Mig og min kæreste boede begge hjemme da vi mødte hinanden, et år efter vi mødte hinanden flyttede vi sammen. Det var helt klart bedre for vores forhold. Vi har stort set ikke skændes siden vi flyttede sammen. Ved ikke hvorfor hehe men det gjorde vores forhold bedre af en eller anden grund. Det er jo forskelligt fra par til par tror jeg

Tjae, min kæreste og jeg har altid boet sammen siden vi startede med at være kærester (først efterskole)

Så vores forhold har ikke ændret sig særlig meget, der var lidt problematikker i starten da man kommer fra forskellige opvækster og gør ting forskelligt (fx rengøring og oprydning) men da der blev snakket om det, så var der jo ikke noget galt mere. Ham og jeg har det sådan set ret godt sammen - kan ikke forestille mig at bo uden ham, på trods af min plan også havde været som din, at bo alene og så bo med kæreste, eller bo sammen med nogle venner, men dem må man besøge istedet for

Dog kender jeg flere som blev 'sindssyge' af at bo sammen med deres kærester, endten pga overnævnte med forskellige måder at gøre tingene på, ellers ved at de bare havde alt for meget tid sammen så de gik og pissede hinanden af hele tiden.

Mig og min kæreste boede begge hjemme da vi mødte hinanden, et år efter vi mødte hinanden flyttede vi sammen. Det var helt klart bedre for vores forhold. Vi har stort set ikke skændes siden vi flyttede sammen. Ved ikke hvorfor hehe men det gjorde vores forhold bedre af en eller anden grund. Det er jo forskelligt fra par til par tror jeg

Vi har det normalt også bedre sammen når vi ses meget. F.eks i ferier hvor vi er sammen hele tiden, har vi det godt. Ellers ses vi kun ca 1-3 gange om ugen, og så kan vi til tider godt blive lidt uvenner, men vi skændes egentlig ikke rigtig. Vi har været kærester i lidt over et år, og er begge 19.

Til det bedre
Havde været sammen med ham i 1½ år da vi flyttede sammen og havde kendt ham en uge længere end det... Vi har skændes en del mere efter vi er flyttet sammen - længe leve opvask, oprydning og tøjvask.
Stakkels hvores overbo, vi kan dælmer råbe og skrige af hinanden og larme så der lyder som om vi er ved at flå hovederne af hinanden.

Men vi bliver altid gode venner igen.
Syntes vi er kommet tættere på hinanden, forholdet er styrket pga. uenighederne, tingene vi gør sammen, at vi hele tiden er sammen osv.

Er kun glad for at være flyttet.

Jeg var 17 da vi flyttede, blev 18 en uge efter og min kæreste var 19år.

Jeg har boet sammen med min kæreste i halvandet år, på det tidspunkt havde vi været sammen i et år.

Jeg flyttede hjemmefra i egen lejlighed da vi havde været sammen et par mdr, men jeg følte mig ikke godt tilpas i den lejlighed, og sov rigtig dårligt. Så med tiden endte det med at vi alligevel skiftede mellem at bo i min og hans lejlighed. Derudover sad jeg ret dyrt, så efter et år så vi ingen grund til at sidde med to huslejer når vi alligevel boede sammen i praksis. Det har været godt for vores forhold. Der er da gnidninger, både i forhold til praktisk planlægning (det har vi dog fundet ud af nu) og så det med, at man går meget op af hinanden. Men det kører

Mit råd vil være, at du skal gøre hvad der føles rigtigt! Hvis det føles for tidligt, så flyt selv.

Da jeg mødte min kæreste havde han lige fået sin egen lejlighed - inden da havde han boet på kasernen hvor han arbejder. Jeg boede hjemme hos mine forældre

Vi var sammen et halvt år så flyttede jeg ind til ham (jeg var 19 - han var 23)

Nu har vi boet sammen i næsten et år, og vi er blevet meget bedre til at være kærester efter vi er flyttet sammen

Jeg havde også planer om at skulle bo selv først, men det var jo ondsvagt når nu han havde en lejlighed

Nu er vi faktisk nået så langt at vi gerne vil købe hus, og vi har kig på et rigtig lækkert et som vi skal ud og se her en gang i november

Jeg synes egentlig ikke at det ville være for tidligt allerede nu. Men kan ikke lade være med at tænke på hvad andre ville sige, når vi kun har været sammen i 1 år og 3-4 måneder.

Men jeres kommentarer gør da helt klart at jeg får lyst til at bo sammen med ham.

Heldigvis er vi ret enige med måderne at gøre ting på, han er måske lidt mere "renlig" end jeg er, men vi nyder at lave mad sammen og bare være sammen flere dage i træk hvis f.eks hans forældre er væk hjemmefra.

Vi går begge i skole og han har fodbold og styrketræning som interesse, hvor jeg har ridningen, så vi ville heller ikke komme til at gå op af hinanden hele dagen, kun om aftenen og natten

Skidt med hvad alle andre tænker

Men vil dog sige, at fordi I er enige på forhånd om de store linjer, så betyder det ikke at der ikke kommer småting ved den anden som går en på nerverne Og at være sammen hver aften skam også kan give lidt fnidder

Men man skal nok generelt tale meget om hvad ens prioriteringer er: er den ene ude og pleje hobbyer 6 dage om ugen, hvor den anden vil spise sammen hver aften?

Det gav da lidt fnidder i vores forhold, at min kæreste havde været single i 3-4 år da jeg mødte ham, og havde en kæmpe vennekreds som han var vant til at se konstant.

