Ja jeg er så 24 år og singel. Og det bliver desværre ikke mindre deprimerende med tiden.

Jeg har veninder der skal giftes, der er i gang med deres 3. barn og som har købt hus.

Jeg bor stadig i en lejlighed, i den by jeg er født, er evigheds singel, og ja de fyrer som er indenfor rækkevidde har ingen interesse i mig.

Jeg duer simpelthen ikke til at "score". Og hader også når man tager i byen med veninder og aftens tema så er "find en kæreste til Iben".

Nu er jeg så ovenikøbet den mindst attraktive i den tøseflok jeg færdes, så når vi er i byen sammen, er jeg logisk nok også den der får mindst opmærksomhed.

Jeg er genert af natur og skal jeg score skal jeg som regel have en ordentlig pind i øret, hvilket så tiltrækker de forkerte typer.

Jeg ved udemærket godt at den største hindring for mig er mig selv - og mit lave selvværd.

For mig er det faktisk kommet så vidt at mine forældre har meldt ud at de ikke regner med at få børnebørn.

Min kusine som er på alder med mig, har også fået fast kæreste, hus og er i gang med børne forberedelserne. Vildt deprimerende.

Desuden er jeg SLET ikke til net-dating - Hvorfor skal det hele være så kompliceret?

Jeg er også single... er så lige et par år ældre (24) hehe.... Har været single i 1½ år nu og jeg hader det.... Hader de der scorereplikker som du også taler om, blir totalt afvisende når jeg får slynget en af klassikerne i hovedet. Men jeg går så heller ikke ud, har ikke nogen jeg kan gå ud med, så er ikke så tit udsat for det.... Men de gutter man møder på nettet er nu også slemme nok synes jeg hehe.

Så kender den godt

Håber bare der kommer et vidunder af en mand forbi en dag

Hvor er det bare SEJT skrevet Iben!!! Det lyder lidt a la mig, jeg magter heller ikke sådan noget net-dating. Jeg har egentlig okay med drenge venner, men een af den bliver ALDRIG min kæreste. Dit tema kan jeg også nikke genkendende til! Forfærdeligt, man har heller ikke lyst til at "score" nogen når man er i byen med sine "kæreste-veninder" - og ja, jeg har faktisk slet ikke lyst til at bruge ordet score. Jeg vil FINDE og ikke score! For jeg magter ikke at "bare være sammen" med nogen. Jeg vil have en fast kæreste, som jeg på sigt kan se mig selv sammen med for altid. Det familie jeg referede til var også kusiner/fætre.

Jeg vil bare ikke sættes i bås som evigheds single, selv om det går derhen ad....

Jeg holder gerne en bytur hos mig, så vi satme kan gå ud i en samlet styrke og nedlægge de fyre der kunne have vores interesse!!! Er I klar tøser?

Jeg sys egentlig det er lidt synd for jer. Håber snart i finder mændene i jeres liv!

... et par og tyve år er da ALT for tidligt at "stresse" over ikke at være i gang med at producere skrigskinker og være etableret med villa, Volvo og vovhund.

Med den holdning ender man jo med at hoppe på den første der byder sig, simpelthen for ikke at være "anderledes" end sine venner. Og så kan man jo så til gengæld være den første i venneflokken til også at skulle skilles....

GIV TID - lad jeres liv udvikle sig i det tempo det nu skal. Som 22 årig er man jo knap færdig med sin uddannelse og skal da have tid til at være ung og fri før man binder sig med hus og børn!

Er jeg den eneste der ikke får stress over at være 43 år og single og børnefri?

(JO, jeg vil da gerne have en kæreste, men gider ikke byture og duer ikke til netdating - og så er det ikke nemt. Det er dog ikke noget jeg bliver desperat over)

Er det ikke bare at se på de positive ting ved at være single, frem for at fokusere udelukkende på de negative?

Jeg har det helt fint med at være single. Jeg sørger for at udnytte de muligheder det giver mig for at lave præcis hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. F.eks. at rejse som en tosset, eller købe en ekstra bil fordi at jeg kan. Helt uden at nogen brokker sig over det ufornuftige i det

Og man lærer hurtigt at lukke ørerne når Kirsten Giftekniv forsøger at afsætte en til mere eller mindre tvivlsomme veninder (Hej Berit )

Jeg er 26år og jeg er single... og stolt af det!

jeg nyder at være single - og maaaange af mine venner og veninder har fast partner, nogle endda børn og volvo, villa og vovse... men jeg kan se og høre at det heller ikke altid er rosenrødt..

tag det med ro og nyd at du kan gøre alt det du liiiige har lyst til på det givne tidspunkt...

Jeg havde faktisk opgivet(jeg er 22) Og gud hvor har jeg mødt mange "typer"... Den type der ikke ringer/skriver tilbage, kun synes det er sjovt at ses når kl.03 lørdag nat... Osv osv... Eller typen der siger ej, du er lidt ung, men vi kan jo bare knalde

Men nu i lørdags har jeg faktisk mødt en... jeg var til 25 års fødselsdag (med tema: 1920'ernes al capone) en fra min klasse havde lejet sig ind på en bar/diskotek, så det var jo top hygge(jeg havde på forhånd indstillet mig på bare at ha det sjovt med venner og veninder) men men... Fødselaren havde en kæreste, som da havde inviteret sin lillebror med... Og det var jo så mit held må man sige... Smiler... For sikken en sød fyr, og meget anderledes(på den fede måde) det endte med jeg tog med ham hjem, og det var... vældig

Så kom han på besøg igår, og jeg lavede noget mad og det avr knald hygge... Og vi skal ses igen i aften...

Så fortvivl ikke piger... Han er derude, og kommer frem når i mindst venter det

Jeg er 44 og jeg savner rigtig meget mange af de fede fordele der er ved at være single.

Jeg er godt nok i forhold på 8. år, men har tidligere i lange perioder været single og jeg savner det tit rigtig meget.

Så slap af og nyd alle fordelene og jeres fulde frihed, manden dukker op lige pludselig, hurtigst hvis i ikke leder men bare er åbne og imødekommende.

