Synes du skal være ærlig overfor lægen og sige det som du har det, at du på nuværende tidspunkt føler det håbløst at arbejde i forhold til dine skader/smerter, at du måske synes det er tidligt med førtidspension, men at du på nuværende tidspunkt ike kan se andre løsninger, og går ud fra der ikke er udsigt til bedring indefor nærmeste fremtid alligevel......? Synes dog ikke du skal nævne noget om dine planer vedr. hesteholdet.. det kan godt være der er mange ting i det og at du har en kæreste/ven eller noget der kan hjælpe dig, så du ikke skal lave det hårde, men tror det vil være dumt at fortælle ham idet han bare fortæller det videre i en evt statusattest.

Det er ikke noget at gøre med at snyde, for er sikker på lægen vil se det som en opholden af noget livskvalitet, men er bange for, at det vil din sagsbehandler ikke...- Men jeg tænker også lidt selv om du er realistisk? Det er jo slemt når man når derud hvor man ikke kan se andre udveje end FP, så er du sikker på det ikke bare er ønsketænkning, at du kan klare de der heste? Måske bare nøjes med en hest, og så få den opstaldet et sted hvor der bliver sørget for de værste praktiske dagligdags ting som udmugning og ind- og udlukning?

Det er ikke din læge du skal have fat i,hvis du ønsker en FP,men der imod kommunen.

Der er da ikke noget der hedder for ung til FP,er man syg er man syg.

Sygdom har desværre ingen alder..

jobcentret på din kommune og sørge for at være aktiv deltagende i jobprøvning, indhentning af læge doks. m.m.

Da du elles kan risikere at få afslag på det foreliggende.

Jeg tænker dog lidt på at om du ikke skulle prøve søge om at blive fleksjobber

Fuld løn for 3-4 timers let arbejde om dagen.

Så kommer du ud blandt andre mennesker og det er ikke en dårlig ting

Måske et kontorjob med hæve-sænkebord, god kontorstol og lette arbejdsopgaver?

Så tjener du en fin løn, spare op til pension og får en masse erfaringer både personlige og erhversmæssige.

...hehehe...det er vist tydeligt at jeg prøver at sælge fleksjob ideen.....

Som du har nok har læst af øvrige tråde omhandlende førtidspension, så er det jo ikke sådan bare lige at få.

Det er gennem kommunen du skal søge.

Jeg tænker, er det din ryg der driller eller er det depressionen der gør der uarbejdsdygtig?

Hvor meget er der gjort for dig?

Hvis det er din depression, ville der evt. være mulighed for medicin/samtaler/terapi?

Ved ikke hvor gammel du er, men det er IKKE lykken at være pensionist.

At du har en drøm om hestehold, synes jeg er super, hold fast i den, for drømme skal man have, bare du er realistisk, inden du går i gang.

Men tag gerne en samtale med din læge, hør hvad h*n mener du kan gøre.

Held og lykke og god bedring.

Spørgsmål som popper op.

Hvor gl. er du.?

hvordan har du forsørget dig ind til nu.?

Bliver du behandlet for depression?

Er det primært ryggen, eller det psykiske som er problemet..

Men ja tag en snak med din læge i forste omgang.

Derefter kan du kontakte din kommune, få en sagbehandler og få et møde med vedkommet.

Du skal forvente et længer forløb, med speciallæge undersøgelser, arbejdsprøvninger, evt omskolingsforløb/ udannelse.

Det kan tage mange år at få tilkendt pension, især når man er ung, og idag er det endnu sværer, da politikerne jo ar meldt ud at de ikke ønsker fpér under 40 år.

Held og lykke

Der er en rigtig god hjemmeside som hedder www.k10.dk der kan du læse lidt om det og spørge mere til råds.

Hej alle.

Tak for jeres svar.

