Det er vel en fobi på niveau med alle mulige andre fobier. Og egentlig en ganske fornuftig om end upraktisk en af slagsen. Der er jo en vis risiko i trafikken. Hvis du er interesseret i at komme den til livs vil jeg anbefale en psykolog eller terapeut der er vant til at arbejde med fobier, men jeg er faktisk i tvivl om du for alvor vil af med den?

Jeg har ingen idé om hvad du kan gøre ved det, men jeg føler nøjagtig det samme.

Alle jeg kender snakker altid om hvor fedt det var på glatbanen, men jeg var så angst jeg var lige ved at give mig til at hyle, og da jeg kom hjem til min mor kunne jeg ikke længere holde tårene tilbage og jeg græd som jeg aldrig har gjort det før.

Jeg kan til tider ryste når jeg har kørt bil, mine ben føles som gelé og jeg får lyst til at give mig til at tude, som regel hvis jeg kører i mørke, det regner, er glat, eller lign.

Men nogle dage har jeg det også fint med at køre, men helst alene, da jeg så ved det kun er mig det går ud over, hvis jeg kører galt.

Kører jeg med mine søskende, venner, you name it, stivner jeg og sidder og tænker på om jeg kører dårligt, om jeg snart kører galt, osv.

I vinters var jeg tit tæt på bare at køre ind til siden, give mig til at tude, og ringe efter en der kunne køre mig på arbejde. Men jeg bliver bare ved at presse mig selv, og jeg kan da også mærke det bliver bedre, jeg begynder at have flere gode dage end dårlige dage. Nu har jeg også kørt hver dag i tre år, så jeg ved ikke om du måske bare skal prøve og komme ud over angsten ved at fortsætte, jeg tror i hvert fald det med tiden vil hjælpe mig helt over angsten.

... at hundiversitetet har ret i det med at det lyder som om du egentlig ikke er interesseret i at komme af med din fobi.

Er du ikke det, er det jo simpelt nok - så vælger du at du bare ikke kører bil mere. Der er masser af mennesker der ikke kører bil og bor man hvor der er god offentlig transport, kan man jo også sagtens undvære.

Hvis du ER interesseret i at slippe af med fobien, tror jeg også at der skal noget hjælp til. Både fra en eller anden form for terapeut der arbejder med fobier og fra en rigtigt dygtig kørelærer, der kan tage dig med ud nogle timer og øve.

Jeg tror, at HVIS du vil øve, er det vigtigt at det ikke er med kæreste eller venner eller andre du kender med, men en professionel der kan hjælpe dig med angsten (og det er mange kørelærere gode til, som helt nybegynder er der jo også en vis angst der skal overvindes) og derudover giver kørerlæreren dig den tryghed at han/hun også har et sæt pedaler og kan bremse hvis der nu er grund til det.

Jeg synes at det er fint at være bevidst om at bilen ikke "bare" er et transportmiddel, men potentielt KAN være farlig for dig selv og for andre. Men det er synd at den tanke er blevet så dominerende at den kontrollerer dig, frem for at du kontrollerer den.

Hvad med hypnose ? Det er jo en angst/fobi.

Min svigermor har ikke selv kørekort, men er meget bange for at køre i bil. Hun gør det alligevel, og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke forstår hun ikke vælger at gøre noget ved det - når hun nu er afhængig af at køre i bil. Må være ubehageligt at ha' det på den måde?

Men hendes mand kører så helt ærligt også som en brækket arm, og kan jeg undgå det - ja så kører jeg ikke med ham, og det har jeg været ret ærlig om.

- Synes han kører dødubehageligt, og at han ikke har været i et uheld er vist mere held end forstand.

Jeg er heller ikke selv glad for at køre bil, og har haft kørekort siden jeg var 18 år, så kan til dels godt følge dig - jeg KAN godt køre bil uden at få det ligeså slemt som dig.

- Men hånden på hjertet, kan jeg undgå at køre selv, så gør jeg det! Hvilket min kæreste er ved at være træt af

For 3½ år siden havde jeg et uheld på motorvejen, en ældre mand valgte at bremse meget pludseligt og hårdt, og selvom jeg fik bremset kraftigt ned, klappede jeg op bag i ham.