I er kun i starten af 20'erne. Nyd det! I skal tidsnok komme til at vaske en fyrs sure underbukser og sokker, brokke jer over toiletbrættet, tandpastatuben og hvilken vej, toiletpapiret skal vende.

36 år, single, og nyder det! Der er ikke nogen, der brokker sig over, at jeg bruger for meget tid på hestene, på frivilligt arbejde, på mine dyr, på mine interesser... Der er kun mine egne sure sokker og underbukser at vaske, jeg beslutter helt selv, hvad der skal laves til aftensmad, toiletppairet vender som jeg vil have det, låget på tønden er altid lukket, der er aldrig tandpastaklatter i håndvasken...

Jamen på mange punkter nyder jeg det da også... Jeg ELSKER fx at have mine aftener for mig selv. Lyder måske mærkeligt men ovenpå en lang dag er der bare ikke noget bedre end en film - alene - på sofaen.

Jeg nyder at jeg ikke er forpligtiget til at presse en person ind i min kalender.

Meeennn... Jeg savner en lige at fortælle om min dag når jeg kommer hjem. Savner en at snakke med lørdag aften, når veninderne ikke har tid/lydt til mig.

Savner at vågne op ved siden af en...

Jan: Bil, rejser osv er jo desværre ikke noget jeg har råd til - så selvom jeg ville forære mig selv nogle fede singel oplevelser, så ville penge pungen slet ikke kunne følge med.

Med fare for at lyde som en total pleaser så ville det bare være så fedt at møde op til en fest med en fyr. Bare nyde at denne aften er man ikke den der sidder selv tilbage på stolen når de andre er på dansegulvet - eller den som hopper rundt og danser solo.

Mest af alt hader jeg de blikke jeg får når man er i byen med ens veninder/kusiner og de gladeligt fortæller en af de fyre - som altså er interesseret i dem - at deres søde veninde Iben er altså singel. Deres blikke der siger - hende der? - kan sq godt forstå hun er singel.

Desuden har jeg kun været vild med 2 fyre i mit liv - altså virkelig blød i knæene vild med dem - og begge gange fik jeg et nej.

hey tøser,

jamen her kan jeg byde ind - for jeg er 30 og single. Jeg bor alene med min kat - do you get the picture Jeg vil dog sige, at efter jeg rundede de 30, så bliver det en anelse lettere. Folk kommer nemlig frem til den forståelse, at når man ikke er afsat i den alder, så er der en grund til det. Jeg lagde først mærke til det, da mine forældre begyndte at give katten julegave Desuden slipper man for veninder og families fuldstændige håbløse parringsemner til diverse fester og anledninger.

Alt i alt er det ikke så slemt, når bare man har det godt. Man er selv herre i eget liv - det værste man kan gøre er at lade andres forventninger påvirke en. Hverken omgangskreds eller samfund skal diktere min tilværelse. Jeg vil selvfølgelig gerne ha en kæreste - men det skal først være, når mr right dukker op.

At katten så hader mænd det er en helt anden historie ...

.........And loving it.. ej jeg er ikke single.. pt.. men tror single génet er begravet dybt i mig.

Jeg har det ganske enkelt bedst med at være single.. Selvfølgelig er der fordele ved at ha en kæreste

(En man føler sig tryg hos, en der altid er der, kærlighed og selvf. regelmæssig 6.)

Dog kan alle disse kriterier blive opfyldt via noget så skønt som "venskab" (evt. venskab "med fordele" ) -Hvilket egentlig er hvad jeg fortrækker at kalde mit forhold.. efter som det er venskab først..

Egentlig tror jeg at jeg er en ....elendig...kæreste.

Freud ville nok mene jeg blev tabt på gulvet i min analfase, eller efterladt i oralfasen..

Jeg indrømmer det gerne. jeg har BRUG for en mand. helt sygeligt. Jeg er på mange måder en MEGET selvstændig person, sålænge jeg ved at jeg altid har en (eller flere ) mænd jeg kan ringe til, hvis nu en pærer skulle springe, en edderkop skulle dukke op, eller en skummel mand skulle kigge efter mig.

Tanken om at jeg har en mand, altid parat til at komme springene og redde mig, er bare enormt beroligende. hvilket for mig er det største plus ved tanken om et....forhold... (brrrr.)

Derfor begiver jeg mig regelmæssigt ud en den store verden, for at finde mig en ridder.

(Jeg anbefaler klart de mere eksklusive steder hvis man, som jeg, fortrækker en hvis type..)

Selve proccesen "find en mand", har jeg altid fundet enormt nem. -og klart det sjoveste.

Mænd ER nemme. men fare for at generalisere, så vil de alle sammen nogenlunde det samme.

Nogle mænd har brug for en "mor", der kan fortælle dem hvad de skal gøre og hvordan de skal gøre det (disse mænd spotter jeg med det samme, og holder mig langt fra..)

Andre har brug for en "prinsesse", de kan passe på og spille helte over for Det passer mig fint.

Man smiler sødt, spiller lidt genert, er lidt kæk og bang. så har man endnu en "ridder", føjet til stablen, over mænd der vil gøre alt for en.
(jeg snakkede engang med en terapeut om det, vedkomne mente at jeg spillede på mænds underbevisthed, og havde en særlig måde at vække deres beskyttelses trang på, ja. min x sendte mig i "terapi" hos en ven..)

I min lange jagt på at rekrutere nye mænd, har jeg begået mange fejltagelser. Jeg har såret mennesker, fejlvuderet situationer og ødelagt mange ting.

Det undskylder jeg self.

Jeg har flere gange forsøgt at indgå et "normalt" forhold, men den eneste gang jeg virkelig har været forelsket, var sjovt nok i en person der viste sig at være lige som jeg selv. Manipulerende, selvcentreret og yderst bevist om HVAD han ville ha og HVORDAN han skulle få det.. suk..

Mine venner (de fleste) er gift. De har børn eller leder efter hjemmet hvor de kan FÅ børn.

Jeg er den yngste ud af en søskende flok på 7.

Min ældste bror blev gift som 18 årig. han er idag 37.

Min anden bror blev gift som 20 årig, han har idag 2 børn og en skøn kone.

