En mor der drager omsorg, passer og plejer en og det er jo den rolle de fleste af os tager når vi anskaffer et dyr. Vi sørger for dets velbefindende, at det får mad, kærlighed, omsorg og tager os af det når det bliver sygt.

Jeg er ikke "mor" til vores heste og har aldrig været det til vores ponyer.

Men jeg har været mor til vores hunde og katte, efter vi fik vores datter, for hun har altid omtalt mig som mor og hendes far som far overfor dyrene herhjemme.

Det bliver dog ikke brugt meget.

Så nu da hun er flyttet hjemmefra, er jeg mor til 3 hjemmeboende katte.

Som anette k skriver, mener jeg også at mor er nærmest en betegnelse.

Omvendt så er jeg tæt på kvalmestatiet, når folk omtaler deres dyr som - "Min dreng" eller - "Min pige".

... jeg er ikke mor til nogen af mine dyr - men det generer mig ikke at andre siger det. Baloo har lige haft visit af dr. dyr i dag, og hun spurgte da også om jeg var "baloos mor" (det var ikke mig selv der havde ringet). Det gør mig ikke noget - selv om det ville have været en hård fødsel hvis det havde været tilfældet

Jeg kan til gengæld godt omtale ham som "min dreng" - ikke som i "søn" men simpelthen fordi han er min og han er et væsen af hankøn.

Men sjovt som nogen finder betegnelserne for dyr vigtige. Jeg kalder også kattene for "misser" - selv om der er nogen der synes at det er slemt.

(og lige om lidt vil jeg gå ud og lukke min dreng ud igen, når han er kommet sig over den sovesnaps han fik af dr. dyr. - Oversat - hesten skal på fold når bedøvelsen har fortaget sig)

Jeg er også Nynnes mor herhjemme, og min kæreste er Dannies far - altså vores hunde, hvis jeg siger, kommer far hjem - så står hundene parate til at løbe ud af døren og give ham en velkomst

Det er da bare et ord man bruger - den person der drager omsorgen for dem tænker jeg, det tænker jeg nu ikke så meget over.

Af det med, at man er "mor" til et dyr selvom, dyr ofte har en barnlig adfærd overfor mennesker (hunde og tamkatte beholder barnlige træk, som ulve og vilde katte mister, som voksne). Barnlige træk er: bjæffen, miaven og den kærlige adfærd, vi kan lide + tilknytning.

Men nu stødte jeg lige hadereklamen: "En kat er et barn, der siger mijav". YRGH! (Det er for en kattepension, og mine kommer ALDRIG til at sætte pote på deres væg-til-væg tæppebelagte herligheder, selvom der er springvand! ).

Jeg er højst "madmor" for mine dyr, og kattene er højst "missedrenge" og "missepiger" i direkte tale til dem, hvor jeg dog kan være hæslig sentimental. Men, det er kun dem, der hører det!

Jeg er enig med xtiny og bombur.

For jeg kan heller ikke lide når nogen betegner sig som "mor" for deres dyr.
Der er sgi kun én mor - og den er den, der har født kræet.

For JA, mine dyr er mine børn - og ja jeg kalder mig mor til dem og de er mine piger og drenge

Det betyder dog IKKE at jeg vælger at behandle dem som små børn.

Hvorfor jeg gør det? Tjaeh, de er den eneste form for børn jeg får og jeg synes det er meget... Ja jeg ved ikke om jeg vil sige "sjovt" men hyggeligt.

- Mine svigerforældre er skam også "farmor og farfar" Min mor skriger af grin når hun bliver kaldt "mormor" tilgengæld men plejer at sige til hundene at "hvis de bliver trætte af mor og far kan de bare stikke af ned til mormor, nå!"

Ja, en mor er selvf. en der har født barnet/dyret, MEN, man KAN vel godt være mor til et barn/dyr, uden der er noget biologi blandet ind i det? Hvis vi skal være detaljerede?

- Jeg mener ikke biologi er den udelukkende faktor for at være nogens mor eller far, men netop som annette k siger - en mor er den som drager omsorg m.v.