- Var ikke noget voldsomt uheld, han kunne køre derfra igen, - vores bil havde så fået et ordentligt gok da han havde anhængertræk.

Men bare hele følelsen af at "Okay, det her når jeg ikke - BANG!" og i situationen føltes det jo som om bremserne ikke virkede, selvom de jo virkede fint (Eller var vi ikke nået så langt ned i fart!)

I dag har jeg utrolig svært med det med afstand, skal ha' GOOOD afstand og jeg HADER de idioter som skal ligge helt oppe i r*ven af mig og presse!

Har klart nogle situationer som er værre end andre, og det jeg syntes var nemmest efter uheldet hvor jeg havde det RIGTIG dårligt med at køre bil, der kørte jeg meget alene og kørte simpelthen i mit eget tempo.

- At ha' min kæreste med fx kunne jeg slet ikke, han er generelt træls at ha' med ude og køre

Så hvis du ikke mener du har brug for at køre bil, - så lad være! Men ellers, så overvej at ta' det stille og roligt, start med et skridt af gangen. Start med at sid i bilen? Få styr på din vejrtrækning så du ikke kører dig selv op, slap af, tænk gode tanker! Bare start med at sid på førersædet, og så ellers ta' det i dit eget tempo.

- Start bilen en anden gang, senere kan du måske trille et par meter, endnu senere kan du måske trille lidt rundt på øde steder osv. osv.

Min tante fik kørekort som 18 årig, så kørte hun lidt med sin far og han gjorde hende totalt hysterisk for selv at køre bil, men nogle år senere tog hun nogle køretimer igen og begyndte at køre bil, for det blev hun nød til pga. sit arbejde - og i dag har hun ingen problemer.

I dag har jeg det også noget nemmere med at køre end lige efter uheldet, men kan stadig være nervøs - fx vil jeg for alt i verden IKKE køre på motorvej i myldretid! Jeg kan slet ikke overskue det!

Jeg har også være mega angst for at køre bil, men de sidste 3 års tid har jeg kørt min egen ..

jeg fik kørekort, husker ikke hvornår men ca i 2004, men dagen efter jeg fik mit kørekort begyndte jeg at studere i DK og fik derfor aldrig trænet mere end da jeg fik køretimer = dårlig ide.

Da jeg så var hjemme på ferier turde jeg ikke køre, gik hele tiden i stå når jeg skulle køre og blev næsten panik hver gang jeg følte jeg ikke kunne komme afsted..ikke altid så nemt at komme afsted når man er stoppet midt i en mega færøsk bakke. Det blev ikke nemmere af at min lillesøster hele tiden fortalte mig hvor dårlig jeg var til at køre bil og jeg fik skylden for at have ødelagt koblingen i min mors bil - dette efter at max have kørt den 5 gange.

Min far blev så dræbt i en trafikulykke i 2007, hvilket ikke gjorde min lyst til at køre bil større. kørt slet ikke bil frem tid slutningen 2008, hvor jeg pludselig bestemte mig for nu skulle det være. Og gik ud og købte mig en pajero ("lille" 4x4) med automatgear...og derefter begyndte jeg at køre, først på
Færøerne, men har nu kørt i Sønderjylland, odense og århus og Tyskland, selv motorvej er ikke noget problem , København tror jeg ikke jeg ville kaste mig ud i at køre i...Men igår sendte jeg min elskede Pajero hjem til Færøerne, da jeg bliver lidt længere i DK og dermed ikke må have den her længere Så nu er jagten gået ind på en "ny" bil...desværre en med manuelt gear, da automatgear er for dyrt.....men jeg har da gå på mod...tror jeg....vil nok kun køre enten meget tidligt eller meget sent, og prise mig lykkelig at jeg bor i et lidt trafikeret område, men det må da være muligt at lære og overvinde angsten for at køre en manuelt gear bil.

Jeg tror ogsaa du skal til en terapeut... men som jeg laeser dit indlaeg tror jeg heller ikke at du er motiveret til at aendre dit forhold til at kore bil.

Jeg fik koerekort da jeg var 19 men kunne ikke oeve da min far og mor ikke havde bil og min stedfar sku bruge sin i forbindelse med sit salgsarbejde saa det nyttede ikke at jeg oedelagde den. Jeg laeste saa i KBH i 6 aar... Det skabte simpelthen en koereblokade af rang!

