17 mdr og 18 dage blev det til....

Jeg ville egentlig have lavet et lallegladt billedindlæg om forandringen fra en skærmet psykiatrisk afdeling til egen lejlighed.

Men desværre nægter min computer og nettet på stedet at samarbejde om at uploade billeder.

Så det må vente. Så kan jeg istedet kombinerer dette med en jubeltråd om at Baby er ankommet og vi begge to skal i gang med det der stramsur halløj igen puh det bliver hårdt.

Nogle har fulgt mine indlæg igennem længere tid og i fortjener da en opdatering.

Jeg skrev for nylig at jeg skulle udskrives d. 16 maj - det var igår.

To af hospitalts ansatte kørte mig op til bostedet og vi fik sagt pænt farvel. Min skønne mor har indrettet mine 24 m2 super og jeg sidder nu i min sovesofa og nyder at have mit eget.

Jeg kan virkelig glæde mig over de små ting lige for tiden. Alt er et lille mirakel.

For at nævne nogle eksempler. Frokosten blev serveret på en porcelænstallerken - blev lige nødt til at slå kniven mod den et par gange bare for at tjekke at den ikke var af plastik. Vand og te kan drikkes af glas og porcelænskrus.

Syrenen er sprunget ud.

Jeg kan gå og komme som jeg vil. Ingen tjekker op på mig.

Et helt nyt liv om man vil.

OG for at sætte kronen på værket. Jeg har fået pension - og inden koret begynder at rejse sig. Så vil jeg fortælle hvordan jeg ser på denne mulighed jeg har fået. Pensionen giver mig en økonomisk stabilitet og frihed i en meget svær periode i mit liv og jeg vil derfor modtage den så længe, jeg har det så svært som jeg har det nu.

Jeg har intet ønske om at tilbringe resten af mit liv på en pension, for jeg har nemlig meget svært ved at finde mening med tingene, hvis der ikke er noget at stå op til.

Når jeg forhåbentlig om nogle år får det bedre og bliver klar til at flytte for mig selv, er min klare ambition (med kommunens hjælp satser jeg på) at begynde at arbejde igen og med tiden klare mig selv på ny.

Baby bliver flyttet fra Sønderjylland til Horsens d. 1 juni og behøver jeg sige at jeg glæder mig helt ekstremt til daglig omgang med heste igen. D

Det har nok været noget af det sværeste her de sidste måneder af min indlæggelse, hvor foråret var begyndt at røre på sig. At jeg ikke kunne ride regelmæssigt.

Heldigvis har jeg haft skønne veninder til at hjælpe mig. En, der har taget vare på Babys ve og vel under min indlæggelse og en, der har hentet mig med jævne mellemrum fra afdelingen, så jeg kunne komme ud og ride.

Men nu er jeg forhåbentlig helt klar til livet igen. Vi ses derude

Det var en lille rapport herfra. Fortsættelse følger hen ad vejen.