Hej Tine.

Jeg har reelt aldrig mistet lysten, men har levet ganske fint i en laaaaang periode uden at sidde på en hest eller være i nærheden af noget, der har med heste og ridning at gøre.

Du har lige mistet din hest og har stiftet familie, så det er nok ganske naturligt, at du har brug for en pause. Og når lysten ikke er der, så lad være at kaste dig over et nyt hesteprojekt med det samme. Nyd tiden til dig selv og din familie, tag på fede ferier for dine "hestepenge", og så kommer lysten nok tilbage på et tidspunkt.

Heste er dejlige, men de er også enormt tids- og pengekrævende, så det skal helt klart være lysten, der driver, ellers er det da bare for surt.

Jeg tror seriøst ikkem jeg var i nærheden af en hest i næsten 10 år (og da jeg stort set ikke havde været af en hest siden jeg var syv, troede jegm at det var umuligt), men tiden gik med studier i Spanien, mand, tre børn, flytning til Belgien, etc.), og jeg savnede det ikke én eneste dag.

Pludselig var der gået ti år, lysten meldte sig igen, og nu passer heste igen perfekt ind i mit liv, og jeg ville ikke være foruden.

Tag du dig bare en fortjent pause, og fokuser på nogle andre ting, så kan det være lysten kommer retur.

Jeg mistede min hest i Januar.

Jeg har altid haft hest, altid haft min færden i stald og omkring hest..

Lige efter jeg havde mistet hende, fik jeg nærmest kvalme hvis jeg så en hest.. Jeg tog dybt afstand fra det.

Nu, et halvt år efter - der savner jeg det som en i h'lvede!

Jeg savner ikke alle bekymringerne og det at være bundet op økonomisk, men alligevel hører det sig bare med..

Jeg er i 7 sind, vil gerne have hest igen - men alligevel er jeg så bange for at miste igen, at jeg ikke rigtig tør. Har mistet rigtig mange heste til skader, desværre.

Selv et halvt år efter jeg mistede Vanessa, der drømmer jeg stadig om hende om natten. Jeg ved ikke hvor hun er, ellers er hun meget levende og venter kun på at jeg finder et sted at stille hende. Det er dybt tragisk at vågne om morgenen efter sådan en nat....

Harvester

Efter min første hest, ville jeg ALDRIG have hest igen, bare passe en ind imellem.

Men det blev anderledes, da jeg mødte min hest, det sagde bare slam . Skulle bare passe hende, men hun blev sat til salg, og ingen andre måtte få den fantastiske hest, så måtte det jo være sådan.

Men havde vore veje ikke krydset, havde jeg ikke fået hest igen! Har nemlig siden gået og kigget, om der er andre heste, der siger mig noget, men nej.

Jeg knytter mig til hestens personlighed, ikke "heste generelt", så det ville være rigtig svært for mig at købe en anden hest.

Hver gang jeg har redet en anden hest, har jeg også åndet lettet op, når jeg kom op på min egen. Selvom hun ikke just er perfekt, så er der bare noget særligt ved hende, jeg ikke kan finde andre steder.

Hej.

Ja, jeg har det faktisk lidt lige sådan, det er ærlig talt lidt skræmmende Jeg har redet hele livet (det var mig, der var i Schweiz i '07, du ved) og heste har været noget af det vigtigste.

Jeg mistede 2 skønne heste i løbet af foråret, de blev aflivet af forfangenhed. Før det, var der en hoppe, som blev solgt, en vallak, der blev flyttet, en, der ikke kunne rides af to ryttere, én anden hoppe, der pludselig blev flyttet, en hest der døde pludseligt og sådan har det været i 11 år!

Men efter Pingu og Gulle i foråret, er det ærlig talt, som om jeg ikke gider mere. Jeg har ellers rigeligt med heste - Pingus bror, en islænder, jeg tilrider - endog noget så spændende, som en stor, smuk belgierhoppe!

Det siger mig dog ikke rigtigt noget - ærlig talt, er det lidt som et arbejde. Tager derud, gør som jeg skal, tager hjem og tænker ikke mere på hesten, før jeg er der igen. Jeg har lige været ude at rejse, og jeg plejer at tænke på hestene og glæde mig til at komme hjem og ride - har dog ikke skænket dem én tanke undervejs...

Det er meget ubehageligt... Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så jeg fortsætter bare med de heste, jeg passer nu... indtil de bliver solgt/aflivet/flyttet!

Heidi

da jeg i en alder af 20 år startede på studie og flyttede hjemmefra til en fremmed by. Havde så en pause på 12 år, hvor jeg overhovedet ikke var i nærheden af en hest.

Så lige pludselig efter 12 år, kom lysten tilfældigvis snigende, og nu er jeg så dybt optaget af heste og ridning igen.

Så tror det er meget naturligt med en pause.

Mvh

Efter flere tab i min hestebestand har jeg også langt om længe erkendt at jeg ikke længere skal have hest.

Begge krikker er sat til salg, og tanken om at skulle af med dem gør ondt som ind i h....

Men jeg ved bare det er det der skal til.

Jeg rider ikke længere. Jeg passer dem, fodrer dem, muger ved dem, lukker dem ind og ud. Sørger for smed og evt dyrlæge. Men intet af det bringer længere glæde til mig.

Jeg glæder mig til hestene er væk. Og kan jeg ikke sælge dem, bliver de aflivet til efteråret. Jeg vil ikke gå en vinter mere i møde bundet af hestene.

