Jeg kunne simpelthen ikke være mere enig!!

Psykiatriske afdelinger er ikke skræmmende og folk render ikke rundt i en tåge.. Nej tvært om!

En psykiatrisk afdeling skal jo netop være et trygt og så hyggeligt sted som muligt sådan at patienterne kan få ro på og føle sig 110% trygge!!

Jeg er træt af fordommene om psykiske sygdomme og jeg er træt af den ringe behandling.

lad os tage et eks.

Mange spiseforstyrrede (psykiatriske patienter generelt) får besked af lægerne om at komme tilbage når problemet er mere alvorligt, i anoreksi tilfælde, når man har tabt sig "nok".. Hvem f***** ville bede en kræftpatient om at gå hjem og komme igen når kræften havde spredt sig??!!

Det er jo sygt!!

Jeg synes det er godt at programmet sætter fokus på psykiske sygdomme, men jeg synes at konceptet er sygt...

... bedre pyskiatri tak! mindre udstilling!!

Enig, vi ved ALT for lidt om det.

Kort efter jeg mødte min nuværende kæreste, fortalte han at han var psykisk syg. Jeg var da lige ved at falde ned af stolen! Både af frygt, men også fordi.. ja, han opførte sig normalt? Gik på gymnasiet som alle andre.

Det viste sig han havde depression og borderline. Den sidste studsede jeg ved - det lød jo helt vildt! Jeg anede ikke hvad det betød, syntes bare at ordet lød farligt, og tænkte på om det nu overhovedet var godt for mig at være sammen med ham.

Efter han fortalte hvad hasn to sygdomme rent faktisk gik ud på, var jeg meget mere rolig. Med borderline mente han bare, at der skulle mindre til at gøre ham ked af det fx. At han havde sværere ved at styre sine følelser end andre.

Og det er da også rigtigt. Men sgu da ikke noget man behøves at blive skræmt over! Vi har været sammen i over 3 år nu, og udover hans lidt depri perioder (som heldigvis bliver mindre), så mærker jeg intet til det, vi er et ret normalt par, nogenlunde

Så jeg siger - helt klart mere info om psykiske sygdomme! De skaber unødig frygt og unødige fordomme.

Hvor er jeg bare enig i alt hvad du skriver! Der skal helt sikkert mere fokus på psykiske sygdomme!!

Jeg har lige snakket med mine forældre om programmet (så det desværre ikke selv) og min far sagde noget som virkelig gjorde indtryk.

Som det er nu, tænker folk "Her er den bipolare Nanna" og ikke "Her er Nanna - hun er bipolar"

Mange folk stempler en hvis de ved at man er syg - men hvis de ikke ved at man er det, ville de aldrig ha tænkt tanken...

Kærlige tanker til alle som kæmper!

Og husk - Man skal være stærk for at være syg...

Jeg håber også, at der kommer lidt mere oplysning om, hvad en psykisk sygdom egentlig betyder for et menneske der er ramt.

Jamen den oplysning kan jeg hjælpe dig med.

Det betyder fordømme fra socialforvalningen, politi,familie og de venner som ved at man er psykisksyg.

Det betyder udnyttelse og bliver folk sur på en over noget man f.eks skriver, så får man besked på at æde sine pille og holde kæft.

Et eks. er hvis din barn bliver mobbet i skolen af en lærer og du gør opmærksom på det, så sker der intet for det er jo nok ........selv om barnet også bekræfter det.

Jeg er paranoia skizofren og jeg er stolt af det Jeg spiste min sidste pille i 2006 fordi min mor bad mig om det, for hun ville gerne have sin datter tilbage og ikke en zombi som sad og hang ved køkkenbordet, efter 1½ år fik jeg min korttidshukommelse tilbage, nu kan jeg huske hvad jeg skal handle ind.

Min mor døde i januar og det sidste hun sagde var at jeg havde klaret det godt og at det nok skulle gå alt sammen, det besked gav hun også til kommunen, men kommunen har fordomme og mente at min psykiskesygdom smittede af på min søn, så man tvangsfjernede ham.

Jeg synes nu ikke, at der bliver set skævt til mennesker med en psykisk sygdom. Det har jeg ikke oplevet i min omgangskreds. Men det kan selvfølgelig også blot være tilfældigt. Nu er mit kendskab til psykiske syge også begrænset - meget faktisk. Men mon ikke folk får deres fordomme pga. egne oplevelser?

I hele min levetid har jeg vel stødt på 5 mennesker, som havde en eller anden diagnose. Og nu kommer det negative så.... OG så må I høvle mig ned efterfølgende. To kvinder som var kronisk depressive. De var ikke i stand til at tage vare på deres egne børn. Den ene kvinde blev gentagne gange meldt for omsorgssvigt af sine naboer, og den anden kvinde lod frivilligt sønnen fytte hjem til sin far, da hun godt kunne se, at hun ikke magtede forældrerollen.