Ku overhovedet ikke huske hvordan man koerer da jeg som 28 aarig endelig proevede min fars bil... og min kaereste proklamerede at han turde ikke koere med mig...

Jeg var 31 da jeg stod arbejdeloes med en kommende arbejdsgiver der kraevede at jeg koerte i bil til arbejde... 100 km hver dag til KBH! Saa jeg koebte en lille Getz og trissede ind i Roskildevejens morgenkoe i vintermoerke... Total mareridt... At jeg ikke koerte mig ihjel er rent held for som ny billist er 2 timers koersel af den slags ren tortur...

Men der er saa meget frihed i at have bil... Pludselig ku jeg selv koere ud paa foderstoffen og hente foder, tage til kurser i akademisk ridning langt hjemmefra... og langt fra offentlig transport... jeg smuttede til Tyskland og shoppede rideudstyr... Man kunne vaere laengere hos folk til hyggeaftener end bussen tilladte...

En bil er en frihed.. total frihed... og det ER altsaa en byrde for andre at sku lege chauffoer for een... og det kan altsaa ikke vaere fedt for din kaereste at han aldrig kan faa lov at drikke igennem men skal holde sig aedru...

Det kan lade sig goere hvis man vil... Men du skal ville det inde i sjaelen... Og der har du maaske brug for en terapeut... Det er for dumt at vente 11 aar som jeg gjorde.

Det skal saa lige tilfoejes til sidst at jeg virkelig tog revanche paa min koereblokade... For 11 maaneder efter at jeg begyndte at koere der stod jeg mit lastbil koerekort i haanden! For har man 3 heste som mig saa er et trailerkort en tand for lille og kendte en som havde en lastbil og som har koert for mig i MANGE aar og altid sagde at naar han blev gammel var det min tur til at betale tilbage ved at koere hans lastbil for ham... Og han havde ret... Paa et tidspunkt er man noedt til at give igen for alle de tjenester andre har gjort een gennem aarene...

At kore bil i en lille kort damebil hvor man kan orientere sig i spejlene er ganske enkelt ikke farligt... Du er bevidst om dit ansvar ifht andre trafikanter... Allerede der er du en langt bedre billist end mange andre.

Men jeg har en ny koereblokade jeg skal ha overvundet... Jeg har vaeret i England det sidste halve aar og jeg er stadig dybt forvirret som fodgaenger... Ved ikke hvornaar jeg er klar til at koere i bytrafik i den forkerte side af vejen... og jeg foeler mig squ saa umyndiggjort naar jeg skal bede englaendere om at koere for mig... Men saa laenge min hjerne stadig siger hoejre side naar jeg er traet eller stresset saa er jeg ikke klar til trafik i venstre side...

Jeg er også en af dem, der nok aldrig blir rigtig glad for at køre bil, og jeg aner ikke hvorfor, men tror også at det bunder i, at jeg er bange for at komme i fængsel hvis jeg køre nogen ihjel? Jeg køre stille og rolig, men er så bange for at ende i en ulykke, køre derfor kun ude på landet, og næsten aldrig når det er mørkt..

Efter jeg fik kørekort boede jeg hos en familie, og deres biler havde automatgear, super fedt, men glemte derfor hurtigt det der med koblingspunkt, og syns idag stadig at det kan være super svært.. Med mindre jeg køre i min fars firhjulstrækker!

Mit råd til dig er, at tage nogle køretimer hos din gamle kørelærer (eller en ny) så du kan starte på en frisk, få noget rutine, mens der sidder en prof. ved din side der kan styre bilen, hvis du føler du ikke kan kontrollere det.

Jeg håber selv jeg bliver gladere for at køre bil, når jeg får min egen og derfor skal køre hver dag.

har noget akut behov for at køre, så lad være.

Offentlig transport kan man sagtens leve med, ved jeg af erfaring

Mange ting forandrer sig med tiden; det vigtigste er nok man er tro mod sig selv og ikke lader sig presse.

jeg sys da det er lige lovligt hurtigt at drage konklusionen at trådstarter ikke ønsker hjælp til at komme sig over denne følelse. Ud fra blot et indæg

Jeg har det på samme måde, nu jeg kører selv. Jeg bestod i dag køreprøven, knap 28 år gammel. Jeg vidste at skulle jeg ende med at kunne køre vores egen ældre bil, som slet ik er som kørerlærerens - ja så skulle jeg gå direkte hjem og tag den efter køreprøven, køre en lidt længere tur ude på de små veje, men vor der ik er meget plads, styre mine dårlige nerver og komme videre. Som sagt så gjort!