Jeg er 21år, og jeg har forsøgt medicin mht. depression, men min læge og jeg er enige om det ikke er noget jeg skal have. Kan ikke tåle medicinen bl.a. og har prøvet mange forskellige.

psykologhjælp er jeg blevet tildelt, men depressionen gør at jeg ikke kan tage mig sammen til at få sendt henvisningen til kommunen igen. Sidst jeg gjorde det, og fik tildelt nogle timer, fandt jeg en pyskolog som ikke lige passede med alt kommunen mente, og ja, når man er depri, så er det bare nok til at knock out en. :s

Jeg har ved mange læger i flere år nævnt at min ryg er helt gal, men ingen har taget mig seriøs, ligesom der gik længe inden de tog depressionen seriøst. Nu har jeg en god læge, som desværre meget sjællen er i min lægepraksis ææv ..

Men jeg fik en tid sidste år ved et rygcenter først i 2012 :s

Det er jo til grin at skulle vente så længe, men igen deprissionen gør jeg ikke kan tage mig sammen til at ringe og høre om en ny tid. Min kæreste har ringet, men de siger jeg selv skal ringe logisk nok. Jeg kan sidde og tænke flere gange. DET SKAL JEG GØRE (om alt, vigtige opkald, rengøring, oprydning, generelt stå op) men jeg gør det ik :s

Min depression er jo kommet efter jeg væltede med hesten som 17årig, der gik jeg på kokkeskole, og var meget aktiv med hestene. Men det er selvf. ikke kun ulykken der gjorde mig depri, der er mange ting for fortiden, og nutid der spiller ind. Men efter jeg væltede, og jeg så blev nødsaget til at køre 15km hjem på scooter med voldsom hjernerystelse og en brækket ryg, og da jeg endelig kom ind på hospitalet og fik taget røngten, så tog de selvf. ikke af min ryg, men kun af min skulder, som tog det meste af faldet. Jeg fik af vide intet var brækket men jeg var død hvis jeg ik have haft hjelm på. Fedt fedt :s

Nu har min læge så sagt min ryg nok var brækket op til 2 steder, og det er helet skævt! Fantastisk! Og så kan jeg først få en tid i juni 2012 !!!! Og den tid fik jeg i 2010!

- I dag rider jeg igen, og har 2 ponyer jeg selv har tilredet, ridning er grunden til jeg ikke blev lam, da muskler holdte brudene sammen, og det styrker også min ryg i dag.

Men jeg kan fx. ikke rense hove. hvis jeg bukker mig ned kan jeg ikke komme op igen. Det gør frygtelig ondt. Så min kæreste renser hove på pigerne.

Jeg kan ikke muge ud, skubbe en tung trillebøre, sidde/ligge i een stilling mere end 5min af gangen. osv osv ..

Jeg vil kæmpe for at få kontaktet kommunen om pension, og så håbe. Men det er ret opgivende, hvis det allerede nu skal tage længere tid.. Har været sygemeldt i 4år on/off.

Tak fordi du læste.

Det du gør er at få lavet en fuldmagt, det vil din kæreste sikkert godt hjælpe med. Den sender du ind til patientkontoret, så du kan lade en anden ringe for dig fremover.

Dette betyder, at en anden kan ringe ind og få din ventetidsgaranti overholdt. På den måde vil der være chance for en hurtigere tid på rygcenter.

Ellers skal du have en henvisning til smertecenter. Igen få lavet den fuldmagt så en anden kan snakke med lægen. Smertecenter er en blanding af psykologer, læger, socialrådgivere og fys. De forstår din situation og kan hjælpe dig.

Du skal være velkommen til at sende en privat besked. Jeg har selv fået ændret hele mit liv pga. en rideulykke.

Godmorgen Chris 97

Mange tak for din besked. Det vil høre min kæreste ad, når han kommer hjem fra arbejde. Lyder meget godt det du skriver

Og det kunne da godt, at være man skulle skrive privat med en, der kan sætte sig ind i situationen.

du får førtidspension fordi du er doven (jeg ved godt det er hårdt sagt, men hvis du syntes det er slemt lige nu, så forvent ikke det bliver en lettere kamp at få førtidspension)..

