Det lyder ikke til at du har det nemt lige nu ....har du virkelig ingen at snakke med? Familie ? venner? Desværre kan folk ikke altid se på en at man har det skidt, dette selv om man selv føler at man sender signaler ud i alle retninger.

Når livet føles som alt er kaos, kan jeg sagtens forstå at du vil have en "pause" knap...det vil jeg da også til tider, men realistisk er det desværre ikke en mulighed.

Nu må jeg jo spørge...du er vel ikke derude hvor du har opgivet alt? altså selvmordstanker?

Man skubber dem væk fordi man tror det er det bedste, væk med dem så er man ikke i vejen og de er ikke i vejen.

Tror alting bliver bedre hvis man forsvandt, bare rejse langt væk. Ud hvor ingen kender en, hvor man aldrig har været før.

Alt indeni er kaos, som om alle tanker alle ord, alle oplevelser flyver rundt. Som ude i rummet alt er i en vægtløs tilstand, og vælter bare rundt mellem hinanden.

Som om helvede raser indeni, ligegyldig hvad man gør er der ingen ro.

Alt foregår så hurtigt man kan ikke følge med, og ingen ser ens smerte. Ingen ser det eller mærker det, vil man egentlig have at folk ved det? Nej det skal de ikke! Jo de skal da vide det, jeg vil have hjælp! Nej det vil jeg faktisk ikke!

Man kan ikke finde ud af det...

Du er ikke alene, mange har det sådan.

Gå et smut forbi lægen, det lyder som om du har udviklet en depression..

Det lyder ikke rart. Men det gode er at du har indset det

Jeg tror det her er starten på noget fedt... Find en god psykolog og få snakket det igennem.

Mange gange held og lykke. - jeg håber det har hjulpet at få sovet.

av ja det kender jeg godt, den følelse af at alt braser sammen om en, at man mangler nogen til at se at man har det skidt eller har det svært..

og jeg ligger også tanke mæssigt på den dystre side, hen af noget dep. men jeg har arbejdet meget med mig selv det sidste stykke tid, og der er nogle ting jeg har indset..

og det er, at kun du kan ændre dit liv, ønsker du mere kontakt med nogen -så tag kontakten. føler du dig ensom, så ring til måske kun den ene veninde og sig hej jeg er sgu ensom, har du ikke lyst til at vi finder på noget en af dagene..

og en anden ting accepter dit sind, accepter tankerne, lyt til dem også smid dem ud, og fortæl tankerne at du arbejder på sagen for et bedre jeg, men at det tager lidt tid..

Også sig til dig selv jeg er sg* et rigtig dejligt menneske, jeg har meget at byde på, og jeg vil gøre en indsats for at tingene ikke falder sammen om hovedet på mig

og self har man nogle aftener hvor man tuder og siger hvorfor dit, hvorfor dat -jeg havde en igår, åd ben and jerrys, for det ved jeg jo hva er, fordi jeg følte mig ensom og ikke elsket af nogen (fyr).. men så tænkte jeg ahhh diana altså, væk med isen, og hva filan brokker du dig over, du har det godt og har haft en fantastisk dag i bernstofsparken, og en hyggelig aften med at se en vens koncert med fedt musik.. (så væk med de negative tanker)

For min side handler det om at mit JEG skal styrre mine tanker, så mine tanker ikke går hen og bliver negative, for så får jeg det dårligt selvværds-mæssigt, dårligt oppe i mit hovede og så begynder jeg på sære ting som ikke er sundt for mig..

du må meget gerne skrive privat til mig hvis du skulle få brug for det

Livet er ikke altid nemt, men vi har heller ikke fået lovning på andet

pas godt på dig selv

kære du

hvor jeg kan følge dig i al dit indre kaos, og hvor er det bare svært når man står midt i det.

Jeg har selv været lige der hvor du lyder til at være, ja nogle dage føler jeg at jeg stadig står lige der igen.

for mig var det hele min arbejdsmæssige situation der var ude på et sidespor, og ved siden af kom så tabet af nogle af vores kære dyr, som altid har været der hvor jeg søgte hen når jeg følte tingene ikke fungerede, for der kunne jeg få mine tanker sat på plads.

Jeg er ikke, og har aldrig, været en social person, faktisk fungere jeg bedst uden alt for mange mennesker omkring mig hvilket har gjort at jeg ofte skubber folk væk fra mig, både familie, venner og nye bekendte, og hvor har ejg tit stået og følt mig helt alene fordi jeg har følt jeg her skubbet folk væk og ikke har kunne tillade mig at tage kontakten til dem igen, for det var jo mig der valgte dem fra.

Min store nedtur, som jeg kalder den pt, blev afsløret for mine kollegaer i februar, da en spurgte mig om noget simpelt men hvor jeg brød fuldstændig sammen, først der opdagede mine kollegaer, min familie og mine venner at tingene ikke gik godt for mig. Min afd.leder vidste der var ting som skulle ændres men intet var sket, men ingen andre havde opfattet at jeg havde presset mig selv ud hvor jeg ikke kunne bunde længere,og jeg havde ikke turde/kunnet råbe op.

jeg blev sygemeldt d. 22. februar i år pga arbejdsrelateret stress, og jeg er stadig sygemeldt og bliver nok heller ikke raskmeldt foreløbig, kaos eksistere stadig i mit hoved, og skaber en masse turbulens hvor jeg nogle gange er klar til at give fuldstændig op og gemme mig langt væk.

Min sygemelding kom som et chok for min familie og mine venner og især mine brødre har rigtig svært ved at forholde sig til det for jeg ligner jo den samme som jeg altid har været, og nogle gange kan jeg have en fantastisk dag hvor jeg er lutter glæde og smil, hvorimod den næste måske foregår grædende under dynen.

Men mine forældre og mange af de venner som jeg troede jeg havde skubbet fra mig, har alle trådt til, flere smider gladeligt hvad de nu er igang med når jeg ringer og er fuldstændig nede, så mit sammenbrud har vist mig at selvom jeg ofte skubber folk væk, bliver dårlig til at holde kontakten med dem og i det hele taget låser mig inde i mig selv, ja så er jeg alt andet end alene, de venner jeg troede var tabte er her stadig om end kontakten ikke er daglig, ugentlig eller endda månedlig, ja så er de her for mig, og ingen dømmer mig for mit indre kaos, tværtimod prøver de alle at hjælpe og forstå.

denne lange smøre, er egentlig mit forsøg på at fortælle dig at du skal åbne op inden du kommer alt for langt ud, vær ikke bange for at folk ikke er der for dig, for nogle gange sker de mest fantastiske ting når man åbner til omverdenen omkring sit indre kaos.

Min lærdom indtil videre omkring min sygemelding er i hvert fald at jeg for det første skal lære at sige fra, men også, og det er nok det vigtigste, at man aldrig er helt alene selvom det føles sådan.

Mvh

Mie