Hvad skulle dyrlægen kunne gøre, som I ikke selv kunne sørge for?
Nemlig at få hende frigjort? Kunne dyrlægen få hende fri?

forpligtet til at komme ilende pga af en fastklemt hest.

Dyrlægen er heller ikke forpligtet til at komme ilende selvom du har en syg hest. Det er dit valg af dyrlæge, og kan du ikke leve med hans/hendes tilbagemeldinger, skal du nærmere overveje om du har lyst til pågældende dyrlæge.

Måske skulle du nærmere sørge for at hesten ikke kan komme til at ligge fastklemt mellem to genstande i boksen. Og i særdeleshed når den i forvejen er skadet.

KH:)Annette

Det må han vel godt ... tænker bare at du får jo tilbuddet om et besøg af ham, han afviser dig ikke.

Hvis hesten er så syg at aflivning er det eneste rigtige - og det lyder som om at du er enig i den konklusion, så forstår jeg ikke hvorfor du ikke valgte at få det overstået med det samme frem for at lade den lide natten igennem.

Hvad nu - er den aflivet eller har den overlevet ??

//Dorte

du er simpelthen nødt til at forklare lidt bedre..

Hoppen er sparket i hovedet, ligger fastklemt i sin boks mellem en pæl(der bærer loftet?) og boksen. Er boksen af træ? For så er det vel bare at skille den ad ?

Du lader dyret ligge og går i seng???

Hvad med at ringe efter en røvfuld venner der kan få rykket hoppen fri??

Fed indstilling din dyrlæge ellers har sig der! NOT!

Nå men få lige forklaret mig / os tingene liiidt bedre, for ellers syntes jeg dælme da det lyder som om din indstilling heller ikke er aaalt for fed!!

- og sidst men ikke mindst... er hoppen så blevet lirket ud i friheden nu?????

Kh. Margit

Adian >>

Vi var lige flyttet, og dem hvor hun stod ved før skulle flytte, og grundet for megen sne til at vi kunne ordne skuret på mine svigerforældres fold, var det denne boks vi kunne få. Hun skulle have været flyttet så snart noget af sneen var smeltet. Vi havde kun stået der i knap 2 uger.

Jeg spørger kun, fordi jeg ikke selv aner hvordan reglerne er.

Men lever den endnu eller blev den aflivet ??

Jeg forstår det stadig ikke helt ... Hvis hesten var blevet sparket i hovedet og i forvejen kæmpede for sit liv, hvorfor ringede du så ikke efter dyrlægen med det samme ???

//Dorte

Hun var drægtig i 5 måned, så det var 2 liv der skulle tages stilling til. Jeg havde fået at vide at hun havde 25% chance for at overleve, men hun var mit ét og alt, så self. giver jeg hende alle de chancer jeg kan.

Men hun blev aflivet dagen efter. Der var ikke mere at gøre.

Jeg troede jeg var klar til dette indlæg, men det er jeg ikke - Jeg vil helst ikke gå i dybten med det - Ville bare vide om han måtte eller ej.

Tak for svarene.

- Vi havde haft dyrlæge hver dag i 3 dage...

Vi var bare ekstremt uheldige.

Det var da også noget af en historie

Øv ikke nemt at sige farvel- og så 2 på en gang...

Kh. Margit

Vi ringede engang efter dyrlægen da min ene hoppe var ved at kvæles i en tot hø. Heste kan ikke kaste op, men det gjorde hun. Hun lå ned på siden, men havde hovedet lodret.

Da vi ringede fik vi denne besked "Det er nok allerede forsent, så vi behøver ikke komme." WHAT?!

Vi lagde bare på, ringede til en anden dyrlæge som kom flyvende og reddet hesten

I har en hest der kæmper for sit liv, som i lader ligge fastspændt en hel nat på trods af, at den kunne være aflivet og dermed fri af sine smerter og panikken???????????

Normalt synes jeg faktisk tit at folk herinde hidser sig lige lovligt meget op, men synes godt nok det er nogle pæne indlæg der er kommet indtil nu... I forhold til hvad jeg tænker... Men jeg må sgu ha misforstået noget...

Puha, hvor min mave vender sig lige nu...

Baremig 1 >>

Jeg ved ikke om du nogensinde har stået i en situation, hvor du i 3 dage har kæmpet for din der betyder allermest for dig, og konstant har fået forhåbningerne op, hvorefter noget nyt er gået galt.

Jeg stod fortvivlet med en godt knotten dyrlæge i røret, og skulle lave en beslutning på 1 minut.

Dixie var som et barn for mig, og jeg er sikker på at enhver mor ville have kæmpet til det sidste for deres barn.

Fair nok at nogle kan - Respekt for det, men jeg kunne ikke.

Havde jeg vidst at der ikke var nogen chance fra start, havde jeg sagt farvel dagen det skete. Det er ikke for sjovt at jeg bruger 20.000 kr. på at redde min hest.

Jeg går ud fra, at den først sad fast og i så efterfølgende brugte 3 dage på at redde den eller ikke???

Men helt ærlig og det er skiseme ikke for at være bagklog eller noget, men hvorfor blev der ikke ringet efter en anden dyrlæge??? Den kunne i det mindste have fået noget beroligende...

Og mine heste betyder da også rigtig meget for mig - det tror jeg de gør for os alle... Men på trods af det - hvis min hest virkelig led, så er jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg kunne aflive...

Det er virkelig ikke for at bonke dig oven i hovedet, for er ikke i tvivl om at det har været hårdt for dig... Men var det der forgået i en grisestald, så lur mig om ikke der havde været andre boller på suppen.

Og når det så er sagt... Ign, mine heste betyder også alverden for mig, men at sammenligne dem med sit barn... der er dog alligevel langt...