Så kender jeg en, som har borderline. Faktisk ved jeg intet om denne sygdom. Men hun er sådan lidt svingende i perioder. Dette har dog ingen betydning for vores venskab.

Og til sidst en kvinden, hvor jeg ikke kender diagnosen. Men hun er ekstrem manipulerende, uden empati og ja... faktisk enormt uhyggelig. Hende har jeg fravalgt alt kontakt med, da jeg virkelig mener, at hun er en farlig cocktail.

Nu har jeg jo blot ytret mig omkring mine oplevelser, men jeg synes egentlig ikke, at jeg er fordomsfuld. Jeg ser ikke noget problem i at have et venskab med en person, som tilfældigvis har en psykisk sygdom, hvis altså personen og jeg har noget tilfælles jo.

Jeg håber, at jeg gav mening...

Jeg er ved at blive udredt for, om mine gentagne depressioner og manglende evne til at overskue en "normal" hverdag skyldes bipolaritet eller personlighedsforstyrrelser/ borderline. Jeg fik henvisning fra egen læge til denne omgang i januar. Og er nu nået igennem de indledende undersøgelser med diverse spørgeskemaer. Det er s'gu lang tid at vente på behandling. Særlig når sygedagpengene er brugt op, og man ikke kommer en tøddel videre mht. pension eller fleksjob, så længe man ikke er udredt og færdigbehandlet.

Gøgereden tror jeg faktisk ikke var så overdramatisk i forhold til psykiatriske hospitaler i 60'erne. Der er altså sket rigtig meget i psykiatrien siden da, heldigvis. Jeg har selv været indlagt for depression for 6 år siden, det var en rigtig god oplevelse, at der blev taget hånd om en.

Desværre er der jo så blevet skåret ned siden da, nu skal man faktisk være selvmordstruet eller farlig for andre, for at blive indlagt - har jeg fra en psykiatrisk overlæge, der sendte mig hjem igen for lidt mere end et år siden.

Men det var da dejligt at se så mange mennesker, der klarede sig så fint i programmet.

Jeg vidste faktisk ikke, at min veninde med borderline havde denne diagnose. Først efter et års venskab fandt jeg ud af det. Men som sagt har det ikke ændret ved vores venskab.

Og der er ingen af de ovennævnte personer, der har fået fjernet deres børn. Og egentlig tror jeg heller ikke, at det er nødvendigt. Måske hende, der blev meldt for omsorgssvigt kunne have glæde af lidt ekstra hjælp, så hun bedre kan overskue det hele. Men hendes drenge ser altså ud til at trives.

Viben: Jeg er da virkelig ked af at høre, at du har fået fjernet din søn. Det var da også på et dårligt grundlag. Jeg fatter altså ikke altid de kommunefolk...

Præcis!!!

Der mangler virkelig kendskab til psykiatrien i Danmark. Jeg har den fornemmelse af, at hvis man kendte meget mere til det, ville man måske også kunne forstå os med en psykisk lidelse lidt bedre, og ikke være så bange for os. En anden grund til, at jeg tror mange folk tager afstand til en, er fordi der er bange for at blive hevet med ind i det, og så aldrig slippe fra det igen.

Jeg er selv diagnosticeret med PTSD, OCD, social-angst, Skizofreni og en depression som jeg nok aldrig bliver helt fri for. Alt det er kommet, fordi jeg har levet en meget hård barndom med incest, at være uelsket og at bliver udstødt fra familien, siden jeg blev født. Hmm... gider ikke uddybe mere af det her i den tråd.

Jeg har været "nødt til" at lave endnu et selvmordsforsøg, bare for at kunne blive på afdelingen,

indtil jeg virkelig er klar til at komme ud igen. Jeg kan ikke se hvorfor der skal være så meget forskel på fysiske syge (brækket ben, influenza ?) og på psykisk syge. Efter min mening

burde vi have lige så meget ret til at får hjælp, som den med fysiske skader.

Men jeg har mistet hele min omgangskreds, bare fordi jeg er syg, så tror dem som var mine veninder, at det smittede, at jeg var farlig. Jeg kunne aldrig finde på at gøre andre noget, i stedet gør jeg kun skade på mig selv, for det ikke skal gå udover andre. Og sådan tror jeg at der er mange der har det. Altså at de ikke vil skade sine pårørende og medmennesker. Men HUSK på, at det ikke er de syges egen vilje at blive syg. Alle som der er syge, ville ønske de havde et normalt liv, med et arbejde, familieliv, en god vennekreds og mest af alt, ikke at skulle gå og være bange hele tiden, for at få et tilbagefald.

Eksempler på bemærkninger de fleste psykisk syge har oplevet, uanset alder (((jeg er selv 15 år)))

Laver du noget så forbered dig på kommentaren: - Jaså kan du godt det når du er syg? sagt i en mistænkelig tone.

