Min svigerinde begyndte for nogle år siden - og lidt oppe i alderen - at ride.

Det mundede ud i at hun fik sin helt egen hest til låns.

Hun bor et godt stykke op i Sverige, med de mest fantastiske skove som nærmeste nabo. Hermed er der jo regelmæssig sæson for indsamling af skovens guld - kantareller.

Hurtigt fandt hun jo ud af at hver gang hun bevægede sig på hest ud i efterårsskoven kom hun væsenligt længere og vidt omkring, frem for til fods....og allevegne stod de små lækre godbidder og kaldte på hende.

Yep - to fluer med et smæk - skøn ridetur OG flødestuvede kantareller med ristet brød til aftensmad.

Smart som hun er forsynede hun sig med en stor plasticpose i ridelommen, så indsamlingsemballagen var på plads.

Rider ud i den skønne natur og en times ridt hjemmefra passerer hun så en regulær guldgrube af svampe.

Hopper af hesten, slipper tøjlerne, flink hest går ingen steder, men venter pænt, hun ta'r indkøbsposen op af lommen og folder den ud.

Folder ud ved at ha' et håndtag i hver hånd, løfte posen højt over hovedet for at trække den hurtigt ned af for at åbne den/fylde den med luft.

BAAANG sagde op i hestens hoved. Klog og smart som hesten var, og som det flugtdyr den nu en gang er, vendte den 180 grader og forsvandt i horisonten.

Og der stod hun så tilbage - med sin fine pose - parat til kantarelplukning....og tænkte:

HVOR DUM KAN MAN VÆRE!!!!!!

KH:)Annette der medsender en hilsen fra Sverige: dont ever.....(og må indrømme at jeg aldrig nogensinde har grinet så meget over en "hestebommert")