Jeg har været hundeangst for at skulle i den bil - jeg ryster når jeg har nået destinationen. Folk siger du skal bare øve og først nu lærer du rigtigt at køre. Men faktum er at jeg dælme, er bange for at lave en fejl, som kan koste andre og mig selv!

Nuvel- jeg ER jo helt grøn, og jo det blir da nok bedre. Men hold op man skal overvinde sig selv. Jeg tror meget din følelse er som den er hos os nye billister, som først skal ud og færdes alene i trafikken efter ophør hos kørerlæreren... Dit er bar ik blevet bedre- og jo man kan da eks prøve hypnose.

Egentlig ville jeg bare sige jeg sys det lyder som os helt grønne, og der derfor er nogle som godt kan sætte sig ind i din følelse omkring kørslen

Enig med Stute. Kan ikke se at trådstarter ikke ønsker at gøre noget ved problemet. Hun søger da netop efter råd og erfaringer hos os herinde. Bare ikke dét hun evigt og altid hører, og det kunne jo være der var nogle der havde nogle andre råd.

Jeg har ikke selv kørekort, så jeg ved ikke hvordan dette føles. Men jeg er ret ofte bange for at sidde som passagerer. Ved ikke hvorfor, ligesom dig. Har aldrig kørt galt, eller oplevet noget ubehageligt i en bil.

For mig tror jeg mest det er den fakta at der er så mange der kører galt, så hvorfor skulle det ikke ske for mig?

Det er en virkelig ubehagelig tanke, og har flere gange gået i panik når jeg har kørt med min kæreste, som passagerer. Og han kører virkelig godt og pænt, og overholder altid fartgrænserne, og tager hensyn, så jeg forstår virkelig ikke hvorfor!

Jeg frygter selv lidt for den dag jeg skal have kørekort. Men min kæreste siger at det bliver anderledes når jeg får kørekort engang, fordi det så er mig der har følingen med bilen, og at det er noget andet som passagerer. Det håber jeg så!

Jeg ser ikke at jeg drager konklusioner. Tværtimod spørger jeg trådstarter.

Det er vist bom-bom fire år side, at jeg selv tog kørekort.

Jeg tør heller ikke at køre. Jeg var nervøs for det og kunne ikke lide det, da jeg tog kortet, og det er sådan set bare eskaleret, så jeg nu også helt undgår det.

Når jeg er hos mine forældre, prøver de også at presse på, og mine brødre har travlt med at kommentere, hvordan det var spild af penge, at mine forældre gav mig kørekortet. Andre griner også bare lidt af det.

For mig handler det ikke så meget om at køre noget ned - jo selvfølgelig lidt.

Men det handler mere om, at jeg ikke føler, at jeg kan finde ud af det - huske reglerne, vide hvor jeg skal placere mig i venstresving (ja, jeg kører gerne omveje, så jeg kun skal dreje til højre, he, he), og især hvordan jeg nogensinde skal få parkeret. Jeg føler mig presset af de andre billister og går helt i sort, når jeg en sjælden gang kører, og der kommer andre biler (og det sker jo på en vej ).

Det er heldigvis sjældent, at jeg har behov for at kunne køre, men det kunne da være rart at kunne takke ja, når man får tilbud om at låne en bil eller gerne vil hjælpe noget - fx. køre hjem fra fest, som du selv skriver.

Selvom rutine sikkert ville hjælpe lidt, tror jeg heller ikke, at det er hele årsagen.

Når det er så slemt, at man bliver hæmmet af det, er det jo på linje med andre fobier.

Hvis jeg skal lyde mere fornuftig, end jeg i virkeligheden er, så tor jeg, at man skal lade være med at fokusere så meget på selve det med bilen og måske tænke nærmere over, hvorfor man har det på dén måde. Det gør det måske nemmere at vide, hvordan man skal tackle det.

