg sov i lang tid efter jeg mistede min bror med en helt bestemt pude, der duftede af ham. Det varede flere år før jeg kunne slippe den helt.

Hans ting (tøj) har jeg fået det meste af - og jeg har det stadigvæk, og bruger det stadigvæk.

Men jeg synes du skal tage dig tiden med hans ting, giv dig selv den tid du har brug for. Du har al tid i hele verden.

Det vil være svært for dig i starten at komme i stalden - men hav en god veninde med, som er der, hvis du bliver ked af det - og som accepterer din reaktion. Det er helt naturligt.

- Og hvis du har brug for hjælp til noget, så skriv til mig privat.

Jeg vil gerne hjælpe dig - også med at ringe til dyrlæge, DAKA mfl. Det kan være MEGET svært at få gjort.

En hest, der stod hos os for år tilbage - skulle aflives - og der var aftalen, at jeg var hjemme - og hvis de fik brug for noget, så kunne de bare komme ind.

Så hvis du har brug for noget - så men jeg helt seriøst - at du bare siger til. UANSET hvor stort/småt det vil være - for jeg ved hvor svær en beslutning du har truffet.

Så sent som for blot få måneder siden overvejede vi om vores gamle hoppe skulle have fred, og det i sig selv var svært nok.

Heldigvis så kunne vi give hende en god tid med lidt hjælp fra CortaVet. Vi har kun udsat problemet - det ved vi godt, men når tiden kommer, så tager vi den derfra.

for jer. Og må sige jeg tager hatten af for din beslutning. Cashew tror jeg at vi alle kender herinde, og de fleste kender til hans forhistorie, og i den grad også til, hvordan du har fået ham til at blomstrer op. At sige farvel til en nær ven er skrækkeligt. Gjorde det selv d. 01.10.2012, da min elskede dreng døde fra mig. Så det står friskt i min erindring, hvordan det føles at miste.

Jeg har desværre prøvet det et par gange, og det er svært hver gang. med tiden bliver jeres venskab til dejlige minder-og man glemmer alt om de dage, hvor man bare ku ha kvalt dyret . Cashew var heldig at møde dig, såvel som du åbenlyst også er vokset med opgaven at passe på cashew med hans psykiske bagage og nu også fysiske.

Brug denne video.. jeg har haft stor glæde af den så mange gange, når jeg har mistet<3

www.indigo.org/ rainbowbridge_ver2.html

Vent med at forholde dig til alle de ting - der er sq ingen derude der kyler dine skabe ud dagen efter du har opsagt boksen - eller for den sags skyld når han ikke er der mere.

Du står i en dejlig stald - har du overvejet at flytte Lara derind - enten er det en rigtig skidt idé eller også kan det hjælpe lidt på tingene da det i det mindste ikke er en helt fremmed hest der overtager. Det hjælper også at have noget at arbejde videre med, noget der flytter fokus..

Derudover har du postet så meget tid og energi i en hest der har fungeret meget lidt i forhold til din ihærdighed, du vil med tiden opleve at tingene ikke behøver at være så komplicerede, at det kan være nemmere med en hest som "alle" ikke har en eller anden holdning til - netop pga hans psyke.

Jeg ved hvordan det er når man først har vænnet sig til at have en "anderledes" hest - man knytter sig tæt til hesten og man lærer at forholde sig til alle mulige og umulige problematikker - også selv om man ikke har ønsket sig ekspertviden på disse områder. Set i bakspejlet vil man jo aldrig bytte det for noget som helst - men jeg må indrømme at heste som folk kan forholde sig til er sq nemmere at eje end dem man skal tage alle mulige forbehold for.

Nyd den sidste tid med ham - den kommer ikke skidt igen. Og tag stilling til hans ting når du har overskud til det - og det er nok ikke lige nu. Derudover kan det jo være at der er noget du ønsker at beholde eller senere ville ønske at du havde beholdt. Så vent med at sælge hele butikken til du har overskud og overblik - det kan aldrig betale sig at sælge ting man får brug for senere

Knus herfra...

Pyy - lige nu nyder jeg bare dagene med ham, selvom det er hårdt. Jeg har nu sagt min boks op, det var svært

Tak for alle jeres svar. Jeg har ikke hørt fra dyrlægen endnu, regner med at høre fra ham imorgen eller onsdag.

Og tak for al jeres støtte, den er uunværlig.

I skal lige se et flot billede en her fra HN har lavet til mig: SÅ FLOT.

Evigt minde om ham. Og han er bare så smuk og dejlig det gør helt ondt. Den skal på min baggrund på min computerskærm.

umenneskeligt hårdt at miste sin bedste ven. Jeg har også været der, og jeg havde ingen forberedelsestid, hvilket ikke gjorde tabet nemmere. Jeg tænker stadig tit på min trofaste kammerat gennem 11 år, selvom det er 8 år siden hun døde - faktisk næste præcis, for hun åndede ud for sidste gang d. 4. november 2004. Det er en dato, som ikke er skrevet ned nogen steder, men den er fastmejslet i min hjerne.

Hvis han går med sko, så gør en af dem ren, og behold den. Det gjorde jeg, og den er nu lidt rusten og "rustik" at se på, men jeg kan godt lide at have den liggende, og det føles rart at kunne røre ved den af en eller anden årsag.

Sandra, du har gjort det rigtige - det må du ikke være i tvivl om!

Nyd de sidste dage, brug dem som du har lyst til. Fokuser på de gode ting, de ting der gør jer glade.

Og med hensyn til alt "det der praktiske", har du ikke en veninde eller en mor, der kan træde ind og hjælpe dig lidt?

Da jeg stod i din situation omkring 1½ år siden, så var min mor en uundværdlig hjælp - hun foretog alle de svære opkald, så jeg ikke skulle fokusere på det. Nogle ting har man ikke brug for at skulle tænke på på dette tidspunkt. Og det lyder som om, at du har mange gode mennesker omkring dig - brug dem!