Livet er hårdt, men du er altså nød til selv at tage lidt ansvar også.. Jeg forstår slet ikke at du har så svært ved at få en henvisning..

Jeg gik til min læge, fik en henvisning og en liste over de psykologer der tog imod folk med henvisning og 3 uger efter sad jeg ved hende første gang..

Med det du skriver kan jeg næsten med garanti love dig, at du ikke vil blive tilkendt en førtidspension. For du er ikke uhelbredeligt syg.

Din depression kan helbredes og det vil jeg tro din ryg også kan. Om ikke helt, så i hvert fald nok til at du kan arbejde i et skånejob eller lign.

Jeg har selv gået sygemeldt mere eller mindre siden jeg fyldte 18 år (i dag er jeg 28). Jeg har startet uddannelse og job flere gange i forsøget på at blive selvforsørgende, men det har slået fejl hver gang. Kommunen vil slet ikke tale om førtidspension, for min lidelse er måske ikke uhelbredelig - måske. Det skal i hvert fald først testes på alle leder og kanter med arbejdsprøver, revalidering osv osv osv... et langt helvede jeg skal trækkes igennem, og jeg vil råde alle og enhver der kan undgå at skulle igennem det samme, at finde en anden løsning!

Jeg tror det er din depression der gør, at du bare har lyst til at give op og tror at førtidspension er den nemme løsning - men det er det ikke! Tværtimod....

Jeg er helt enig med Annemette og Textor. Du kommer helt sikkert ikke til at få tilkendt FP når du ikke har afprøvet de ting der kan gøre dig rask. Du skal i behandling hos en psykolog, og det er dit ansvar at få ringet en op. Evt. kan du vel få din kæreste til at støtte dig?

Jeg har i nu 3½ år været trukket igennem alle mulige og umulige tests af forskellig art mhp. førtidspension jeg har på skrift fra psykiater, læge og erhvervsevne prøvning at min tilstand er stationær og uhelbredelig alligevel er nyeste påhit at jeg skal igennem en helbredserklæring fra egen læge og gud ved hvad de finder på efter det - et eller andet skal de nok hitte på at sende mig til derefter.

det er meget hårdt især fordi man jo netop ikke har ressourcerne til alt det, men man har ikke noget valg, min familie har hjulpet mig gennem det meste, sørget for jeg huskede at ringe til feks psykiater, ringet og fået mig op i rette tid, taget med mig ind til diverse møder osv. det kan anbefales at indvolvere sin familie.

jeg tror du får meget svært ved at få tilkendt førtidspension det lyder ikke til dine sygdomme er nok udredt endnu - og det kan tage mange år at få det.

jeg synes mit forløb er rigtig rigtig hårdt og det kan ikke anbefales nogen at gå det igennem uden absolut alt andet er prøvet.

held og lykke og rigtig god bedring håber du finder din rette hylde.

Du skriver at din ryg "nok" er brækket, dvs. Du ved det ikke med sikkerhed!?

Da min mand også brækkede ryggen 2 steder efter et frontal sammenstød med en klippeside på en MC, turde man knap nok sende ham fra Helsingborg i Sverige og til Riget i Kbh. Herefter var han igennem en større operation, på en cooktail af stærke smertestillende piller og flere mdrs. genoptræning efterfølgende.

Da han blev udskrevet, fik han div hjælpemidler med hjem fra hospitalet for at kunne klare hverdagen, og jeg måtte bade ham og give ham tøj på m.m. Dette til trods, arbejde han hjemmefra på sin PC kun 6 uger efter ulykken, når han ellers kunne sidde oprejst pga. Smerter.

