Jeg er mobbet ud af min arbejdsplads, fra 1/10-10 hvor jeg kom tilbage efter endt barsel, og frem til 22/12-11 hvor jeg blev sygmeldt pga. stress og mobning... al den tid gik jeg i ren helvede, både min daglige leder, mine kollegaer osv. det var psykisk terror, i dec. gik det helt galt, og endte med at arbejdsmedicinsk afd. sygemeldte mig... januar var forfærdelig at komme igennem, pga. møder der blev ved med at rykke op i det, i febuar blev jeg så fyret, og i sidste uge fik jeg konstateret posttraumatisk stress syndrom, og tager nu angst medicin, det har splittet mig fuldstændig af, mig der ellers var så stærk, jeg er pillet helt fra hinanden, hukommelsen er væk, jeg kan ikke være alene, jeg er pirrelig, der skal intet til at vælte min hverdag..

og dette kan jeg takke min arbejdsplads og såkaldte kollegaer for...

og efter jeg er væk har de fundet en ny syndebuk... ledelsen osv. er fuldstændig ligeglad...

jeg står gerne frem og fortæller min historie, kan jo være det kan hjælpe andre...

Det har jeg heldigvis ikke prøvet, puha sikke en forfærdelig historie, Stella, hvorfor gjorde ledelsen slet ikke noget?! De må da have en form for samvittighed, skulle man tro.

ingen samvittighed der overhovedet, skrev mails til den øverste ledelse, HR ledelsen osv, intet har vi hørt, klagede over fyringen, da jeg mener den var ubegrundet og taget ud fra fejl og mangler, fra min ledelses side, mine kollegaer havde ændret i min vagtplan så jeg stod som syg på dage jeg havde været på arbejde, og jeg kunne bevise at jeg havde været på arbejde da jeg underskrev egenkontrol, men de var kolde...

nu koncentrere jeg mig bare om at blive rask, så jeg kan være der for mand og børn... men hold op et system det er at komme igennem, ingen hjælp at hente nogen steder mens det stod på, og her bagefter, siger folk bare... kom vidre og glem det, men er sku svært når man er blevet syg af det og føler man er blevet uretfærdig behandlet...

min mand er en utrolig god støtte men der er også ekstremt hårdt for familien...

Hold da op Stella, det har sgu da været noget af en forfærdelig oplevelse.

Vi har selv haft en oplevelse på vores arbejdsplads, (skete mens jeg selv var på barsel) Men det blev heldigvis stoppet i tide, stemningen er super og medarbejderen er helt med i teamet igen. Vi fik en ny leder... Dårlige ledelse er virkeligt roden til meget ondt på arbejdspladserne.

Men har du ikke en fagforening der kan hjælpe dig i din sag? det lyder da helt vildt.

fagforeningen vil hjælpe med at kigge lønsedler, ferie, sygedage osv. igennem, men de mener også at jeg skal være glad for at det er slut og så komme vidre... de har været en støtte til møderne.

Startede sidste år på en videregående uddannelse hvor det blev påkrævet at man var i studiegrupper.

- De blev lynhurtigt dannet, særligt udfra hvor folk boede og før jeg fik set mig om var der 3 tilbage - mig og to veninder som boede tæt på hinanden og kendte hinanden fra før de startede på uddannelsen.

Lige fra starten af kunne jeg mærke de var utilfredse med at være påduttet mig, - jeg prøvede at ha' en positiv indstilling til det, men det var tydeligt de ikke var tilfredse.

- De prøvede at sige vi boede for langt fra hinanden osv. og generelt prøvede de at sno sig udenom at ende i gruppe med mig.

Men det skulle vi jo.

Hver gang der skulle laves noget i studiegrupperne skulle de ud og ryge osv. og da jeg ikke gik da jeg ikke ryger (Og får migræne af at stå i røg) så gik de ofte væk og lavede arbejdet et andet sted uden at hente mig og jeg kunne sjældent finde dem.

- De ville også sidde og bare lave arbejdet sammen og ignorere mig, eller forvente jeg havde alle svarene, generelt gjorde de alt hvad de kunne for at sætte mig i en ubehagelig position.

Det værste var da vi skulle lave sådan nogle tests med "hvilken type er du i en gruppe" og den type jeg var var kaldt "Slavepiskeren" på papiret

- For efterfølgende skulle vi så tegne vores gruppe på et stykke papir og skrive de positive og negative egenskaber ned ved hver persons type.

