I min verden er det dit dyr og dermed også dit anvar.

Og jeg kan bare ikke forstå hvordan man kan vente i dagevis med dyrlægebesøg ved sådanne symptomer?

Men jeg synes også dyret skulle ha en chance, jeg ville vente et par dage for og se om han fik det bedre... og det gjorde han så ikke.. nu er det jo ikke sådan at han har gået med i flere mdr.. han havde det ikke onsdag i sidste uge, men da jeg var hjemme og spise fredag lød han sådan, og jeg ville så derhjem idag for og tjekke og da det så ikke var blevet bedre sku der gøres noget.. det skal desuden siges at dyrlægen spurgte hvor længe det havde stået på , og jeg sagde 1 uge, og han sagde, ja hvis det kun lige var kommet, kunne det bare være en forkølelse så kunne vi se dagene an, men når det har stået på så længe uden bedring kunne det ikke hjælpe noget...

så om jeg var taget derop samme dag jeg fandt ud af det havde jeg bare fået samme besked.. men der er vi jo så forskellig

Jeg tror at det Pia mener, er at når den havde så alvorlige symptomer på sygdom så venter man ikke og ser om det selv forsvinder, man kører til dyrlægen med det SAMME og hvis du var kommet det før kunne det være det ikke havde været nær så slemt og han havde haft en chance for overlevelse.

Det tvivler jeg på . så ville min dyrlæge ha nævnt det igår.. og når oscar ikke havde andre symptomer end det med vejrtrækningen ville det ikke være nemt og opdage før.. for dyrlægen spurgte indtil appetit og adfærd ellers.. og der var ingenting.. han var os ved dyrlægen for 1 mdr siden pga hans tænder og der vejede dyrlægen ham.. og han sagde at hvis han havde tabt sig havde han nok været syg i længere tid, men han havde derimod taget på.. dyrlægen sagde at denne sygdom var lige så grufuld som ved mennesker, den kommer listende, og når den så sætter sig sætter den sig slemt...

hvis jeg var kommet før og dyrlægen havde sagt at han ku give den medicin så havde jeg os sagt nej.. for dyret skal ikke lide og det sagde dyrlægen igår at det ville han gøre på trods af medicinen... måske andre vil ofre medicin på dem, men sådan er jeg bare ikke indrettet... og slet ikke når det har noget med vejrtrækningen og gøre.. et marsvin trække kun vejret gennem næsen og man ved selv hvor ubehageligt det er når man selv er forkølet.. men vi kan i det mindste trække vejret gennem munden , det kan marsvin ikke.. !

Tak for jeres svar!

Jeg er enig med de andre om at du burde ha taget ham til dyrlæge flere dagen inden du gjorde...

Jeg har selv over 50 marsvin og hvis en af dem bliver syg (og det ikke er noget jeg selv kan klare) er det akut til dyrlægen...det er hårdt for pengepungen men hvis man ikke kan betale for dyrlæge, skal man ikke have dyr...det er ikke uden grund at man siger at "et sygt marsvin er et dødt marsvin"

Det er synd for dig at det går skidt for tiden men tænk på at den lille mut ikke er syg længere - 7 år er jo også en flot alder for et marsvin,..

Det skal også siges at lungebetændelse hos marsvin er relativt nemt at behandle - hvis man altså gør noget i tide...

"En flot beslutning" følelse fordi, dyret måske kunne være blevet rask, og to sprøjter er meget.

Men jeg ved det ikke!

Jeg har fået aflivet killinger (de havde en art ledbetændelse, som måske skyldes en infektion gennem navlestrengen), det var ikke tilfredsstillende, men de kunne ikke blive raske.

De havde ondt, så det var det eneste, der måske var godt: De slap for mere ondt.

(Jeg tød!).

Det er desværre ikke altid man kan gøre noget når de små dyr lider sådan nogle store ting

Jo, set i bakspejlet skulle du have været afsted til dr dyr med det samme, men man kan altid være bagklog.

- Min tidl. kanin begyndte pludselig en dag at få besvær med at trække vejret. Vidste bare noget var HELT galt og sagde til mine forældre at vi skulle til søndagsdyrlæge NU!

Dyrlægen sagde at hun havde fået lungebetændelse og selvom det var opdaget i tide kunne han nok ikke gøre noget. Jeg bad ham om at indlægge hende og prøve. Han holdte øje på sin vagt hele natten med hende. Røngtenbilleder blev taget for at være sikker, hun fik medicin og sådan noget drop-noget os.

Jeg kom næste dag. Intet håb, desværre. Men han sagde at han synes jeg skulle tage hende med hjem og se det an et par dage.

´Jeg måtte tvangsfodrer hende til sidst, jeg kunne ikke lade hende gå. Så hun fik flydende mad. Om morgen blev det værre og jeg tog hende op i mine arme. Og her sov hun ind. Så var hun væk

(og nu tuder jeg)

- Set i bakspjelet burde jeg have aflivet hende hos dyrlægen, men dyrlægen sagde jo der var håb? - Og jeg håbede alt hvad jeg kunne, for hun var virkelig min engel

RIP Snowy.