Nu syntes jeg at i skal stoppe med og komme med en masse ubehagelige kommentarer til Lykke om hvad i syntes hun burde ha gjort..

Sket er sket og det bringer ik Dixie tilbage..

Jeg kan forstå på det nogle skriver, at i åbentbart ikke har fulgt tråden om det forfærdelige der skete med Dixie..

Jeg ved at Lykke gjorde alt for og redde Dixie og havde dyrlægen med hele vejen..

Og forstår slet ik at dyrlægen vil være sig selv bekendt og komme med sådan et svar når man sikkert næsten i panik ringer efter hjælp..

Jeg havde aldrig tilgivet den dyrlæge..

huske din historie Og til jer der spørger ind, så prøv at søge efter historien inde på opslag og billeder.

Som jeg husker det blev hesten sparket ret voldsomt, der var en chance for at den kunne overleve, der var dyrlæge flere gange over de følgende dage. Hesten kommer så til at ligge fast og dyrlægen kommer dagen efter og afliver den.

For at svare på dit spørgsmål, så JA det må han gerne. Han må også sige at han ikke kan komme ud, dyrlæger har ikke pligt til at komme fordi man ringer efter dem. Jeg forstår så ikke at han ikke kom ud til jer og "tvang" dig til at få den aflivet med det samme, men det er jo så nemt at være bagklog.

Det er jo det alle hesteejere kan komme ud for.

Da jeg var ung havde jeg også egen hest, men kun i 1 1/2 år. Ingen af dem var dog syge, så går det jo godt.

Igennem årene/livets gang ( og min uddannelse ) + min omgang med jordnære hestemennesker, både før og efter jeg fik min første hest, og de heste jeg har nu - så danner man sig dog en grundholdning til det at have heste.

Hvis jeg havde ejet din hoppe havde jeg nok allerede fået den slået ned ved første ulykke ( husker godt din tråd ) og jeg har også ofte måtte sidde med hænderne under "måsen", når unge piger herinde står med en tarmslyngshest og vil gøre alt for den.

Det er rigtig mange penge som tager lang tid at spare op og hvis ikke hesten er forsikret er ulykken jo dobbelt stor.

Det er dog ingen trøst for dig og jeg kan godt forstå du savner din hoppe og er ked af det, men vi har alle gjort vores egne dyrkøbte erfaringer.

Alt held og lykke fremover

Baremig 1 >>

Her er hændelsen, kort beskrevet:

D. 30/1 2010

Dixie blev sparket i hovedet. Hun fik dyrlæge, som gav hende 50% chance for at overleve, da der var slået splinter af kraniet (hvad han kunne mærke).

D. 31/1 og d. 1/2 2010

Det svingede meget med hvordan Dixie havede det. Hun spiste lidt, og drak en masse første dag, men dagen efter kollapsede hun på staldgangen, mens dyrlægen var der.

Efter 4 timer sammen med hende, fik vi hende på benene (lige efter jeg havde sagt, at nu var det nu).

Så vi fik hende ind i hendes boks.

Natten til d. 2/2 2010

Jeg får en grim mavefornemmelse 1.30, og vi kører ud til hende. I løbet af natten er hun gået langs væggen, og har fået sat sig fast mellem stolpe og boksvæg. Hun kæmper for at komme op, men vi kan ikke få hende op. Vi kunne måske trække hende ud, men hun ville blive nød til at få noget beroligende eller bedøvende.

- Og ja, der kommer overnævnte samtale så ind.

D. 2/2 2010

Vores egen dyrlæge kommer ud (han den anden var afløser weekend og nat). Hun siger at der er en minimal chance, hvis hun bliver bedøvetog trukke fri, men hun anbefalede os at aflive.

Og ja, da havde jeg allerede truffet min beslutning.

Jeg har ikke børn og vil muligvis aldrig kunne få det, så det er nemmere for mig at sige - Og hvis du spørger alle andre der kendte Dixie og jeg, ville de højest sandsynligt bekræfte det.

Mine dyr er alt for mig, og Dixie - Hun var drømmen der gik i opfyldelse.

er også alt for mig og jeg havde netop derfor aflivet med det samme. Jeg HAR stået med både en hest med et brud på kranie (en hest i træning) og en med brud på benet (min egen som jeg stadig savner 10 år efter). Begge blev aflivet på stedet.

Det er bestemt ikke for at slå dig oveni hovedet, men det handler IKKE om kærlighed til dyret når man vælgr at holde dem i live. Jeg ved faktisk ikke hvorfor man gør det og hvorfor så mange (for du er ikke alene) har så svært ved at sige stop med det samme hesten får en grim skade.

Tillader mig lige at "stjæle et af dine billeder!

Hun fortjener da at blive vist frem!

Kh. Margit

bagved jo.

Med den som baggrund ville jeg (stadig) aldrig (ej heller med en rask hest) lukke den inde i en boks hvor der er mulighed for at sidde fast.

Det er trist og uheldigt at du har mistet din hest, men måske kunne en boks "uden forhindringer" netop ha' været den afgørende faktor for at hun var kommet sig....

Som dyrlæge ville jeg ha' svaret dig det samme, i og med at jeg ikke synes at du har handlet ansvarligt og sikret at boksen i det mindste var "i orden" til en måske "hjerneskadet" hest....

Dyrlæger kan nogle gange udrette mirakler, men det kræver sandelig at ejeren sørger for at grundlaget for mirakel er iorden.

KH:)Annette

jannej >>

Når dyrlægen siger 50% chance, så smider jeg ikke bare den chance ud af vinduet.

Når det er mennesker gør man ALT for at redde vedkommende - Og så kan vi jo så diskutere forskellen på mennesker og dyr, men det vil jeg ikke.

