Jeg har haft overvejelsen omkring ridning 2 gange, hvor de virkelig har været op til overvejelse. Den ene gang (for 9 år siden) slog det mig, at ridning måske ikke var den eneste sportsgren som duede. Jeg var kræsen med hvilken hest jeg gad at ride, og da jeg ikke havde min egen, og ikke kunne finde en hest som jeg kunne komme videre med, rent konkurrencemæssigt, ja så valgte jeg at stoppe med at ride.

Jeg red ikke i 4-5 år, og til sidst savnede jeg så meget at komme i stalden og have omgang med hestene at jeg begyndte igen. Jeg fandt en hest som jeg syntes om og begyndte så at træne min stive og ikke særlig rytterklare krop op igen.

Jeg havde besluttet mig for, at nu gjaldt det om at holde sig i gang til når jeg en dag havde råd til at købe min egen 100.000 kr. hest som jeg kunne starte gode stævner på.

For knap 3 år siden faldt jeg af hesten som dig, og fik mig to brækkede ribben og en påbegyndt discus i ryggen. De første dage efter styrtet lovede jeg mig selv at jeg aldrig ville sætte mig på en hest igen, jeg var hunderæd specielt fordi jeg var faldet af i skridt på banen på den varmeste sommerdag det år - og planen var netop at den dag bare skulle være rolig og hyggelig.

Men efter et par uger savnede jeg så meget at ride, at jeg bare måtte blive rask og så komme i sadlen igen - og det gjorde jeg.

Nu har jeg endelig fået købt min egen hest... det blev ikke til nogen dyr sag, da drømmen om hest overskyggede drømmen om konkurrence.

Men jeg må også indrømme, at efter mit styrt er jeg holdt op med at ride heste jeg ikke vil tage en skade for. Jeg kan ikke undvære at ride, men skal jeg falde af og slå mig, så lad det endelig være af min egen og ikke af en eller anden andens hest, som jeg lige skulle prøve for sjov.

Jeg forstår godt dine overvejelser. Men jeg prøver at efterleve at livet skal leves med de ting som giver indhold, også selvom der er en risiko (og spørg mig ikke om jeg altid efterlever det )

Det er er "farlig" sport, ja....

Men jeg kan også være uheldig med at der er en der køre ind i mig med en lastbil, eller en spritbillist der fræser ind over fortovet og rammer mig! Måske er der en sød lille hund der bider mig med store koncekvenser!

Min pointe er, at skal man passe SÅ meget på livet, at det går lidt ud over fornuften, og ingen chancer tør tage, så er det måske bedre og sidde hjemme i "trygge" omgivelser!

At vælge og bruge fornuften fornuftigt er noget held andet! Fx vil jeg ikke længere tage de "vilde og dumme" heste, men holder mig bare til mine egne!

Jeg har også haft mine overvejelser... Jeg havde et grimt styrt for 4 år siden på min søsters hest. Jeg skulle bare lige motionere den, men endte med en tur i lægeambulancen, af grunde som endnu er ukendte og aldrig bliver opklaret. Jeg slap med en mindre hjernerystelse og en krop der lignede noget, der havde fået tæv med et baseballbat, men jeg var da trods alt hel. Til gengæld fik jeg mig en skræk i livet, som jeg stadig kæmper med. Og min konklusion er blevet, at jeg aldrig sætter mig op på andres dyr, med mindre der er en rigtig god grund til det. Dvs. aldrig

Mine egne ridedyr er opdraget godt, og de er rolige og arbejdsomme. Alligevel sker der uheld, og jeg blev smidt af min unghest for første gang for 14 dage siden. Jeg landede lige på lænden og har stadig pænt ondt i ryggen, og har netop bestilt en tid hos lægen til tjek - jeg frygter lidt, at det ikke "bare" er slaget, jeg har ondt af.... Og det kan ikke undgås, at det sætter tanker igang.

For mig er det centrale, at jeg ikke fungerer uden ridning. Jeg får simpelthen ikke tømt mit hoved, og det er som om, jeg har et tomrum. Det kribler i fingrene på mig for at komme igang igen, og jeg har simpelthen ikke LYST til at have et liv uden en skøn hest at ride på.

Og så er det nok også et spørgsmål om, hvor heldig/uheldig, man er. Man kan sidde hjemme og vente på at få en jetjager i hovedet, eller man kan leve sit liv som man ønsker, og håbe på, at det går godt. Min erfaring er, at man ikke får færre uheld af at passe for meget på sig selv - så kommer uheldene bare nogle andre steder fra.

Selvfølgelig skal man ride...

Alle smerterne og de tæsk man har fået i årenes løb forsvinder jo i de øjeblikke hvor man virkelig bliver inviteret ind i den store fantastiske hestekrop, og man får lov at bevæge den som var den ens egen.

Det fix af perfekt symbiose opvejer langt de brækkede knogler, asfalteksem og blå mærker.

