nej det synes jeg ikke, jeg bliver 31 og min mand er 26, han var 23 og jeg var 28, da vi mødte hinanden.Havde det på sammme måde som dig, at jeg ikke vil havde yngre mænd, men jeg faldt for ham og idag er vi gift og venter vores føste barn.

Selvfølgelig er alder mere end bare et tal. Det har jo noget at gøre med, hvor man er i livet, men uanset hvor tæt man er på hinanden i alder, vil man jo aldrig være helt præcist det samme sted i livet på helt præcist det samme tidspunkt.

Du skriver, at du normalt er meget imod at være sammen med yngre mænd. Hvorfor er du ligefrem meget imod det? Hvis det er sådan du virkelig føler, uanset grund, så vil det nok være svært for dig at være sammen med ham. De gange jeg har set folk være sammen med nogen, på trods af, at aldersforskellen egentlig generede dem, der har det ødelagt det, selv om det ellers var godt. Hvis du har det svært med at han er yngre, er det jo en ærlig sag og så er det ligegyldigt hvad omverdenen vil sige til det. Du må gøre op med dig selv, hvad du føler indeni, når du tænker over aldersforskellen.

Om det kan gå, kommer jo derudover an på jeres begges personligheder og om i er friske på, at tage de ting op, der sikkert vil dukke op, fordi i er meget forskellige steder i livet. Han skal først til at i gang med de ting, du har været igennem og rent modenhedsmæssigt er han sikkert også et noget andet sted end dig - ligesom han måske ikke jagter den store kærlighed, men måske mere at løbe hornene af sig (det kan jeg selvfølgelig ikke sige noget om, men det er jo ikke unaturligt i den alder). Og i skal være klar på, at folks reaktioner nok er anderledes, end hvis det var dig der var yngst eller i var jævnaldrende.

Men mærk efter i dig selv og hvis det er noget du vil gøre noget ved, må du jo snakke med ham om, hvordan han har det med det hele og hvis i begge to er klar på at prøve det af, synes jeg da bare i skal kaste jer ud i det. Det kan allerhøjest gå galt, men måske kan det også gå godt.

Tænk hvis det er ham der kan gøre dig lykkelig, og elske dig hver dag, og så "smed" du ham væk pga en sølle alders forskel...

Håber du er modig nok til at trodse din egen overbsvisning

tja jeg var sammen med min x i 2 år og jeg var 20 år til 22år og han var 39 da vi mødtes og 41 da vi gik fra hinanden men ok jeg er så til ældre mænd end mig fordi jeg syntes de er nemmere og snakke med og ja de kan da os en ting eller to i sengen med deres lidt mere erfaring

Aldersforskellens betydning afhænger meget af jer som personer Jeg har altid selv set mig selv finde sammen med en ældre fyr - især pga. veninders dårlige erfaringer med yngre (ofte grundet umodenhed). MEN nu er det sådan at jeg for 1½år siden så fandt en fantastisk fyr - selvfølgelig 1 år yngre end jeg selv. At han er yngre end jeg, er slet slet slet ikke til at mærke. Han er tvært imod langt mere målrettet, ambitiøs, ansvarsfuld, hensynsfuld (og jeg kunne blive ved) end mange fyre jeg kender som er et par år ældre end ham. SÅ modenhed kan langt fra altid måles i alder

Dog ville jeg ha virkelig svært ved at ved at finde sammen med en 16årig (jeg er 20), da jeg syntes der sker meget på årene 16-20. Fyren er vel kun lige færdig med folkeskolen, har ingen seriøs ide om hvad han vil med livet (forståeligt nok), og har ikke engang overvejet at løsrive sig fra forældrene?

Men men gør det op med dig selv. Indeholder han dine kernekvaliteter? Noget har jo fanget dig, så helt skævt kan det vel ikke være

I har ret alle sammen.

Jeg er heller ikke som sådan imod at være sammen med yngre mænd, men jeg har aldrig før oplevet at være interesseret i en mand, der er yngre end jeg selv. Jeg synes ikke, det er forkert, men har vel af princip altid tænkt, at det er kvinden, der skal være yngst det er vel egentlig mest, fordi det bliver forventet af folk omkring en..

Det er egentlig mest, at han "kun" er 16. Havde jeg været 28 og han 24 var det slet ikke noget issue på samme måde, men som det ser ud nu skal han først til at gennemgå de ting, jeg for længst har lagt bag mig.

Men som flere af jer skriver, må der jo være noget her, der er helt rigtigt siden jeg kan føle sådan for ham.

I mit sidste forhold var jeg 22 og min kæreste 18.. har aldrig haft en kæreste der var yngre end mig, og er ikke glad for tanken.. men vi havde det så skønt sammen! Desværre kom afstanden imellem os da der skulle studeres i stockholm, suk men anyways, ud af alle jeg har datet, hvor af de fleste var lidt ældre end mig, fungerede det her suverænt bedst - fordi vi matchede hinanden så godt.