Selv min tvilling, (som er supposely min "partner in crime") har fundet, "den eneste ene" og planlægger bryllup og fremtid.

Der ER da tider, hvor jeg har følt stress og en trang til de samme ting. børn, bryllup og familietur til malaga.... men så igen. hvorfor?

Min familie ryster på hovedet af mig, mine venner sender mig "melidenheds blikket" til par middage, og mine brødre kalder mig, (halvkvalt i grin,) "the international callgirl".

Men et eller andet sted har jeg på fornæmmelsen at de misunder mig.

De knokler løs dagen lang, kommer hjem til et hus, fyldt med babygråd, bleer og bræk.

De kæmper med uddannelse eller arbejde for at få fri til en "camping ferie" med ungerne og konen.

Jeg ER fri.

Plusserne ved et singleliv skinder klart for mig.

Jeg kan gå i byen, blive væk i flere dage uden nogle sure miner fra "kærsten"

Jeg kan, uden et minuts overvejelse, hoppe på et fly til paris og besøge en "ven"

Jeg kan ha MANGE mænd, uden dårlig samvittighed, fordi jeg ikke ejer dem og de ikke ejer mig.

Jeg har VENNER der elsker mig og altid er der for mig.

Venner som jeg beholder resten af mit liv, som jeg kan rejse verden rundt med, gå i byen med, drikke te med... er det ikke nok?

Hvorfor ødelægge alt det, via et "fast forhold"?

Jeg har aldrig forstået den mentalitet med at "nu er du min, så er jeg din og så må du aldrig være sammen med andre"..

-Og den der idé om at, nu er du "så og så gammel", nu SKAL du finde en mand/kone

(Dette gælder af mystiske grunde ikke for de såkaldte "karieere kvinder".. dem ser man bare på med stor respect.)

Som sagt tidligere, så har jeg pt. en mand.. og det ER da hyggeligt.
Alligevel mærker jeg så småt den velkendte følelse der siger, "kunne det ikke være skønt hvis du lige kunne ta flyet ned til danny i sydfrankrig?"

Jeg kan skubbe tanken væk og koncentrerer mig om "forholdet", der skal passes og plejes som en lile blomst.. eller også kan jeg være ligeglad med det hele, droppe alt ansvar og gøre hvad jeg lyster.

Min mor siger jeg er styret af "lyst génet" og har en tilddens til glemme hjernen.

Men i sidste ende. Så er jeg lykkelig, og lever på bedste vis et liv uden fortrydelse eller bekymring.

Det blev en lang smøre, det må du/i undskylde, men min pointe er bare at, nogle mennesker var muligvis skabt til et forhold og nogle mennesker er IKKE

Alligevel lærer vi at, forhold er noget man SKAL. Når man når en hvis alder er det tid til at blive gift og sådan er det bare.

Dette er printet så dybt ind i os, at man i en alder af 14 for stress, fordi man stadig ikke har mødt prins Charming.

"don't look for love, love will look for you"

Jeg vil ikke spille mit lv på at lede efter den eneste ene.

Jeg ville ikke spille en nat på at ligge søvnløs, og tænke på om "han" mon ringer tilbage.

Jeg lever mit liv for mig, jeg går op i mig selv og hvad der kan gavne mig. alt det andet skal nok komme HELT af sig selv. og hvis ikke. tja så dør jeg lykkeligt, velvidne at jeg;

1. ikke spildte mit liv på at søge efter "prinsen"

2. Ikke spildte mit liv sammen med en mand, jeg ikke VIRKELIG elskede.

"a broken heart is as much a part of first love, as moonlight and roses"- been there, done that.

Jeg har spildt nok tid, på at græde over kærlighed.

Jeg TROR på kærlighed og jeg TROR på at den dag jeg oplever det igen, så er alt andet ligemeget og så vil jeg føle mig lige så fri i et et forhold, som jeg gør nu.

Men jeg vil IKKE stresse over kærlighed og jeg vil IKKE jagte kærlighed. for jeg tror det er noget der kommer af sig selv, når tiden er inde.

Jeg er tyve og selv single - ja ganske rigtigt, har mange veninder der har (søde) kærester og hus/børn eller bare har børn uden en kæreste. Jeg nyder at kunne gå i byen i weekenderne, og at der ikke er nogle der brokker sig når jeg sidder og laver lektier til kl. 24 fordi han gerne lige vil være sammen med mig. Og hvorfor er det at det er synd for singlerne? Hvorfor skal der skules til os og hvorfor skal vi fremstå som evigt desperate?

Ja, jeg vil gerne finde en fyr, og jeg er sikker på han nok skal dukke op af den blå luft én dag - når JEG er parat til det, uanset hvor meget min mor ønsker sig en svigersøn. Men der skal altså ikke en fyr til at gøre mig lykkelig - jeg har en dejlig familie og nogle skønne veninder, som er nok

Jan - så prøv at være datter af Kirsten Giftekniv

Nu er det heller ikke fordi jeg er i total panik - kun almindelig panik, so far... Jeg tror også det kommer meget an på, hvad man er vokset op med, ens familie, og vennekreds. Hvis jeg ikke kom fra en familie hvor alle forældre, bedste forældre, kusiner/fætre, onkler osv. har mødt deres livs kærlighed i alderen 16-20 år, ville jeg nok se meget anderledes på det, og ikke mindst også hvis familien så anderledes på det! Derudover er det svært, når vennerne nu interagerer UDEN MIG!! og det er ikke fordi jeg har lyst til at være der, når de holder deres kom-sammen, så længe jeg er single.

Lige det her punkt med at være single tror jeg man lever med vidt forskelligt - bare se Lisbeth Baloo: 43 år, single og børnefri!!! WHAAAAAT? Jeg kan SLET ikke leve med tanken om, at det skulle være mig om 21 år - overhovedet! Hvorimod hun åbenbart stortrives med sin situation.

Jan P: Jeg ville aldrig rejse alene, det er igen det med at dele oplevelser med en anden. Jeg har ikke en klap forstand på biler, så den situation kommer jeg aldrig ud i

jeg synes ligesom at jeg i mit indre har opvejet singlefordelene ift. parfordelene, og gæt hvilke der vandt?