Og når min dyrlæge siger at hun ikke vil give op endnu, så vil jeg da bestemt heller ikke give op - Er der håb, så tager jeg det.

for din beskrivelse af forløbet. Så er det lidt nemmere, at sætte sig ind i.

Må dog indrømme, at min holdning nok ikke er forandret. Bortset fra, at jeg synes dyrlægen måske skulle have træffet valget tidligere, men det er jo svært at vurdere herfra.

Er fuldstændig enig med Janne i det hun skriver.

jeg simpelthen ikke undlade at kommentere på dit sidste indlæg i og med, at du selv hele tiden drager paraleller mellem mennesker og hesten.

Hvis et menneske lå fastklemt, ville vi heller ikke bare vente til næste morgen, hvor lægen havde tid til at komme.

Adian >>

Jeg havde ikke skænket den pæl en tanke, og det er et kæmpe dummeslag til mig. Men hvor kunne jeg ellers stille hende? Vi havde kontaktet flere steder, og der var ikke andre muligheder. Vi kunne havde stilt hende på en fold uden læskur i den ene snestorm efter den anden, men så havde jeg også fået gok i hovedet for det - Selvom det havde været mit valg nu, hvor jeg kigger tilbage.

En helt anden ting er så, at hun stod ikke til at redde uanset hvad. Hendes hoved blev obduceret, og de fandt 2 huller ind til kraniet.

At få dét at vide, efter man har holdt sin hest i live i 3 dage, er næsten værre end at vidne de 3 dage til sammen. Det hele kunne være undgået.

Synes sku ikke folk kan være bekendt at komme med de kommentarer de kommer med. Især dem som slet ikke har fulgt histrorien ;(

Det der skete med Dixi var bare så tragisk. Min hest er os mit kæreste eje og stod jeg i DIN situation Lykke havde jeg os kæmpet med næb og klør til det sidste.

Jeg kan godt forstå du prøvede og prøvede - og jeg sikker din dejlige hest os kunne mærke du virkelig prøvede alt hvad du kunne for hende og baby.

Det altid nemt at være bagklog og Lykke kender sin hest helt igennem - det var hendes beslutning og jeg synes hun tog den rigtige og prøvede at redde hendes hest. Desværre gik det ikke, men du prøvede hårdt og dyrlægen var med hele tiden henover hele forløbet.

Hvorfor skal man sige stop hvis hesten får en grim skade, hvorfor må og kan man ikke kæmpe lidt? Man hører da om heste der har tarmslyng, som bliver opereret og hvor opereationen går godt, dyret bliver i live og har det godt efterfølgende. Helt ærligt, hvis man har pengene og er indstillet på det - hvorfor så ikke prøve at få det sidste og bedste håb ud af en ven man elsker. !

Vi har haft en med brud på kraniet. En lang sygdomsperiode og genoptræning. Hesten er jagthest idag og var med i Hubertusjaten i år.

Så man må ikke kommentere herinde, medmindre man har læst alle trådstarters indlæg????

For mig at se er der såmænd ikke noget galt i at prøve at redde hesten... så længe den holdes smertefri og det er under ordnede forhold... Og så kan man selfølgelig sige, at uheld kan ske i boksen, MEN man er da nødt til at handle på det der.

I forhold til om hesten skulle have været aflivet fra starten, kan jeg godt forstå er svært at vurdere fra ejers side. Her burde dyrlægen have truffet en beslutning.

Og så kan jeg stadig ikke forstå, hvorfor det er så slemt at se lidt kritisk på dette i og med, at landmændene da i den grad bliver kritiseret for tilfælde vedr. manglende dyrevelfærd. Og i landbruget er der ingen undskyldning der er god nok.

Jo, jeg synes også det er synd for trådstarter, for hun vil sikkert have gjort alting anderledes, hvis hun kunne. Men vi kan altså kun bedømme ud fra det skrevne. Og der lyder det altså lidt vildt.

synes jeg altid mennesker skal have ret til hvis de ( og dyrlægen ? ) mener der er en chance for hesten.

Men for unge mennesker måske på SU uden forsikring på hesten og/eller uden økonomisk velfunderede forælre, så er det altså rigtig mange penge og nok heller ikke den bedste prognose.

Hvis nogle af mine heste får tarmslyng bliver de aflivet; og det selvom de er sygeforsikret.

Jeg plejer ikke at blande mig i de her tråde, netop fordi det ender i mudderkastninger. Men nu gør jeg det alligevel.

Det er rigtig trist at det endte som det gjorde for Dixie og føllet i hendes mave, og Lykke har engang gjort opmærksom på at hun faktisk ikke er parat til de her angreb - og uanset hvad der bliver skrevet i denne debat, bringer det ikke hesten tilbage eller ændre på situationen inden hun måtte herfra - så hvorfor dog blive ved?

50% chance er temmelig meget, og var det min hest der havde de odds, havde jeg også blevet ved.

Nogle gange ville det klæde folk at have en lille smule situations fornemmelse.

kommentarer..

der blev kæmpet for Dixie, så længe det var retfærdigt for Dixie. det er ikke nogen let beslutning af træffe- at ende livet for sin bedste ven.

Og ja, man kan elske en hest lige så højt som sit barn. Det gjorde jeg med min dejlige fjord, jeg havde i 17 år. Hun var mit "første barn". Siden kom min datter til. De to var mine øjesten, på lige fod. En del af mit hjerte døde da jeg kyssede min hest farvel. Det kommer aldrig tilbage. hendes død har for mig betydet et farvel til hesteverden.