Laver du ikke noget så forbered dig på kommentaren: - du må da orke at lave et eller andet, sagt i en bebrejdende tone

Smiler du og er glad bliver du mødt med kommentaren: - Jeg troede du var syg?

Smiler du ikke bliver du mødt med kommentaren: - op med humøret, Vær positiv, så bliver det hele lidt bedre.

Man skal være meget stærk for at være syg

Jeg så ikke programmet, men jeg giver dig ret i at mange ikke ved særlig meget om psykiske lidelser og måske direkte er utrygge ved folk med disse.

Jeg har selv en svær depression, Borderline og svær angst. Har døjet med det i mange år og har først lige fået angstdiagnosen i hus for noget tid siden, heldigvis.

Men har også oplevet at folk bliver sådan lidt tilbagetrukne når de hører, at jeg er syg. Selvom jeg hverken er farlig eller noget andet. Hvis man ikke ved det - og jeg ikke lige er midt i et angstanfald, så kan man egentlig ikke se på mig at jeg er syg.

Dog kæmper jeg med systemets anerkendelse. Har haft/har to dårlige oplevelser med sygesektoren.

Den første er, at jeg er blevet smidt ud af Borderline behandlingen pga. min angst. Jeg var ikke så stabil, så i stedet for at tale med mig om det, så fik jeg at vide fra min læge, at jeg var ude af behandlingen.

Desuden kæmper jeg med at få lægerne til at forstå at jeg ikke kan tåle og IKKE vil have SSRI præperater. Jeg kan ikke tåle dem og får store bivirkninger og har også endt på hospitalet pga. dem.

Desuden kan jeg heller ikke leve uden, da mine bivirkninger ved at stoppe er alt for store...

Emnet er meget komplekst synes jeg. Især fordi der er så ufattelig mange nuancer.

Personligt har jeg en person med en personlighedsforstyrrelse meget tæt på i min familie. Det er sådan med den her personlighedsforstyrrelse at vedkommende laver noget der hedder "splitting"...dvs manipulere alle omkring sig helt enormt og får sat rigtig mange mennesker op mod hinanden. Det tærer utrolig meget på en masse mennesker. Vedkommende med personlighedsforstyrrelse er ekspert i at "mærke" hver menneskes svage områder og på den måde spiller folk ud mod hinanden. Ligeledes håndtere vedkommende også hver enkelt person helt individuelt - til egen vinding. Men det betyder også at en del mennersker får overtrådt deres grænser og bliver utrygge, forandrede etc. Vedkommende der er syg kan selvfølgelig ikke gøre for det og mener slet slet ikke vedkommende "gør noget forkert". Det er jo netop en del af sygdommen at man har sin egen opfattelse af hvordan verden ser ud. Efterladt er vi så med en meget dyb "grøft" mellem os. Vi trækker os lidt fra vedkommende fordi det er så usansynligt hårdt på os andre og vedkommende føler sig udstødt og føler vi gør noget forkert. Begge sider har jo både ret...og uret. Jeg synes bestemt ikke man skal dømme nogen uagtet hvad de har af sygdomme, køn, hudfarve, religion eller lign. Jeg må blot konstaterer at med psykisk syge - der kan have deres egen opfattelse af verden så vil der komme et skævt forhold og at disse mennesker oftest vil føle sig udstødt fordi de ikke opfatter hvad det er deres sygdom gør ved dem og deres omgivelser.

Igen vil jeg ikke skærer alle over een kam...det her er blot min oplevelse med en enkelt personlighedsforstyrrelse. Der er mange nuancer som sagt før og mennesker - uanset psykisk sygdom eller ej er forskellige.

Personligt mener jeg der skal meget meget mere hjælp til både familie og psykisk syge ..både sammen og hver for sig så alle parter kan få det til at virke. For tro mig der har også konskvenser for familie mv. at de ikke kan "håndtere" den psykisk syge.

Synes faktisk afstanden mod folk med en fysisk sygdom, særligt handicaps er endnu værre Men selvfølgelig skal alle respekteres og ikke dømmes ud fra den tilstand og de skavanker de så måtte leve under, men som lige folk

Jeg har haft og har stadig lidt svært ved at fortælle folk om min diagnose.. Jeg venter altid lige til de kender mig, så de ikke kan dømme mig udfra hvad der står på papirerne..

Hvis folk får min diagnose at vide før de kender mig rigtigt har jeg erfaret at de trækker sig meget tilbage, fordi min diagnose ofte bliver sat i forbindelse med totalt gale og farlige mennesker.. Det er til dels også mediernes skyld, synes jeg.. De gør ihvertfald ikke opfattelsen af mennesker med min diagnose bedre og det synes jeg er ærgerligt..

Jeg får tit spørgsmålet "Jamen, er du sådan.. Farlig?" Og jeg må svare at nej, det er jeg ikke.. For så ville jeg jo ikke have lov til at rende frit rundt, vel? (;