Ollie: Nu skal du tænke på at forældre, onkler, bedsteforældre har levet i et samfund der altså så lidt anderledes ud end det gør nu.

Kusiner/fætre - hvem siger de er sammen med deres 'udkårne' i de næste 15 år? Det kan være du imorgen møder ham du er sammen med i 70 år.

^overdrivelse fremmer forståelsen

Jeg er 23, single og jeg elsker det!

Jeg elsker at gøre præcis hvad jeg vil når jeg vil.

Jeg elsker at kunne se SATC maraton en tirsdag aften fordi JEG vil.

Jeg elsker at kunne smile sødt til en fyr gennem en togkupé fordi jeg har lyst.

Jeg elsker, at hvis jeg har lyst til gulrødder og chokolade til aften, så spiser jeg det.

Jeg elsker at kunne hoppe i stiletterne søndag formiddag og gå en tur uden at der er nogen der spørger hvor jeg skal hen.

Jeg elsker at kunne danse, flirte, og have det sjovt i byen uden at der er nogen der opfatter noget "forkert".

Jeg elsker at kunne tage en impulsiv rejse, uden at der er nogen der spørg hvorfor de ikke blev inviteret med.

Jeg elsker at kunne bruge min dag som jeg vil, uden at nogen lægger beslag på min tid.

Og ja, ja.. Det kan da godt være lidt irriterende at sidde til fætter/kusine festen som eneste single, mens ens bedstemor prøver at hooke en op med sine venners børnebørn.

Og ja, ja.. Af og til kan man da godt komme til at sidde til parmiddag som den eneste single, men man kan da godt hygge sig alligevel... Og så smutte en tur ud i byen og have det sjovt, mens parrene putter børn osv.

2-8, jeg elsker stadig at være single

Jeg er 21 (22 i dec.)

Jeg blev Singel i weekenend efter et forhold på 2½år, Han valgte at stoppe vores forhold...

Jeg sider med samme følse at alle omkring mig er i faste forhold eller har fået børn eller er gift...

Nej jeg har ikke "travlt" eller jo det har jeg måske... Drømmen var at jeg senest skulle have det første barn når jeg var 30, ellers skal jeg bare ikke have nogen... Ved godt at det lyder total gokket, men alle mine søskene er mere end 15år ældre end mig, har alle børn og er alle gift, min far døde sidste år(63år) og min mor er alkoholiker og hendes fremtid ser ikke ret lys ud

Har haft en fast kærste én gang før og han var mig utro...

Jeg stoler ikke særlig godt på folk/fyre mere efter den episode, de skal virkelig ville kæmpe for mig... det gjorde min "nye" x-kæreste, han ville mig gerne og har været helt vildt glad for at han har bakket mig op når min mor har taget sine hospitalsture og da min far døde... og nu er han væk...

Så pt. ser tingene rigtig triste ud for mig syns jeg, at det så kommer oven i jobskifte, og en flytning til et nyt område gør mig rigtig ked af det...

Citat "Og man lærer hurtigt at lukke ørerne når Kirsten Giftekniv forsøger at afsætte en til mere eller mindre tvivlsomme veninder (Hej Berit )"

Hrmfff altså Jan !!

Gode og dejlige mennesker fortjener det bedste i livet.

Lykken... og tosomheden.. så jeg skal nok får dig afsat

Du kan da nok se at selv med tvivlsomme veninder er der håb med en sød fyr som dig

Kan slet ikke forstå du ikke er optaget endnu

Sød, rar, fyr med en sund indstilling til livet og en fornuftig hobby, og så er du jo tilmed ganske nydelig at se på.

Og har enda fast arbejde, tag over hovedet og en kanon god ven som mig

Og ikke mindst kan du lave med.... og is.

Hint i nordjyske piger... hint !!

Der kan i bare se hvad Gitte og jeg mener med Kirsten Giftekniv - hun er overalt

Næh lad os have ondt af de stakler med mand/kone/børn etc..

og har også elsket at være single. Jeg havde det lidt svært med forhold, blev trætte af mændene efter nogle måneder og så fandt jeg en anden. Jeg har aldrig haft svært ved at sno mænd om min lille finger og haft flere på en gang;) Og jeg ligner altså IKKE en supermodel!

Jeg har altid haft gode drengevenner og en af disse var en gammel flamme fra da jeg var 17-18 år. For nogle år siden begyndte jeg at hænge lidt mere ud oppe hos ham (det var helt uden "fordele"), vi blev bare bedre og bedre venner. Da vi så hovsa kom til at være sammen en nytårsaften, ja så lå det ligesom bare i kortene at vi skulle være sammen, simpelthen fordi vi ikke kunne undvære hinanden. Og det kan vi stadig ikke selvom vi har boet sammen i 4 år nu.

Så jeg tror godt på at man kan være single hele livet, men så er det fordi man ikke har mødt HAM. Samtidig tror jeg heller ikke man finder HAM ved at jagte mændene. Det skal komme naturligt og det skal komme fordi man ikke kan lade være.

Ramiro: Undskyld, men hvorfor har du ondt af singlerne? Er det SÅ slemt at være single...?

Nej, det at være single er skønt! Når man har lært at se det fede i single-livet i hvert fald... (og nej, vi singler bærer ikke en eller anden smitsom sygdom, der rammer alle jer i faste forhold...)

Jeg er selv lige blevet single igen, efter et forhold på et års tid. Mit første forhold ever, der har holdt længere end ½ år... Og jeg har godt nok måtte kæmpe med mig selv gennem det sidste år! Ikke fordi kærligheden til min nu ex har manglet, men fordi jeg simpelthen ikke er bygget til at bo sammen med andre (eller bare ham... )

Jeg glæder mig til vi får styr på boligsituationen så jeg kan komme til at bo alene igen, og helt selv styre fjernsyn, aftensmad (eller mangel på samme), vasketøj, besøg osv osv.

Inden jeg mødte min nu ex havde jeg boet alene siden jeg var 21 (er 27) så det var omkring 5½ år alene, da der kom en person ind i mit liv, der modsat mig elsker at være i et forhold og være to om ALT! Det er bare ikke mig, og det har kostet mange skænderier, og nu har det jo så også kostet forholdet.