Man har ikke brug for at blive gokket i hovedet, det bliver det aldrig bedre af, og der vil altid være ting der kunne have været gjort anderledes, andre mennesker ville have handlet modsat osv..

der er så forargede mangler at kunne læse indenad

Janni: Læs nu hvad jeg skriver, ikke

Jeg skriver netop hvis folk har lyst til os at ofrer penge (Dvs har pengene til det) - så her snakkes der ikke om folk på SU, men folk som kan invensterer i at få hesten opereret/give heste en chance på fair vis) hvilkent jeg bestemt synes Lykke gjorde. Med 50% - det er altså "meget" og sagde dyrlægen det til mig, så havde jeg os sagt "hold den i live"

Jeg selv på SU pt og kender da situationen om at være fattig. Var det min hest havde jeg stadig givet ham en chance Trods min fattige penge pt. Det samme gælder hvis hesten har brug for dyrlæge en dag, er kommet til skade, er syg osv. Min hest kommer før ALT andet. Han har ikke valgt at han skulle bo hos mig. Hesten først, altid og sådan har JEG det

Baremig: Selvfølgelig må du kaste så meget kritik af dig som du vil i et debatforum. Jeg mener som Natjha - os at man måske skulle overveje at have lidt situationsfornemmelse og ikke begynde at angribe ejer fordi HUN har valgt noget for SIN hest. Os selvom du ville vælge noget andet. At stille tingene så sort og hvidt op om at hun dog lader en hest lægge en hel nat fastklemt. Jamen altså - var du til stede? Ved du præcist hvad dyrlægen har sagt de andre dage? Kender du hesten?

Selvom du aldrig kunne finde på det - så behøver man da ikke at overfalde ejer på denne måde som jeg synes folk gør herinde. Især netop fordi de ikke har læst og fulgt hele historien og alle opdateringer live herinde dengang det HELE skete.

Lykke har måske truffet et eller to dårlige valg - som boksen osv, osv - men hun kan ikke ændrer det nu. Det eneste folk gør nu er at hælde l'rt over en som allerede kæmper Jeg synes sku det kunne klæ folk bare at sige tingene ordenligt og spørger først i stedet for overfalde FØRST.

"Lyst til at ofre penge" er fint, men så skal man ikke pibe bagefter når den optimistiske prognose ej holdt stik- for regningen skal betales uanset hvad.

Sådan er livet for os alle

Jeg ved ikke hvor du vil hen med det du skriver - men jeg hører da ABSOLUT ikke trådstarter pibe nogen steder hen om at hun har mistet 20.000 kr !

Tværtimod skriver hun da at hun gerne ofrede de penge for forsøgte på at få hendes hest rask igen og kæmpe for det.

Næh jeg hører heller ikke trådstarter pibe

Og jeg ønsker hende alverdens lykke, men man skal bare når man går ind i sådanne sygdomsforløb med heste være klar over det koster kassen, og det er træls som ungt menneske at være tynget af store udgifter til en død hest.

Hej med jer

Jeg har lige læst denne tråd, og det er det første, jeg hører om Dixie, da jeg ikke har læst den tidligere tråd.

Det behøver jeg såmænd heller ikke for at vide, at jeg skal rette min fulde sympati til Lykke og hylde Sandra m. fl. for at forsvare dig.

Jeg håber, at du snart får lagt de tre frygtelige dage bag dig. Masser af mennesker ville have gjort præcist som dig. Kun meget få kommer til at opleve så tragisk et forløb, som kører så stærkt at hjernen har svært ved at forstå det, og de færreste kan forudsige, hvad de selv ville gøre i samme situation.

Mvh Astatine

Det er altid frygtelig nemt at sige hvad man selv ville have gjort, især når man ikke står i situationen.

Jeg har også altid helt klarer regler for hvad jeg mener man skal gøre, desværre har det vist sig at når det gælder Werner, bliver disse regler tit bøjet lidt.

Måske man skal passe lidt på med at være så skråsikker på andres bekostning.

Held og lykke fremover, jeg er sikker på du gjorde hvad du fandt rigtigt i situationen

Karin

....og en dum dyrlæge...jeg ville kontakte en anden med det samme!

Håber at du kommer over denne hændelse med tiden - det må være hårdt!

Vh. Pia

de damer...

Der står intet omkring at trådstarter har ondt nogle steder over regningen på hestens behandlinger... Læs hvad der står!

Der er da ting man kunne have undgået i denne historie, men det bringer hverken hesten tilbage eller gør ejeren værre eller bedre end os andre.

Jeg syntes det er skide synd at nogle skal miste på denne skrækkelige måde - uanset hvordan og hvorledes!

Nu syntes jeg at jeg vil sende varme tanker til trådstarter, og den smukke hoppe.. for det var hun dæleme!!!

Kh. Margit

Lykke du får min fulde opbakning til de valg du har truffet!

Du har taget nogle valg som du mente var det bedste for din dejlige hest.

Man kan altid være bagklog! og jeg tror du MINDST 1000 gange har tænkt "hvis jeg nu havde gjort noget anderledes.... kunne hun måske have levet i dag".

Jeg synes man skal prøve at vende fingeren mod sig selv... Hovsa man er vist heller ikke selv fejlfri!!!!

Mvh. Stina

Hej "Lykke".

Først og fremmest.. jeg er ked af det på dine vegne. Håber du kommer over de 3 frygtelige dage.

- Og Hey, tillykke med dit nye følle bølle. Håber han kan få lov at stjæle alle dine triste tanker, når han engang kommer til Danmark.

Men jeg sidder lige inde med et spørgsmål, der ikke drejer sig om dit spørgsmål som trådstarter.

Hvordan opdagde du din hest var blevet sparket? Kunne man se ind til kraniet, eller var hun stadig helet i pelsen?