Der havde vi fået en 3. person med, men hun var åbenbart helt ok for dem.

Tegningen de lavede blev så mig i midten, som en sur forfærdelig trold med en pisk, og dem som små mennesker jeg piskede.

De positive ting fra deres typer blev skrevet på og de negative fra min, ikke noget med positive og negative fra begge typer som det var meningen.

Det var yderst ubehageligt at sidde og være med til.

Det lyder måske ikke så slemt, men jeg har virkelig svært ved at være social osv. og prøvede virkelig at ha' en åben og positiv indstilling da jeg startede på uddannelsen - men når man på den måde bliver afvist af ens studiegruppe var det bare yderst ubehageligt.

Der var ubehagelige kommentarer undervejs, generelt så smuttede de og efterlod mig rigtig tit hvor jeg så enten blev sat til at lave arbejdet selv eller de var gået væk og havde lavet det og så virkede jeg jo dum for ikke at ha' deltaget.

Endte med jeg når der kom studiegruppe-arbejde satte mig ud på toilettet og stortudede, for jeg magtede det ikke.

- Det var ikke det der var den egentlige grund til at jeg gik helt ned med flaget og blev sygemeldt fra studiet, men det var helt klart den berømte dråbe!

De vandt da uden tvivl, de fik jo deres vilje - at være de to veninder i en fasttømret gruppe.

- Det irriterer mig at de vandt, jeg havde lyst til at gøre dem opmærksom på hvad de havde gjort og hvordan det havde påvirket mig og jeg fortryder faktisk jeg ikke fik sagt eller gjort noget.

Men det er svært, for man magter ikke meget når man er nede og skrabe bunden.

du skriver : Det lyder måske ikke så slemt....

og jo det gør det, det er frygteligt at folk kan finde på at behandle folk sådan, de fatter ikke hvad det gør ved folk...

Jeg føler heldigvis ikke at jeg har været mobbet...

Det eneste de har været tæt på var da jeg var aftenvagt på et plejehjem, jeg var fast vagt på en beboer... Der var to og en halv andre (to med fuldtid og en med 4 timer)... Da vi blev skåret ned til to på fuldtid og mig, skulle vi jo omlægge rutinerne og da de to andre var veninder var der ikke så meget jeg kunne stille op, da flertallet jo bestemmer...

Jeg gik ned med stress, da jeg ikke følte at jeg kunne opfylde min stilling godt nok, og fandt mig noget andet at lave...

Men ellers har jeg ikke noget problem med at åbne munden og sige fra, og kan jeg på nogen måde slippe afsted med at lave tingene på min måde, så gør jeg det... Hader virkelig når skoler og uddannelser skal være så gruppeorinteret at man ikke kan få lov til at vælge at lave tingene selv, eller komme i en gruppe der sætter pris på en... At man bor tæt på hinanden, eller sidder på en bestemt måde i klassen, er jo ikke det samme som at man kan arbejde sammen...

Nej, det gør de desværre ikke - og det værste er, at når de har kørt en ned, så magter man ikke at fortælle hvad det er de har gjort.

Normalt plejer jeg at være ret stærk, på min gamle efterskole blev jeg også mobbet en del - lidt grotesk at ta' på en efterskole for overvægtige unge og blive mobbet med ens vægt af en gut der er ret meget større end en selv. Man skulle tro vi alle var i samme båd

- Selv da lærerne deltog i det holdt jeg hovedet højt og holdt på min ret, forsvarede en veninde som i dén grad var mobbeofferet.

Eller på en anden skole, hvor læreren ikke kunne udstå at min kæreste og jeg var i samme klasse og udstillede os foran hele klassen som så deltog i det, - vi snakker altså ikke at vi var 16 år agtigt og "totalt kæreste forelskede" men at vi var hhv. 22 og 23 år, og vidste hvad vi ville med uddannelsen og bestemt ikke sad i klassen og var "klistre-kæreste-kysse-agtige". Men læreren kunne åbenbart ikke lige lide at vi var i samme klasse?! Hvorfor aner jeg helt ærligt ikke.

Men den der "saying" der er med at "Depression er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på, at du har været stærk alt for længe" er egentligt meget rigtigt.

- Jeg har kæmpet med det i mange år, først for et år siden at det hele simpelthen blev for meget og de to tøser fik mig til at bukke under.

Jeg fortryder at jeg i min kommunikation med skolen ikke fik fortalt det, det kan godt være de to tøser ikke havde taget det til sig, men måske det på et eller andet tidspunkt havde givet lidt stof til eftertanke.