Selvom man er single behøver man jo ikke mangle hverken tryghed, kram, kærtegn eller kys - og 6 kan man sq altid få!

Så selvom jeg havde 5½ år uden kæreste, havde jeg jo ikke 5½ år uden kærlighed og dybe kys på sofaen - jeg havde bare muligheden for mig-tid når der var behov for det - og det er der ofte!

For eksempel har jeg en helt igennem fantastisk kammerat (helt uden "fordele"), der altid er der for mig, både til et kram, en kop te og til at tale med store bogstaver, når jeg (igen....) har lavet et eller andet dumt/fjollet/hvad jeg nu kan finde på... Han er med til familiearrangementer af og til, der passer han helt super ind, og jeg slipper for familiens "skal du ikke snart have mand og børn og parcelhus i provinsen - du er jo nået et godt stykke ind i den fødedygtige alder".. Hvis de tror han er min kæreste så fint med mig... Det er da forøvrigt også det perfekte forhold : Vi supplerer hinanden eminent på alle områder, men har ikke lyst til at være sammen 6uelt - så det er helt okay (ja nærmest forventet) at være sammen med andre, og fortælle om den seneste erobring!

Jeg har altid haft en ide om, at jeg skulle have mit første barn og en familie inden jeg blev 25. Da tiden nærmede sig, kunne jeg godt se, at det nok var bedst at rykke den der tidsgrænse min hjerne havde sat til 30 år. Og nu nærmer det sig så, og helt ærligt, jeg tror ikke jeg bliver klar til familie, børn og liguster-helvede indenfor de næste 3 år... Tværtimod, så glæder jeg mig næsten allerede til at skulle holde min 30 års fødselsdag med peber, havefest og børnefri zone!

Ingen tvivl, jeg vil gerne have børn - en dag! Går der 5 år er det fint med mig, går der 10 klarer jeg også det. Og får jeg slet ikke mine egne børn, jamen så har jeg en herlig niece og nevø, der nyder at besøge mosteren - og hun nyder at kunne sende dem hjem når det der med børn bliver NOK!

Det eneste jeg kan have svært ved at forholde mig til er, hvis jeg aldrig bliver gift... Det er næsten værre end aldrig at få børn...! Jeg vil have mit prinsessebryllup, men heldigvis er min søde mor et godt eksempel på, at man godt kan holde et rigtig drømmebryllup med manden i ens liv, selvom man nærmer sig pensionen... (dog uden den hvide kjole, den passede vist ikke rigtig ind i hendes terminologi - knap 60 år, to børn - måske ikke så uskyldsren længere )

Nielsen (LSHorses) : Må sige du er bare SPOT ON!

Til trådstarter: Lær at nyde din singletilværelse - det gør faktisk slet ikke ondt, når man lærer at se på solsiden!

...tror vi snakker lidt forbi hinanden herinde - for trådstarter mfl. ØNSKER sig en kæreste - vi andre egoister ØNSKER IKKE en kæreste

Jeg hopper fuldt ud på vognen med ØNSKER IKKE! Jeg ææææælsker min singletilværelse - og ligesom LS tror jeg 110% på at jeg er en møgelendig kæreste

Jeg er totalt egoist! Får jeg lyst til at rejse så gør jeg det - om turen går til Sydfrankrig eller Fakta kommer an på tegnebogen fylde...

Jeg elsker ikke at skulle tage hensyn til andre mht. mad, rengøring, sengetider, nettid, bilen, familiemiddage, tv-programmer osv.

Jeg synes det er kanon at kunne sidde helt palle sammen med hestene Nytårsnat og bare se fyrværkeri og ellers nyde den frostklare nat.

Jeg kan sååååå godt lide at jeg selv bestemmer hvordan mit hus, min have og min stald skal ende med at se ud.

Jeg har aldrig villet have børn, og med tiden har familien også aksepteret dette - det hjalp for alvor da mine søskende begyndte at "gro familie"...

Selvfølgelig kunne det være rart med mere reglemæssige "fordele" (CHRIST tør slet ikke tænke på hvor lang tid der er gået - kan man blive jomfru igen??? ), en ekstra lønindtægt til matriklen ville også være ok - og en hånd når wrapballerne skal tippes...

Men ingen af de ovenstående kan retfærdiggøre at jeg er en "kælling" at bo sammen med, for jeg gider ikke gøre rent hvis der er en anden der kan gøre det, jeg gider ikke lave mad hvis der er en anden der kan gøre det, jeg gider ikke slå græs hvis...get it? Imens staklingen styrter rundt og prøver at gøre mig glad ved at gøre alle disse ting, så tåger jeg nemlig videre i mit wannabe-singleliv .

Så for alles skyld må jeg vist hellere bare forblive single!

Trine (Faxa)

PS. Jan - hvis du laver chokoladeis UDEN chokoladestykker er du velkommen til at kigge forbi

Jeg laver desværre ikke så meget chokoladeis Det nærmeste jeg er kommet er en vanilleis med de famøse chokoladestykker i - som var mums..

Hejsa

Jeg kan sagtens følge trådstarter, den der med at møde op ti en familiefest og så ellers blive udspurgt om hvornår de får lov at møde den udkårne og så ellers deres blikke når man siger at der er altså ingen for tiden og at man egentlig heller ikke har travlt med at ende i et forhold.

Jeg har da haft flere forhold af forskellige typer, men aldrig et forhold somjeg har følt bare var det rigtige i længden.

Jeg er 28, min ældste bror 32 og yngste 24, og ingen af os (4 ialt) har vantvittig travlt med at ende i et forhold, skal man bruge lidt psykologi over os så er jeg sikker på at vi kan "skyde skylden" på vores forældre og deres vidunderlige forhold der nu kører på 34. år. og de skænderier af deres jeg har overværet kan tælles på en hånd, og så er der endda fingre tilovers.

Som trådstarter vil jeg da rigtig gerne ende i et forhold som resultere i villa, vovse og volvo, men jeg har på ingen måder travlt, tværtimod, det skal nok komme nå det er tid.

