Gud, jeg er blevet gammel - at høre på.
Synes pludselig, jeg kan sammenligne mig med de gamle mænd, der synes, verden er af lave, og mit nye motto er "tag ikke krykken fra en gammel mand".
Mit største problem i hverdagen er at få tilranet mig handicap-trillebøren, hente min letvægts-greb, og se, hvor mange gange jeg kan trille frem og tilbage med den ski** trillebør for at hente diverse tunge ting og sager.
Kommentarer er der nok af, og når man kan blive irriteret over, at folk også gerne vil have den GODE trillebør, så er man vist blevet for gammel - at høre på.
Når hesten skal strigles, skal hånden vende rigtigt, da jeg ellers mister følelsen i den. Muger jeg for hurtigt, mister jeg følelsen i benet, og bliver så svimmel, at jeg ikke kan se ud af øjnene.
Heldigvis er det kun en gang indtil videre, jeg ikke har kunnet komme ned fra hesten.
Hvorfor er det mon, vi har hest, i sådan en situation? Man burde nok erkende, man ikke burde have hest - eller i al fald i løsdrift, og ride skovtur engang om ugen.
Hvorfor er du stædig og bliver ved?
kort og klart: fordi det er smadder hyggeligt når man sidder på ryggen af mulen og nyder en skøn skøn tur, eller kigger ind i de smukkeste sorte øjne, der lyser af tillid og varme 