Jeg sætter mig også kun op på heste, jeg har en rigtig god fornemmelse af, efter en 700kg cob kastede sig bagover uden varsel med mig for et par år siden.

Det vil jeg ikke kalde frygt, men en fornuftig forsigtighed.

Rikke

Ja der er selvfølgelig en risiko ved alt her i livet.

Jeg går med drømmen om at få min egen hest indenfor et par år. Jeg vil bare helst ikke blive en af dem, der står på sidelinien og er tilskuer når en anden rider min hest, fordi jeg ikke kan tåle flere slag. Ligegyldig hvor rolig og godsindet min kommende hest er, så kan jeg jo ikke være sikker på at den aldrig bliver spooked af et rådyr i skoven eller en kat på barrieren i ridehuset.

Der må snart komme en oppustelig heldragt på markedet som bliver udløst ved fald, ligesom sikkerhedsvesten!

Ja, jeg tænker regelmæssigt over det, men kommer hver gang frem til:

Jeg vil hellere dø til hest, end dø som gammel og svag 60-årig, på plejehjem

Jeg vil hellere sidde i rullestol, og så FØLE, jeg har f*ndme levet! Inhaleret morgenduggen i skoven, været pavestolt af mine lækre heste, det er jo ren terapi og meditation for mig. Tænker ikke på andet, når jeg er ved dem. Virkelig at leve i nuet.

At føle det EN gang er egentlig det hele værd!

Og ja, jeg ender sikkert som grønsag, "forebygger" ved at ride med sikkerhedsvest, men ja, når jeg falder af igen, skal jeg sikkert samles op med skovl og i en trillebør!

Men hvor er de heste bare hele livet værd! Alle ens penge, sorger, bekymringer, irritationer - det hele værd.

Hold da fast du har fået mange skader ved uheld på hesteryg.

Øv for dig.

Jeg bliver nysgerrig og interesseret i at høre mere om, hvad du mener med, at du har været uheldig. Altså hvad er der sket forud for de uheld du har haft? Hvis du vil fortælle det?

Ja du skulle have en fuldbeskyttelsesdragt på - a la Michelin-manden.

Næ, har aldrig gjort mig dens slags overvejelser, overhovedet.

Men nu er jeg heller ikke kommet alvorligt til skade ved ridning, på trods af jeg har redet i nogle år + haft egen pony og halvpart.

Hvis man rider med hjelm og desuden springer med sikkerhedsvest, som jeg gjorde da jeg red, så er man ude over de mest almindelige hverdagsskader, om man så må sige.

Jeg faldt engang af over et spring, hvor hesten lavede et koloenormt bukkespring lige i landingsfasen, og jeg fløj og landede med siden af brystkassen på beton-kanten ved porten.

Kunne sikkert havde trykket ribbenene, men takket være min vest nøjedes jeg med at få luften pustet ud og et par blå mærker

Ja, man kan komme rigtig slemt til skade ved ridning, men det er en chance man må tage. Du kan også blive kørt ned af en lastbil altså.

Jeg elsker sgu heste og ridning for højt til nogensinde at ville glemme det, men der er ingen skam i at 'stoppe' hvis man ikke kan overskue de skader man har/kan få

Jeg er aldrig i tvivl om hvor vidt det er det hele værd! Det eneste tidspunkt jeg kan finde på at sige at jeg ikke gider have hest mere er når det drejer sig om besværlighederne ved at finde opstaldning og når man finder noget alligevel opdage at man bliver snydt.

Jeg har haft slået ryggen kraftig, haft hjernerystelse nogle gange, og for 3,5 år siden brækkede jeg ryggen.

Selv da jeg lå med brækket ryg på sygehuset og havde fået besked om at jeg kunne risikere at blive lam fra livet og ned, lå jeg og spekulerede på hvordan jeg skulle komme til at ride trods det jeg måske ville blive lam. Jeg havde allrede planer om at finde et sted med lift og uddanne den hest jeg havde og stadig har til at kunne ride med en handicappet. Det var det eneste jeg havde i hovedet. Det faldt mig slet ikke ind at jeg skulle droppe ridningen trods brækket ryg.

Heldigvis fik jeg den glædelige besked at det slet ikke var slemt og at bruddet var stabilt og jeg var 3 uger efter til hest igen. Det måtte jeg gerne for lægen.

Jeg vil ride til den dag jeg vitterligt ikke kan, jeg vil have heste i mit liv til jeg dør!

Men jeg skal ALDRIG være gravid igen. Det var mere rædselsfuldt end at brække ryggen. Ja man bliver vidst lidt skør af de heste.

Ja alt det positive ved ridningen og hestene kan selvfølgelig opveje meget af det negative, men jeg synes det er svært at "vælge" når man aldrig kan vide om man kommer til skade når man sætter sig op. Et par blå mærker og ømme muskler kan jeg sagtens klare

Esma det vil jeg gerne fortælle.

