Jeg skriver det her for at dele min glæde med jer.
Lad det være sagt med det samme - jeg er GAMMEL - bliver 60 i år, føler mig ikke "alderssvarende", men min krop er - ja - slidt diverse steder. De sidste 3-4 år har jeg døjet noget med rygsmerter, ikke slemt, men alligevel. Tænkte - så er det jo godt at ride! Altid godt for ryggen at ride. Jeg har nok også "ubevidst" ikke rigtig ville erkende, at der var noget galt med min ryg - for den blev rent faktisk ikke bedre. Bl.a. havde jeg problemer med nedsidning i trav og i galoppen.
Nå, men i september 2011 varmede jeg op til undervisningstime. Jeg har en utrolig rar og stabil oldenborgvallak og vi var begge meget koncentrerede om traven. Pludselig - og ud af den blå luft - eksploderede han i en flugtgalop - og det tog meget lang tid (sådan føltes det) at få ham stoppet igen. Det var vores berider, der var kommet listende ind af en åbning i barrieren på kortsiden. En indgang, der normalt aldrig bruges og uden at advare, lige som vi var redet forbi.
Jeg fik her et gevaldigt "skub" i ryggen - og så gik det helt galt. De 2 næste gange jeg red, havde jeg kraftige smerter i ryggen med udstråling til balle og knæ 
og det blev ved og værre.
Røntgen og scanning viste, at det var en discusprotrusion - altså et forstadie til discusprolaps samt slidgigt og sammensunkne disci. Igang med træning, træning og atter træning af ryggen via en dygtig fysioterapeut med McKenziemetoden (kan googles), for udsigten til operation var skræmmende. I 4 måneder sad jeg ikke på min hest, parten og en sød pige tog sig af ridningen. Jeg vidste faktisk ikke, om jeg nogensinde ville komme til at ride igen og måske skulle sælge min guldklump, det kostede mange tårer og tanker.
Jeg trænede flere gange om ugen hos fys'en og hjemme - og langsomt - meget langsomt begyndte det at blive bedre og jeg kunne slippe det smertestillende. Endelig fik jeg "go" til at begynde at ride igen, altså "ride og ride", at sidde på ham i skridt og blive trukket, for en sikkerheds skyld, mens mine ryg- og mavemuskler bliver styrket.
Siden starten af marts har gode venner på mit ridested trukket rundt med mig et par gange om ugen. Det var VIDUNDERLIGT at komme på ham igen og han er den bedste handicaphest 
. Det er meget underligt at gå fra at være en erfaren rytter med stævneerfaring til at blive trukket som en nybegynder. MEN - jeg har troen på, at jeg - omend ikke som før - vil kunne ride igen. Måske kun letridning - og måske ikke så meget i galop, men at kunne fortsætte og beholde min skønne hest, dét tror jeg på nu. Jeg træner stadig ryggen - det skal jeg gøre livsvarigt. I næste uge vil jeg forsøge at trave lidt, er sikker på, det nok skal gå! Og er kæmpetaknemmelig for den omsorg og hjælp jeg har fået fra mine ridevenner.
Lang historie - I know - og tak fordi i har fulgt med, det var svært at gøre det kort. Vil blot dele min store glæde over at kunne - i en eller anden form - fortsætte min ridning, beholde min hest og hele livsstilen omkring dette 
Forhåbentlig også til glæde for andre med lignende problematik.
Sys
Men jeg kunne mærke at skridtture gav en blid og god massage. Jeg er endnu ikke kommet i gang med trav og galop, indrømmet fordi hun er så svær at side på og jeg er lidt nervøs for at falde af. Hm... Og jeg er så 'kun' 48
, som med tiden vil gøre, at jeg også kan komme videre i trav og galop !!
Men så kan det hjælpe at sidde i let sæde, også i galop. Når ryggen så er varmet op (ca. 20 minutter), plejer jeg at kunne sidde ned/letridning.