3 mdr. Efter, og imod lægens anbefalinger, smed han de smertestillende (da han ellers ikke måtte køre i bil til arbj). Dette dels pga. Han afskyer at være så passiv, og dels fordi Kommunen var begyndt at røre på sig, og ville have ham til samtale med henblik på at starte op igen. Da han så har knap 3 timers kørsel til arbejde daglig og måtte sidde op, lå han i stærke smerter fra han trådte ind ad døren til han skulle på arbejde igen.

Idag er han kommet sig helt, og mærker ikke det store til sin ryg, andet end mindre fleksibilitet pga, et par store titanium skinner ned ad rygsøjlen.

.... Og hvad vil jeg så med min historie?

1. Hvis din ryg overhovedet er brækket, og hvis din læge ellers er faglig kompetent ville han givetvis havde sendt dig til røngten med det samme som minimum.

2. Hvis kommunen er så hurtig på stikkerne, efter en mand der har arbejdet fuld tid siden han blev 18 og frem til ulykken, og i den grad kunne fremvise en journal der dokumenterede hans alvorlige rygskade, samt en brækket brystkasse, så er det nok tvivlsomt at du bliver bevilliget FP uden yderligere indgående undersøgelser.

Jeg håber da ved gud ikke at man sender unge piger på FB, på så tyndt er grundlag. Det ville dag være en katastrofe både for personen selv og for samfundet.

Forstår ikke hvorfor FB'ere ofte bruger udtryk om at de bliver slæbt igennem systemet.

Virkeligheden er vel at kommune og læger desperat prøver at finde en behandling eller et arbejde som den syge kan klare og have glæde af?

Er det at blive "slæbt"?

Hvorfor så modvillig, vil man ikke hjælpes?

Det er ikke for at fornærme nogen, men nogen gange lyder det altså som om at borgeren har sat sig for ikke at skulle arbejde mere, mere end det lyder som om at man er intresseret i at finde et egnet job eller en behandling??

Måske er det derfor at fordomme om dovne FP'ere opstår?

Stadig ønsker jeg ikke at fornerme nogen. Jeg undrer mig virkelig.

Man bare får, du skal have 0 erhversevne tilbage, og alle muligheder for behandling skal være udtømte.

Som det er med din depression, vil jeg foreslå, at du får en henvisning til en speciallæge, altså en psykiater, der også bedre (med al respekt for din privatpraktisende læge) bedre kan udskrive medicin, der passer til dig.

Når man er deprimeret, kræver ting meget langt tilløb, små ting virker uoverkommelige, og det er netop det, der kendetegner en depression: Man orker intet, er træt og trist og energiløs.

Du skal regne med, at udredning af diverse somatiske og psykiske sygdomme tager lang tid, især hvis man er dårlig til at gå til læge. (Det er jeg).

En FP giver ro i sjælen, man slipper for kommunen, men så skal man også være meget sikker på, HVAD man skal stille op med sig selv- hele RESTEN af livet. Det er faktisk svært....

Pøj pøj med det hele!

Man bliver måske ikke slæbt, med sendt rundt..

Min historie jeg arbejdede på et plejehjem, da jeg blev syg,jeg var der i 7 år, de 2 sidste var jeg tiltagende syg, men gik på arbejde, fordi min læge og diverse sygehuse ikke kunne finde noget.

Så blev min sygdom helt slem, og jeg kom til en ny specialist, som gav mig en diagnose, og sagde at jeg som minimum, skulle delvis sygemeldes.

Med min diagnose gik jeg så til min områdeleder, men hun og kommunen bestente at kunne jeg ikke arbejde på fuldtid, så kunne jeg blive fyret, og inden for 14 dage blev jeg fyret og fik besked på at kontakte en socialrådgiver, med henblik på revalidering.

Det første ½ år gik med at socialrådgiveren/ sagbehandleren kløede sig i røven. Nå men jeg fik da lidt fred og ro og gik jo på opsigelse fra kommunen, havde ret til 7 mrd. med løn..