Måske handler det om en angst for, hvordan de andre kører - altså at de gør noget uforudsigeligt. Måske har man i andre situationer oplevet noget lignende, hvor man ikke har kunnnet tackle det.

Måske handler det om ens reaktion på at blive presset. Måske har man prøvet at blive presset så meget, at man følte, at man mistede kontrollen?

Jeg tænker lidt, at det i virkeligheden ikke handler om den konkrete situation "at køre bil", men at en eller anden mere generel angst/frygt/whatever har flyttet sig til lige netop dén meget konkrete situation.

Hvis det går en så meget på, at man har brug for at gøre noget ved det, tror jeg, man skal starte med at overveje, hvad det egentlig handler om... Og ja, arbejde med det som enhver anden fobi.

Jeg selv er dog ikke kommet dertil endnu

Hej Kathrine

Du skal starte helt fra bunden... Lyder skørt, men første trin er, at du sætter dig i bilen og hygger bag rattet, tag dit ynglings slik, the, kaf og et blad med, du skal bare være der og hygge. Næste skridt er at bare sidde der og starte motoren, stadig med total hygge, næste skridt er at få bilen til at trille lidt frem og tilbage. Næste skridt er at komme lidt længere hele tiden. Det du skal konsentrere dig om, er at holde fokus på det behagelige, men gi dig god tid og masser af tålmodighed, og ikke presse, det handler om tryghed og om at kunne overskue.

Go hygge

Anja

www.hestefobi.dk

Som Stute netop skriver - når man først har kørekortet så SKAL man ud og køre en masse for at lære at være tryg ved det, også når der ikke sidder en kørelærer ved siden af.

Ellers kan det udvikle sig til en fobi - og det tror jeg det har for TS. Så der skal gøres mere ved det end man bare kan ved at øve sig alene.

Der er selvfølgelig masser (unge knægte) der tror de er verdensmestre lige så snart de har kørekortet - det er oftest dem der kommer galt afsted. Men de af os der tager kørekortet lidt senere og når man måske er blevet lidt mere selvkritisk og tænker i konsekvenser - vi må ofte tage os sammen og øve, for ikke at ende med at blive bange for at køre.

Den første uge efter jeg fik mit kørekort (i den forholdsvis modne alder af 37 år) havde jeg taget fri fra arbejdet. Den første dag gav det sig selv med køreturen, for da skulle jeg hente min "nye" bil på den anden side af sjælland. De næste dage havde jeg planer HVER dag - mindst to køreture skulle der til - den sidste bragte mig ind på Roskildevejen i myldretiden - og det var den prøve jeg havde sat mig selv.

I mange uger efter tvang jeg mig selv ud på adskillige ture der gik ud over "til stationen og hjem" - for jeg VILLE have at jeg kunne køre hvor jeg nu skulle - uden at blive bange. Og det virkede!

Jeg er stadig ikke den store fan af at køre i København - det er dog ikke på grund af trafikken, men fordi jeg simpelthen ikke kan finde rundt. Har jeg min GPS med går det fint.

Jeg synes, du skal kontakte en kørelærer, og forklare dit problem. Det kunne give dig en ny selvtillid og en hel anden sikkerhed, hvis der sidder en anden i bilen og kan tage over, hvis du lukker ned.

Simpelthen "lære at køre bil forfra" og få tilliden, det sted den er smuttet.

Min mor kan også godt have problemer med lidt frygt for at køre i mørke/dårligt vejr og især fremmede steder - Og det bunder i stress og andre nervøse tendenser. Måske noget psykoterapi kunne løsne op, for nogle gange udarter nogle problemer sig altså bare i skræk for fx at køre bil.

Det kan også måske have noget med bilen at gøre; jeg er "ny billist" (anden køreprøve på fredag) og føler mig allermest tryg i min egen, lille bil, når jeg ligger og kører herhjemme, jeg er selv meget lille og føler ikke helt, at jeg har samme komplette kontrol over min kørelærers temmelig store bil.

Det er en rigtig dum idé, som mange ellers foreslår, bare at presse dig selv og blive ved med at udsætte dig selv for, hvad du er bange for - Det kan give bagslag. Min mor har især oplevet det ved kørsel over broer, hvor hun er meget tæt på at gå i sort. Det er alt for farligt - Få noget hjælp istedet for at stå med problemet selv.

