Mærk efter - ingen af os kan give dig det rigtige svar!

Kan man da ikke sådan lige svare på..

Jeg har fættre som jeg aldrig ser, og ville nok heller ikke dukke op hvis de døde. Men så har jeg da også nogle ( fætter og kusiner) som jeg gik sammen med da jeg var ung og da stadigvæk har en smule kontakt til og der ville jeg jo nok komme til begravelse.

Det alt afgørende er ikke, hvordan han levede sit liv, men om han betød noget for dig eller har betydet noget..

Hvis ikke du selv har "behov" for at gå til begravelsen, har du overvejet om det ville betyde/glæde hans forældre og evt. søskende hvis du mødte op?

Skal nok bruge noget mere tid på at mærke efter.. Men det er lidt svært at finde ud af om det ville betyde noget for de andre om jeg kommer eller ej.. Hmm. Men tak for jeres svar

Det kan du kun selv svare på.

Men kan da fortælle lidt om min bror.

Jeg havde en halv-storebror som var 5-7 år ældre end mig, vi mistede kontakten til ham omkring min konfirmation.

Der kom noget familiefnidder her som jeg endnu ikke helt har opklaret.

(Han var min fars søn)

Jeg kan ikke huske det i helt konkrete detaljer men, han og jeg fik kontakt til hinanden ved at jeg fandt hans adresse og skrev til ham.

Vi skrev en smule frem og tilbage og en dag ringede han så og det endte med han kom og besøgte os alle igen.

Min far var nu blevet farfar - ret surrealistisk for ham/os.

Men mødet gik fint og troede det var det; at min bror var tilbage i mit liv igen.

Vi skrev stadig lidt sammen + ved han også mailede med hans/vores far.

Det ebbede ud i sandet igen pludselig.

Jeg valgte efter 1 års tid at prøve at kontakte ham igen - det gav endnu et møde, dog kun mellem ham, mig og min søster.

Endnu engang ebbede det ud.

Efter 1års tid overvejede jeg igen om jeg skulle prøve, men blev enig med mig selv at han nok ikke gad, eftersom det altid døde ud.

Det var i 2004 jeg blev enig med mig selv om at stoppe.

Et års tid efter begik han så selvmord - hang sig selv

Min far fik det først at vide ca. 1 måned efter at det var sket og det betød jo at vi ikke kunne deltage i begravelse eller andre ting.

Det var og er stadig væk utroligt trist og en meget underlig fornemmelse.

Jeg mangler virkelig en form for afslutning, et farvel, en begravelse, en grav, et punktum.

Også selvom vi ikke havde det tætteste forhold til sidst, men jeg savner ham og bebrejder mig selv for ikke at have prøvet at skabe kontakt igen dengang jeg endnu engang overvejede det

Han havde det svært, havde svært ved at finde ro og havde 2 forliste forhold med en søn i hvert bag sig.

Trist..

Men altså; jeg vil anbefale at tage med, vise respekt og: få sat et punktum.

Hvis du kan overkomme det med dig selv, så synes jeg du bør tage med. Om ikke andet, så for hans forældres skyld, for at støtte op om dem.

Det er ikke altid den døde man møder op for, men lige så meget de levendes skyld at man kommer. De døde er ligeglade, det er de efterladte der bærer de største byrder og de tungeste åg i mange år fremover.

Jeg plejer at gå efter princippet - er man i tvivl, så tag med.

Jeg har endnu ikke været til en begravelse hvor folk er blevet sur over at man er kommet. Nogen har mistet deres kære og de efterladte vil altid glædes over at man vil vise den sidste ære.

Vi havde en voksen på vores rideskole. Hun havde fået fjernet armen og skulderen pga. kræft. Hun var begyndt at ride med enhåndstøjle og det gik rigtig godt og mandag sagde vi "vi ses" og hun tog hjem.

Næste mandag ringede hun at hun var syg og torsdag fik vi en opringning - hun var død. Øhhh så stod vi der, skulle vi tage med til begravelsen. Vi blev hurtigt enige om at ingen af os havde sagt farvel og vi tog med selvom vi kun havde set hendes mand 2 gange.

Han blev meget rørt og glad over at vi kom og vidste hende den sidste ære. Til venner snakkede han om hvor stort han syntes det var at vi var kommet.

Så derfor bruger jeg altid den. Er du i tvivl - så tag med.

Katrine

Jeg er bare så enig med Katrine: er du i tvivl, så tag med....

Man kan fortryde man ikke tog med.

Det kan være svært at tage med, men man fortryder det ikke.

De gange jeg har været i tvivl, har jeg valgt at deltage. De pårørende sætter så meget pris på det. Det er en lille ting, med stor betydning, at give til de efterladte.

Tak for jeres råd og svar

Tror også jeg tager med. Nok mest for min fasters skyld (hans mor). For som I skriver er det mest for deres skyld at man skal komme, så det ender nok med at jeg tager med

Jeg har stået i en meget lignende situation og tog til begravelse - har ikke fortrudt det, selvom det var meget, meget hårdt at være vidne til hans søskendes og forældres sorg. Nogle gange skal man tage af sted, fordi andre har brug for, at man er der.

Jeg tog også til min barndomsvenindes mors begravelse - hun døde alt for tidligt, og jeg tudede øjnene ud af hovedet den dag. Meget, meget hårdt, da man jo nemt kan sætte sig selv i andres sted i sådan en situation.

Men jeg ved, at det betød noget for min veninde, at jeg var der, og det er det, der er hovedsagen. Vi snakker ikke sammen særligt tit længere, men det var underordnet den dag.

Han er din fætter og du har trods alt haft kontakt med ham inden for de sidste år.

Du skal gør det for hans forældres skyld. De er jo din familie og dem kommer du jo nok til at se igen ved senere lejligheder. tænk på at han trods alt var deres barn og at det vil varme deres forældrehjerter at der trods alt er nogen som vil følge ham det sidste stykke.

Uanset hvordan han har levet så var han jo deres barn og din fætter.

Venlig hilsen

Helle

P.s Jeg har med vilje ikke læst nogle af de andre indlæg før jeg gav min mening til kende så det jeg har skrevet er min personlige holdning og den står jeg ved, men jeg synes at det vigtigste af alt er at du mærker efter i maven og finder ud af hvad du føler du bør gøre, for det DU gør i denne situation er det rigtige for dig.