Jeg kan genkende det første du nævner - det med at være den eneste, der roser verbalt.

Jeg gjorde rigtig meget af det, da jeg havde Whisper. Jeg ved ikke hvordan man ellers skulle rose? Når man rider har man jo tøjlerne i hænderne, så man kan jo ikke komme ned og klappe hvis det fx er i galop eller generelt en øvelse der kræver, at du ikke slipper tøjlen.

For mig at se er der ikke andre måder at rose hesten på, og jeg gjorde det i stor stil jeg elskede at se Whispers små ører lige vende tilbage mod mig når jeg roste ham, så vidste jeg han lyttede

Men du kan tro jeg har fået mange mærkelige blikke for det!

Især de voksne ryttere med deres DV-heste. De sad altid og sagde aldrig et pip, og hvis os snottede pony-ryttere (dvs mig) roste hesten verbalt, så fik vi lige et "damn du er weird" blik med på vejen!

Dog oplevede jeg ikke, at de skældte ud verbalt heller, de sagde faktisk stort set ingenting..

Der blev tit straffet, som du beskriver, med spark i siden eller et rap med pisken.

Og det var selvfølgelig ikke alle, der red sådan, skal det lige siges

Og det var sjovt nok de samme ryttere, som også gjorde det med at vise sig frem, når der var "publikum". Det gjaldt også pony-ryttere, så drønede de rundt i fuld galop på hovslaget, for at vise hvor hurtig deres pony var.

Det er lidt noget pjat, man burde koncentrerer sig om hesten, og ikke hvem der står og kigger på

Og herre GUD jeg har også lavet mange fejl, det er slet ikke det!

Men lige præcis hér skildede jeg mig nok lidt ud.

Ja, det har jeg oplevet. Forskellige steder, desværre.

Jeg har også oplevet at folk ikke roser deres heste. Når jeg rider så bruger jeg også meget stemmen som ros og taler lidt "babyagitgt" til ham når han gør det korrekt. Fordi han rent faktisk opfatter det og bliver mere afslappet når jeg gør det. Han bliver sådan lidt glad af det kan mærke på ham.

Jeg får mange kommentarer om "hold kæft hvor du snakker" eller hvorfor snakker du så meget når du rider hehe. Jeg forklare dem at jeg roser min hest og så bliver de lidt mærkelige at se på. Men jeg er sådan set ligeglad Det hjælper på min hest og jeg bruger derfor stemmen meget. Også når jeg bremser ham så siger jeg også prrruuu osv.

Jeg roser også min hest ved at give efter og lade ham være i fred når han gør det korrekt.

Godt at høre jeg ikke er den eneste der taler til min hest Det har jeg nu altid gjort, men indrømmet, så gør jeg det mere med denne pony, da det hjælper den med at bevare fokus når der er mange andre i ridehuset Dog dæmpet, så det kun er min hest og evt "forbipasserende" der hører med - kan nemlig huske en veninde der altid kom med et meeeeget højlydt "DYYYGTIIIG" til sin hest hver gang den hoppede et spring. det blev jævnt irriterende i løbet af en hel springtime

Når jeg lige læser mit eget indlæg igen kan jeg se, at jeg har brugt lidt meget plads på at forklare hvordan jeg red - men uden at forklare hvorfor jeg skrev det. Det er mest fordi det er meget få der - af hvad jeg har bemærket - giver sig tid til at mærke "hvordan er min hest idag". Det er som om, at nu de er kommet ud til hesten, så skal den ha' hele armen! Norbert får sandelig også lov til at lave noget, og var idag ret så træt efter en hård træning med nedsidning, samling og galoparbejde. Men 4 ud af 5 dage står den på spring/løsgørende arbejde/tur og ikke samling - for han skal jo ha' opbygget de der muskler før de kan bruges. Men det er ikke den samme indgangsvinkel jeg oplever.

Og igen - alle må da ride som de vil, men det er som om der hersker en form for konkurrence i det daglige om, hvem der er bedst/har den smarteste hest/osv. Og det har jeg bare meget sjældent oplevet i en privatstald?! Jeg ELSKEDE da at vise min hest frem på stævnepladserne, og den lille Norbert skal måske også ud og prøve det, men: I det daglige, der var det altså en hel del mere vekslende træning end det jeg her oplever

Jeg roser også min hest. Både ved at give efter, rose med stemmen, og evt. klap på halsen med indvendig hånd.

Når det så er sagt, så er der også nogen der, efter min mening, "over roser" der heste. Forstået på den måde: Der bliver råbt: DYYYGTIIIIIG, efterfulgt at nogle MEGET voldsomme KLAP KLAP KLAP på halsen.