Det er helt okay, hvis du ikke har lyst til at svare.- Jeg sidder bare og forstiller mig hvordan jeg ville reagere hvis jeg var i din siuation.

Jeg tror det er meget forskelligt hvordan vi hver især reagere.

Men prøv at skifte dyrelæge næste gang behovet er for det. Så finder du hurtig ud af, hvor forskellige de er - og beholder ham der passer bedst til dig.

Held og lykke fremover.

Tak skal I have alle sammen.

Tak for de brugbare svar, tak for støtten og tak for billedet, Margit.

Jeg forstår godt, at der er så mange forskellige spørgsmålstegn ved denne hændelse - Jeg sidder selv med en masse.

Jeg er gået så langt som at tænke "hvad nu hvis jeg ikke havde mødt min kæreste"...og så kan man snakke om at komme langt ud, for ham elsker jeg virkelig højt - Dixie var bare lyspunktet i mit liv, og kæresten accepterede en 2 plads.

Dyrlægen bedøvede hende og mærkede med fingrene - Det var sådan han fandt ud af det.

Han forklarede at det var et spark, hvilket passer meget godt, da hun var blevet lukket på en fold mod en klar aftale.

Som sagt var vi lige flyttet, og de to første gange hun blev lukket ud til de andre heste, jagtede de hende igennem et hegn, så vi aftalte at hun skulle på ridebanen, indtil den var klar til ridebrug igen (der var 30-40 cm sne på den).

I denne sag med Dixi og andre triste historier har jeg lyst til at give et "fur" til visse dele af dyrlægestanden.

Sætte spørgsmålstegn ved nogle dyrlægers etik...

For i den givne sag forstår jeg egentlig godt Lykke, for dyrlægen tror jo på sagen!

Den slags har man normalt rimelig tillid til. Dyrlægen er jo fagmand/kvinde.

(hvis man ikke er sådan en som mig, evigt mistroisk misantrop)

Og flere andre gange har jeg set dyrlæger stå ved dødsyge/færdige heste og sige at de da har en chance og at man bør gribe den.

Og klart at en desperat og håbefuld ejer, en der bare VIL tro og håbe at hesten har en chance griber halmstrået.

JEG SYNES DET ER UETISK!!!!

Dyreværnsloven

Dyreværnslovens Kapitel 1

§ 1. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulemp

(ved ikke lige hvor blomsten kom fra)

Jeg synes det er at bryde med dyreværnsloven og jeg synes det er at malke desperate mennesker for deres penge!

Helt ærligt; at lade en hest ligge i FIRE timer på et staldgulv (det fik min søsters også lov til med dyrlægens billigelse), det er da angst og væsentlig ulempe!

Og så som FAGPERSON.

Det giver mig kvalme!

Grådigt!

Nogen gange virker det også som "videnskabelig nysgerrighed".

Hvor meget kan dyrlægen få en hest til at overleve...?

Igen upåagtet hestens smerte og angst mens man venter på bedringen. Dette være sig dage og måneder.

Så Lykke; det var en barsk barsk omgang og jeg synes det er rigtig synd for dig.

Jeg læste godt dine ord om ikke at være klar til tråden her, men jeg griber dette emne alligevel, fordi jeg synes det er rigtig vigtigt med en debat om dyrlægeetik.

Fordi det helst ikke skal ske for en anden ulykkelig "Dixi og Lykke"

Som du måske kan gætte har jeg selv haft nogle voldsomt dårlige heste inde på livet som jeg ikke kunne hjælpe (læs=aflive), for de var ikke mine og dyrlægerne fandt det ok at "kokkerere" videre på dem

Så emnet trigger mig en del.

Så undskyld at jeg josker videre i sagen, men det er iIKKE dig jeg josker på, men din dyrlæge og andre ligesindede...

Du fulgte en dyrlæges råd, det skulle man ikke gerne dadles for.

Håber du får mange lykkelige år med din nye hest!

Jamen hvis ikke man ønsker de kommentarer, så lad dog være at bringe emnet op igen, det er altså bare sådan noget man risikerer.
Det er en enormt trist historie, og udfaldet var tragisk. Dyrlægen må vel sige det han har lyst til, du kan jo bare finde en anden hvis ikke du er tilfreds med det svar du får. Jeg kan også godt forstå at du har nogle svar du skal have fundet frem, jeg tror bare du søger dem på det forkerte grundlag. Som jeg læser dit indlæg, så læser jeg lidt mellem linjerne at du søger at give dyrlægen skylden for at udfaldet blev som det blev, og at du vil høre at du gjorde det rigtige. -det kan jeg ikke sige dig, vi kender jo kun historien fra én side, nemlig din.

Men tragisk!-enhver hesteejers frygt

Som andre skriver, så må en dyrlæge sikkert svare hvad han vil.

MEN har man som dyrlæge dyrlægevagten, så rykker man (I min verden) ud, når en hest lider!

Og hvad skulle han så kunne gøre?

-Simpelt, give hesten noget beroligende igennem hele natten, så den ikke stressede sig selv, eller kom yderligere tilskade, indtil en tømmer eller anden fagperson kunne tilkaldes, så hoppen kunne komme fri.

Jeg vil ikke komme med "kloge" kommentarer for hvad du kunne eller skulle have gjort, det ved du sikkert ret fint selv!

Det er noget af det værste at miste sine hjertebørn (hest såvel som andet dyr)Jeg kan udemærket følge din sorg og evt skyldfølelse!

Jeg mistede selv min drømmehest i April. Jeg havde så tid til at tage afsked, for han var slidt op og det kom stille og roligt hen ad vejen at hans sidste rejse var ved at være tæt på!

