På forhånd - dette indlæg er langt. Sikkert rodet.. men meget langt.

Jeg er ikke sikker på hvorfor jeg skriver det her, men det giver vel en følelse af anonymitet selvom man kender nogen herinde. Og så har jeg bare brug for at komme ud med det..
Et utal af gange har jeg forgæves forsøgt at få sat ord på mine følelser, og hver gang jeg forsøger at skrive et indlæg med det så sletter jeg det igen - fordi jeg var latterlig syntes jeg. Men nu vil jeg forsøge - igen..
Jeg har siden jeg var 8 (er nu 17) haft mange problemer med min fars side af familien. Og på min mors side også - de er bare vidt forskellige. Min far og mor blev skilt da jeg var 3. Og siden da forandredes alt..
Naiv og godtroende som min mor var, frasagde hun sig hustrubidraget (hvilket i vores situation ville have været min. 6000 kr månedligt) fordi han forsikrede hende om at han ville give min storebror og jeg tøj og en guds velsignelse af andre gode ting, men så gerne selv ville se vores glæde, og det ville ærge ham hvis han bare satte penge på en konto, og ikke så det. Min mor synes at det var helt klart, for sådan ville hun også selv have haft det.
Min far havde været min mor utro en helt fantastisk mange gange, og havde i hans politijob kørt "udenfor hans område", så selv på arbejdet kunne han ikke holde hans manddom i bukserne. Det var derfor de primært gik fra hinanden. Der var selvfølgelig også den del af det, at min far var modbydelig når han blev sur.. Tog sig ikke af min bror og jeg, og frastødede tider han skulle bruge på os.
Straks efter at de blev skilt, fandt han en anden. Vi kan kalde hende Pia. Jeg har senere linket hende sammen med at hun måske var en af de kvinder han havde, men det har ikke betydning for senere udfald.
Omkring et år efter fik min mor erklæret Fibromyalgi(træthed, ondt af h til i led og alt andet, hypersensitiv overfor alt for høje lyde og andre stressfaktorer), og dengang var det ikke fremskredet i synderlig grad.
Da vi flyttede på en gård vi lejede af min onkel, min mor, min bror og jeg da jeg fyldte 6, måtte jeg også skifte skole. Første dag i 2. klasse på skolen gik således:
Pernille stod alene i et hjørne, kunne ikke finde resten af klassen på den nette sum af 6, de havde gemt sig for mig. Hadede mig fra start. Min mor og jeg fandt dem. De blev ved med at løbe fra mig, ville ikke snakke med mig.
Der gik måneder, hvor jeg blev holdt ude fra deres lege, slået, sparket, råbt af, kaldt alle mulige skældsord, og kom grædende hjem fra skole HVER dag. Til sidst kunne min mor ikke bære at se det mere, efter utallige besøg hos forældre og skoleinspektører der ikke kunne se ud over deres egen næse.
Hun spurgte mig en aften derhjemme, mens jeg sad og græd: "Vil du skifte tilbage til din gamle skole Pernille?"
Det skulle have været starten på et stille og roligt, normalt liv. Det var det så ikke.
Langsomt blev min mor dårligere, og jeg var hos min far hver anden weekend. Min mor kunne stadig godt ride, og vi havde hestene derhjemme. Men det var tydeligt hvor slemt det var ved at blive. Men i en alder af 7 ser man det ikke.
På min 'nye' skole, blev jeg mobbet. Jeg var skolens grimme pige. Da jeg blev 12 kunne ingen stadig fordrage mig, undtagen et par piger, Anna og Kathrine. Amalie var min bedste veninde, og jeg lagde ikke rigtig mærke til Kathrine. Hun var klassens stille pige.