Sender mine bedste tanker til dig.

Sandra jeg har fulgt dine tråde i mange år efterhånden. Det gør mig ondt du står hvor du står nu.

Til gengæld kan du klappe dig selv på skulderen for at have taget den beslutning du har. Det kræver et kæmpe mod og en stor kærlighed til hesten.

Jeg har selv måttet aflive fire heste på 6 år, af de fire var de tre af dem så langt inde i mit hjerte som nogen heste nogensinde kan komme, de var hver og en min soulmate og havde været det på hver sin måde i mange år. Hvis jeg må give dig et godt råd så er det at sæt en dato hurtigst muligt så snart du hører fra dyrlægen. Det bliver ikke mindre hårdt i tiden når datoen er sat, tvært imod.

Til gengæld er det en lettelse når det er overstået. Det lyder mærkeligt og det er stadig sindsygt hårdt. Men at vide at nu er der ikke flere smerter det er faktisk en lettelse. Og det bliver ikke lettere fra datoen er sat og frem til det sker. Tvært imod render man rundt med en konstant mavepuster, tårerne triller hele tiden. Verden kører afsted men man står selv tilbage som i slowmotion og fatter ikke at verden kan fortsætte som den plejer.

Så for din egen skyld, træk ikke pinen mere ud end højst nødvendigt. Det bliver ikke lettere fordi datoen hedder d. 25. november fremfor d. 8. november. Du slider bare dig selv endnu længere ned under "ventetiden".

Åh altså Sandra; det må have været så svært for dig at træffe den beslutning.

Men hvor har jeg dog bare stort respekt for, at du har taget den - at han kan forlade denne verden med værdighed.

Du beskriver rigtig godt mange af de tanker, der dukker op i mit hovede ind i mellem.

Selvom mit ridedyr er fint gående p.t., så bliver han 18 næste gang og har haft "sit" gennem livet. Så en dag er det slut....

Mange tanker og kæmpe kram herfra!!

Hvor er jeg ked af at læse dette!! Havde sådan håbet at han ville komme sig din lille Cashew at I kunne finde en løsning, så han kunne være hos dig mange år endnu og stadig være en glad hest - uden skader!

Men et K Æ M P E skulderklap og trøstekram herfra! Du er sej og du tager ansvar! Prøver alt til det mindste og ved hvornår tiden er inde til at give op!

Håber du får en fantastisk sidste tid med din Cashew og at han kommer godt herfra!

Mange tanker!

Det er en meget svær beslutning du har truffet.

Men jeg er slet ikke i tvivl om, at du har gjort det at hensyn til Cashew.

Hvor ville jeg dog ønske, at mange andre heste ejere, kunne tage det skridt og sige stop i tide, som netop du har gjort.

Hvor er det trist at høre.

Har fulgt jer længe, helt tilbage til Nforn, hvor du havde part på ham, mistede ham og så havde Moucha (mener jeg den hed), hvor en anden bruger så pludselig skrev om en problemhest hun lige havde købt, som hun blev bange for, og wupti, så havde du købt dig en Cashew. Nøj hvor det smerter mig at høre at jeres historie må ende sådan.

Føler med dig. Har netop i dag sagt farvel til min elskede hest gennem 10½ år. Det gør så forbandet ondt, men det bedste jeg ku gøre for ham.

Mange hilsener Tina

Nu har jeg sat en dato. Det bliver på mandag d. 12 Nov..

Bør man stå der imens ved hesten ? Eller er det for dratisk at se den falde? Bør man gå væk indtil han lægger der? Hvad bør man gøre?

Det gør mig ondt

Det er vidt forskelligt, hvad man bør gøre.. Jeg tror du ved det, når du står der. Sørg for at have en veninde i baghånden, der kan tage ham hvis du ikke kan.

Kære Sandra

Jeg kan godt huske da du købte Cashew. Smukke, hvide, problemhest...

Hvor godt for ham at du kan sige til før det bliver rigtigt slemt. For 4 år siden gjorde jeg det samme for min elskede, elskede Basse. Jeg ville ikke at hun skulle blive skidt før hun døde. Det viste sig dog at hun var i fremskreden organsvigt da hun blev aflivet, hvilket kun bekræftede mig i min beslutning.

Ja, jeg stod med hende. Jeg valgte en mandag morgen kl. 8.00, og kørte ud til hesten kl. 6, med gulerødder, børster og kamera. Vi tog den helt store nussetur, og jeg fortalte hende alt det, jeg manglede at fortælle hende. At jeg elskede hende, og at jeg ville savne hende, mere end der var højt fra jorden og til himlen, og mere end der var langt fra øst til vest. Vejret var smukt og dejligt.

Jeg var alene, og holdt hende selv da hun fik sprøjten. Jeg holdt blidt i snoren da hun lagde sig, og satte mig ved hendes hovede og talte til hende. Du skal dog være klar over at der KAN ske ting, man ikke er forberedt på. Jeg vidste ikke at der kunne gå 20 minutter før hesten døde, og det tog mig årevis at kunne tale om det. Da dyrlægen gik blev jeg siddende, alene. Jeg GRÆD. Jeg SKREG. Alt det, jeg nok ikke ville have gort hvis det havde siddet nogen ved mig, det gjorde jeg. Da jeg rejste mig og sagde farvel til hende, klippede jeg en tot af hendes hale. Da jeg vendte mig om, måtte jeg smile, for jeg kunne mærke at hun var ved mig, og det har hun faktisk været siden. Jeg kiggede mig aldrig tilbage, det var ikke nødvendigt.

