dejlig tråd ....

jeg elsker lyden af mine heste når jeg kommer i stalden, de pruller begge glade

jeg elsker at dufte til dem

sidde i boxen med dem imens de spiser, ved siden af deres hø, og hjælpe dem en gang imellem

gå lange ture med dem

strigle og nusse så længe de har behov for det, og tro på, min den store kan snilt fortælle mig jeg skal smutte nu

ride på min store pige og glemme hele verden omkring mig og ingen tanker i hovedet andet end hmmmmmmmmmmmmmmmmmm hvor dejligt

jeg føler mig fuldt ud lykkelig i deres selskab.....

jeg jo desværre ikke mere, men ellers vil jeg sige det bedste for mig det er når jeg kan se mine heste er i trivsel

Det er en stor tilfredsstillelse at se en hest i god huld, have det godt sammen med artsfæller.

Når man står på folden med en mule, der nusser hver hånd, og de bagefter begynder at diskutere, hvem der skal snakkes med.

Når de vender sig om, mens de spiser hø, for at se, hvad jeg laver, og bare har de største, blide, dybe øjne.

Når man smelter i et med dem under træning, så man er ved at glemme det mål man havde for dagen, fordi man er så meget i nuet, mærker, føler, og tænker ikke så meget.

Når jeg kan mærke, de lytter til mig, og forstår hvad jeg vil mentalt, selvom de godt kan handle anderledes fysisk. Det er nu lidt sødt når de har vilje. Min eks var sikker på, jeg wrestlede med hesten, udfra det, jeg fortalte

Man kan komme til at tænke over, hvor overfladisk det egentlig er at have ydre mål, men synes nu, man har brug for begge dele. Man kan ikke bare blive i trance-tilstanden.

Det er så hyggeligt, når man går udenfor, pifter efter dem, og der i hvert fald er én (eller flere - somme tider dem alle fire) der kalder tilbage: "Weee! (Altså, et vrinsk) Nu sker der måske noget! "

Det er også smadderhyggeligt at se dem stå og gumle hø i deres løsdriftstald, mens det blæser, regner og/eller sluder.

Men noget af det bedste er måske, når man oplever den tillid fra kræene, at man om sommeren, når de ligger og feder den, kan lægge sig ved siden af/oven på/læne sig op ad dem og nyde solen sammen med dem.

- Eller sætte en blomsterkrans på hovedet af dem

Min skal bare se på mig med sit dejlige udtryk, og jeg smelter!

Mvh Jumbo

Da kræet ikke løb væk fra mig på folden men kom hen til mig - da havde vi haft hende 1-2 måneder. Måske var det fordi jeg begyndte at sige gulerødder gulerødder gulerødder

Og de 5-7 m hvor jeg endenlig får sæde, ben, vægt og det hele til at passe sammen, så hun bøjer sig blødt og rart og jeg kan nøjes med spidsen af en finger på tøjlen. Nå, det øver vi stadig på ....

Og når hun lige skal ha hovedet ud af boksen fordi jeg nok har en godbid til hende.

Og da hun første gang satte en hov på det faaaaarlige plastik, da hun gik over det uden træktov og da jeg kunne lægge det op over halsen på hende.

Og når hun standser uden at jeg skal trække i grimen eller tovet, og hun kan bakke bare fordi jeg peger på bringen.

Lykken er:

- at høre hestene spise deres krybbefoder. Der er en skøn ro i stalden og deres gumlen er lige prikken over i'et.

- at høre dem gumle deres stråfoder i sig.

- at kunne kravle op på min sten og direkte over på "ridedyret", uden den går inden jeg "lander" på ryggen. .

- at have en god tur, hvor den ikke bliver skræmt af sten, skygger, træer, traktorer osv... Altså en habil konehest, som ikke "taber" sin rytter. .

- at trække dem til fold, blot med et træktov om halsen. Uden de "løber om hjørner med en".

- at de kommer ind fra folden, når jeg ringer med klokken. At stå og se "alle ens" heste kom imod sig i fuld galop. At høre galoperende hovene og se dem komme med ørene fremme!

- at de (udvalgte) kan gå alene fra folden og ind på deres EGEN plads i stalden. .

- at se "lopperne" og is-bamserne vade rundt i sne og frost og se helt og aldeles lykkelige ud. (Da min søn for nylig mistede sin hest gik han til det sidste og håbede på at det ville blive "rigtig" vinter inden hun skulle dø, fordi netop dét kunne hun så godt li'... )

Dejligt at blive mindet om essensten i det at være hestepige. .

Det opvejer det papirbøvl der er kommet med pas osv., breve fra dyrlægen, regninger til foderhandlen osv...

Et par situationer står helt klart i min bevidsthed:

Sad inde i boksen hos mit livs hest og var rigtig ked af mit liv generelt. Det var sen aften og jeg burde gå ind. Så lagde hun sig ned ved siden af mig og vi fik en rigtig god snak om det hele. Det var en fantastisk oplevelse for mig.

Hendes dejlige mor, som desværre ikke er her mere, løb med flokken op gennem mudderet i løbegangen, og når de alle var kommet op til leddet, så vendte hun om og kom ned efter mig. Så gik vi sammen op gennem mudderet og man kunne lige tage fat i hendes man for at holde balancen.

En af de værste dage i mit liv var til gengæld også den dag jeg måtte sige farvel til den gamle hoppe, da benene ikke kunne mere.

Generelt så er der stjernestunder hver dag man er sammen med de heste man holder af. Man skal bare stoppe og huske at nyde dem. Jeg plejer at sige, at hestene er de eneste som aldrig har svigtet mig, de er bundærlige, bærer ikke nag, en skovl er en skovl og en spade er en spade, ikke så meget pjat der. Hvor mange mennesker kan man sige det om?