Puha, det er først nu at jeg er ved at få hjertet ned på plads igen.

Igår ved 17.30 tiden blev jeg ringet op af min mor, som har min datter Louise, på 10 med ud på rideskolen, hun skulle springe på terænbanen, sammen med en veninde. Min mor bad mig komme med det samme, for min Louise var faldet af hesten og vi skulle lige en tur på skadestuen, for hun kunne ikke bruge den ene arm.

Da jeg kommer derud sidder de i rytterstuen. Jeg kan se at min mor er godt chokeret.

Min mor fortæller at Louise røg af efter et spring og var så uheldig at få tøjlen rundt om halsen, så hun blev trukket efter hesten ca 50 meter. Hun kom kun fri fordi fortøjet sprang.

Tøjlen sad heldigvis så at det var kæben der tog det meste af trykket, men hun var godt blå og havde et aftryk af tøjlen fra det ene øre til det andet. Hun har fået is på den ene arm som er ret hævet, fra underarmen og op til skulderen. Hun er meget øm på skulderen og hendes kraveben er også hævet (har en bule på det efter et gammelt brud)

Vi kører på skade stuen, og påvej i bilen bliver hun meget stille, og da jeg spørger ind til hvordan det skete begynder hun lige så stille at græde, og fortæller at hun var meget bange, for hun troede hun skulle dø, da hun ikke kunne komme fri af tøjlen.

På skadestuen kunne vi efter div røngten billeder heldigvis konstastere at hun var sluppet utroligt heldigt, med mange blå mærker, skrammer og forstrukne muskler i begge arme. Dog troede den ene læge at hun havde brækket kravebenet, indtil jeg gjorde ham opmærksom på at det vist var de gamle billeder han kiggede på.

Han mente at hun nok skulle kunne ride Nibe-cup hvis hun tog den med ro i et par dage, Det fik heldigvis smilet frem hos hende.

Fik også at vide at hun havde været utrolig heldig at det ikke gik værre og at det var godt at en lidt "hysterisk" mormor havde forlangt at airbag vesten kom uden på den alm sikkerhedsvest. og en god ridehjelm ikke er en dårlig ting.

Vi har snakke meget om hvad der skete, og om hun ville ride igen og det vil hun, måske ikke lige terænnspring til at begynde med, men hun er ved godt mod, selv om hun ikke kan bruge sine arme, fordi de er så ømme.

min mor og de andre der så det ske har haft mareridt hele natten og kan blive ved med at se hende blive slæbt efter hesten, hvilket jeg heldigvis har været forskånet for, men jeg kunne ikke lade være med at græde da jeg idag kørte alene ud til hesten.

Nu skal vi se om vi på nogen måde kan lave tøjlen sådan at den går op i spændet, hvis der skulle ske noget igen. For hvis den kunne det så var der ikke sket alverden.

Undskyld mit måske lidt roede indlæg, men trængte lige til at få lidt luft, og jeg er bare så lykkelig for at vi for anden gang har fået lov til at beholde vores datter. (var ved at miste hende ved fødslen)