Men personer der har behov for at gøre den slags ved andre, må i princippet ha' det utrolig dårligt med sig selv? Jeg mener, hvis man virkelig har behov for at køre andre ned og generelt nedgøre dem, må man da ha' en eller anden form for problem?

Tak til jer, der deler jeres historier.

Jeg er udnævnt til syndebuk, efter at have stillet to små spøgsmål til "højeste myndighed", da ingen andre, heller ikke den såkaldte bestyrelse, kunne/ville svare mig konkret på mine spørgsmål. De svar jeg fik på det ene spørgsmål, var meget modsigende med det, der rent faktisk foregik, og det andet blev stillet, for at være sikker på, at jeg ikke gjorde noget forkert.

Jeg har på intet tidspunkt fået formaninger om, ikke at måtte spørge "højeste myndighed".

Resultatet af mit første spørgsmål blev, at dem der viste sig at være på gale veje, måtte pille det ned igen. De havde fået lov - af "bestyrelsen", med alle mulige sjove begrundinger i, at det var professionelt udført, og at han havde sørget for, at dronningen kunne komme på das.

"Bestyrelsen" har taget det så nært, at de har offentliggjort min korrespondance med "højeste myndighed", uden mit vidende, uden min tilladelse, inkl. offentliggørelse af MINE personlige data og kontaktoplysninger. Desuden har jeg fået skyld for at lave intriger, rav i den for alle i "klubben" (det er IKKE en klub, men beskriver det bedst), og kommer det til, at der er nogle der skal lave nogle ting om, har jeg fået oplyst, at det vil være MIN skyld, og KUN min skyld, da jeg tillod mig at spørge "øverste myndighed" om det jeg spurgte om.

Men det kan da aldrig blive MIN skyld, at andre selv har fravalgt at være på den sikre side, og gjort som det passer dem?

Intriger og ballade, jamen, jeg taler med 3-4 mennesker i "klubben", primært om vejr og vind og "hvordan har du det". Har ingen kontakt til nogen som helst "i klubben" på det private plan. Ingen.

Men uha, uha, sikke en forbrydelse jeg har begået, ved at spørge det eneste sted, jeg kunne få et helt konkret svar, for at være sikker på, jeg ikke gjorde noget forkert.

Jeg nægter at give op, det er en drøm der endelig er gået i opfyldelse. Men jeg frygter også, at "bestyrelsen" og deres rygklappere, gør livet så surt for mig, at jeg må opgive min drøm.

Ud over at sige klart fra, hvilket jeg har gjort, og gør, hvordan håndterer man det så? De hamrende uretfærdige, grundløse beskyldninger, at der startes rygter om ens person, at man er udnævnt til syndebuk...

Ej nogle forfærdelige historier i kan komme med

Man skulle tro at mobning hørte folkeskolen til, men nogle kommer tydeligvis aldrig videre.

Rollo: jeg er heller ikke fan af tvunget gruppearbejde.. Min kæreste var heldig, der var tvungne studiegrupper på hans studie, og de kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Efter at have hørt ham fortælle (han er lidt genert med nye mennesker, og var bange for at han ikke ville finde nogen at snakke med), s¨å syntes jeg det lød som en god ting, det med at man tvinges til at lære hinanden at kende.

Men kan godt se i dit tilfælde, at hvis ikke alle er indstillet på at arbejde sammen, så kan det blive lidt af et helvede

Og du har ret, mobberne har sikkert mega dårlig selvtillid. Men det retfærdiggør ingenting, i min optik.

Har oplevet det på egen krop da jeg gik på HG åp den SLEMME måde hvor privatlivet virkelig bliver trukket med ind over.

..Og så har jeg oplevet det, da jeg var fuldtidsansat ved Stutteri priess som staldpige. Og med fuldtid mener jeg 50-70 timer i ugen. Ville VIRKELIG ønske jeg ahvde trukket dem i retten, ikke for at ødelægge deres navn, men for at få de penge jeg egentlig burde have tjent ved at knokle mig selv halvt ihjel på det sted!!

En berider elev hvis navn jeg ikke nævner, da han sikkert er kendt herinde, direkte mobbede en anden berider der var længere i sin uddannelse, hvis navn jeg heller ikke nævner da jeg er ret sikker på hun også er ganske kendt

Det blev sagt til vores chef et par gange, oftest når det virkelig var gået over gevind med chikane pr sms osv efter "endt arbejdsdag". Han gav fyren en reprimante samtlige gange, hvilket satte det lidt i bero et stykke tid, men ja, det trappede bare stille op igen og fortsatte.

