På mit job støder vi også jævnligt ind i dyreværnssager og jeg vil give DB ret i at det ofte bunder i sociale problemer.
Jeg har heldigvis kun mødt én mand som virkelig bevidst har gjort sit dyr ondt, resten bunder simpelthen i manglende viden, psykiske problemer, økonomi osv.

Når folk mister grebet på den måde, er det uhyggelig svært at bede om hjælp. Jeg tror at de gerne vil, men ikke kan overskue konsekvenserne og så er det "lettere" at lade stå til.

Selvfølgelig bliver jeg også frygtelig harm og vred når jeg ser dyr der har det dårligt, men også ked af det fordi jeg ser at mennesket bag, har det elendigt.

Måske skal vi blive bedre til at hjælpe naboen eller hvem det nu kan være, når vi kan se at det går ned ad bakke. Mange lukker jo øjnene for det og kommer først på banen med skældsord og meninger når andre er skredet ind.

//Dorte

Det er selvfølgelig trist at hver fjerde dyreværnssag (dvs. ca. 25% af sagerne) ifgl. DB skyldes sociale problemer (trist for både dyrene og deres ejere).

Men hvad så med de 75% af dyreværnssagerne der IKKE skyldes sociale problemer? Enten er der en fejl i regnskabet hos DB over hvor mange sager der skyldes sociale problemer (så det må være mange flere) eller også er der en masse mennesker der virkelig burde sidde bag tremmer.

Lene

Dorte, du har ret i, at det at bede om hjælp netop er det, disse mennesker har svært ved. Det var ønsketænkning, det jeg skrev i mit første indlæg.

Jeg synes, at du har en god pointe i, at vi skal blive bedre til at spotte, når en nabo eller anden ændrer adfærd, og hvor dyrene herved begynder at lide overlast.

At skride til handling - inden det får fatale konsekvenser for dyrene!!

Lenuccia,

Jeg undrer mig også over, at det kun er 25%, der skyldes sociale problemer.

begynde at få den holdning at hvis naboen sulter sine dyr, børnene går for "lud og koldt vand" eller konen får noglen på "ørene" så er det også MIT problem, og hvis jeg "blander" mig på en pæn måde og venligt tilbyder min hjælp, så tror jeg at mange ting vil gå i orden inden det bliver en sag.

jeg tror ikke at man kan redde hele verden, men den slags sager opstår jo ikke fra den ene dag til den anden, så kan man forhindre bare en sag i at opstå så er det det hele værd

Tina, jeg er enig med dig.

Jeg har det sådan, at hvis man ser noget, så skal man forsøge at gøre noget. I første omgang tale med ejerne på en ordentlig måde.

Hvis man ikke gør noget, så er man medansvarlig for misrøgt....

Jeg tror det er meget svært, for hvor meget ved vi egentlig om vores naboer?

Vi bor i en lille landsby, og selvom vi kender de fleste, så er der stadig langt til at vide hvordan de har det inde bag hjemmets 4 vægge.

<<Personligt kunne jeg tænke mig, at disse mennesker bad om hjælp, så dyrene ikke kommer til at lide under forholdene.>>

Jeg er så enig, men hvor går man hen og beder om hjælp??

Kommunen? de er da ligeglade med hvordan dyrene og højst sandsynligt også hvordan borgeren har det.

Ringer til politiet... de vil sige at det ikke er deres problem

Ringer til familien... i mange tilfælde har de givet op for mange år siden.

Det eneste staklen kan gøre er at sætte sine dyr til salg, og det kan de hverken nænne eller har overskud til, ofte kan de jo ikke engang overskue at passe på sig selv.

Så hvad er løsningen for den stakkel der har givet op og sidder i l*rt til op over begge ører? hvem skal de kontakte for hjælp?

Ja jeg er så enig i at naboerne burde være mere vågne, men altså vi blander os da ikke i hvad hinanden laver... nææh nej vi passer os selv, og så er den ikke længere.

Hvis der går magre dyr ude på marken er det nemt at se, og nemt at melde, men 50 katte 100 rotter, kaniner osv dem har man jo ikke en chance for at se hvordan har det.