Så lad nu ikke alderen komme i vejen for kærligheden lige nu virker det måske af meget, men om et par år betyder det ingenting

Jeg er helt vildt positivt overrasket over alles dejlige svar. Det har i hvert fald givet mig mere mod på at give det en chance. Man kan jo altid blive klogere, når det er prøvet, og så slipper jeg i hvert fald for at tænke over, om jeg mon traf det rigtige valg. Og han er bare så skøn altså, så jeg synes egentlig jeg skylder mig selv at prøve.

Og tænk nu, hvis det viser sig at være helt rigtigt?

Jeg synes godt du kan give dig i kast med det

Min veninde fra gymnasiet var da også 20 da hun var sammen med en på 16, så det er altså muligt. Langt hen ad vejen handler det jo om mental alder.

Hun er ikke på HN så jeg kan vidst roligt sige, at hun var en af de 20-årige som nok var 15 i hovedet.. Utroligt umoden så de passede sammen, de var nået lige langt i deres mentale alder

Så hvis du føler i har en god kemi, jamen så har du nok bare fundet en fyr der er meget moden af sin alder, og derfor kan i stadig passe sammen mentalt

Jeg er lidt splittet i det

Normalt er jeg af den holdning at krælighed ingen grænser har. Men som du selv er inde på er der et stort spring når de drejer som om under 20. Så umiddelbart ville jeg syntes det var dumt.

Men kender jo slet ikke fyren, så vi ved jo ikke om han er meget moden og ikke opføre sig som 16 årig. Plus at du sikkert vil fortryde hvis du ikke forsøgte. Så vil han nok længe være et crush som du tænker hvordan ville ha været endt.

Så jow ville nok personligt tage skridtet og opklare om han er fyren. Er det den store kærlighed er det jo helt fantastisk. Er han ikke den store kærlighed, kan du gå videre velviden om det ikke gik.

Held og lykke

det jo ikke hans dåbsattest du skal kysse, nyd tiden, fungere det ja så fungere det, ellers har du forhåbentlig en dejlig tid, så du kan tænke tilbage på med et smil

Tænk hvis det er ham der kan gøre dig lykkelig, og elske dig hver dag, og så "smed" du ham væk pga en sølle alders forskel...

Håber du er modig nok til at trodse din egen overbsvisning

Er så enig i hvad du skriver!!

Mødte selv en fyr som 19 årig som var 37 år!!

Ja kæmpe alders forskel men vi var da sammen 3½ år - og voksede bare fra hinanden, men har en rigtig god ven i ham id ag

Jeg er 33 min kæreste er 22 (bliver 23 i maj)

Jeg synes det sværeste er at men ligesom kommer ret meget til at høre for det...

Jeg mærker ikke på min kæreste, at han er væsentligt yngre end mig, jeg har aldrig haft en forhold der virkede så rigtigt, samtidig med at være nemt og ligetil... normalt er jeg virkelig usikker på alt cirka hver 4. uge (hmm hehe hormoner) men ikke nu, det er som jeg bare hviler bedre i mig selv, han giver mig ro og sådan er det faktisk næsten hele tiden, han formår altid at sige det rigtige, at gøre det rigtige og bare være tilstede.

Så gå du bare efter en yngre kæreste, dine omgivelser vil sikkert moppe dig og måske også hans, men de fleste accepterer hurtigt at sådan er det. Dog vil jeg sige med en under 18, er der visse andre ting at overveje, men det er jeg sikkert på at du har overvejet (hvad f.eks. hvis du vil i byen og han ikke er gammel nok til at komme ind?)

Men jeg ville ikke droppe kærlighed pga et tal, eller for den sags skyld i mit tilfælde også nationalitet

/Charlotte

Jeg bliver 35 i juni og min mand er 27. Vi har kendt hinanden i knap 6 år. Dvs jeg var 29 og han 22, da vi mødtes. Jeg var meget i tvivl om aldersforskellen, (og det kom fuldstændig bag på mig, at han var SÅ ung! ). Der kommer jo et tidspunkt, hvor det er ret praktisk at være nogen lunde i samme udvikling, hvad ens fremtid angår.

Men det forestiller jeg mig, er knapt så aktuelt i jeres situation, da børn, familie osv. ligger temmelig langt væk med en fyr på 16 og en kvinde på 20

Jeg lagde drømmen om børn på hylden, og prøvede lykken. Idag er vi stadig sammen og still going strong, og forsøger på børneprojekt.

Alderforskellen har jeg intet mærket til i det daglige (så havde jeg ikke været sammen med ham), men karrieremæssigt, har jeg godt kunne mærke det. Jeg har været færdiguddannet i 7 år, han er lige blevet færdig. Jeg går på pension 7 år før ham!!