Kære alle jer

Det er overvældende, hvor meget respons, der er på min tråd.

Jeg er bestemt interesseret i at komme til at køre, men frygten gør, at jeg overhovedet ikke har lyst og faktisk får tårer i øjnene, når jeg læser jeres svar (selv dem, der foreslår, at jeg bare sætter mig ud i bilen og sidder der lidt). Ikke på grund af det I siger, for I er alle meget forstående, men fordi der sidder en lille bitte pige inden i mig og siger "Jamen jeg tør ikke".

Jeg vil undersøge muligheden for psykoterapi og også forsøge at sidde i bilen. Jeg har tit overvejet en kørelærer, men som studerende er det lidt af en udgift at skulle betale for køretimer (igen...).

Er der nogen, har en mening til, om en coach kunne være lige så god som en psykoterapeut?

Igen tak! I er en stor hjælp.

Kathrine

uh ha med alle jeres fortællinger burde jeg nærmest være døden nær, bare ved synet af en bil.

Jeg har selv været involdveret i to meget alvorlige færdselsuheld med dødlig udgang for modpraten, som begge tilfælde også var skyld i balladen.

efter første uheld ville jeg have kørekort, den gang var jeg 15 år. Men tog det alligevel da jeg blev 18år. Som jeg er meget glad for idag.

sidste år var jeg igen uheldig. Denne gang havde jeg nær mistet min mand, jeg selv har fået skader på kroppen som giver mig mén resten af livet.

Men om jeg er bange for at køre bil NEJ NEJ OG ATTER NEJ.

Det galt bare om at komme ud at køre igen og forbi uheldsstedet.

Så jeg siger bare det er at tage frygten ved hornene og komme ud og køre, det er det eneste som hjælper.

Jeg har det ikke helt så slemt som dig, men noget derhenad..

Jeg begynder ikke at græde, men nogle gange kan jeg stige ud og så er mine ben bare totalt gelé :s de ryster og jeg kan bare ikke stå på dem!

Og som en anden skriver, syntes jeg da slet ikke det der glat-bane var fedt! Alle sagde det var vildt sjovt, men jeg havde det da ikke særlig godt med at drøne rundt i en gammel spand med dårlige bremser og lave vilde sving og dreje rundt på is og køre med to væk i grøften! Og især ikke når det var en totalt fremmed bil, var vant til min kørelærers BMW som bremsede ved det mindste tryk på bremsen.

Og hende instruktøren råbte bare af mig, at jeg skulle ikke køre så forsigtigt! Ja jeg har lige opdaget at bilen bremser MEGA dårligt, giv mig da lige et sekund til at vænne mig til den! Ih altså.

Men min rigtige skræk begyndte først at komme efter min første køreprøve. Indtil da havde mine køretimer været okay, nogle gange var jeg mere nervøs end andre, men det var ikke sådan at jeg var angst.

Men til den køreprøve havde jeg en rigtig sur og gammel sagkyndig, som gjorde mig SÅ nervøs, fordi han sad og sukkede hele tiden! Jeg gik totalt i panik og kiggede rundt efter hvad fanden det var jeg gjorde galt, for han sad bare og sagde intet, men sukkede konstant!

I min forvirring og panik fik jeg ikke kørt frem i et venstresving, selvom der var grønt. Jeg havde glemt man gerne måtte køre lidt frem, indtil de andre biler var væk. Men i stedet blev jeg bag linjen.

Så dyttede varevognen bag mig og fordi jeg var så spændt gik jeg mere i panik og begyndte at køre frem, og så kom der en modkørende og ham sagkyndig huggede bremsen og skældte mig helt vildt ud!

Jeg var simpelthen i chock! Da jeg steg ud af bilen rystede mine ben og jeg begyndte at græde.

Og selvom jeg bestod til den næste køreprøve, så bliver jeg stadig angst når nogen dytter. Jeg tror altid det er af mig, og min puls går helt amok :s

Og HADER at køre i tæt trafik! Puha. Hvis jeg har kørt i tæt trafik sidder jeg og knuer om rattet og mine ben er gelé når jeg kommer ud.

Jeg prøver i alle tilfælde at få andre til at køre..

Så mit er ikke så slemt som dit, men synes du skal prøve at tale med en professionel om det..