Hvil i fred lille smukke Dixie, Håber din rejse bliver god, sammen med din lille følle-bølle.. I vil blive taget godt imod, på den anden side af regnbue-broen!

Jeg er enig med anima, og ville blive stik tosset hvis dyrlægen ikke vil komme når han blev tilkaldt.

Nu håber jeg ikke dette indlæg bliver misforstået - for det er ment i bedste mening.

Men Lykke jeg ved hvordan det er at miste sin Soulmate. Jeg ved hvordan det er at kæmpe en kamp som alle mener er tabt på forhånd, men som man alligevel kæmper fordi det er det eneste der giver mening for en selv. Jeg ved hvordan det er at kæmpe for at man bare kan være sammen med det dyr som simpelthen betyder alt for en.

Men jeg er nødt til at sige at du er nødt til at give slip. Det er næsten 1 år siden du mistede Dixie. Hvorfor disse indlæg som ripper op i sårene? Du kan ikke ændre noget ved det forløb der gjorde at du mistede hende. Det hjælper ikke at prøve at finde svar, at prøve at finde ud af om du kunne have handlet anderledes. Sket er sket, og Dixie har fået fred nu - måske er det på tide at du giver dig selv lov til en smule fred også.

Jeg forstår godt at du har en trang til at finde svar og måske også få nogle støttende ord, men det bedste du kan gøre er at sætte dig ned og få en god samtale med en person hvor du fortæller alt hvad du vil om Dixie.

Jeg forstår udemærket godt at du har en trang til at folk skal forstå hvor stort et tab du har lidt - jeg har det selv på samme måde. Man føler sig så alene med sin smerte, fordi man er overbevist om at ingen kan føle det samme som man selv gør.

Jeg mistede min Dixie da jeg var 16. Havde haft hende fra føl og min verden brød totalt sammen.

Jeg bar rundt på alle "hvad hvis" i 8 år tiltrods for at jeg jo fik en ny hest - min smukke dejlige Sille som blev min "rigtige" soulmate. Jeg straffede ubevidst Sille fordi hun ikke var Dixie og i mange år havde jeg svært ved at knytte et bånd til Sille fordi Dixie stadig havde 1. prioritet hos mig.

For 4 uger siden mistede jeg så Sille. Nåede at tilbringe 8 år med hende. Selvom smerter ved at miste en man elsker så ubeskriveligt meget er større end noget andet, så er man nødt til at give slip. Jeg kan mærke at først nu hvor jeg prøver at slippe Sille, er jeg ved at slippe Dixie også.

Du har ikke gjort noget forkert. Du fortjener ikke at slæbe rundt på skyld og smerte over at have taget dit livs sværeste beslutning og have givet Dixie fred. Tillad dig selv at komme videre og lad Dixie få fred - ære hendes minde - ikke hendes død.

Lykke, tak for forklaringen og billederne !!

Det gør mig virkelig ondt

Dette er "sakset" fra "lov om dyrlæger" ved Retsinformation.

Så jo, dyrlægen burde være kørt ud, eller have henvist til en dyrlæge tættere på.

Mvh

Janni

Endnu engang takker jeg for jeres svar.

Det var netop en af de ting jeg tiggede ham for at komme for.

Iben ?Sille-Musen? >>

Puh ha, det var hård læsning. Ikke fordi jeg misforstod det - Men at læse om folk der har mistet deres soulmates har bare fået en helt anden betydning for mig, efter jeg mistede Dixie.

Jeg vil dig sige, at dette indlæg ikke er lavet, for at høre om jeg kunne have gjort noget andet, for som sagt var der intet jeg kunne have gjort.

Det er bare et spørgsmål jeg har haft siden den dag han gav mig de to valg, og først nu, tog jeg modet til mig og spurgte.

Det gør mig virkelig ondt med dine tab. Er glad for at du kan komme videre.

Jeg forsøger at komme videre, og tror egentlig også jeg har arbejdet mig en smule videre hvad angår Dixie - Dog ser jeg hende stadig som nr. 1.

Det er hændelsen jeg sidder fast i. Og så længe jeg stadig ser syner efter den, og får grimme billeder i hovedet når jeg tænker på Dixie, så tror jeg ikke at jeg kan slippe den.

Janni (Fleur) >>

Mange tak skal du have.

Det var også hændelsen ved min Dixie som gjorde at jeg var "hjemsøgt" af det i 8 år... Ikke fordi hendes død var så tragisk og pludselig som ved din Dixie, men fordi jeg simpelthen følte mig som verdens dårligste ejer. Følte simpelthen at jeg i den grad svigtede hende.

Min Dixie var født med en sygdom. Jeg fik hende da hun var 2 måneder gammel - valgte hende (okay hun valgte mig - længere historie ) ude på en stor fold.

Hun var mit et og alt. Med en meget syg søster var jeg ret meget overladt til mig selv og Dixie blev alt for mig.

Jeg var uerfaren og kun et barn der ikke kunne se hendes fejl og det blev først opdaget da hun skulle tilrides som 3 år. Da var det for sent og i 2 år kæmpede jeg for at redde hende men måtte give op. At miste sine dyr er desværre en del af at have dyr. Det ved jeg nu, og jeg ved også at man vælger denne sorg når man vælger at få et dyr. Min dårlige samvittighed er det der har naget mig i så mange år og jeg vil nok altid tænke - "hvis jeg dog bare havde været klogere/bedre/mere erfaren, så havde hun levet den dag i dag". Og jeg forstår godt at de ubesvarede spørgsmål nager dig.

Men vedr. dit første indlæg - min mening er at dyrlægen selvfølgig kan sige havd han vil, men jeg mener dog at der burde være andre løsninger end "lad den ligge, eller afliv den" Men måske ikke... Måske var hun så dårlig at det var de eneste muligheder, men så skulle det være sagt på en anden måde. Var hesten så dårlig at det var de eneste muligheder burde han havde sagt stop lige der. Bare min mening...