Nogen gange tænker jeg om hesten overhovedet kan kende forskel på om den har gjort noget godt eller skidt, da der bliver råbt og "slået" i begge tilfælde.

Selvfølgelig kan man ikke rose for meget, men jeg synes lige man skal overveje om man "overfalder" sin hest, når man roser.

Og så er der også dem der SKAL tale engelsk eller svensk til deres heste - det kan jeg altså ikke lade være med at fnise lidt af. "ooohh goooood booooy, eller BRA BRA" fnis, men hesten er nok lige glad ;O)

Nu til tråd starter, jeg kan fint følge dig. Det er også en rigtig god spiral at rose. Forstået på den måde, man roser, hesten bliver glad og gør det endnu bedre, man roser endnu mere osv.

Og det bedste af det hele er, at man efter rideturen er blevet i godt humør og føler at man har lavet en masse godt. Fremfor hvis man skælder ud hele tiden og kommer ind i den negative spiral. Måske har hesten hverken gjort det værre eller bedre, men hvis man har rost, for selv den mindste lille fremgang, bliver det en bedre tur for alle.

Jeg synes de fleste ryttere hos os roser hesten verbalt.

Jeg småsnakker en del med hesten, navnlig når vi er ude på vejene hvor der er så mange farlige ting ;o)

Jeg bruger i høj grad også stemmen til at standse hende eller dæmpe hende. Men det er ikke så velset, hvad jeg sådan set er ligeglad med. Hellere sige prrrrr end hive en masse i tøjlerne ;o)

Jeg roser også min hest når den gør det rigtigt - men jeg er så også en af dem som giver den en ordentlig verbal overhaling når den bliver ved med at gå sine egne veje. Det er ganske effektivt, for det er et "signal", som den kender fra jorden. Jeg foretrækker klart at råbe af min hest, fremfor at slå den, flå den i munden, eller hvad folk nu ellers finder på. Råberiet er måske nok temmelig tydeligt for andre, men jeg synes det er en mild måde at sige til min hest, at "nu er det altså nok".

Mht. anden del af spørgsmålet, så har jeg også set især unge ryttere, som har mere travlt med at få deres ridning til at se ud af noget, end rent faktisk at ride godt. Jeg kender en som formåede at hidse sin ellers meget, meget rolige hest op, sådan at hun kunne råbe til os andre om hvor vild den var, sparke og slå lidt på den, og så være stolt af at hun kunne styre sådan et vilddyr. Men man skulle altså ikke være meget ældre en teenagealderen for at se hvad der foregik Det er vel en måde at komme til at føle sig dygtig på, men det siger bare mere om, hvor lidt vedkommende evner. Jeg har meget mere respekt for en person som kan ride sin hest lydig og rolig, end for en som kan rive hesten rundt i øvelser. Hvis bare man sparker hårdt nok kan de fleste heste vel gå sidelæns.....

Jeg er også én af dem der roser verbalt.. Jeg er os én af dem andre fniser af, da jeg bruger udtryk som:

Goooooood girl, Easy, waow og dygtiiiiiig.

Jeg er westernrytter og det at bruge amerikanske udtryk ligger ret naturligt for mig. Ikke fordi jeg syntes det er sejt, men fordi ordlyden passer rigtig godt til det jeg vil opnå.

Et langtrukken eeeeeaaasssyyy får automatisk min hest til at slappe af, vende ørene mod mig og lytte.

Ja, jeg er underlig, men er faktisk ret ligeglad, for jeg får resultaterne jeg vil ha.

Mht. til dit andet punkt TS:

Åh jo det sker ofte!

På min rideskole er det nok især de unge der har en tendens til at være lidt ekstra hård ved deres pony, når der er folk der kigger. Forstår simpelthen ikke hvorfor.

Når andre mennesker kigger på mig, så kæmper jeg ikke med hesten, men med at få min egen holdning gjort perfekt og få hesten afslappet.

Jeg syntes du har fat i en rigtig vigtig problemstilling

Jeg har oplevet ovenstående scenarie både på almindelige rideskoler og på private opstaldningssteder, så jeg mener ikke der er den store forskel.

Det er langt hen ad vejen menneskeligt, at vi alle gerne vil vise vores "bedste" når der er tilskuere på og så går man let på kompromis med ridemetoder og sund fornuft. Tøjlen bliver nemt kortet et par ekstra centimeter og det kan være svært at bevare forståelsen og tålmodigheden, når ponyen igen rykker hovedet op eller skyder skulderen ud. Så kan det være fristene for især de helt unge ryttere, lige at hive lidt ekstra eller give et rap med pisken.