Fortalte dig bare min historie, så du måske ikke føler dig helt alene med det

PRÆCIST! Sådan er det osse her- og så med geleben og rysten når jeg stiger ud af bilen!!

mener nogen af jer helt seriøst at I kører bil når I hvert øjeblik kan begynde at græde, få angstanfald og ryster.?

Annemette: Altså jeg mener, at jeg IKKE kører bil, fordi jeg ryster og har lyst til at græde. Deri ligger problemet. Jeg tror, flere af de andre mener, at de ryster, når de stiger ud ad bilen.

Vh Kathrine

Jeg ved lige hvordan du har det.

Jeg tog kørekort i 2002, tog det egentlig kun fordi jeg fik det, og ikke fordi jeg ønskede det (18. års fødselsdagsgave).

Efter jeg havde taget kortet var der ikke rigtig adgang til bil - eller jo hvis jeg gad og cykle for at hente den, så kunne man lige så godt cykle hele vejen jo.

Det mundede ud i at jeg simpelthen ikke kørte bil, jeg blev et par gange "tvunget" til at køre, blandt andet da min part hest havde folet, den daværende kæreste ikke gad køre - men han ville gerne med!

Jeg tror der gik 7 år inden jeg fik taget tingene i mit tempo. Hvilket var at jeg fik fortalt min nuværende kæreste om problemet. Vi snakkede meget om det, og snakkede om hvad vi kunne gøre. Det endte med at bilen blev kørt ned på en meget øde og ikke særlig stor plads, kæresten steg ud af bilen og gik væk og overlod det til mig. Jeg havde tårer i øjnene og rystede over hele kroppen, men vidste at der ikke var noget jeg kunne ødelægge lige der. Jeg satte bilen i 1. gear, og kørte 2 runder, det var nok for mig. det gjorde vi nogle gange om ugen i noget tid, derefter udvidede vi til større pladser, øde industriområder osv. Hver gang var en enorm udfordring, og det var ikke hver gang der var en lige stor fornøjelse.

Nogle gange gik der uger mellem nogle gange dage. Det krævede enorm overtalelse fra min egen side at blive ved, og det var langt fra hver uge der blev kørt, heller ikke da jeg begyndte at køre små ture så som at købe ind osv.

Men det korte og det lange er, at det er lykkedes for mig, jeg kører i dag 200 km om dagen uden problemer, jeg er stadig ikke glad for parkeingspladser, men det bliver bedre og bedre.

Sidste år forstuvede kæresten foden 5 dage inden jul, der var jeg glad for jeg havde kørt noget, for så var det ikke nær så slemt at køre i sneen.

Jeg kan kun sige til trådstarter, gør det, find pladsen hvor der ikke er nogle, og kør de første meter, det behøver ikke være mere, men bare bliv ved med at kæmpe, det er besværet værd. Jeg har også altid sagt jeg ikke har behov for at køre, men hvor er jeg glad for at kunne gøre det nu.

Puha, sådan en prøvesagkyndig kan altså ødelægge meget for en

Min første køreprøve dumpede jeg, og havde den mest sure ubehagelige gamle idiot som startede ud med at sidde og sige noget med at jeg ville gerne ha' min mor siddende på bagsædet og det kunne jeg bare ikke for det her var alvor og blabla, på en yderst ubehagelig og meget nedladende måde.

Han var hele vejen igennem bare enormt ubehagelig og nedladende, og på et tidspunkt kører jeg henad en smal gade hvor der pludselig bakker en bil ud og jeg må stoppe bagved en container.

- Dels råber og skriger han om at jeg er ALT for tæt på containeren (Hvad skulle jeg gøre? Bakke?) og så mente han at jeg var ved at køre sidespejlet af på containeren og hiver fat i rettet.

Stortudede simpelthen også bare da jeg kom ud af bilen, han var SÅ ubehagelig det var helt vildt!

Fik heldigvis en anden til næste køreprøve, og selvom jeg panikkede totalt fordi jeg skulle dreje til venstre ud fra en vej og havde forveklset 3. gear med 1. gear, så var han bare stille og rolig og tog det helt fint, fik lige beroliget en så nerverne ikke fløj op, og så kørte vi stille videre og jeg bestod!

- Fik vist overhældt manden med tak bagefter Var så lykkelig.

Men sådan en idiot til køresagkyndig som sidder og hidser en op, det er altså ubehageligt og det kan sgu ødelægge meget!

nu ved jeg ik præcist hvem du hentyder til- men personligt nej, for jeg tuderr skam ik. Men jeg har nerver på så jeg kan ryste. Jeg var som skrevet død angst for at skulle køre i vores egen bil, og derfor skulle det bare overståes. Det går bedre nu, selvom jeg stadig er nervøs, bange for ik at huske alle reglerne mm.

Men jeg har ik skrevet at jeg tuder når jeg sætter mig i bilen

Rollo: ej hvor frygteligt! Ja du har evig ret, dumme sagkyndige kan ødelægge så meget når man i forvejen er død nervøs, så skal de altså ikke sidde og hidse en totalt op med at være sure og kritiserer og sukke!

Heldigvis havde jeg, som dig, en god oplevelse anden gang. Han sad og snakkede med mig hele turen, vi snakkede om alt muligt, og hvilket studie jeg skulle starte på osv. Jeg slappede simpelthen fuldstændigt af pga det og lige pludselig var vi tilbage, og jeg havde bestået!

Det er så utroligt hvor stor en forskel der er ham nummer 2 var ihvertfald god til sit job!

Jeg har lidt nerver på når jeg skal køre til nye steder - jeg har haft kørekort siden marts og egen bil siden maj. - min nervøsitet handler bare om latterliggørelse i trafiken, f.eks at gå i stå.

Til jer der siger det handler om øvelse øvlse øvlse - jojojo send I bare mennesker med fobi overfor at køre i bil ud i trafikken - de forsigtige mennesker er nogle af de farligste i trafikken (se bare antallet af ældre der er indblandet i færdselsuheld).

Til jer der er bange for at køre i bil fordi I er bange for at lave skade på jer eller andre - LAD VÆRE, det er for farligt! Søg hjælp hos en terapaut - jeg fik fjernet en anden fobi hos en hypnoterapaut i Hillerød - og fobi for at køre bil kan de nok også fjerne.

Jeg kan altså godt følge Annemette i det hun skriver.

Når jeg læser at nogle er så bange/angst når det gælder bilkørsel at man ryster, får tårer i øjnene og på anden måde er bliver psykisk påvirket af, at sætte sig bag et rat, så bliver jeg faktisk tilsvarende utryg.

Ikke fordi at jeg er bange for at køre bil, men fordi jeg faktisk bliver ytryg ved tanken om, at nogle af mine medtrafikanter er så usikre i trafikken.

Er ret sikker på at det også, er det Annemette vil frem til.

Det lyder godt nok balestende at have det sådan - især når folk minder dig om det så tit.

Hvis du ikke har lyst synes jeg du skal lade være, det er jo ikke en lov at man skal. Når/hvis du får lyst igen, kan du tag ud et øde sted med din kæreste.

Som det er blevet nævnt, er det farligt at køre hvis man er for nervøs. Nervøse billister kan også provokere nogle af de aggresive af slagsen - desværre.

det jeg vil frem til.. Lad være hvis I ikke er trygge ved det, I sætter ikke kun jeres helbred over styr, men også os andre der færdes i trafikken..

Selvfølgelig kan man være nervøs i starten, som Stute skriver.. Det var jeg da også selv.. Men derfra og til at få angstanfald og ryste når man stiger udad bilen, fortæller mig at man skal holde sig af vejene og søge hjælp..

selv kørerlærerne siger at man først rigtigt lærer at køre bil, når man kommer ud selv når man HAR fået kørekortet.

Hvordan skal man lærer at køre uden sin kørerlærer hvis ik man sætter sig i bilen og gør det når man har fået kortet??

Man behøver desuden ik være overforsigtig af den grund- jeg er ikke. Og nu er det heller ik en decideret fobi hos mig, hvilket sandsynligvis gør en forskel. Jeg har det allerede på 3 dagen meget bedre med det- men kan godt blive nervøs alligevel endnu.

TS skriver jo eks netop at hun IKKE fører bil pga fobien.

har du ikke forstået at det ikke er dig jeg hentyder til.?

Der er andre i tråden som har haft kørekort noget længere end 3 dage og som stadig er utrygge ved at køre bil..