Så sendte kommunen mig på et 3 mrd kursus i smertehåntering.

Så sendte di mig til en reumatologisk overlæge og til en neurologisk undersøgelse.

De bekræftigede min første diagnose.og at den var stationær.

Så sendte de mig i en arbejdsprøvning jeg ikke kunne klare.

Så prøvede de at få Revanord til at tage mig ind til arbejdsprøvning, Hvilket de ikke ville pga. min sygdom, de fortalte kommunen at den kunne forværre min sygdom.

Nå så forlangte kommunen at jeg gik til psykolog.

Det gjorde jeg så, hun fortalte kommunen at jeg ikke fejlede noget en psykolog kunne hjæpe med..

så sendte de mig til en ny neurolog, som skrev en længere udredning til kommunen om at der ikke var anden mulighed en førtidspension.

Så sendte kommunen mig da lige arbejdsprøvning igen.

Hvilket jeg ikke kunne klare.

Så gik jeg hjemme en rum tid igen og var bange for at de ville tage sygedagpengene far mig, da jeg jo faktisk havde gået 2 år på sygedagpenge..

Men heldigvis fik jeg en ny sagsbehandler,( den 3 i forløbet) som læste min sag igennem og indstillede mig til pension..

Så ved da ikke rigtigt om jeg vil give dig ret i kommunen bare ville hjælpe... Tværtimod forværrede de min sygdom.

Men hvis man ikke bliver undersøgt, eller prøvet ved man jo ikke nødvendigvis om der er en behandling, eller om der faktisk findes jobs man kan klare.

Man er jo nød til at blive set af de forskellige specialister på området, det må da også være ønskeligt at finde en behandling hvis man som mange skriver, lider af kroniske smerte, eller man er hæmmet i at gøre hvad man lyster resten af livet.

Det virker på mig som om at man når et eller andet punkt af sygdom, træthed, tristhed, travlhed eller andet og så beslutter man sig for, eller andre nævner at FP er en mulighed og så lukker den syge selv helt ned for alle andre muligheder og eneste mål bliver FP.

Når FP så er opnået, fortsætter den syge så med behandling hos fysioterapeut, psykiater, oa?

Jeg syntes nemlig at dem jeg har kendt ikke længere syntes at det er nødvendigt.

Det forstår jeg simpelthen ikke......

Arbejde kan faktisk være sjovt, givende og befordrende for selvtilliden, samt skabe livslange venskaber og god økonomi, det er MEGET at give afkald på.

Stadig ikke for at træde på nogen, jeg forstår det bare ikke og jeg vil så nødigt have fordomme...

Jeg synes det virker helt fjollet, at en 21 årig tænker over FP. Jeg har set det smertehelved min mor har været/er igennem, og det tog lige knap 4 år for hende, at få en udredning fra kommunen.

Du siger du har en muligvis brækket ryg - der er helet op fordi du har redet og dine muskler har gjort at ryggen har kunne bære. Jeg tror simpelthen ikke på dig. Min veninde fik en hest ned over sig, hun havde brækket ryggen 2 steder. Der gik et år før hun kunne gå og stå uden at have ondt - en hest kom hun først op på igen efter 2 år - da ryggen simpelthen ikke kunne fungere. Du siger du kørte hjem efter styrtet, hvor du skulle have brækket ryggen. Hvis den havde været brækket - så havde du efter min bedste overbevisning ikke kørt nogle steder.

Du virker på mig, desværre, lud-doven ! Det er muligt, at det er din depression der gør det. Men ved du hvad, jeg lever et liv med angst og depression - og jeg læser på universitet ! Man kan skam sagtens leve et fornuftigt liv med depression. Hvis du gad, at tage imod den hjælp der faktisk er i vores velfærdssamfund - så ville du også kunne lærer at leve med din depression. Du viker som om, det nemmeste for dig bare er at sidde og lade stå til. Fordi du ikke gider at deltage aktivt i dit eget liv.