Væskeansamlingen i albuen var et resultat af en ellers dejlig ridetur langs Horsens fjord. Hesten jeg red på var hunderæd for køer, og da vi red forbi en mark med en hel flok køer, valgte køerne selvfølgelig at storme op mod den sti vi kom ridende på! Hesten gik i panik og løb, og jeg blev tabt Jeg skulle da lige slæbes lidt da jeg ikke kunne tage mig sammen til at slippe tøjlen med det samme!

Det rigtig alvorlige styrt skete i foråret for 2 år siden. Kun et halvt år efter ko-episoden. Jeg red rundt på en hoppe på udendørsbanen, og som den havde gjort så mange gange før, gik den lidt i selvsving og blev til noget der lignede en gyngehest der stod og vippede frem og tilbage på stedet. Jeg gav den lidt tøjle og sparkede lidt til den så den fik plads til at gå fremad. Fuldstændig uventet gik den i vejret og stejlede bagover med mig på ryggen og landede ovenpå mig Trods de alvorlige skader var jeg meget heldig. Jeg gik til genoptræning i et år før jeg var på benene igen, og blev raskmeldt i maj sidste år.

For et par måneder siden røg jeg af og fik hjernerystelse da hesten spjættede afsted og tabte mig i svinget. Det var et galopanspring der tog overhånd, og jeg tror ikke der var anden undskyldning, end at hesten bliver 5 i år og var lidt elektrisk den dag!

Forrige torsdag skulle jeg, som jeg gør hver torsdag, springe lidt små spring på den samme hest. Jeg rider den nogle gange om ugen for at aflaste min veninde lidt. Da jeg er kommet over et lille kryds, sætter hesten bremseklodsen i, krummer ryggen og tager hovedet ned mellem benene og laver nogle finurlige hop! Jeg fortsatte da hesten stoppede! Jeg skulle lige sunde mig, men kunne konstatere at der ikke skete noget og kravlede op igen

Jeg tror der gik under 10 min. før jeg lå i ridehusbunden igen! Hende jeg red sammen med trak rundt med sin hest, og da jeg red forbi hende med i hvert fald 3 meters afstand, blev hendes hest tosset på "min", og sprang ud efter den. "Min" hest blev sk..e bange, og sprang både til siden og frem på samme tid! Jeg havde ikke en chance for at blive hængende, og denne gang landede jeg desværre rigtig uheldigt og vred i mit knæ

Jeg er bare rigtig ked af, at jeg skal komme sådan til skade

For 2 uger siden følte jeg mig endelig klar til at forsøge med løb igen, og det blev kun til en enkelt tur i de nyindkøbte løbesko..

Jeg vil bare så gerne ride uden at komme til skade, men det kan man jo aldrig garantere

KH.

Jo, ridning kan bestemt være en farlig sport og man skal altid være opmærksom når man omgås heste og sætter sig op på dem...

Men i stedet for at fokusere på hvor farlig en sport ridning er, hvor "farlige" hestene kan være og hvor meget vi skal passe på, så ville jeg i stedet fokusere på at få trænet mine heste, så man ihvertfald langt hen ad vejen, kan undgå at skulle overveje hvad der er vigtigst, ridningen eller helbredet.

Jeg er heldigvis aldrig kommet alvorligt til skade i mine ca. 20 år med heste, selvom det har været tæt på et par gange. Det er da blevet til mange knubs, blå mærker, forstuvede lemmer, bøjede ribben, næseblod, og mindre hjernerystelser i årenes løb. Set i bakspejlet, så kunne meget have været undgået ved at jeg have tænkt mig lidt bedre om, havde været mere opmærksom og tilstede i øjeblikket og ikke sat mig op på heste der ikke var trænet ordentligt.

Jeg er, efterhånden som alderen langsomt trykker, blevet mere pivet med årene og der går langt imellem at jeg "udfordre" skæbenen ved at kaste mig ud i situationer, som jeg er i tvivl om at hest eller rytter vil kunne tackle.

Jeg kunne ikke drømme om at sætte mig på ryggen af en hest, der ikke var stabil i den helt almindelige håndtering. Alt for mange skal "bare lige" og presser citronen i forhold til at tingene skal foregå i højest muligt tempo. Det er som regel her tingene går galt.

Jeg tror ikke nogen hest er farlig, det handler om at misforstået træning og farlige situationer, skaber "farlige" heste og gør ridning/hestehold til en af topscorene i skadesstatistikken.

Der kan ske uheld med selv den roligste fjordheste Musse på 22 år, men hvis jeg ser tilbage på de uheld jeg har haft, så kunne 9 ud af 10 ganske givet have været undgået, ved at hesten havde været trænet bedre og jeg havde været mere opmærksom, ergo, helt og holdent min egen fejl.