Det kan være svært at sætte fingeren på, hvad man skal gøre for at komme denne "kultur" til livs, da jeg er bange for at mange ikke for alvor er bevidste om det. Ligeledes kan det være svært at "gribe ind" overfor den slags små-situationer, hvor man måske lige syntes den ene eller anden har sparket for hårdt til sin pony, eller savet den vel meget i munden. Det kan hurtigt komme til at virke en anelse overhysterisk.

Men jo, man skal helt sikkert tage fat i folk og tage en snak med dem. Jeg har selv gjort det i flere tilfælde, men det kan være svært at trænge igennem til 15 årige mutte piger, der rider sammenbidte rundt på deres ponyer.

For piger i den alder, betyder det alt, at andre anerkender dem for det de gør. Mange af dem, er yderst følsomme overfor kritik eller forlag der kan tolkes kritisk.

Ligeledes tror jeg heller ikke at kombinationen af ponyer og teenagehormoner/temperament, altid er af det gode.

Dermed ikke sagt, at det samme kan være tilfældet for voksne ryttere.

Det kræver en smule robusthed og selverkendelse, at "turde" fejle i offentlighed. Derfor kan man tydeligt mærke at mange ryttere bliver presset og gerne vil levere noget perfekt, når de ikke er alene i hallen. Det er ikke fordi de hverken er onde eller dumme, de er bare mennesker.

Jeg tror der skal være mere fokus, især måske i blandt de helt unge ryttere, på at få fokus på glæden ved at ride og være sammen med ponyen på en positiv måde. Det er helt fint for mig, at folk har ambitioner med deres ponyer, men ambitionerne må aldrig stå i vejen for den måde man behandler dyret på. Det burde måske tages op som obligatoriske kurser i rideklubberne, hvor det blev ridset op for eventeulle nye medlemmer, hvordan man ønsker "omgangstonen" med andre levende væsner foregår

Jeg roser verbalt, men det er ogsaa muligt at rose ved at 'lade hesten vaere i fred'.

Min tidligere ridelaerer stilede efter at rytteren 'nul-stillede sig' i sadlen og undlod at forstyrre hesten, saa snart et signal var givet, og hesten havde svaret.

Netop troen paa at man imponerer ved at 'give hesten gas', eller hvad det nu er for sludder Andreas Helgstrand som regel fyrer af, er det problematiske ved den maade der rides 'professionelt' dressur paa nu til dags. Det er forkert, men alt for mange heste lider under deres rytters tro.

Jeg er nok en af de lidt stille ryttere der ofte roser ved at give hesten fred når den går korrekt og et lille klap til den side hesten evt. er stillet til. Dog bruger jeg ofte "Braaaa", mest fordi jeg engang havde en underviser der sagde det en del. Og egentlig tror jeg det er ligemeget hvad man siger til hesten, den reagerer nok mere på tonefaldet eller hvis den kender til en bestemt kommando.

I forhold til hvorvidt man "viser sig frem" i et ridehus med tilskuere, tror jeg det hænger sammen med nervøsitet. Hvis jeg dagligt skulle træne i et ridehus med masser af tilskuere, ville jeg nok også være lidt mere stiv, end når jeg rider hjemme.

Der er ikke noget, der kan gøre mig mere deprimeret, end at se en håndfuld ryttere blive båret rundt i et ridehus, uden at en eneste kommer med en rosende bemærkning eller på nogen måde lader deres hest vide, når de har gjort det godt, eller har gjort, som der blev forlangt.

Jeg går meget op i at have det sjovt og rart sammen med mine heste, og de får altid afvide, når de gør det godt, især, hvis det er en ny øvelse eller noget i den stil.

Samtidig er jeg blevet alt for smittet af de portugisere, og jeg fløjter rigtig meget af/til mine heste, når jeg træner dem, også fra ryggen af, derudover er der også lyde som 'epaaa' eller 'ahhh', og jeg er glad for, at jeg ofte rider alene herhjemme.

Er jeg nervøs, eller er hesten nervøs, så hjælper det altid at fortælle historier, jeg kunne aldrig finde på bare at sidde déroppe i en hel time og ikke sige et ord eller rose min hest, når jeg synes, den har fortjent det.

Rigtig mange ryttere kan sagtens fortælle deres heste med store bogstaver, når de gør noget galt, men ikke, hvis de gør noget rigtigt - Så de ved aldrig, hvornår de gør et godt stykke arbejde.

Jeg kan godt forstå princippet i at 'vise sig lidt frem', når nogen kigger på, men så skal man sørme have noget at have det i. Personligt har jeg ofte trænet sammen med mange andre og tilskuere, men de sidste par år har det primært været herhjemme på privaten, og kunne da godt forestille mig, at jeg er lidt mere påpasselig ude - men jeg plaprer nu stadig af den grund!