Der er den sætning der hedder;

"Kan man intet andet - kan man altid blive mor"

Og det er nok lidt den sætning der følger dig når du har det værst. Netop fordi du har det værst Det er der jo ingen skam i, en depression er en sygdom som så meget andet.

Jeg har selv prøvet at have en depression (lille en af slagsen og kunne selv komme op igen efter noget pause fra verden og uden piller)

Kan du ikke få hjælp af en psyskolog et par timer om ugen? Ellers synes jeg da du skal prøve at tale med din læge om det?

Og ærlig talt, hvem siger man ikke kan blive en god mor fordi man har en sygdom? Om det så er noget fysisk eller noget psysisk? Så blot fordi du har en depression betyder det bestemt ikke at du ikke ville blive en fantastisk god mor.

Men hvis din kæreste ikke ønsker børn og du gør - så skal du helt klart overveje nogle ting i dit forhold selvfølgelig. Måske er du ikke så lykkelig i det forhold i forvejen nu?

For det meste er det sådan, at kan man ikke tage sig af sig selv, så kan man heller ikke tage sig af et barn. Og det ligegyldig, hvad årsagen måtte være... Depression, handicaps osv.

Det betyder ikke, at folk med diagnoser ikke kan være supergode forældre, når bare de selv har det godt

Sandra Cashew:

"Kan man ikke andet, kan man altid blive mor"

Sorry, men sikke dog en dum, uvidende og nedladende kommentar om mødre

Håber ikke at du tænker på din egen mor når du udtaler dig sådan?

At få et barn når man er deprimeret og oven i købet får medicin er en meget dårlig løsning.

Alene medicinen kan risikere at skade fostret og det at du er deprimeret, kan i værste fald skade et barn på samspillet, altså den selvopfattelse som barnet vokser op med.

Det kan betyde at barnet får et lavt selvværd og en masse andre problemer.

Desuden kræver det altså langt mere at være mor end at skifte bleer og trøste.

Det kræver også at man er et godt forbillede, er rummelig, vidende og forstående. At man kan tilsidesætte egne behov og at man er et fornuftigt og modent menneske som ikke er i sine føelsers vold.

Har du overvejet at du også kan risikere at få et barn som på en eller anden måde er syg?

Har du overvejet at et barn ikke kan leveres tilbage, uanset hvad der sker?

For mig lyder det til at du skal have professionel hjælp.

Jeg håber ikke du giver udtryk over for din kæreste at når han siger han ikke vil have børn , at du så mest har lyst til at tage dit liv.

Det er utrolig luset og onskabsfuld at true andre mennesker på denne måde.

Du 20 år har det skidt, vil have en baby. For mig skiger det til himmelen om du skal have professionel hjælp og ikke et barn, Det er absolut ikke løsning for dig. Du kan ikke magte dit eget liv hvordan skulle du så kunne magte to liv ???

Held og lykke med dit liv håber du får det bedre og en gang i fremtiden børn.

MVH Hanne.

Jeg er bange for at du har misforstået Sandras indlæg.

Hun skriver jo, at der er en sætning der hedder "kan man ikke blive andet kan man altid blive mor" - det er ikke en påstand hun er kommet med..

Hun relaterer denne sætning til TS tankegang, og spørger rent faktisk ind til, om det er sådan at TS har det?!

Så jeg synes faktisk at du var lige lovlig hurtig på tasterne der.

Til TS:

Jeg må indrømme at jeg synes du skal tænke dig godt om, mht dine tanker omkring barn/børn. Du skriver selv, at du kun er 20, hvorfor så travlt?

Jeg ved godt at det foregår i hovedet på dig, men jeg må indrømme at jeg sidder og tænker "det gør du bare ikke når du er "så" syg" - Jeg ville som der før bliver foreslået opsøge noget hjælp fra en psykolog f.eks.

Jeg tror så, at dine tanker omkring det med at få barn, måske bunder i at du føler dig alene (med din sygdom)?

