Jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller slutte.
Jeg har en perfekt ispind, den passer lige til mit sind og har aldrig gjort en flue fortræd i de år jeg har haft ham.
Jeg har altid været dressur rytter, har også haft en dressur pony men vores kemi passede aldrig sammen, så det endte med at jeg måtte sælge og heldigvis! fandt en rigtig sød ejer til ham. Dette gjorde at jeg troede, at jeg var nået til et punkt hvor jeg var færdig med dressur.
Det har jeg så fundet ud af, at jeg ikke er.
Jeg har dårlig samvittighed overfor min hest. Jeg passer ham og plejer ham, rider ham, og elsker simpelthen hans sind. Men jeg har et STORT savn til dressur, og generelt til en STOR hest. Jeg har altid været dybt facineret af de store heste, har altid været den der stod på sidelinjen i mens der var stævner, og ønsket at dette var mig.
Da jeg købte islænder, var dette en ny begyndelse. Jeg havde dog ikke set det komme, at jeg ville få så stort et savn til dressurhesten. Jeg har sågar DRØMT om at jeg red dressur igen, og havde en "stor hest".
Og det værste er jo at jeg kan mærke, at det ikke bliver bedre. For hver gang jeg ser dressur, eller andre ryttere ride dressur, så savner jeg det.
Det er egentlig ikke kun dressur, det er generelt de "større" altså over 1.50 som jeg drømmer lidt om.
Så nu sidder jeg fast, jeg har islænderen med et perfekt sind, som vrinsker når jeg kommer - også har jeg min drøm om en stor hest. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, og jeg er efterhånden træt af at drømme om noget.
Men siger man ikke også, at man altid vil have, hvad man ikke kan få? 
suk...