Min far og hans nye kone Pia, var altid mærkelige når jeg kom i weekenden. Jeg fik de største ture af Pia over bagateller som at jeg havde rullet persiennerne ned om natten, for at sove længe om dagen. Det var "usundt", og jeg skulle absolut ikke udsætte deres børn for det. (Min far og Pia havde fået 2 børn, Frede og Marie)
Jeg var altid hos Anna, men det var engang imellem uudholdeligt. Hendes mor drak, og jagtede os rundt i huset fordi hun ville os ondt. Det blev rigtig lavt med pengestanden herhjemme, og vi måtte sælge vores heste, og flytte i lille lejlighed - fordi min mor blev førtidspensionist grundet sin fibromyalgi. Hun kunne slet ikke arbejde. Så jeg red hos min moster, på deres heste, og de tog mig nærmest ind som en ekstradatter. Samtidig havde min far rigtig mange penge - og den dag idag har jeg ikke fået andet af ham end et par vinterstøvler der var for små trods hans ønske om at se os glade. Han og hans kone skuffede mig gang på gang, og Pia var led mod mig når jeg var der. Efterhånden begyndte jeg at græde hver gang jeg skulle derover, men havde bedt min mor om at tie stille med det, for jeg var bange for hans reaktion. Selv overfor mig kunne han ikke styre sine reaktioner hvis han følte sig presset. Han blev ekstremt tosset, og fik "polititonen" på, og så blev man krydsforhørt.
Puha, nu er indlægget rodet.. men jeg fortsætter alligevel. Nu er jeg jo igang..
En dag hos min farmor overhørte jeg Pia sige: "Pernille skal have den dårlige dyne, så Frede og Marie kan få de gode. Hun er nemlig ikke vant til de gode dyner". Jeg blev så ked af det, fordi jeg vidste godt at vi ikke havde nogen penge rigtigt. Så jeg kom hjem, og sagde til min mor at der skulle gøres noget ved det. Vi fik min far over og tale. Jeg fortalte ham hvordan Pia havde været overfor mig, og han fattede ingenting først. Så begyndte han at græde, og tog hjem. Dagen efter ringede han til min mor og sagde at han havde snakket med Pia. De var blevet enige om at jeg "fordrejede sandheden" og var i en teenagegrille. Oveni købet kunne jeg ikke ifølge dem heller ikke acceptere at han havde valgt en anden kvinde fremfor min mor.
jeg besluttede mig for at afskrive min far fuldstændigt, men det kan man ikke når man er i den alder (var imidlertid fyldt 13). Men jeg kom ikke hver anden weekend, og holdt aldrig jul der mere. Jeg turde ikke se ham, og de gange hvor jeg var nødsaget til det, skulle han altid krydsforhøre mig, og fortælle mig at det var min skyld.
Da det blev min konfirmation, kom ingen fra min fars side af familien, fordi Pia ikke var inviteret. Ingen kom i kirken undtaget min mors side. Næsten et år senere (14 år), ringer min far og spørger om jeg vil over for at se en film, og se Pia igen osv. Da jeg følte at jeg måtte være den voksne (ironisk ikke?) tog jeg derover. Det startede så hyggeligt, og var slet ikke akavet. Og jeg husker tydeligt at jeg sad i den ene sofa, og siger fra bunden af mit hjerte: "Hvor er det dejligt at vi kan sidde sammen igen, efter al den tid. Det har jeg savnet" hvortil min far svarer: "tjoo.. Men det kan jo ikke undgåes at du har givet os voksne ar på sjælen". Siden da blev forholdet til min far uopretteligt.
Jeg kom i dårligt selskab da jeg mistede min bedste veninde anna, grundet en masse irrelevante ting. Jeg tog til fester, drak, havde med drenge at gøre (aldrig rigtig s*x). Igennem min nyerhvervede veninde som lokkede mig til alt det, (siger ikke at det er hendes skyld udelukkende, for jeg var villig til alt). Begyndte at skære i mig selv fordi jeg havde det ad he*vedes til indeni. Min mor begyndte at tage piller for smerterne(morfin, nervemedicin, lykkepiller, og et hav af flere der gør en afhængig), og rigtig mange af slagsen. Hun var altid helt dopet og lå bare på sofaen. Vi flyttede igen til en anden lejlighed i samme område - eller dvs. min mors side af familien flyttede for os, for min mor kunne ikke. Efterhånden boede jeg ude hos min moster, onkel og hestene i ugedagene, og var kun hos min mor i weekenderne, for hun kunne ikke tage sig af mig. Lå bare og røg cigaretter og tog piller. Der gik et år, før min mor kom på afvænning. Dybt afhængig af smertestillende.. Min far gjorde intet for at lette situationen, hjalp mig hverken med at tage sig af mig eller give mig noget som min mor ikke kunne give mig - f.eks. tøj. Jeg boede hos min moster, og så ikke min mor i nogen måneder. Dagen hvor vi skulle hente hende oprandt, og hun var forandret. En rigtig mor igen.