På den anden side, blev hendes efterfølger aflivet for 2 år siden, næsten præcis. Det regnede, og dyrlægen var 2 timer forsinket, i hvilke jeg stod i stalden, havde sagt farvel, og blot blev mere og mere fortvivlet. Da hun kom, gik det hele så hurtigt. Der var mange mennesker, og det hele var forfærdeligt. Gør dig selv en tjeneste at få det gjort om morgenen, så du ikke skal vente på en forsinket dyrlæge. Gør dig selv den tjeneste at være til stede så du aldrig skal gætte på hvordan det var. Jeg har altid bedre kunnet acceptere en frygtelig virkelighed end en (måske forskønnet?) fortælling.

Knus

jeg valgte at blive, min veninde holdte ham, og dyrlægen stak ham, men jeg stod og så det hele, og jeg er glad for jeg gjorde, fordi det var meget fredsfyldt at se, jeg så han tog sit sidste åndedrat, han kendte os og var trygge ved os, så han lod jo dyrlægen gøre det han skulle.

Hvis jeg skulle gøre det om, stod jeg der igen. men denne gang holdte jeg ham nok bare selv.

Nu var mine også meget nem når der var dyrlæge, så intet drama fra hans side. Det var hårdt at sige farvel til en hest man havde haft i 12 år ... :/ Men jeg ved i dag det var det bedste for ham

Håber du finder ro i det hele

Jeg kører ham op til dyrlægen og der for han fred. Bør man tage skoene af ham inden? Og så beholde skoene?

Jeg har aldrig fået aflivet en hest før, det er så svært..

Laver ikke andet end at tude.

Jeg indrømmer gerne, at synet af min hest død, ikke var til at bære for mig, så jeg valgte at køre ham op til dyrlægen og sige farvel der.

Et stykke af manen blev klippet af, og det sidste billede jeg har af min dreng, var ham med mulen fedtet ind i æblesnask.

Vores dyrlæge var en rigtig god og venlig dyrlæge, så jeg overlod trygt resten til ham.

Jeg tror det bliver sådan at jeg stiller ham og han bliver bedøvet. Og så går jeg væk imens han falder. Tror ikke mit sidste billede af ham skal være at han falder Det kan jeg ikke klare. Så når han er væk, går jeg tilbage til ham og siger farvel ordenligt og tager noget af halen.

Hvis han skal med Daka, så få skoene taget af, det vil koste dig dobbelt pris hvis han har sko af. Min havde fået sine af, men det var uger før, fordi jeg vidste at han skulle afsted.

Min han faldt ikke, han satte sig på røven og lagde sig så, jeg var meget nervøs det er nemlig også den første jeg har fået aflivet. og så lige ham, som jeg troede skulle være der altid ... :/ men som sagt var det så stille og rolig og bestemt ikke voldsomt som jeg havde været bange for

Min veninde have vasket ham og rykket man så han var så fin, og jeg fik en stor del af halen med mig, som skal laves til armbånd, et til veinden og et til mig, når jeg kan tage mig sammen til det, kan stadig ikke helt kigge billeder uden at hyle, det var i juli det skete.

Det gør mig ondt du skal af med din mule

Jeg har for 5 uger siden sagt farvel til min store basse Så ved hvad du skal igennem!

Du skal tage skoene af ham for hvis han skal hentes af DAKA koster det ekstra hvis de har sko på.

Mvh Kit

Jeg ville tage noget af halen osv inden. Da min Bo var død kunne jeg ikke få mig selv til at tage noget.

Det gør mig så ondt Sandra.

Sandra, hvis han er mest tryg ved dig, så bliv hos ham... Så han kan se dig, høre dig, fornemme dig og lugte dig til sidst... Han er ligeglad med at du græder imens.. Det er ikke voldsomt når de ligger sig... Tænker på dig og nødden på mandag!!!!!

Det er ikke voldsomt fysisk - men meget psykisk.

Jeg blev - min hest skulle ikke ende sine dage i andre hænder end mine. Det er mit livs værste men mest rigtige oplevelse.

Men hesten lægger sig stille, og er den tryg ved dig og dyrlægen så sker det hele meget roligt og håndterbart.

Jeg var der da Bartok blev aflivet....også da han faldt. Jeg ville ikke gå fra ham. Jeg fik taget hans sko af efter han var aflivet.

Sad med hans hoved i skødet da han åndede ud og det er jeg glad for...men ja det er voldsomt.

Da sille blev aflivet, sagde jeg til dyrlægen, at jeg ikke ville se selve faldet. Jeg havde haft hende i 10 år og hun var den stærkeste hest jeg kendte, så det at se hende "gå om kuld" ville være et rigtigt dårligt billede for mig.

Så da Sille havde fået sprøjten, tog dyrlægen tovet, og jeg vendte rykken til og gik 3 skridt væk.

Da Sille lå ned, gik jeg hen og satte mig ved hendes hoved indtil hun sov ind...

Jeg kunne heller ikke klare at skulle se hende falde - og jeg vil ikke anbefale det...

Da jeg vendte mig om lå sille et par meter fra hvor hun stod, hvilket vil sige at hun nok har kæmpet lidt for at blive på benene, og det synes jeg ikke man behøver se.

Men det er ikke "nødvendigt" at du går langt væk.. Bare lige vend dig om og gå et par skridt.

Jeg skal desværre have aflivet min nye hest her i november, og hader mig selv for at skulle hele møllen igennem igen..

Men det bliver ligesom det var med Sille. Måske holder jeg selv tovet, det ser jeg, men ellers får dyrlægen tovet indtil han ligger ned.

Tak for jeres svar og kærlige beskeder både her og på PB. Det varmer rigtig meget i den hårde tid.

Jeg får taget de sidste billeder af ham og mig på søndag - samt jeg tager min sidste ridetur på ham her også. Det bliver så hårdt..

Jeg har valgt ikke at se ham vælte/ligge sig ned. Det er ikke det sidste billede i hoveet jeg ønsker af ham..