Jeg kunne være rigtig nysgerrig efter at vide, hvad du kommer i kontakt med, ved tanken om at have den her lille, skønne baby i dit liv? For den følelse/tanke og de kropsfornemmelser, der følger med længslen om at få et barn, DE er vigtige. (Og de behøver ikke være ensbetydende med, at du med hele dig har lyst til virkelig at få den her baby) Tanken om en baby kan være en slags ressoursetilstand, som du ubevidst prøver at sætte dig selv i, for ikke at lade depressionen overvælde dig...

Giver det mening? Og det er selvfølgelig sagt uden at kende hele historien, så det kan godt være helt ved siden af

Der er så forskellige terapeutiske retninger, som arbejder ind i dette felt, og man kan komme rigtig langt den vej.

Hilsen Marlene

Det er måske lidt off-topic, men det var den første tanke, der slog mig, da jeg læste denne tråd:

Jeg har en veninde, der fra hun var 20-23 år led af en svær depression og fik både hjælp medicinsk og psykologisk. Hun var meget "vild" i sine gerninger og ret spontan og utilregnelig. Pludselig en dag kommer hun og fortæller at hun er blevet gravid, og at hun desuden stadig er sammen med barnets far......

Hold da op nogle tanker jeg fik mig. Tænkte, at dette aldrig ville gå - både hendes alder, men specielt hendes psykiske tilstand taget i betragtning!! Men hun var simpelthen så glad og jeg kunne jo ikke gøre andet end at støtte hende i hendes beslutnig.

I dag er Clara næsten er år gammel og min veninde er lykkelig. Hendes depression er long gone og hun er virkelig i sit es. Hun er gået i gang med VUC så hun på sigt kan komme i gang med at læse til socialrådgiver.... Det hele vendte bare.

Ikke sagt, at jeg synes, at det er en god idé at få barn i en sådan tilstand. Jeg kan ikke forklare, hvorfor du har det, som du har det, men du er ikke den eneste.

Jeg kunne selvfølgelig ikke finde på at få barnet nu, det ville være ekstremt egoistisk og har virkelig ingen ide om hvordan jeg skulle klare det. Bare så vi er på samme linje, for det jeg spørger om, er ikke hvorvidt jeg skulle have et barn nu, men nærmere hvorfor jeg tænker så meget på det..

Mademoiselle: Jeg tror måske du har fat i noget. Det jeg "drømmer" med babyen, er nok det der med at være der for barnet og gøre alt hvad jeg kan for at give det den bedst mulige opvækst med masser af kærlighed, sund mad, god og stabil opdragelse og generelt den bedst tænkelige opvækst. Det kan jeg ikke nu, det ved jeg godt, men det er det eneste jeg drømmer om.

Men jeg ved det virkelig ikke.. Det ligger bare så dybt i mig, kan slet ikke stoppe med at tænke på det..

HanneHolt: Selvfølgelig truer jeg ham ikke Jeg elsker ham og jeg forstår godt at han ikke ved om han vil have børn en gang. Han er jo alligevel kun 20 år gammel. Ved ikke hvorfor det rammer mig så hårdt.

Er barnet dig selv?

Jeg var engang for mange år siden i noget terapi. Der er sket nogle ting i min barndom, der ikke var så rare, og det var jo bare ligesom sådan, det var, indtil psykologen bad mig om at forholde mig til et andet barn, som de her ting skete for. Den medfølelse, som jeg ikke havde for mig selv, havde jeg i allerhøjeste grad for det her andet barn. Hvorefter psykologen jo selvfølgelig fortalte mig, at det var mit indre barn - det barn, jeg var engang, og som jeg skulle lære at forstå og have medfølelse med for at jeg kunne forstå mig selv og den måde, jeg nogle gange reagerede - uhensigtsmæssigt - på.

Undskyld ego-smøren, jeg ved bare ikke lige helt, hvordan jeg ellers skulle forklare, hvordan det der indre barn fungerer

Jeg tænker på, om den baby, du ønsker dig så brændende, når du har det værst, om det er dig eller en del af dig? Babyer kan man jo ikke forvente noget som helst af, de er små store sorte huller, der sluger al kærlighed og omsorg og service og helt uden at skamme sig forlanger mere og får det, uden at der nogensinde bliver stillet spørgsmål ved det. Og når man har det aller-aller-værst, er det så ikke lige præcis sådan, man egentlig gerne ville have det?

mvh. tina