Ja, jeg kan altså også beses på en meget øde strækning hver aften, med en ubestemmelig langpelset varulv i 60 kilos størrelsen, blæsende foran bilen..
Der er tale om mit arvegods, spritterhunden Kalle, der blev tilvænnet denne luftemetode, da mine forældre begge døde af kræft med 2 års mellemrum, ikke kunne lufte ham på den mere gængse metode..Der er ellers blevet redet og cyklet og gået mange kilometer med uhyret, da helbredet rakte, men først mor, og siden far, blev for skrøbelige og dårlige til dette, så de lærte ham at løbe foran bilen..Så havde de en tilfreds og afslappet hund, der fungerede fint i hverdagen.
Særligt for min far, der levede 2 år længere end mor, var hunden til så stor glæde og trøst, at det er ubeskriveligt. Hver eneste dag det sidste halve år han levede, kørte jeg ud til ham, proppede ham og hunden i bilen, ud med hunden på den udvalgte strækning, og så luftede vi os alle sammen..
Nu står jeg raske og rørige kvinde så med en hund, der i en alder af 7 år, og en usædvanlig god fysik ifølge dr. dyr, ikke kan sove, hvis han ikke får sin løbetur på 3 kilometer..
Han sætter sig kl 2 om natten og tuder så guderne må sig forbarme..
Så vi kører vores aftentur, Kalle og jeg, ham altid lige foran bilen, ænsende intet andet end sin mission, at løbe..Kommer der andre biler, stopper jeg, og han kommer øjeblikkeligt hen til døren og springer ind.
Vores 2 GDer er dog ikke denne glæde forundt. Hannen ville klodse bremserne efter 200 meter, og tæven først stoppe ved enten vesterhavet, eller storebæltsbroen..
Men Kalle kan det der, og, siden han er frisk som bare, så har jeg mange års aftenture foran mig, uanet, hvad andre så måtte mene herom..
Og derfor smider jeg fuldt mobile menneske min hund ud af bilen, udover de andre gåture og lufteture og udeture med 2 andre hunde, den får på daglig basis..