Da jeg fik aflivet min skønne hest for tre år siden, valgte jeg at være der, mens han blev bedøvet. Da han var bedøvet, overlod jeg det til dyrlægen og min veninde - som også er dyrlæge, men for smådyr.

De kom så og hentede mig, da han lå ned. Det var gået helt roligt og let for ham, og han lå, som han gjorde, når han hvilede sig rigtigt godt på folden.

Jeg har faktisk et foto fra netop sådan en dag på folden, hvor han ligger på præcis den måde.

Det var så rigtigt alt sammen. Vi sad lidt tid ved ham, min veninde og mig plus en anden veninde, som først kunne være der efter aflivningen pga. arbejde.

Det er ubeskriveligt hårdt. Jeg har aldrig gjort noget, der var hårdere. Men man kommer igennem det, selvom man ikke tror, at man gør.

Jeg havde aftalt med min dyrlægeveninde, at hun sørgede for, at jeg gennemførte det, hvis jeg trak i land, når det kom til stykket. Det skulle gøres, men hold da op.. Uha...

Jeg føler virkelig med dig - de sidste hyggestunder, I har sammen nu, vil være dejlige minder bagefter. Også selvom det er næsten umenneskeligt hårdt at gennemleve.

Jeg købte i øvrigt en langstilket rose på vej ud til stalden.

Da vi gik fra ham, skulle han jo pakkes ind i presenning, og det var bare lidt lettere at gøre, når jeg kunne flette en rose lidt ind i hans smukke man.

Jeg var okay med at pakke ham ind - ellers kunne jeg have fået mine veninder til det, men det føltes okay.

Rosen var jeg glad for at kunne lægge hos ham som et lillebitte tak for alt.

Jeg fik ideen, fordi jeg engang kom ud til vores stald, da en hest var blevet aflivet. Ejeren havde lagt en buket blomster oven på presenningen. Det var så utroligt rørende, at jeg bare tudede, da jeg så det.

En smuk måde at sige farvel og markere, at her ligger ikke bare en hest, men en elsket ven.

Og nu tuder jeg igen..

nu har jeg prøvet 2/3 farveller de er aldrig sjove er det er den værste smerte man kan forstille sig,

men hos min frederiksborg var situationen sådan at da vi kom om morgen, var han død af et hjertestop, kort forinden (var stadig varm) og jeg nåede hverken farvel møs eller noget lign... DET gjorde ondt, og det va også derfor jeg sade til mig selv, at frem over ville jeg tage med dem hele vejen, og ved den første mine søster skønne men meget unge dreng 6 år (kissing spine) fik jeg tovet mens hun stod ved hovede og halsen hele venen, når de bliver bedøvet ligger de sig jo stille og roligt, så når de skal sove normalt... og det gjorde han også hjemme i sin gårdsplads, og jeg stod med ham til sidste åndedrat og min søster holdte hans mule og hovede til det var over..

min egen memse, havde jeg 16 dage fik tarmslyng, smed sig rund vild og voldsom dyrlægen anbefalede vi ikk var deinde da vi ku blive mast i farten a bedøvelsen, men VILLE holde mit ord til mig selv, fik fat i hende, dyrlægen bedøvede hun lagde sig et split sek efter var sprøjte på, og jeg holdte hendes hovede og aede hende til det sidste...

det at de ligger sig for mig sys jeg er rart at se, for så ved jeg at når de ligger sig, er de så fredfyldte og rolige og det var jo det jeg ville gi dem, ro og fred.. så jeg ville være der hele vejen..

Det gør mig ondt Sandra og vil tænke på jer på mandag.

Ang selv at være der, er noget du selv bestemmer og tror først du ved om du vil være med hele vejen, når det er tid.

Nu ved jeg ikke hvordan han har det med dyrlægen, men hvis han er mest tryg hos dig, så se ad hvordan han tar det på dagen, og beslut dig der. Det er svært at bestemme på forhånd, om man vil være der eller ej...

Jeg troede ikke jeg kunne når jeg en dag skulle ha aflivet Savoux, men skæbnen ville det sådan at jeg var alene hjemme da han blev syg.

Da jeg valgte at gi ham fred, kunne jeg også godt være med hele vejen kunne jeg mærke, selvom dyrlægen tilbød at gøre det selv. Idag er jeg glad for jeg var det. Det gik så fint stille og roligt, og han var næsten væk inden han lagde sig.

Med Chivas var det det samme. Hun blev også aflivet akut, men der var både dyrlægen og smeden der, men der ville jeg også se det. Det gik ligeledes så stille og roligt og hun sov ind i løbet af få sek. efter hun havde lagt sig.

Der er intet voldsomt ved det. De sætter sig roligt på bagdelen og ligger sig så hele ned. Det er naturligvis hårdt at se, og tårene står ud af øjene, men det er jo det mest naturlige i verdenen. Dyrlægerne er vant til det så de ved hvordan man har det.

Når tiden er til en af de andre skal væk, blir det også mig der holder dem. Det føler jeg at jeg skylder dem.

Dengang jeg fik Kasino aflivet, valgte jeg at være hos ham, men vende mig om mens han faldt - det skulle ikke være mit sidste minde om ham.

Satte mig hos ham bagefter, med hans hovede i skødet så han kunne høre mig indtil han var taget afsted.

Åh altså, hvis bare der var noget man kunne gøre eller sige, for at gøre det hele nemmere, me det kan man ikke!

Det er den hårdeste beslutning i hele verden...

Jeg tog den for nogle få måneder siden, men min dejlige shetter dreng...

Fra man har truffet beslutningen, og til det sker, laver man ikke andet end at fortælle sig selv hvorfor og at det er ok, at man ikke er ond osv osv...

Jeg blev der til det sidste...