Dog har jeg vist kun et "mor-gen" overfor hundene, marsvinene må sgu undvære *GG*

Mvh. Rollo, mor til

Freja, Lucky, Lucy, Danny & Molly *GG*

Jeg er MOR for min datter; Emma og for min søn; Simon.

Ikke flere og ikke andre.

Vi har en hund; Ronja - jeg er hendes EJER.

Vi har en hest; Amigo - jeg er hans EJER.

Vi havde en kat; Sofus - jeg var hans EJER.

Ingen putte/mad/kæle/mor her for dyrene.

Kan også krumme tæer over det især ekstreme tilfælde.

áltså jeg kalder ikke mig selv for mor, men MIN mor er mormor til karisma )

Ikke noget jeg egentlig har tænkt over, indtil min hest kom i tilridning hos en, der kaldte ham en "baby" (hesten var 4 og 165 i stang) og desuden kaldte mig for hans mor. Da kunne jeg godt mærke at det var meget langt væk fra min verden. Kunne ikke selv overhovedet finde på at bruge de betegnelser.

Bruger jeg i den gammeldags bondebetegnelse, det svarer vel til husmor (men jeg er ikke mor til et hus). Fodervært er upersonligt, som om man bare hælder mad i kræet.

Hvem sagde også, at man skal være konsekvent!

Katte- kan man nogensinde eje dem? Det er mine katte, jo, men...

Jeg kan så kalde mig "kattetæmmerske"?

Jeg krummer godt nok også tæer når folk står og omtaler deres dyr som deres børn.

Jeg er ikke mor for mine dyr, jeg er deres ejer. Jeg ville da synes det var noget underligt noget hvis jeg havde børn og de skulle sidestilles med en hund eller en hest.

Helt enig... Det er virkelig noget sjovt noget...

Menjeg gør de tpogså, både med ponyen og hunden...

virkelig ik problemet- så længe man ikke behandler sine dyr direkte som man ville behandle sine børn altså- ja her hjemme er tøsen osse "mors lille vuf". OG?

For mit vedkommende har det at gøre med at det i mine ører lyder så pokkers upersonligt at sige andet.

jeg er adopteret og kender min biologiske mor og min holding er at: en mor er den som påtager sig ansvaret, giver kærlighed og omsorg mad og andre fornødenheder, hvem der har født en er flinterende ligegyldigt.

Og hvad betyder det om jeg siger min dreng, eller mors dreng ikke det store vel?

StaldLender!! Sådan har jeg det også.. jeg er da stolt af at være den "mor" der ikke har født dem.. men føder dem.. yder omsorg og elsker dem..

Jeg arbejder med omsorgs svigtede børn.. og de er også "mine" for de er under mine vinger.. sådan er det!

Er helt forundret over, at nogen overhovedet kan få det til at blive et irritationsmoment og i nærheden af kvalme

Men nu er jeg så også selv "en af DEM" som gør det og har jo nok bare ikke overvejet hvad det er, jeg gør ved folk med denne adfærd...

Om jeg vil ændre på det? Nixen bixen Karen Blixen! Det er min egen sag... hverken mennesker eller dyr kommer til skade og jeg behandler mine dyr rigtig rigtig godt - når jeg alså selv skal sige det

Men mens jeg undrer mig over, hvordan et sådan emne overhovet kan blive til et emne. Så har jeg jo også mit eget lille moment: Jeg kan ikke døje når folk der kalder deres kat, hund eller hest for en DEN...DEN bruges om TING - dyret har en personlighed og er dermed IKKE en den! Tja, så jeg er jo ikke bedre selv ha ha

stadig, da hingsteejer for år siden ringede mig op og lagde ud med at erklære: "Du skal være MORMOR!" - stilhed - "æææh, hva?" Det viste sig så selvfølgelig, at min kære hest var blevet scannet i fol, men det er altså ikke noget, der lige fiser ind på lystavlen, når man som 20-årig bliver kaldt mormor

Jeg har aldrig kaldt mig mor over for mine dyr, men min vallak var nu altid min dreng og min dengse Men altså ikke med betydningen "søn".