Ja selvfølgelig vil der være nogle ting, men det er der vel også hvis man venter til om ti år

Vi har begge ikke det store behov for hele tiden at se vores venner, men i weekenderne kan vi begge godt gå ud en gang imellem.

Min kusine flyttede sammen med sin kæreste for snart et år siden, der havde de været kærester i et år. Siden der er det gået ned af bakke for dem. Men de er begge også meget dårlige til hjælpe hinanden med det huslige og holder hinanden i alt for kort snor efter min mening.

Der er jo ikke nogen "rettesnor" for hvornår man bør flytte sammen osv. og om det vil gå godt

Min kæreste og jeg havde været kærester i et halvt års tid hvor jeg havde været en del hos ham, inden jeg fik mit eget sted og han så egentligt bare "flyttede" med.

- Det har da været op og ned, min kæreste er sindssygt doven og vant til at ha' en mor som kommer og ordner alt for en, og dét kan godt være meget frusterende i længden.

Jeg kunne i princippet godt ha' ønsket at han havde været ude og bo lidt for sig selv, men tror at selv hvis han havde det havde mor sikkert været der og ordnet alt for ham Jeg kan nemlig godt se hvordan hans storebror på 30 år fungerer - det er godt nok med egen lejlighed, men det er hjem til mor og spise, hjem til mor og få ordnet vasketøj, papirer, osv. osv. osv.

Nu har jeg været sammen med min kæreste i 4 år, og han har stadig ikke lært at lette rumpen af sig selv - og det er da møgirriterende. Specielt vi er flyttet i et stort hus og det altså kræver lidt.

Derudover kan jeg da godt nogle dage få nok af at gå op og ned af hinanden 24/7 fordi vi er dårlige til at gøre noget hver for sig, men så må man jo lave noget hver for sig, besøge noget familie selv, eller lave noget andet sammen - ta' en tur i biffen etc.

Men generelt er jeg nu selv glad for at jeg boede i mit eget lille hummer et års tid, og lærte lidt om hvordan tingene fungerer

Om vores forhold er blevet bedre af at bo sammen ved jeg ikke, det kom bare meget naturligt at han alligevel var hos mig hele tiden, og så blev han træt af mit lille grimme tv og så måtte han jo flytte officielt ind *GG*

- Så helt slemt kan det jo ikke være når vi stadig er sammen 4 år senere

Jeg har snakket lidt med min kærste om det, og han synes vi skal begynde at kigge efter noget til sommer (vi skal begge lige have lidt kapital).

Så jeg glæder mig helt til sommer nu, håber det bliver godt.

Da jeg i sin tid mødte Michael, boede jeg endnu hjemme (var 18). Han boede i en delelejlighed med nogle kammerater (han var 25).Da vi havde været kærester i 6 uger (henover en sommerferie), flyttede vi sammen i en lille lejelejlighed.

Mine forældre (især far) var rasende, men det skulle han ikke bestemme. Vi blev i lejligheden i 4 år, inden vi købte hus i 2004, her boede vi indtil Michael døde, jeg lidt længere.

I skal gøre, hvad I synes er bedst for jer - du kan selv mærke, hvor du er, om du er parat til enten det ene eller det andet.

Hilsen Stine.

Tak for svar Stine.

Det gør mig ondt at høre at han gik bort, men dejligt i fik nogle gode stunder sammen. Som jeg sagde til min kæreste, kan det ikke være helt forkert hvis det føles rigtigt. Man skal også huske at leve sit liv som man selv ønsker det, og ikke gøre hvad normerne siger.

vi flyttede sammen da vi ca havde været kærester i 1år.. vi boede begge hjemme inden.. men var stort set sammen hver dag.. de første par år var det hårdt og vi havde da osse 1år hvor vi flyttede fra hinanden.. men fandt sammen igen og nu har vi været sammen i 10år og har 3 dejlige børn og er som nyforelskede det meste af tiden..

Vi havde været kærester i lidt over 1 år, da vi flyttede sammen i København. Min kæreste havde boet 2 år i Århus selv, så det havde han fået prøvet, og jeg er meget social anlagt, så jeg havde ikke behov for at bo selv, og alligevel fik jeg det prøvet lidt, da min kæreste var 8 måneder som værnepligtig. Jeg synes kun vores forhold har ændret sig til det bedre i forhold til, da vi havde weekend forhold. Vi hygger os, og har det rigtig sjovt sammen, og deles meget om pligterne - min kæreste gør ikke helt tingene af sig selv, men så snart man spørger om han gider støvsuge, så skal han nok gøre det

Jeg synes ikke det er tidligt og flytte sammen efter 1 år; går det, så går det, og gør det ikke, så var det nok heller ikke gået om 4 år!

Som udgangspunkt er det sundt at bo selv, inden man flytter sammen.. det styrker begge parter og modner..

Flytter man for hurtigt sammen er der rigtig mange forhold der kuldsejler, når den ene part pludselig får lyst til at stå lidt på egne ben.. Og når man er I jeres alder, så har man jo ikke rigtig styr på hvad man gerne vil med sit liv eller løbet hornene af sig..(ikke negativt ment)..

Så jeg ville råde jer til at finde hver jeres lejlighed, og så prøve det i 1 år, for først derefter at flytte sammen.

Det er fedt at være kærester.. Men et seriøst forhold, hvor tingende bliver hverdag efter et halvt år, fordi man bor sammen og tager hinanden for givet.. Det kræver sin kvinde..

Så når du nu spørg.. Så får du mit svar.. Take it or not..