Beridereleevn fik heldigvis et "bedre" tilbud og flyttede fra øen (savner stadig hendes undervisning!) og så var jeg ligesom det næste offer. Det hold så ikke så længe, da jeg kort tid efter blev sygemeldt (og gud hjælpe mig fyret). Jeg var 16 år gammel på det tidspunkt, og det har sat stor præg i min sjæl.

Til stedets forsvar skal det lige siges, at det slet ikke foregår på den måde mere dernede. Har indtryk af at det er en god arbejdsplads på alle mulige måder nu

Ikke direkte - men jeg er blevet bagtalt til af min gamle chef ..

Jeg går på Vuc og her er der en lærer der er efter mig, ikke min lærer, men en der havde tilsyn til terminsprøven, han kunne ikke lige forstå at regler var regler og jeg måtte gå på kontoret og klage, da han larmede så meget at jeg ikke kunne samle mine tanker, han havde døren åben, han forlod lokalet, printede ud, snakke til os alle på en gang, flere gange, han lukkede en elev ind efter 27 min. fik ham sat, men måtte så få ham ud igen da han slet ikke skulle være i det lokale, han var ude og ryge min. 3 gange og han var i et andet lokale og fortælle at en sur kælling havde klaget over ham, det var så min lærer han sagde det til, så vi fik det jo at vide, han fik en opsang på gangen.

Vi var nogle stykker der klagede over ham ugen efter, skriftelig og nu i den her uge, så går han ind i mig i døren og råber op om hvorfor jeg går ind i ham, jeg gik igen på kontoret og fortalte det.

Jeg dumpede min terminsprøve, jeg kunne slet ikke samle mine tanker om det jeg skulle efter den opførsel og har valgt at stoppe min udd. for jeg magter ikke at skulle støde ind i Kim igen...

Han har fået flere klager, en har han udtalt sig om hendes sexliv, andre har han bare bedt gå, han lyver om de timer han har, siger de er på studieture, når de bare har fri...

Klassen fik aldrig en undskyldning, hvilket ville ha været en god ide, det er ikke løsningen at kalde nogen en kælling eller at gå ind i dem...

Tak til jer alle. Det betyder meget, at I deler jeres historie.

Jeg har fået mod til at kæmpe, ikke give op. Det er på ingen måde mig der er galt på den, da det, de her mennesker klandrer mig for, var aftalt og meldt ud på "generalforsamling", inden mit brev til "højeste myndighed" blev læst og besvaret. Det har jeg skriftlige beviser på.

Meget har jeg været udsat for livet igennem, i voksentiden har det været den "kasket" jeg har haft på, enkeltpersoner indimellem har set sig gale på. Det kan jeg leve med, da jeg ved, at det ikke er mig personligt, men det jeg har repræsenteret.

Men det her, det er lige pludselig mig personligt de uretmæssigt har set sig gale på, og så rammer det noget dybere, må jeg sige.

Men jeg kæmper videre. De skal ikke vinde med deres børnehavebøllemetoder.

Håber, at I kommer hele igennem det mareridt voksenmobning unægtelig er.

Lur mig om ikke hvis du klør på og nægter at lade deres latterligheder gå dig på, så de pludselig bliver forundrede over at deres metoder ikke virker - og så står de dér med håret i postkassen!

Når de bliver for meget, så "skrig i puden" til alle der gider lytte, så du næste gang du skal forbi dem kan holde hovedet højt og ignorere deres tåbelige påfald.

Rigtig ofte bliver man forundret over hvordan voksne mennesker kan opføre sig, det er faktisk 100x værre end når børn mobber - voksne mennesker burde være i stand til at se hvad de gør imod et andet menneske og stoppe det de har gang i.

Det er utroligt hvor meget enkelte personer kan ødelægge for ens liv og fremtid, - man kan jo se her i tråden jeg ikke er den eneste som stoppede en uddannelse og andre har forladt jobs osv.

findes der også en del mobning her på HN. Hvor er det tit at jeg sidder og krummer tæer over den måde folk skriver til hinanden på. Bedrevidende, påståelige og nedladende. (Jantelovs Danmark. )

Jo. Mobning findes alle steder. Både på jobbet, i uddannelsen, i familierne, i staldene, på nettet osv.

Så, tal ordentlig til hinanden det koster ikke noget..