Ja, det ER faktisk utroligt.
Først - jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil med indlægget her, måske få læsset lidt af (min mand er lidt træt af at høre på mig 
)så jeg tænkte, at HN da var det ultimale sted at læsse tankerne af 
Nå, men sagen er, at jeg har givet en hest husly for resten af vinteren. Det er ikke min egen, men en bekendts. Denne bekendt har ikke alverden forstand på heste, men ved det basale. Derfor skal han også have en anden til at stå for tilridning, og hans valg fald jo på mig! Jeg ved, han havde regnet med min hjælp, men får dælen... jeg har en lille datter, et hus som er under renovering, uddannelsen banker på døren og har selv en 2 heste, som jeg ikke får gjort meget ud af.
Så jeg har pænt meddelt ham, at jeg med glæde gerne hjælper ham med det praktiske af hesten i det daglige (fodring, ind- og udlukning, fjerne klatter osv), men tilridning, nej det ansvar kan jeg ikke tage pt.
Forstår I, har jeg ikke tid til at tilride hesten, ja, så bliver det noget halv kram, og det er både ejer og hest ikke tjent med.
Han blev lidt skuffet, tror jeg, men jeg har langt om længe tænkt på MIG SELV!
Kender I følelsen? Det ene øjeblik føler man en dårlig samvittighed over ikke at hjælpe, og det andet øjetblik er man glad og lettet over, at man endelig har sagt fra?
Underligt indlæg, I know 
