Hej N'er
Kender I dét at man kan savne så meget at det gør ondt? At man hele tiden i udkanten af ens bevisthed har sine tanker kredsende om dét eller dem man savner?
... Sådan har jeg det.....
Jeg er den heldige ejer af to helt fantastiske og unikke Shetlandspony hopper, Tartans Ronja og Tranegildes Joy 
, Selvom Joy først blev min for 10 måneder siden, så har hun ramt det inderste af mit hjerte lige så hårdt som Ronja.
Jeg har dog pga. min graviditet været nød til at foretage nogle svære valg omkring mine elskede ponyer. Valg, som jeg godt viste ville komme, men som jeg måske havde lukket øjnene lidt for, og håbet at der kom en anden udvej.
Min kæreste og jeg valgte, at starte en familie sidste sommer, det tog dog flere måneder før der var "bid", men i februar lykkes det så endeligt 
. Vi er så lykkelige og glæder os til at møde vores lille ny i babyhulen til oktober.
Men det betød også, at jeg var nød til, at gøre op med mig selv hvad der skulle ske med de to dejlige totter.
Vi bor jo i København, og jeg havde ponyerne opstaldet tæt på. Men uden bil og på SU, så vil der ikke være meget overskud i hverken tid eller penge til, at havde dem gående når den lille kommer til verden. Samtidig påtog jeg mig en begyndende bækkenløsning allerede i juni, så turene til stalden blev færre og færre.
Det er så blevet til at begge ponyer er udlejet i en længere periode. Begge er kommet ud til fantastiske mennekser, som jeg kender i forevejen og som jeg ved gør deres ypperste for at ponyerne trives. Det er fantastisk at vide de er i gode hænder - men GUD (!) hvor jeg savner dem i min hverdag 
Min Lille yndlings Ronja
Og min aller smukkeste Joy
Efter jeg er begyndt at savne dem så meget, er minder og tanker om min "ride-tid" også kommet op til overfladen. Savner min Kate mule (min gamle dressur hest som jeg mistede i 2005)... Jeg kom aldrig rigtigt op på hesten igen.
Kate 1 time inden aflivning 
Kate og jeg 2003
Underligt nok så har savnet til ponyerne medført, at jeg også er begyndt at savne at ride på egen hest - sådan rigtigt. Det er faktisk en fantastisk følelse, da det giver mig håb om, at jeg engang nok skal finde en stor hest jeg kan knytte mig til, og få min rideglæde tilbage.
... Jeg ved egentligt ikke helt, hvad jeg ville med mit indlæg. Tror bare gerne jeg ville havde det ud.... At jeg savner mine dejlige tøsser... Men heldigvis får jeg dem jo igen engang i fremtiden...
ER der andre som savner??
Så det er bare lykken <3