Og jeg kan da godt nogle gange savne selskabet på sofaen om aftenen, eller det at gå tur hånd i hånd, men så har jeg heldigvis nogle vidunderlige veninder som altid er der til at muntre mig op, på trods af deres faste forhold og børn

Samtidig har jeg det meget svært med mænd i det hele taget pga oplevelser for 10 år siden, jeg har så svært ved at få tillid til mænd, og det er der ikke mange fyre der har tålmodighed til at vente på at jeg får, det er i hvert fald min oplevelse.

Herudover sker der så meget andet i mit liv pt. at jeg da slet ikke har tid til en kæreste og hvorfor så have en, de tvil jo gå ud over os begge 2 at jeg ikke har tiden og overskudet

Den med kirsten giftekniv kender jeg også godt (dog ikke i forhold til Berit) og hvor kan den være træls at være omkring, men på dne anden side har jeg fået rigtig mange skønne oplevelser ud af det, og endda nogle nye gode venner uden fordele så helt dårligt er det heller ikke altid.

Men NYD dit singleliv, lige pludselig er det slut

mvh

Mie

jeg har aldrig prøvet hvordan det har en kæreste,og jeg har det fint.

Alt har sine fordele og ulemper.. Elsker at bruge en masse tid på hesten (og penge), på hunden, familie og venner - Tage overarbejde når jeg gider, se hvad jeg vil på tv og indrette hjemmet som jeg vil have det.

Men man savner da en at putte med, tage med til familiekomsammen og dele sin hverdag med. Ikke fordi jeg er meget hjemme, men det ville måske ændre sig en smule

Er ikke træt af at være single, men det ville da være rart at finde sin bedre halvdel

... jeg vil da egentlig også gerne have en kæreste - men så længe jeg ikke møder en der ligner den rette, så vil jeg hellere være alene end at gå på kompromis.

Jeg tror på at med den rette kæreste kan jeg bibeholde en stor del af den frihed jeg værdsætter så højt, men samtidig have en at dele mit liv med.

Ligesom Mie har jeg mine forældre som rollemodel. De blev gift da de var 25 år og havde et langt og godt ægteskab til min mor døde i januar i år - efter 48 års ægteskab. Jeg har ALDRIG oplevet dem skændes! Uenighed - ja, men med en respekt for hinandens holdninger og hinandens særheder og ideer.

En af mine venner sagde engang at grunden til at jeg har svært ved at finde en mand, er at jeg leder efter et forhold som det mine forældre havde - og det er ekstremt sjældent at finde.

Min far har rejst meget i hele min barndom, så jeg lært at et parforhold ikke nødvendigvis skal resultere i at man sidder lårene af hinanden hele tiden. Og jeg må blankt indrømme at jeg ikke ville kunne holde ud at have en kæreste der var hjemme ALTID når jeg var det. Der har jeg det nok som en af mine kollegaer, der glæder sig til hendes mand har aftenvagt på arbejdet - for så har hun en aleneaften (og det betyder ikke at hun ikke OGSÅ er glad når han er hjemme, han skal bare ikke være der hver aften).

Til gengæld synes jeg også at jeg igennem livet har oplevet veninder der ikke kan bevæge sig uden for en dør uden at manden skal med - eller i det mindste at han skal noget andet samtidig. Og hvor de heller ikke kan være alene hjemme. DET ville jeg !

Men det er absolut ikke fordi jeg ikke gerne vil have en mand i mit liv - jeg er bare ekstremt kræsen med hvem jeg vælger (og har ikke mange at vælge imellem, da jeg ikke gider gå i byen og lede, og ikke har nogen af de der Gifteknive i min nærmeste omgangskreds)

jeg vil da egentlig også gerne have en kæreste - men så længe jeg ikke møder en der ligner den rette, så vil jeg hellere være alene end at gå på kompromis.

...der skrev du lige det jeg, via mit ½time lange indlæg, forsøgte at formulere

tænk jer hvis I kunne få lov at gøre som I ville, indrette hjem, rejse, tage i byen osv. Og samtidig have en som lige gav et tilskud til en ny sadel, som tager opvasken, som giver massage hver aften og som IKKE brokker sig over man bruger 10 timer en søndag hos hesten. Når I finder ham, så elsker I ikke single tilværelsen mere. Jeg tror bare I har haft nogle sære mænder De andre er derude, det LOVER jeg

Min mening...Tror ikke du bliver svær at afsætte Sand...for du er da i sandhed en smuk kvinde...og jo jo ...jeg er meget hetroseks¤el..

Tja det er vel nemt at sige når man er lykkelig i et forhold

No man is an island, sagde en klog gammel hr. donne engang.

well, jeg har brugt mange år på at være single. men jeg har ALDRIG været alene.

Nogle elsker at være alene, andre elsker at være sammen med den eneste ene.. jeg elsker at være sammen med en masse "den eneste ene".. Man får ikke noget ud af at søge, lede og vente på kærlighed. Jeg lader være med at tænke over det, og så må det ske hvis det skal ske.

Men det er da klart at der er folk der stresser rundt i skræk og rædsel, for at finde sin fremtidige husbond, når man hører alle "par'ne" snakke om hvor skøøønt det er, og hvor syyynd det er for singlerne

Jeg kommer ALDRIG til at savne en jeg kan hive med til familiesammenkomst. oh skræk og rædsel, det skulle da være hvis jeg ville af med ham...

af et dumt råd: Få kæreste samtidig med omgangskredsen, bliv gift samtidig med omgangskredsen, få børn samtidig .. køb hus, etc., etc. Men nu er jeg ovre den alder hvor det skete for omgangskredsen, og for hvor bliver man isoleret (specielt som genert fyr, som kan klare alt andet end lige en sød pige). Jeg har (næsten) aldrig været nogen festabe, men efterhånden undgår jeg arrangementer og fester af enhver slags, for jeg er som regel den eneste der dukker op alene eller barnløs, og synes jeg fremstår som en omvandrende falliterklæring når talen uværgerligt falder på parforhold, børn, og lignende: Så Lisbeth (Baloo)s første indlæg synes jeg er helt helt forkert - man behøver ikke panisk hoppe på den første den bedste, men man skal f...me hopppe når man finder noget der er værd at hoppe efter. (Sagde manden der blev 38 før han fandt kvinden i sit liv -- og 39 før han turde sige (og mene) de 3 famøse ord til hende.... men derfor tror jeg nu stadig jeg har ret i ovenstående).