det blev rigtig slemt i skolen, og der var dage hvor mine ting var ødelagt, ting spredt udover mit bord, skidt og møg væltet ned i min taske, og folk bagtalte mig. Jeg mødte en pige der hed Charlotte, og hun fik ondt i enden af at jeg fik en veninde på et ridecenter som hun ikke havde, og fik trusler om at hun skulle finde nogen der ville vise mig hvilken lu*er jeg var, voldtage mig på vej i skole etc. så jeg turde ikke gå udenfor. Så jeg tog på efterskole(betalt af mormor og mostre), og det var et fantastisk år. Alt derhjemme stod på standby. Jeg red meget på efterskolen. 2-3 gange dagligt.. det var min medicin mod alt det der smertede indeni. jeg stoppede langsomt med at cutte, og så tog en spiseforstyrrelse fat i mig. Jeg var besat af mad, bange for hvad jeg spiste, turde ikke spise foran nogen, selvom jeg var så forfærdeligt sulten. Da jeg stoppede på efterskolen, var jeg færdig med 9. klasse, og jeg besluttede mig for at tage et sabbatår og arbejde med heste. Min kontakt med min far var meget sjælden, men den var der.
Jeg fik et arbejde som hestepige på et stutteri i Jylland, og arbejdede hele tiden. Stod for alt det praktiske, og eftersom jeg var 15 - tæt på at fylde 16, var det for meget at styre med både smed, dyrlæge, bestilling af foder og det ene og det andet - ridning, tilridning og staldpasning. Jeg fik en kæreste tæt på, han boede i Århus. Men han voldtog mig, og insisterede på at ona*ere ved siden af mig, mens han holdt på mig. Det gjorde han ofte, og det tvang min selvtillid atter HELT i bund. Da jeg stoppede deropppe, havde jeg lært en masse, meget hårdt optjent viden. Imidlertid var vores heste derhjemme blevet aflivet, og da jeg kom hjem for at starte på gymnasiet fik jeg part på en dressurhest, som jeg stadig har. Den eneste grund til at vi har råd til det, er at vi sparer på alt. Min mor ved hvor vigtigt det er for mig at komme ud til hestene, og fortælle dem alt hvad jeg føler. Vi har sjældent rigtig råd til at købe mad, vi låner mange penge af min mormor og mine mostre (min far giver stadig ikke noget), og vi køber stortset ALDRIG nyt tøj. Gør vi, er det fra Føtex. Nu er jeg ude af alt det dårlige, og er startet 2.g med den mest fantastiske klasse nogensinde. Min far er stadigh den største nar nogensinde, og giver intet. Alt hvad jeg ejer og har er købt for hårdt opsparede penge. Jeg siger ikke at jeg skal klage, jeg har jo tag over hovedet.. Men nogengange så er det bare så svært at være i live. Jeg har altid haft ekstremt lav selvtillid, og hader min krop og mit udseende mere end pesten. Jeg sletter billeder af mig selv, hvor man kan se min krop.. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke får tilbud nok fra drenge, og det burde jo indikere at jeg ikke er så slem som jeg selv synes, men jeg tør ikke stole på nogen, og er bange for at de svigter mig, og det er et væddemål mellem et par stykker hvis nogen givetvis kan lide mig.
Idag var bare en af de dage, hvor det gik op for mig hvor meget jeg har brug for at komme ud med noget af det.
Puha.. Hvis du har læst det igennem, så respekt til dig for udholdenhed!