Han var helt rolig, tog et tungt åndedrag, og faldt så stille og roligt, så stivede hans ben en smule, og jeg satte mig ned med hans hoved i mit skød, og græd ham fuldstændig våd... Det var SÅ hårdt, og jeg ville bare have ham tilbage igen... Ville høre ham vrinske igen, og mærke hans bløde mule nulre mig på halsen....

Jeg var helt tom i 2 dage... Der var ikke andet i mig end sorg.... Bare en tom skal der var fyldt med sorg...

Men efter nogle dage gik det stille og roligt bedre...

Jeg begyndte at åbne op overfor min "store" hest, efter et par uger, fortalte mig selv at Yoko ville ha at jeg fik et ligeså godt forhold til hende... Men det var svært... I starten skubbede jeg hende fra mig, rent følelsesmæssigt, jeg ville ikke lukke hende ind, var sikker på at Yoko kunne fornemme det og være ked over det....

Jeg sender dig et kæmpe stort trøstekram

Vedr sko, kommer du til at betale en hamper pris fra destruering for at få hevet skoene af den døde hest - det er muligvis billigere at få dt gjort ved smeden inden.

Mht at være eller ikke være der.

Jeg har altid været der mens det hele skete - jeg har det bedst med at følge "tingene" til dørs. Min tanke er at det er mig hesten kender og er tryg ved, derfor bør jeg også være stærk nok til at støtte i en omtåget øjeblik hvor livet skal slippes.

Vi havde n der måtte aflives herhjemme mens vi var bortrest - jeg har stdig dårlig samvittighed over at han bare blev afleveret ved dyrlægen og måtte "klare det alene"

Det er ikke en grim oplevelse. Trist ja, og det gør ondt, men det er ikke grimt.

God rejse Cashew

Py ha. Det her er da den sværeste tråd, jeg længe har læst. Sidder her med tårene trillende ned af mine kinder. Både fordi jeg føler med dig Sandra, som skal sige farvel til dit livs hesteven. Men græder også pga. alle de smukke fortællinger i alle kommer med. Kærligheden lyser ud af jeres ordvalg.

Jeg får en kæmpe klump i halsen ved tanken om, at jeg også engang skal tage denne her beslutning for min Camelina, hvis hun ikke selv finder herfra. Hun er 12 år, jeg håber hun forbliver rask og bliver tudsegammel, men det kan jo vende på få minutter. Ingen kender dagen i morgen.

For få år siden, hjalp jeg min gode veninde med, at sende hendes hest afsted. Han var 18 år gammel. Hun havde haft ham i 16 år og jeg havde kendt ham lige så længe og redet ham fast i nogle år.

Min veninde ville ikke selv være der. Jeg tog i stalden og gjorde ham fin. Han fik alle de gulerødder han gad æde. Og jeg holdte træksnoren og støttede ham blidt, da han lagde sig. Det var fint og roligt. Bagefter sad jeg lidt ved ham og fortalte ham hvilken fantastisk hest han havde været.

Jeg tror og håber også jeg selv kan holde Camelina og hviske hende de sidste ord, når hun skal herfra.Jeg tror ikke hende fald, vil være det jeg vil huske hende for. Vi har så mange gode minder og jeg er sikker på, at de når der er gået nogle dage, vil være dem jeg husker og mindes med glæde. Men på det punkt er vi så forskellige. Der er ikke noger der er rigtigt eller forkert. Man må bare gøre det der føles rigtigt for en selv.

Kære Sandra: Jeg synes det er en flot beslutning du har taget for Cashew. Han er en heldig hest, at han mødte dig på livets vej. Jeg er sikker på du får ham sendt godt og smukt afsted. Jeg håber du vil fortælle os om det, når du er klar.

En ide kunne være at du tog noget af hans hale, og får lavet et smykke ud af det, som du kan bærer hos dig resten af livet.

på denne hjemmeside har hun nogle rigtig flotte armbånd o.l., http://www.faraos-hest.dk.

jeg har selv aflivet tre heste, og har været hos dem når de lagde sig. For mig var det vigtigt at være til stede, men ud over den ene som blev aflivet akut kl 04 om morgenen, så havde dyrlægen i de to andre planlagt aflivninger personale med, så de kunne tage over, hvis jeg ikke selv kunne klare det alligevel.

det er nogle hårde dage, men den rigtige beslutning.

trøstekram

charlotte

Hej Sandra

Jeg er ked af at høre at Cashew skal aflives, men jeg er glad for at han har en ejer som lytter til ham.

Jeg var selv igennem det i marts. Beslutningen blev truffet mandag aften hvor Dina meget tydeligt viste at nu var det nok. Dyrlæge blev bestilt til om torsdagen så kroppen kunne blive hentet af Daka om fredagen.

Tiden op til var frygtelig, mange gange bryd jeg sammen med tanken "jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg kan ikke", tænk hvis der skete et mirakel og hun aldrig blev halt igen. Dog var jeg ikke i tvivl at det var det rette. Dina var ikke Dina mere, og med 5 år hvor jeg aldrig vidste om hun var halt lige den dag eller ej, samt var det 3. vinter hun stod stille over længere periode, så skulle det være slut, jeg havde så også vidst siden april sidste år hvor hun rent faktisk blev kørt til dyrlægen for at blive aflivet, at jeg kun havde hende på lånt tid.

Heldigvis lige om torsdagen hvor hun skulle aflives var hun i godt humør, så vi fik en rigtig dejlig formiddag sammen med hende. Det var hårdt da hun faldt omkuld, og især da jeg hentede presseningen, men jeg følte ikke det var Dina der lå der, det var "bare" en krop, Dina var væk.

Jeg har ikke gemt noget efter Dina som minde, det har jeg ikke behov for. Hendes udstyr bliver brugt, men føler ikke det er hendes, det er mit.