Summa summarum: Lev i drømmen om der altid er noget bedre og spild dagen i dag alene; eller nyd dagen i dag, og se om morgendagen bringer mere af samme slags eller noget helt andet.

(.... og går I ind for bare et minimum af ligeberettigelse af en eller anden slags, så brug for he.... lidt mere tid på de generte fyre med et indelukket og barskt udseende, så har jeg også et lille håb for fremtiden )

jeg er 24 og i en slags forhold. jeg har næsten ingen veninder på min egen alder der er gift eller har børn. Jeg har en teori om at det er fordi langt de fleste af mine veninder på min egen alder læser på en videregående uddannelse og det harmonerer bare dårligt med børn og samtidig sker der så meget i ens liv at man hurtigt vokser fra dem man kendte i gymnasiet. Iøvrigt møder man rigtigt mange mennesker gennem studiet og jeg kunne næsten ikke forestille mig at date en jeg ikke havde mødt der. ikke fordi jeg er snobbet omkring det, men fordi man altid har noget at snakke om og ofte svinger godt hvis man har samme interessefelt mere eller mindre. Min nuværende har jeg da også støvet op til en fredagsbar. han er færdig som maskin diplom ingeniør næste sommer hvor jeg læser en cand scient i fysik og kemi og afslutter den om 2 år.

Jeg tror det er vigtigt at hvile i sig selv, ellers møder man i hvert tilfælde aldrig noget som helst man kan holde ud. og så skal man nok ikke satse på at finde prinsen på crazy daisy lørdag aften. De bedste forhold jeg har haft har været dem hvor jeg har kendt fyren lidt før vi besluttede os for at det skulle være kærester vi var. min nuværende startede egentlig som et 'venner med fordele' og vi var 100% enige om at det i hvert tilfælde ikke skulle være mere. Sådan endte det ikke og det er jeg jo så glad for nu.

Jeg kan nu altså godt følge trådstarter...

Jeg er single (surprise),26 år og har efterhånden en godt partømret vennekreds. Egentlig har jeg det i bund og grund rigtig godt med at være single, nyder der ikke er nogen som venter på mig, kræver af mig, osv.

Men når jeg så skal lave aftensmad til mig selv, skal bruge en fredag ell. søndag aften alene, eller værst (synes jeg) når man går alene hjem fra byturen/festen og alle vennerne går hjem to og to - ja så tænker jeg nu og da det kunne nu være rart med en bedre halvdel.

Men Trådstarter du er ikke den eneste der passerede 22-års alderen som single

Gitte

Jeg er også single, og er 21 år.. Jeg elsker at være single, føler mig fri til at gøre hvad der passer mig, om det er at ride kl 7 om aften i stedet for at hygge foran tvet, så gør jeg det, for jeg kan..

Jeg tror i bund og grund ikke jeg er kæreste potientale.. Det er jo ekstremt hyggeligt at have en at putte med og snakke hverdagens ting igennem med, men lige pt. er jeg i en fase hvor jeg ikke vil føle mig låst, og det føler jeg i et forhold.. Jeg vil kunne flirte når jeg er i byen, ikke fordi jeg går efter at score nogen, men bare det at have det sjovt, uden kæresten sidder sur og fornærmet i et hjørne..Vil kunne gøre det jeg har lyst til når jeg har lyst..

Så venner med fordele er helt sikkert bedre for mig end en kæreste..Lige nu..

Jeg går da og drømmer om prinsen, men jeg har god tid, vil alligevel ikke have villa, volvo og vovse før jeg runder de 30, så der er gggoooddd tid..

Nu er jeg så også heldig at have i hvert fald en mor og far der ikke mener at man bare skal finde en for at finde en.. Og har en storebror på 26 år, der heller endnu ikke har fundet pigen, og som også er lidt skræmt af det med allerede i den alder at få børn osv.

Så selv om veninderne på 21 år har fast kæreste, og for børn (mange i min venne kræs der for børn for tiden),og der til familie festerne bliver spurgt efter hvem min kæreste er, så hygger jeg mig i min single tilværelse..

Som min gode kusine sagde forleden dag.. Heller vente med at få børn og mand og få løbet hornende af sig i 20 års alderen.. For ble skift ovs. kan man også lave som 40 årig (det er hun nemlig, og har en dreng på 1 år, og en på 9 år)

Jeg er 28 år og single. Mit sidste rigtige forhold stoppede for 2½ år siden, og ellers har jeg ikke haft specielt lange forhold.

Jeg har egentlig et ret ambivalent forholdtil det, for på den ene side, så NYDER jeg at være single. Jeg har et meget stort behov for selvstændighed, for at være alene når jeg vil og social når jeg vil, jeg nyder mit eget selskab - man kan faktisk sige, at jeg er min egen bedste ven - så jeg keder mig aldrig, og jeg føler mig heller ikke ensom. Jeg elsker da at være sammen med andre mennesker, men jeg er nok ikke så god til at være bundet, det være sig til en mand eller til veninder. Jeg er ikke specielt god til at holde kontakt og gøre en stor indsats for at vedligeholde et forhold, simpelthen fordi det ikke er super vigtigt i min hverdag. Jeg har ikke et ret stort behov for tryghed og bekræftelse.

På den anden side, så har jeg da altid tænkt, at jeg gerne en dag vil have familie og børn. Jeg elsker børn, og jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg aldrig får nogle. Men det skal bare ikke være lige nu! Og jeg vil absolut ikke have børn med en eller anden tilfældig, mine børn skal vokse op med både far og mor, det kan man selvfølgelig aldrig garantere, men som et minimum skal jeg da have kendt manden i en 3-4-5 år inden det kommer på tale. Og så begynder uret jo at tikke en smule...