At komme til at stå i.

Og føler med dig. Har selv stået og skulle træffe et lign valg, dog med en langt mere lykkelig slutning end din.

Min hoppe stod med tarmslyng en fredag eftermiddag for et års tid siden.

Jeg ringede omgående til dylægen som skyndte sig at komme, men kunne først være der 5 kvarter efter.

da han kom og undersøgte hende sagde han at hun burde køres til oparation omgående. Så var der 80% chance for hun klarede sig, ellers lå chancerne omkring 10-15%

Mit svar til dette var at det havde jeg ikke penge til og var totalt knust over at have afsagt hendes dødsdom.

Vi gjorde hvad vi kunne for hende med de midler der var. Og utroligt nok så kom hun sig. Så der findes mirakelhistorier.

Det jeg vil sige med det er at jeg forstår udemærket godt at trådstarter med en 50% chance gjorde hvad hun kunne for sin hest.

Jeg føler med dig over dit tab.

Jeg tror altså at der er nogen der har misforsået noget ... dyrlægen har - ifølge trådstarter - IKKE nægtet at komme, men at aflive hesten med det samme - ELLER vente til næste formiddag. Det er ejers valg at lade hesten ligge ... det ville jeg så ikke have gjort, men vi er forskellige og jeg var der ikke med den pågældende hest.

Dyrlægen er ikke forpligtet til at behandle, men kan vælge at tilbyde aflivning.

//Dorte

Hej

Jeg har læst Lykkes tidligere tråde om Dixie og det gør mig ondt at hun mistede hende.

Men jeg nødt til som Iben at sige at det er ved at være tid til at give slip på Dixie og komme videre, der er næsten gået et år.

For når jeg læser dine tråde Lykke så viker det på mig som om du ikke har givet slip og sagt endeligt farvel.

Med hensyn til dyrlægens ord ja det må han godt han afviser jo ikke at komme, at du så vælger at lade hende ligge fast kan ikke være dyrlægens problem.

Jeg havde ikke ladet min hest ligge sådan til næste formiddag, jeg havde fået den aflivet på stedet, men sådan er vi jo forskellige.

Jeg synes dyrlægen her handlede helt ok, da han jo tilbyder at komme og aflive en hest der ikke stod til at redde, at ejer så venter til næste dag kan dyrlægen ikke gør så meget ved.

Jeg havde en snak med min egen dyrlæge om ektik og hvornår man skal sige stop.

Hun siger fra når hun ikke synes det er værdigt for dyret længere og det giver indimellem verbale øretæver, fra ejer der ikke kan give slip og vil blive ved at med kæmpe.

Jeg vokset op i hjem hvor man siger fravel til dyrerne inden det blive uværdigt for dem at være her.

Dyrene skal være her deres skyld ikke for vores.

Mette

Dyrlægen har fulgt reglerne til fulde - der er ikke noget at komme efter. JA, vedkommende skal rykke ud, og det blev jo også tilbudt!?

Og det var jo egentlig det der var spørgsmålet: "MÅ dyrlægen komme med en sådan besked?". Det korte svar er: Ja!

Jeg forstår GODT at man som ejer til en hest der har været igennem så meget sidder tilbage med en masse spørgsmål, selv efter et år.

Jeg har selv mistet et par heste gennem tiden, og selv her 10-12 år efter tænker jeg stadig over om det var det rigtige der blev gjort eller om der var noget andet jeg kunne have gjort for at rede dem......tror altid man vil have sådanne tanker når det har været heste man har haft SÅ specielt et forhold til.

Dyrlægens udtalelse gør det mig utrolig harm. Hvordan f..... kan han tillade sig at komme med sådan en gang mundL... overfor en hesteejer som i forvejen står i et kæmpe dilemma med så skadet en hest. Man kan jo i forvejen ikke tænke helt klart, og så at få sådan en kommentar som gok i nødden oveni hatten, nej, nej, nej, kan kun ryste på hovedet af den slags!

Ingen tvivl om at den dyrlæge skulle have været taget ud til jer med det samme, og havde i så besluttet at kæmpe videre, skulle han have givet Dixie noget beroligende, men at sætte det op så sort på hvidt, aflive nu eller vente til i morgen.....come on!

Jeg vil lige komme med en kommentar til de folk som mener at det er dumt at ofre en masse penge på en hest, som kun har en lille chance for at komme sig.

Jeg købte min egen drømmehest og glædede mig så meget til at vi skulle ud og starte konkurrencer og vinde sammen.

Men efter 3 år blev han syg og måtte kun bruges til let skovtur og selskab.

Jeg kunne kun få forsikringspengene ved at lade ham aflive, penge som kunne bruges på en ny konkurrrencehest.

Dette tænkte jeg over et stykke tid, for den hest betød virkelig meget for mig og han havde fået en stor plads i mit hjerte, men var han den næste som skulle sendes til de evige græsmarker???

I mellemtiden udbrød der brand i stalden og 10 heste dødede, men min kom ud og overlevede. Der besluttede jeg at han ikke var klar til at tage her fra og flyttede ham til et sted hvor der var fred og mulighed for at han kunne komme sig.

Han fik glimtet i øjet tilbage og blev en endnu gladere hest end han havde været før, og vi fik 2 gode år sammen.

Så valgte jeg at finde et nyt hjem til ham fordi jeg ikke havde tiden til at give ham den kærlighed som han fortjente.

Jeg nærmest forærede ham væk til et hjem hvor han stadig er i dag og stortrives.