Det sværeste var så med boksen, det var i lang tid Dinas boks, også selvom den hest som stod i boksen efter Dina var væk, var min "nye" hest.

I rigtig lang tid savnede jeg Dina, jeg savnede hendes ro, jeg savnede at kunne stå ved boksdøren og bare stå der, det kan jeg ikke med den anden. Mange små ting savnede jeg, det eneste jeg nok ikke savnede var at ride hende. Jeg kan stadig savne hende, men efterhånden er det sjældent.

Den dag hun blev aflivet tog vi en masse billeder, og det har simpelthen været de bedste billeder jeg nogensinde havde taget af hende. Det var jeg rigtig glad for.

Jeg havde en god veninde med til at støtte mig, det endte dog med at det var mig som stod og trøstede hende. Min datter var også med, også ved selve aflivningen, det eneste jeg ikke ville have var at hun så når Dina væltede.

Og undskyld jeg sådan lige fik skrevet en masse og alle mine billeder.

Jeg har det ikke så godt her til aften...

Imorgen skal det ske. Imorgen skal min hest ikke være her på jorden mere. Imorgen skal han op i himlen. Kan jeg virkelig gøre det her?

Idag opstod igen tvivlen om det er det rigtige valg? Er det, det rigtige valg? Giver jeg for hurtigt op?

Bør jeg...

Det er bare så svært det hele. Jeg har fået taget nogle sidste billeder sammen med ham idag. Været oppe på hans ryg for sidste gang idag.

Han fik flere kilo gulerødder og æbler her til aften og en masse hø som han elsker. En masse mash som han elsker og imorgen inden vi køre afsted for han en r'vfuld mere mash og æbler som jeg ved han er vild med. Overvejer at tage en masse mash og gulerødder med derhen også som han kan stå og spise af i mens "det hele sker".

Jeg har valgt ikke at ville se ham falde, vil ikke have det sidste billede af ham bliver sådan.

Jeg har valgt at jeg kliper noget af hans hale af. Den er helt gul - men alligevel, den følger jeg bare at jeg skal beholde så jeg har noget der minder om ham. Den sidste grime han har på og den han vil have på imens det sker, skal hænges op herhjemme..

Det er så uvirkeligt...

Kære Sandra.

Jeg vil tænke på dig og Cashew idag og ønske jer at det hele går præcis som det skal.

Tvivlen i kroppen vil altid være der, for hvad vis nu han mirakuløst blev helbredt imorgen? - Jeg gik med præcis samme tanker omkring Carat, især da jeg dagen før også skulle have taget de sidste billeder. Imens vi gik rundt sammen, havde han ørerne fremme, og jeg tænkte: han er rask! Men da vi kom ud til dyrlægen dagen efter for at sige farvel, sagde han lige så sødt, at jeg gjorde det rigtige, fordi hans live ville blive et langt helvede vinteren over med de smerter, han havde.

Jeg er 1000 % sikker på, at du har taget en meget hård, MEN rigtige beslutning for Cashew. Det er hans tid nu.

Cashew, du må komme god over regnbuebroen

et kæmpe kram og ønsker C en god rejse over regnbuen.

... er det slut

Jeg respekterer i højeste grad din beslutning om, at du ikke vil se ham lægge sig ned. Det gjorde jeg heller ikke og det er jeg GLAD for! Mine sidste minder er, at jeg lukker en dejlig hest på døgnfold en skøn augustaften i solskin (så er der højvande i øjnene...).

Når det er overstået vil du føle en form for lettelse. Det er helt okay! Tillad dig selv at have den følelse, for du har gjort alt (og mere til) for Cashew.

Jeg ønsker ham en behagelig tur over Regnbuen. Der står mange savnede HN-heste og tager imod ham på den anden side....

Jeg synes du er stærk, og Cashew vil være dig taknemlig. Jeg tænker på dig lige nu, og sender jer mange gode tanker. Var i dit sted for ca 4 mdr siden. Det er hårdt, det ikke beskrives med ord.

Men du har valgt rigtigt, og det er flot beslutning. Det er os, som hestevenner og ejere, der skal tage beslutningerne. Det kan vor kære heste ikke selv.

Hvor er det trist at læse, men hvor er du stærk at kunne tage dette fornuftige valg.

Jeg er selv så svag på det punkt, men kan jo være jeg også kommer dertil med min hest.

Vil tænke meget på dig i dag.

Stort kram.

Tænker på jer.

God rejse lille hest.

Håber dagen i dag kommer til at gå som du ønsker, og at cashew kommer godt afsted.

smuk er dagen med solskin og blå himmel og strålende orange blade på træerne, og forhåbentlig bliver den en dag til et bittersødt minde, om den dag du sagde et sidste farvel til din øjesten.

tanker sendes herfra!

tanker jeres vej i dag.

Tænker på jer i dag. Trøstekram herfra.

Vil ikke sige så meget, men synes at det er utroligt flot at du tænker på hestens bedste. Han har haft et fantastisk liv hos dig - vær stolt af det. Håber at han kommer stille og roligt herfra

Stort knuz til dig herfra...

Mvh. Pernille

m.youtube.com/#/watch?v=S- 7XhLfwRCA&desktop_uri=...ch%3Fv%3DS- 7XhLfwRCA&gl=DK

er sikker på alt går godt!

Kære Sandra - du gør det rigtige hele vejen igennem.

Hesten aner heldigvis ikke noget om, hvad der skal ske i fremtiden, så han vil hygge sig med dig og synes, at du er en skøn hestemor til det sidste, når du sådan serverer alle livretterne for ham.

Det bliver nogle hårde og triste dage du skal igennem, men du vil også opleve en lettelse over, at han ikke skal mere igennem og at du ikke skal være konstant bekymret for ham mere.

Stort kram fra mig til dig.

Jeg er lige kommet hjem og tåerne pisker stadig ned.