Jeg kan da også godt savne visse ting ved at have en kæreste, men egentlig tror jeg mest, jeg jagter spændingen ved at møde en ny. Det falder mig ret nemt at møde fyre, og jeg elsker flirten og "spillet". Jeg har haft en del forhold på en 2-3 måneder, og så begynder jeg ofte at kede mig. Jeg bliver bare ikke rigtig forelsket, selvom fyren måske både er sød, sjov, intelligent og lækker. Ganske få gange har jeg oplevet at blive rigtig forblændet, men det har så været forbundet med en masse drama og dermed har de SLET ikke været kærestepotentiale!

I min familie er jeg helt sikkert "det sorte får" - alle mine fætre og kusiner er i faste forhold, mine egne forældre mødte hinanden da de var 16 og 18, alle er gået den lige uddannelsesvej og har gjort hvad man "bør" og hvad der er "korrekt"! Jeg er stadig under uddannelse, og det stresser mig da til tider. Jeg hader familiefester, fordi jeg føler, visse i min familie ikke tager mig helt så alvorligt eller ikke ser mig helt så voksen som de, der er i faste forhold med vel overstået (videregående, naturligvis!) uddannelse.

Det er egentlig ret tankevækkende, hvor meget samfundet og vores omgangskreds har at sige i forhold til det at være single. Det er på en eller anden måde ikke socialt accepteret, at nogle mennesker bare ikke fungerer i et fast forhold. Ærgerligt at vi skal opdrages med, at der er en "korrekt" måde at leve livet på, og en "forkert".

... Og så var det forresten i aften, jeg får besøg af ham der, som jeg vist nok mødte i lørdags...

Zahrah ox 4637: Det var sørme pænt sagt Men når man har det med at falde for de forkerte fyre, så bliver det ikke så nemt igen!!

Men så længe æggestokkene ikke skriger, så tager vi det helt roligt

Tæller det mon at være single med børn

Jeg er så ældre end jer (30+) og single.

Jeg har været total single i 5 år, manglede intet, elskede singlelivet og faldt så lige i med en der var helt forkert. Det varede 8 mdr og stoppede for små 3 uger siden.

Jeg stoppede det da jeg ramte tanken "jeg havde det sku meget bedre før!".

Men nu er jeg så single igen, har fundet tilbage. Jeg har et skønt liv, der er intet tomrum der skal fyldes, men det betyder ikke at jeg ikke håber han en dag dukker op. Jeg vil bare ikke nøjes med... jeg vil have en mand i mit liv hvis han bidrager mit ellers lykkelige liv til at blive endnu bedre, ellers er det lige meget.

Jeg tror det giver problemer i forhold, hvis man føler man har et tomrum og giver en anden opgaven at udfylde det. Det virker aldrig, tror jeg ihvertfald.

Jeg tror det er meget bedre at finde sig selv, skabe sig et godt liv og være åben for når noget godt kommer forbi!!

Den eneste "deadline" jeg har i mit hoved, er at når mine børn er flyttet hjemmefra vil jeg gerne have en at spise aftensmad med! he he

Åhhhhhhhhhhh.... Jeg bliver lige nød til at knytte en kommentar, til denne her tråd..

Jeg var singel fra jeg var 22 til 29 år.. Og jeg var en ulykkelig single.. Jeg var eddermame bare herre dårlig til at være mig selv.. Alt løb løbsk. Økonomi, job, det hele i jagten på den "eneste ene".. For når man som jeg gik rundt og troede at det var mig der skulle forme mig så jeg passe ind i det billede jeg TRODE mænd ville have, mister man sq fokus på den man virkelig er.

Jeg trode jeg skulle have mig en rig høj mørkåret mand som kunne kaste mig rundt på lagnet og forkæle mig med dyre gaver og rejser... Men AK NEJ!!! Jeg måtte jo sande, at jeg er alt for trucker til den slags mænd.. Jeg fik det ene nederlag efter det andet, og jeg måtte sq stadig slå mit eget græs.

Så jeg besluttede bare en dag, at være mig selv og kom han så kom han, gjorde han ikke, så sur R.. Jeg så engang èn som mente jeg var utro med min hest,, Hold nu kæft.!!

Nå.. men så har der igennem en årrække, været denne her bonderøv i min omgangskreds, som jeg godt viste synes jeg var lidt hot, men havde jo slet ikke værdiget ham et blik, før en mørk aften til en sommerfest, efter en halv flaske Morgan rom, gik op for mig at det var jo lige det jeg skulle have.. En rigtig bonderøv som forguder mig og ikke synes det er latterligt at bruge 40.000 kr om året på min hest, så længe jeg var glad..

Nu har vi 2 børn et hus, 2 hypper og en vovse og alt i alt har jeg det jo godt, selvom der er ulemper ved alt.. Men den kan vi tage en anden gang..

Go jagt derude og fat mod..

Ps. jeg er rundet 31 år nu.. Grrrrr

Jeg bider mærke i en ret vigtig ting i denne tråd:

Det bliver nævnt flere gange af forskellige personer, at det er surt at være single, når alle andre går hjem sammen, eller når alle andre, som er i forhold nærmest får ondt af en, fordi man er single.

Kærlighed og parforhold er et område, hvor man hverken kan eller skal sammenligne sig selv med andre! Den fyr, der er perfekt for den ene ville væree kæresten fra helvede for en anden - En pige på 20 år er ikke nødvendigvis klar til at møde den eneste ene, fordi hendes veninde er etableret og har villa, volvo og vovhund.

Man er NØDT TIL at ryste "normalitetsbegrebet" af sig, uanset om man sammenligner sig selv med resten af verden, eller den vennekreds, man hører til.

Det kan godt være, at samtlige veninder har det perfekte forhold, men det ændrer ikke på at grunden til, at man ikke selv har det samme er, at man ikke har mødt DEN RETTE at have det perfekte forhold sammen med.

Det er ikke synd for nogen at være single, det er til gengæld rigtig synd, hvis nogen kaster sig ud i noget forkert, fordi verden har ondt af dem!

Jeg har fundet en vidunderlig kæreste - Ham er jeg sammen med, fordi jeg vil være sammen med HAM som person, ikke fordi han passer ind i planen for børn, hund og familiens forventninger. