...skulle han så ikke forestille at blive pylret og tro han var døden nær? Min mand er syg for første gang i de 2½ år jeg har kendt ham, og aldrig nogensinde har jeg troet at han kunne være så modbydelig og urimelig en satan! 
Han har ikke løftet en finger siden vi kom hjem fra Fårup Sommerland igår aftes (og ja, han ville selv afsted). Jeg hentede varm hønsekødssuppe til ham igår, købt lommeletter-næsespray-panodil og har sørget for at køleskabet er fyldt op, i tilfælde af at der er noget han fik lyst til.
Alligevel så kan han sgu kun brokke sig, tak er åbenbart et fattigt ord. Brok over at vores hundehvalp glædende løber ham i møde, fordi jeg bad ham om at hente køletasken som har stået oppe i bilen siden igår, fordi den gøede jo (af glæde og ikke mere end 2-3 gange) og det skulle den ikke af ham.. 
Hunden ved jo ikke at du er gået for 5 min siden, og ikke 5 timer - den er jo altid glad for at se dig.
Nu ved jeg godt at når man er syg, så har man det træls og hele verden er dum, men han kunne da måske også godt lige have spurgt hvordan det gik hos jordemoderen imorges (er 35+2 og har termin om en måned). Det havde da ihvertfald ikke gjort noget.
Nu er jeg flygtet ind i soveværelset med min computer og hunden, for at slippe for at høre mere på ham. Tror først jeg kommer ud, når han engang skal fodres til aften. Sure bæst!
Godt at han kun er syg hver 3-4 år, hvis han skal være så galsindet. Har næsten lyst til at sende ham hjem til sin mor. 
)
Der er den der rammer kvinder og børn, og så den meget alvorlige som rammer mænd 
- og det samme gælder i øvrigt, hvis jeg er syg.