Det gik stille og roligt. Han kom i traileren og vi kørte op til dyrlægen. Hos dyrlægen kom han i boksen og spiste en masse wrap, fik æbler og gulerødder. Dyrlægen startede i stalden med give ham beroligende sprøjter. Så trak jeg ham ned hvor det skulle ske, på græsset. Jeg sagde farvel, nussede ham imens han stod og sov. Så valgte jeg at gå lidt væk og vende mig om imens han faldt.

Da han var faldet og dyrlægen sagde at han nu var helt væk, gik jeg hen til ham. Han så meget fredfyldt ud. Helt rolig ud i sine øjne, afslappet som han lå der. Jeg kælede ham og sagde at altid nu bliver okay, at han nu ikke har ondt mere, at han nu ikke hader mennesker mere for det de en gang var for ham. At han nu kan løbe rundt oppe over regnbuebroen henover græsmarkerne, spise sig tyk og være glad sammen med alle de andre himmelheste.

At jeg elsker ham og altid vil elske ham - og farvel for nu, for vi ses igen en dag....

Det lyder som en god afsked, selv om det er noget af det sværeste. Du har truffet en god beslutning for din hest. Selv om det gør frygtelig ondt lige nu. Kram til dig.

Uh, jeg bliver helt trist om hjertet. Mange tanker til dig, Sandra. Lyder som om, at I fik et godt farvel. Men han lever videre i dit hjerte.

Øv, hvor er det trist Sandra

Følger pt. ikke så meget med på HN, men så lige denne tråd og tænke nok at dette var temaet da jeg så trådens emne.

Jeg er sikker på at det er den rigtige beslutning du har truffet, men rigtig underligt at HNs Cashew ikke længere er her .

Jeg har altid godt kunne lide dine fine billedtråde.

Jeg håber du kommer godt videre i dit liv, selvom det hele unægteligt er hårdt nu og her.

Mange tanker og trøste-kram

/Line

Jeg kender det bare alt for godt, igår var det 2 år siden jeg sagde farvel til Day-Light, og da jeg læste dit sidste indlæg måtte jeg fælde en tåre!

Det er den værste, og sværeste beslutning at tage, men også den eneste rigtige! Det er så pokkers hårdt, men igen, det er den sidste ting vi kan gøre for vores dyr, at ikke lade dem lide mere.

Trøstekram herfra, hvis du har klippet noget af hans hale, kan jeg varmt anbefale dig at sende dem ind til hende med faraos smykker, har fået lavet et smukt armbånd af Day-Light's halehår, og jeg er lykkelig, jeg føler hende nemlig så nær hver gang jeg har det på.

Mange trøstekram herfra, hvil i fred Cashew

Sidder og kigger på hans grime som hænger på mit skab. Det er meget mærkeligt det hele. Har bare ligget i min seng hele dagen og ja, faktisk bare ligget...

Men jeg tænker over de gode momenter og stunder vi har haft sammen og jeg kan smile indimellem ved de gode minder. Tårene sniger sig på igen og igen og igen med mellemrum når jeg lige tænker på idag og tidligere hvad der skete. At se sin elskede hest ligge der livløs på jorden, helt væk. Men fredfyldt i sit blik - men væk. Total væk? Oppe i himlen lige nu løber han rundt med alle de andre glade heste og spiser. Det er jeg sikker på.

Han var heldigvis stadig glad her til det sidste og jeg er glad for at han var det.

Jeg har taget en video af ham på min telefon, lige det sidste stund hvor han stod i boksen oppe ved dyrlægen og spiste wrap. Meget fredeligt, stille og rolig - uviden om hvad der skulle ske. Han havde ørene fremme, lyttede til lyde, var glad og charmerende som han plejede at være. Han var en god hest - i hvert fald mod og med mig. Alle var jo ikke enige, men det er jeg ligeglad med. Vi har haft 6 gode år, med både op- og nedture, men det hele har været det værd. Han har lært mig ALT det jeg idag kan med min ridning og med min heste-omgang, han har gjort mig til den person jeg er idag og jeg vil aldrig nogensinde glemme ham..

Det bliver svært at komme ud på opstaldingsstedet imorgen, se hans boks - tom, den er ikke muget ud endnu. Hans dækkener, gamacher og ting og sager hænger staidg på denne. Hans boks er fyldt med hans l'rt, hans tis, hans.... Det som snart ikke er hans mere, for der flytter en ny hest ind da jeg har opsagt boksen. Hvilken jo er helt klart, men det mærkeligt at gå ind i den stald og se en anden hest i hans boks til den tid. Ikke at få sin vrinsken når man kommer gående ind i stalden fordi han ved det mig, han hørte så snart jeg parkere knallerten ude på gårdspladsen, så begyndte han at vrinske. At han aldrig mere skal komme traskende hen til mig på folden når jeg kaldte på ham.. Det bliver så mærkeligt.

Endnu mere mærkeligt er det at jeg skriver i datid... Skifter stadig lidt mellem nutid og datid..

Hvor det mærkeligt det hele. Jeg har ingen hest mere, jeg er heste-ejerløs ? Kan jeg overhvoedet finde ud af det. Godt jeg har Lara. Jeg rider en tur på hende imorgen, kommer lidt væk fra det hele så tankerne kan vandre. Jeg er sikker på at jeg om et par dage kan smile af det hele og glæde mig over det vi fik sammen.. Det er jeg sikker på - for jeg ser ham igen på et tidspunkt...

Puh det er SÅ svært, men du lyder dog til, på trods af at du stadig er ked af det og sikkert vil være det længe endnu, at du er afklaret og forholdsvis ok.

Du lyder dejlig stærk. Stærk til at tage beslutninger på din elskede hests vejne inden han nåede at blive så påvirket at det gik ud over hans humør.

Det er ikke alle der kan det, men jeg beundrer dem der kan.