Denne beslutning kostede mig over 15.000 kroner i dyrlægeregninger og 30.000 fra forsikringen, og gjorde at jeg ikke kunne købe en ny konkurrencehest.

Men jeg har aldrig fortrudt 1 sekund, det var alle pengene værd og jeg er glad for at jeg gav ham chancen for at komme sig.

Så Lykke.. Min fulde respekt til dig for at du gav din hest en chance og kæmpede for hende..

Angel- super godt skrevet...

Lykke- jeg føler med dig.

Mvh Tina

Ja, dyrlægen må godt sige sådan, de aflægger ikke en ed ligesom menneske læger gør.

Det er selvfølgelig utroligt tragisk det som er sket med din hest, men at blive ved med at køre rundt i det på denne måde, tror jeg ikke hjælper dig til at slippe mindet om hændelsen.

Desuden lyder det på mig lidt som om du vil tillægge dyrlægen en form for ansvar for hvad der er sket med din hest...

Så vidt jeg husker, var du på et tidspunkt skuffet over en dyrlæge som ikke ville udstede en attest til forsikring/retsag fordi denne ikke var betalt endnu.... forståeligt nok dyrlægen ikke ville arbejde yderlige, fordi det var flere måneder efter Dixies død.

Som skrevet før, er jeg ikke ude på at skyde skylden på andre end de to der var skyld i alt det her. Der kunne som sagt ikke være gjort noget alligevel.

Alt jeg ville høre var, om det var tilladt.

Det er rart at vide, hvis man nogensinde skulle stå i en lignende situation igen (hvilket jeg for alt i verden ikke håber), hvordan man skal og kan forholde sig.

Stakkels hest. Forfærdeligt at læse om

Jeg har mistet 4 heste pga. sygdom, de var/er også mit ét og alt. Mine børn. Nu har jeg så valgt ikke at anskaffe mig egen hest foreløbig igen. Kan ikke klare at miste flere nu.

Så jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det føles at have så tæt et forhold til sine dyr og miste dem.

Forskellen på dig og mig er bare, at jeg, pga. min kærlighed til mine dyr, ikke "udsætter" dem for yderligere smerte, ventetid, stress osv., hvis chancerne for at komme sig helt er så små som beskrevet. Havde det været min hest, havde jeg ringet og sagt at en dyrlæge skulle komme NU og aflive.

Når det er sagt, så synes jeg der mangler noget professionalisme fra dyrlægens side af. Han/hun burde have anbefalet aflivning i henhold til dyrværnsloven, dvs. her og nu, eller have fået en anden dyrlæge derud til at vurdere situationens alvor, hvis han ikke selv havde mulighed.

Èt er at din hest bliver sparket så slemt og "måske" kan komme sig (blev hesten ikke undersøgt med røntgen eller lign. efter sparket, siden de først opdagede huller i kraniet osv. ved obduktion?). Det kan jeg måske forholde mig til. Altså at dyrlægen vælger at give hesten chancen. Men at en dyrlæge ikke kommer og afliver hesten med det samme, når man ringer og fortæller din hests historie, er mig meget underligt. - uanet hvilke pragraffer og love de har at henholde sig til.

Det gør mig virkelig ondt med din hest. Føler virkelig med dig. Puha..

Vi lærer af de situationer her på sigt, og jeg er ret sikker på, at du en anden gang vælger at handle anderledes, hvis din elskede hest har smerter og stress i den grad. Jeg ønsker dig alt godt i fremtiden.

Og til HN: nogle af jer er -som altid- meget hurtige til at dømme folk. Tænk lidt over det...

med dig over tabet.

Grov dyrlæge!

Jeg går lige nu i gennem sorgen efter jeg mistede Mira. Det var muligvis pga. tarmslyng, men dyrlægen kunne ikke sige det med sikkerhed. Fra hun viste svage koliksymptomer og til hun var aflivet gik der 2 timer. Jeg var helt afklaret med aflivelsen den dag, da hun havde forfærdelige smerter, og medicinen kunne ikke dulme hendes smerter selv om hun fik max. docis, men savnet er KÆMPE.

Jeg bebrejder mig selv at det er sket, fandens! Dyrlægen synes ikke jeg skal bebrejde mig selv, jeg skal vide at sådan en hændelse kan komme som lynet fra en klar himmel, sagde han. Jeg ved jeg på en eller anden måde skal igennem sorgen og ud på den anden side.

Jeg vil bare fortælle at jeg desværre kender til hvor ondt det gør at miste en elsket hest. Mira er den første hest jeg har prøvet og miste. Det tager sørme tid at komme videre.

De venligste hilsener fra Mette

JO dyrlæger aflægger ed, ihvertfald ud fra hvad jeg googlede mig frem til.

Da jeg selv arbejdede hos en dyrlæge, sagde de da også at de var forpligtigede til at "rykke" ud til et dyr i nød, ligesom en læge er det til mennesker.

Mvh

Janni

Selvfølgelig må dyrlægen ikke nægte at rykke ud hvis du mener dyret har behov for dyrlæge.

Dyrlægen sælger en ydelse, og har via sit erhverv og retten til at praktisere pligt til at yde dyr støtte.

Hesten skulle selvfølgelig have været bedøvet og forsøgt trukket fri.

Dyrlægen har hverken ret til at komme med den ovennævnte udtalelse eller belæg for at vide om hesten bør afliveds ud fra en telefonsamtale.

Du skal simpelthen indgive en klage over dyrlægen,
og dennes behandling af dig i situationen.

www.dyrlaegeankenaevn.dk/Sider/ default.aspx

Og det virker faktisk, har selv på et tidspunkt klaget over en dyrlæge som udtalte sig om min hests sygeforløb til en 3 part.

Denne dyrlæge mistede retten til at praktisere.