\\ Pernille

Når FP så er opnået, fortsætter den syge så med behandling hos fysioterapeut, psykiater, oa?

jeg kan da fortælle at min sag netop er gået i hård knude fordi jeg ønsker at fortsætte psykologisk behandling, min socialrådgiver mener det kan tolkes som om jeg så stadig har en chance for at blive bedre, trods jeg har papirer fra flere special læger om at det ikke sker, min egen læge mener det er noget pjat det min socialrådgiver siger, hun mener sagtens jeg kan fortsætte hos psykiater selv om jeg er på fp, - så nej systemet er ski ikke nemt.

nu kan de to så bruge ½ år på at nå til enighed- sådan går tiden bare igen og igen og det er altså svært at få lov at fortsætte sin behandlinng når fp er tilkendt.

Annemette:

Jeg har så svært ved at forstå unge mennesker, som hellere vil gå hjemme på kontanthjælp og bare lade andre mennesker have ansvaret for deres liv og ikke mindst økonomi. Jeg er selv 21 og det der giv mig livskvalitet (selvom jeg er hvad man kan kalde doven og jeg kan ikke komme ud af sengen om morgenen). Jeg har også en dårlig ryg, men det er pga. en dårlig holdning samt manglende træning (hvilket gør at jeg får ondt i ryggen af at sidde i stolene på uni) - dog har jeg dårlige knæ som ikke rigtigt kan gøres noget ved og så har jeg fået erhvervet mig seneskedehindebetændelse, hvilket gør at jeg har problemer med at tage notater i hånden og når jeg har skrevet for længe på computeren, men det er småting.

Jeg tror desværre bare det du skal er at tage dit liv i dine egne hænder og finde viljestyrken til at få en uddannelse

Hej

Jeg er på fp. og det har jeg været i 5-6 år nu, jeg er 43 år. Selvfølgelig går jeg både til psykiater og til fysioterapeut, og somme tider kommer der en massør hjem til mig og giver min ryg en omgang massage. Det er jeg nød til for ikke at jeg skal tage stærkt smertestillende medicin hver dag. Derud over tager jeg daglig medicin for min psykiske lidelse.

Jeg er lige startet i et psykolog forløb også.

Jeg har ikke været i fysisk kontakt med min sagsbehandler siden jeg blev tilkendt pensionen. Og jeg tror at jeg selv har kontaktet hende 3 gange via telefonen.

Jeg blev syg da jeg var omkring 14-15 år. Til trods for det, har jeg gennemført to uddannelser og haft arbejde samlet i ca 5 år. Inden jeg måtte sygemelde mig.

Jeg har så heller ikke været i tvungen arbejdsprøvning eller lign. Men jeg bad for omkring 12 år siden om, at komme ud nogle timer for at prøve at arbejde lidt, imens jeg modtog sygedagpenge. Jeg fandt i løbet af et kvater, en børnehave hvor jeg kunne starte den efterfølgende mandag. Jeg mødte kl 10.00 og gik hjem kl 12.00 inkl ½ time pause. Dette blev dog gradvis øget til først 20 timer om ugen. Men selvfølgelig havde jeg rigtig mange sygedage.

Efter en længere varende indlæggelse for 5-6 år siden, gik hospitalets socialrådgiver med mig på min kommunen, og min resurseprofil blev udfærdiget ca, 5 måneder efter var jeg bevilliget pension.

I fik den korte version

Jeg synes nu stadig trådstarter først og fremmest skal få noget hjælp til at komme videre, om det er så er på FP eller noget andet det er jo egentlig ligegyldig.

Jeg har stået på sidelinjen til ikke mindre end depressioner hos meget nære mennesker. De kan ikke selv overskue noget som helst, og de giver op. Det er ikke muligt bare, at forklare dem at de dovne eller skal tage sig sammen, for det kan de jo netop ikke bare.

Derfor må mit råd fortsat være, få hjælp af dine forældre, kæreste eller en nær veninde så du kan komme videre. Videre i din behandling og komme ud af depressionen. Så kan det være du også lære at håndtere rygsmerterne.

Jeg kan da også sagtens fortælle min historie om, hvordan jeg på trods af voldsom rideulykke, der gør jeg ikke kan klare en hverdag, fortsar kan læse på universitetet. Men jeg tror bare ikke lige det hjælper trådstarter her. Mine smerter og skader er for store til ridning og jeg kan knap gå 15 min. Men jeg er på en eller anden måde kommet videre og kommet igennem. Og det er til stor overraskelse for alle læger, men jeg er ikke deprimeret, og derfor er min situation anderledes.

Med hensyn til rundtur i systemet så synes jeg det er godt. Jeg har selv valgt at tage turen, for ingen skulle sige "det må du bare lære at leve med" før ALT var prøvet.

Chris: FP er da ikke en måde at "komme videre" på. Det er (eller burde være!) endestationen, når alle andre muligheder er udtømt.

Jeg ved udmærket hvad depression gør ved en, har selv oplevet det hos min kæreste, hvor jeg sørgede for at hjælpe ham med kontakten til de forskellige. Det KAN altså lade sig gøre. Og en depression er i langt, langt de fleste tilfælde til at behandle, og altså ikke nogen permanent sygdom. Mht. til brækkede ryg har jeg også mine tvivl må jeg indrømme.

Chris, det er muligt, at du mener hun kommer videre ved at få FP. Det gør jeg så ikke. Jeg ser en lud-doven 21 årig, der ikke vil uddannes, få et arbejde and so on, og så har hun fået ideen om FP, for så "behøver" hun ikke aktivt gøre noget for at forbedre hendes situation ! Ville du kunne være kørt på scooter hjem efter din rideulykke? - min veninde, der brækkede ryggen kunne i hvert fald ikke !

Jeg mindes også den tråd, fra TS side, hvor hun fortalte om sit "selvmordsforsøg" - det var et indlæg hvor hun også var lige lovligt meget drama queen ! I det her tilfælde, så synes jeg den historie om den brækkede ryg, er lidt for meget drama queen.

Hun vil gerne have en mindre hobbyavl - men hun vil ikke arbejde. Jeg ser det, som om hun har fået en fiks ide med FP'en !

\\ Pernille

Jeg synes det er lidt groft at kalde folk dovne uden at kende dem og deres situation!

Jeg synes heller ikke at Majas situation lyder som en der skal tænke på pension, men jeg kan godt forestille mig at er man dybt nede i en depression - så KAN det se ud som den eneste overskuelige løsning.

Heldigvis kan langt de fleste hjælpes igennem en depression og få et godt liv enten med medicin eller uden hvis det ikke er kronisk.

Det er bare ikke noget man kan se når man er midt i det - og der hjælper det altså ikke at der sidder nogen og kalder en "doven" - for man KAN vitterligt intet når man er midt i det.

Rygsmerter kan også være slemme - men en ryg der kan holde til staldarbejde bør også kunne holde mindst til et flexjob - og med den rette behandling måske til mere?

Det er et spørgsmål om at få den rette hjælp - og jeg ser IKKE pension som den rette hjælp til en ung pige der forhåbentlig har et langt produktivt og selvforsørgende liv foran sig.

på trådstartes tidligere indlæg her på HN og ja, så er min mening at hun er en doven 21 årig der bare gerne vil gå derhjemme og hygge med hendes to ponyer..

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at have en depression, har selv været der..

Og en brækket ryg, der ikke er blevet behandlet, nah.. Den tror jeg heller ikke på.. Jeg betvivler ikke der er noget med ryggen, men brækket har den vist aldrig været..