Jeg er helt afklaret om at hestene ikke længere skal være en del af mit liv. Mangler bare at få taget de skridt der gør at det bliver en realitet.

Jeg håber jeg kan finde gode hjem til begge heste. Så jeg kan slippe dem fysisk og mentalt.

kender det.. har holdt 2 pauser..

1 pause kom efter at min første egne hest blev solgt, efter press fra min daværende mand..

fik først hest igen da jeg mødte min dejlige mand.. fandt min højt elskede bøffe fyr.. han gav mig jordens største rutsje tur..

da han blev aflivet tog det mig 3 dage at komme ned til de andre heste.. og lysten var nærmest væk, eneste hest jeg gad var min lille madam.. de andre blev fodret og det var nærmest det..

købet af niller var nok ikke det smarteste, da han ikke er min drømme hest.. så har igen haft et år med manglende lyst til at lave noget med heste dyrene..

nu er hr. hansen så vadet ind i mit liv .. og tryl tryl så hopper jeg glad i mine ridebukser igen ..

så tror meget af det har med at finde HESTEN igen.. for nogen lykkes det og for andre gør det ikke..

Jeg har kun været officielt hesteløs siden september 2010, men rent praktisk har jeg ikke haft fast med heste at gøre siden august 2009, da min sidste hest var i udlån et godt stykke tid.

Jeg savner heste TIT - næsten hver dag. Der var ikke rigtigt noget at rafle om - jeg SKULLE af med den sidste hest, det gav meget lidt mening at beholde ham, da jeg ikke bor i DK længere og flytter en del. Han skulle ikke udsættes for al den transport hver gang jeg flytter land. Min økonomi er heller ikke helt til hest, da jeg forsøger at spare op. Og ja, det er jo også der den ligger - jeg vil gerne prøve at have penge, der ikke bliver ædt op af hest. Og det ER sgu da dejligt ikke at skulle bekymre sig om hestens ve og vel - og den dyrlægeregning det ender med, hvis dens helbred skrænter.

Når jeg besøger min søster skal jeg altid ud at ride - og jeg bliver dybt misundelig hver gang over hendes skønne heste som hun kan pusle om hver dag.

Jeg går og pusler med tanken om at få undervisning en gang om ugen, men foreløbig er det ikke blevet til noget. Min kæreste forstår det ikke helt - han ved, hvor meget jeg savner heste, så hvorfor ikke bare rende på rideskolen en gang om ugen og slippe for at lægge alle de timer, alle de bekymringer og alle de penge i sin hobby. Men... det er jo ikke det samme. Som at have sin egen hest. Det bliver det jo aldrig. Så jeg pusler stadig...

Jeg ville elske at have egen hest igen - det VED jeg. Men omstændighederne skal være anderledes end de er nu; jeg skal være faldet helt til ro på eet sted, (eller ihvf. i eet land) og min økonomi skal kunne bære det, uden at jeg skal bekymre mig for meget om et par tusind kroner her og der.

Men ja, det er en - "hvad skal jeg nu?" fornemmelse man står med, når en så stor del af ens liv er forsvundet. Jeg var hesteejer i 17 år, og nu er jeg det pludselig ikke længere. Det ER da mærkeligt...

Jeg sagdte farvel til min smukke hest sommeren 10` - selvom der i overmorgen er gået 11 måneder, føltes det som om han var her igår.

Jeg kan dufte ham, høre ham og jeg drømmer om ham.

Lysten til ny hest er her ikke, jeg går i stalden og hjælper lidt - men såret i hjertet er ikke helet nok endnu til lysten virkeligt er kommet tilbage.

Men mon ikke hestelivet vender tilbage, de kloge siger at tiden læger alle sår.

Ja,sådan har jeg det nu,efter jeg onsdag morgen tog afsked med min lille ox-araber vallak Farim Jeg købte ham for 7 år siden på et stort araberstutteri,red ham selv til så godt jeg kunne,ud fra Klaus Ferdinand Hempfling's filosofi...Årene er bare gået med hest,hest,hest...Flyttede ham alt for meget rundt,fandt ud af,at hestemennesker er et noget specielt folkefærd..!Så fandt jeg til sidst det bedste sted for opstaldning,store folde,godt rideterræn,og ridebane...Men,så gik det bare rigtig galt weekenden op til Skt.Hans.Jeg ville ride en tur i skoven,og nød faktisk turen,glædede mig over min dejlige hest,som inden længe blev 11 år...Han var lidt frisk,men ikke mere end han plejede at være,så tog pokker ved ham,og han stormede afsted,som kun en fuldblods kan!Resultatet blev,at jeg havnede ude på en stærkt trafikeret vej,hvor til alt held ikke kom en bil,for det var 100% endt fatalt,ridehjelm eller ej...!Jeg blev indlagt på hospital,havde fået en hjernerystelse + knubs..

Men det' ikke,at skulle ud til hesten,køre på cykel 20 km ud og 20 hjem + ridning,det' savner jeg faktisk...Jeg sidder jo også nu,og kikker annoncer ud,men ved også,at skal jeg ha' hest igen,bliver det på min matrikel..Lige nu søger jeg,at finde et godt undervisningssted,så jeg kan velligeholde min ridning,uden at være så forpligtiget rent økonomisk/tidsmæssigt...