Det kan ikke pisse mig af, at andre kalder sig mor for deres dyr, men det ville aldrig falde mig ind selv at gøre det.

Jeg er mor til alle mine dyr ikke biologisk, men mor alligevel. Ikke at de bliver behandlet som børn, jeg gør et stort nummer ud af at de netop ikke skal behandles som børn. Men mor det kalder jeg mig altså...værsågo at brække jer.......

Jeg har altid synes, at det var noget mærkeligt noget, at folk kaldte sig selv for "mor" til deres dyr. Ja måske enda lidt ulækkert. MEN må indrømme, at jeg efterhånden også selv gør det.. hvorfor ved jeg ikke, måske fordi jeg har hørt det så mange gange efterhånden, og andre også kalder mig for mine dyrs "mor".. uanset grunden, tager jeg mig da indimellem i at sige "Dinas mor" om mig selv.. men synes stadig lidt det er noget underligt forskruet noget..

det er mere og mere underligt så små ting, folk kan kalde en masse væmmelige ting. Underligt at der ik skal mere til for at det går folk på...

Har folk bar ik andet at gå op i end hva andre gør? Er man blevet så "smålig" at man ik kan accepterer anden opførsel end den man selv sætter for dagen?

Jeg forstår det ikke...

aldrig skænket det en tanke før, men jo her er vi også mor og far til hunde og kat, og det falder os helt naturligt. Datteren siger også til hundende, om de kan finde mor/far.

Gør det mig mærkelig - måske, men jeg har heller aldrig påstået at jeg var normal

Her er vi da også mor og far for dyrene.

Hvad skal jeg sige til hunden når jeg kalder den til mig ???kom hen til Lene...næh nej, jeg siger da kom hen til mor.

Børnene sige da, gå hen til mor.

Så er der lige stalden, ja men der står far`s dreng.

Det giver mig bestemt ikke kvalme.

Jeg er ikke mor til nogen, ej heller min hest.

Jeg kan godt ngen gange føle, at et er for meget, hvis man opfatter sit dyr lidt for meget som en baby, med kys på mulen og sådan noget puttenutte-snak til den.

Når det så er sagt, så kan jeg godt finde på at kalde min hest "Mors lille Bangebuks" eller noget i den stil. Dog er det stærkt ironisk ment, da Dyvell er bange for stort set alt, så når jeg synes, at han bliver for meget, må jeg gøre lidt grin med ham, det er jo ikke til at holde ud, at have sådan en tøsedreng til hest

Jeg tror nu nok, at jeg ville måbe lidt, hvis f.eks. en dyrlæge kaldte mig Dyvells mor?? Øhh, nej, jeg er hans ejer! Og jeg er meget glad for ham, men hans mor??? Det er en hest vi taler om!!!

Egentlig ville jeg opfatte det som uprofessionelt af en dyrlæge at sige sådan, men jeg kan nu heller ikke forestille mig, at min dyrlæge ville sige sådan.

jeg er kun MOR for min datter.

dyrene har jo ikke brug for en benævnelse, og i omtale er de altid bare mine dyr, og jeg deres ejer undtagen for den ene kat den ejer vist mig..

Jeg er adoptivmor til min Fox Terrier, Nova, når man ejer et dyr giver man kærlighed, husly og mad, ligesom en mor ville
gøre. Det er ikke sådan at jeg går og siger "skal du med mor ud gå? - er du mors lille guldklump?" nej nej, sådan er det skam ikke, men nogen gange smutter ordet da ind. Jeg kalder hende i imellem også min pige, for hun er jo altså min, og hun er en tæve. Kan ikke se hvorfor det skulle være kvalmende på nogen måde.

UHA - det er også en af dem, jeg har rigtig svært ved. Jeg omtaler ALDRIG mig selv som mine dyrs mor - jeg er deres ejer, men ikke mor.

Min hest er "mors pige" - Sådan er det! Men det gør hende da på ingen måde til mit barn.