Nej, det hjælper ikke at sige at folk med en dep. skal tage sig sammen, men et eller andet er de altså nød til at gøre.. Og hvis Maja tror det er nemmere at søge FP end hjælp til dep. og ryg, så tror jeg hun får sig en slem overraskelse..

Nu kan man jo have mange forskellige slags brud i ryggen, og jeg betvivler ikke, at man i visse tilfælde godt kan køre hjem på en scooter efter et brud på ryggen.

Man kan også komme et vist stykke til fods, komme op på en hest, ride 2 km. i skridt, med 2 brækkede ribben og en punkteret lunge. Det har jeg selv set!

Men Maja, jeg synes du skal sætte dig nogle mindre mål for at få det bedre. Lad være med at tænke førtidspension. Det kan godt være at det vil være en løsning langt ude i horisonten, men du er nødt til at fokusere på, hvordan du kan gøre det bedre for dig selv lige her og nu. F.eks. at få hjælp til din depression. Lad være med at ville det hele på én gang. Små skridt!

Held og lykke !

Hov hov, jeg skrev faktisk ikke at jeg mente hun skulle have det. For det er jeg da slet ikke i stand til at vurdere.

Jeg skrev hun skulle videre i systemet, for det er starten uanset hvor det så ender. Starten er da at få vurderet ryggen og snakket med en psykolog osv. Evt et smertecenter og på den måde få hjælp til at finde en plan for fremtiden.

Så må fagfolk vurdere det. Folk med depression tænker ikke altid helt logisk, så derfor mener jeg fortsat at nogen skal hjælpe hende videre.

Selvfølgelig skal hun havde hjælp, men det kræver jo at hun kontakter dem. Du skrev bare at det var ligegyldigt om hun kom på FP, og at det at komme videre kunne være på FP. Og der er jeg bestemt ikke enig (og det tror jeg heller ikke hverken læge eller kommune er)

Det er så en fejl formulering fra min side.

Jeg mente nu egentlig bare, at hun skulle videre i systemet. Og jeg ikke ville vurdere hvad udfaldet bliver, men at starten til der sker noget som helst er at få hjælp. I stedet for bare at hænge fast i "måske er der noget galt".

Så er jeg med

Svar;

Trådstarter; Det er svært at være nede i kul kælderen, men man kan nu godt selv komme op.

Sæt små krav til dig selv hver dag.

Det første kunne jo være at komme til læge og bestil så tid til at få talt ud om alt. Du ringer ned og siger til sekratæren at du har flere ting du gerne vil tale med lægen om.

Så skriver du dig en liste så du husker det hele.

Få så fortalt at du føler dig hæmmet af din depression og at du gerne vil have styr på hvad du fejler i ryggen da det hæmmer din dagligdag..

Forlang at han sender dig til undersøgelser ved en ryg specialist..

GULDHÅR:

Du spørger ind til at få behandlinger efter man har fået FP.

Jeg fik ikke behandlinger før FP.

Det vil sige jeg har selv prøvet alt, mens jeg gik på arbejde, fys zone, healer osv.

Fys forværrede mit heldbred og de sagde selv de intet kunne gøre for at hjælpe mig, Zoneterapi hjalp ikke, Healer vælger jeg at tro hjalp på nogle ting, men ikke min sygdom og smerter.

Så har jeg prøvet massage og kraniosakralt.

Kraniosakralt hjælper mine muskler til at slappe af skabe balance i kroppen, for en kort tid og jeg burde gå 2 x om mrd.

MEN det tillader min pension mig ikke det har jeg simpelhen ikke råd til-

Akupunktur har jeg også lige været til, det kan jeg få gratis igennem min læge, men kun en 6 x så skal jeg vente 2-3 mrd. inden jeg kan komme igen, men det hælper kun så længe jeg får behandlinger..

Rigtig mange på FP holder op med at gå til behandlinger fordi de ikke kan afse penge til disse og fordi det ikke væsenligt kan gøre tilværelsen bedre.