Godt du har den smukke Lara til at hjælpe dig videre

Stort trøstekram til dig Sandra.

Sov godt lille Cashew, det skulle ikke undre mig om du har fundet en fin, lidt hidsig, skimlet fuldblodshoppe med navn Kashaya at hygge dig med der oppe i hestehimlen

Nej, hvor jeg tuder nu efter at ha læst dit sidste indlæg...

Jeg ved, hvor tomt det er efter man siger farvel til sit dyre barn.

Jeg ved, hvor meget du har gjort for Cashew igennem tiden. Og hvor vigtigt det var for dig, at han havde det godt efter hans tidligere oplevelser. Derfor beundre jeg din stædighed omkring hans pleje. Og jeg er glad for, at du har vist mig den tillid, at bruge mig til at finde og ordne hans sadel. Jeg ved, at han ikke var en men opgave, med du har altid lyttet standhaftigt til ham og taget hans signaler alvorligt. Respekt for det, Sandra!

Kram og tanker. Charlotte

det er rigtig svært ligenu, men tænk på, at du har givet Cashew flere fantastiske år - og nu fik han fred, fordi det var tid

- det er noget af det største, han var en meget heldig hest

stort trøstekram !

Tak for jeres søde svar. Det varmer rigtig meget.

Jeg har det bere idag. Da jeg vågnede her til morgen (mine forældre har gået på absolut listetæer omkring mig igår) Idag er de på arbejde, det er nu meget rart at være lidt alene og ikke blive sprugt hver 2 sek hvordan man har det (jeg ved, jeg ved de gør det i god mening)

Jeg stod op og kom op. Nu sidder jeg her. Jeg sidder og prøver at tage mig sammen. Tage mig sammen til at tage ud på gården, få det overstået - se hans tomme boks. Se alle hans ting hænge på boksen. Se det sidste glimt inden vi tog afsted igår. Det er endnu hårdere end at se ham ligge der, fredfyldt og væk i himlen. For så bliver det endnu mere realitisk og kommer igen tæt på. At han aldrig skal vrinske til mig igen, at han aldrig skal komme til mig. At jeg aldrig skal se hans ultra glade fjæs med ørene HELT fremme når jeg kommer med gulerødder til ham.

Jeg skal bare derud. Det skal gøres - og snart, ingen der kommer for mange mennesker. Jeg skal tage en dyb indånding, starte knallerten, køre derud. Og ind i den anden stald og ride en tur på Lara. Jeg ender nok alligevel med at gå ind og se boksen som det første - den tomme boks....

Kan jeg klare det??

- Jeg ved det ikke...

Åh, jeg kender følelsen og dine indlæg giver mig tåre i øjnene. Det sender mig direkte tilbage til 25 juli, 26 juli og dagene efter. Ja, smerten sidder i mig endnu.

Jeg mistede min bedste ven igennem 13 år d. 26 juli, beslutningen blev taget meget hurtigt. Havde egentligt besluttet mig for, at køre hende til dyrlæge osv.... Men pludselig kunne hun ikke længere gå, ikke tisse. Stod bare i smerter pga. gigt.

Åh, det var verdens værste dag. Aldrig har jeg grædt så meget dagen før, på dagen og dagene efter. Græder stadig den dag i dag, når jeg tænker på hende og jeg savner hene uendeligt. Det er over halvdelen af mit liv(er 21) hun har fulgt mig. Igennem min barndom, mine teenageår og så da jeg blev mor.

Jeg kender dine følelser, det er ubærligt, ulideligt og hårdt. Men ja, man bliver nødt til at tænke på alle de fantastiske stunder man havde sammen med sin "special one"

Kram til dig.

Jeg er osse en af dine trofaste læsere, til dine mange tråde om op og nedture og om glæder og bekymringer med Cashew..

MEN Sandra. Du gjorde det eneste rigtige.. Du hjalp ham, mens han stadigvæk havde sin ære i behold.

Og en ting mere.. Du gav ham et liv, hvor han fandt ud af, at det faktisk var dejligt at gå her på jorden og há det godt.. Han fik lov til at være hest, med det der hørte til og med en hestemor, som var der for ham, i med og modgang. Men som osse var der for ham, da hans tid kom. For det gjorde den jo, ellers havde du ikke hjulpet ham og taget den beslutning.

Og sådan er det desværre at være en ansvarsfuld hesteejer. Det ER jo netop at gøre de ting der skal til, når livet begynder at gøre ondt, og tiden er inde.

Kæmpe skulderklap til dig, og kæmpe kram for din sorg, og den skal du give dig selv lov til at há.. For det kendetegner den kærlighed, man havde til sin bedste ven.

Jeg føler med dig og græder mede dig.. I morgen onsdag, er det 14 dage siden, at min og min datters dejlige Haffer pige blev himmelhest. Hun blev faktisk gammel i løbet af et lille døgns tid og man kunne læse i hendes øjne, at nu var det nu.

En klog mand sagde til mig engang: Når man køber/for et dyr, får man en sorg med i rygsækken. Den sorg bliver så brugt, når rygsækken er fyldt op (livet er brugt op)
Det er virkeligt hårde, men sande ord..

Kæmpe kram til dig.

Tak for alle jeres svar i min tråd - og al støtten.

Det er nu en uge siden jeg sagde farvel til min bedste ven. Jeg græder stadig indimellem, men jeg kan mærke at jeg nu kan begynde at se på billeder af ham og smile i stedet for. Begynde at lægge tårene en smule væk...

Igen - tak for al støtten, alle de flotte og rosende ord om mig, om Cashew og alt i denne her svære tid og denne svære beslutning jeg tog.

Men jeg indrømmer det bestemt - jeg er mere lettet end jeg har været nogensinde, selvom jeg savner ham og tænker på ham dagligt... Men jeg ved også bare at han har det godt nu..