Og ja, hun får kys på mulen og bliver tiltalt som min lille puttegris - Men det er da kun fordi, jeg holder af hende og har behov for at udtrykke det, hvilket nok mest er for min egen skyld. Alt efter situationen og humøret bliver hun også nogen gange tiltalt som min præmieko eller hysteriske kamel, men det gør hende da heller ikke til hverken ko eller kamel.

Min hest er og bliver en hest, uanset hvordan jeg til- eller omtaler den. Jeg holder af min hest, som man nu engang holder af sådan et kræ - Det bliver heller ikke anderledes, alt efter hvilken titel, jeg tildeler mig selv.

Mor er hende, der giver mad, renser skrammer, giver tryghed og drager omsorg - Og det er mig. Derudover er min hest af hunkøn, derfor bliver hun omtalt som "mors pige".

Der ligger ikke en eller anden illusion om, at jeg er hestens biologiske mor bag dette

Dog kan man godt argumentere for, at hele heste-trenden (man passer, plejer og drager omsorg for hesten) på en eller anden måde bunder i en form for moderinstikt - Der er nok en grund til, at hesteverdenen er domineret af kvinder

men "mor" for mine dyr..

Jeg kan godt kalde mine heste for mors drenge, og de er jo ikke en gang drenge, de er jo vallakker

Kattene er mors kamp katte, og hunden mor og fars dræber.. Kattene er ikek kamp katte, den ene tror det bare, og hunden, jaaaa det eneste den dræber er hvis bier af og til..

J adet lyder da latterligt, hvis man ikek lige er i det hjørne.. Men herregud det er jo bare noget man siger, ingen regner vel med at de er lavet af os to benet. Og gør de, så lad dem endelig blive i troen..

at det lyder mærkeligt at sige "mor" og "far" overfor dyr - har aldrig selv brugt det.

Jeg har aldrig selv omtalt mig som "mor" for mine dyr, da jeg også synes, det lyder forkert. Men det kan nu ikke få mig til at krumme tæer, hvis andre gør det

Jeg omtaler heller aldrig mine dyr som "dreng" eller "pige", men jeg kan godt finde på at bruge "dreng" eller "tøs", når jeg taler direkte til hesten, a la "hej dreng"/"hej tøsen". Lige pt har jeg dog ingen dyr selv, men en partpony, der altid går under eget navn eller blot "pony" aldrig "dreng".

For mig er det lidt for meget en bagatel at bruge energi på at krumme tæer over, hvad andre vælger at kalde sig selv og deres dyr.

Jeg betragter selvfølgelig ikke mig selv som mor til min hund, men derfor kan jeg da stadig godt sige "min lille pige" og "kom hen til mor", ligeså vel som jeg kan kalde hende "bassepige" og diverse andre kælenavne Så længe folk ikke for alvor tror, at de virkelig er mødre til deres kæledyr, er deres valg af kælenavne altså ikke noget, der kan hidse mig sønderligt op. Kun dem, der siger "den" om dyrene. "Den" er altså en genstand og har ikke noget med et levende dyr at gøre!

Jeg kalder mig egentlig aldrig min hests mor, men ind imellem er min kat mors et eller andet....

Min hest er ind imellem en god dreng - og det er han vel også altså hankøn... (sådan næsten i hvert fald...)

Og så vil jeg tusind gange hellere høre på at folk kalder deres hest for mors pige/dreng og andet sukkersødt end hvad jeg rigtig ofte hører nemlig INGENTING.

Jeg er forbløffet over hvor mange menensker der KUN taler til deres hest når de giver en ordre eller skælder ud/sætter grænser. Jeg synes godt min hest må forbinde min stemme med noget positivt i stedet for kun nej, kom, stop, stå, hold op, osv. Så jeg sludrer om ligegyldige ting med min hest

Jeg tror han mærker min henvendelse mere end han hører mine ord, men jeg tror på at det giver en positiv forbindelse.

Og et tegn på at jeg kan have ret er, at han selv efter jeg havde været bortrejst i 2 mdr løftede hovedet ved lyden af min stemme flere hundrede meter væk (jeg talte helt alm til et anden menenske) og vrinskede.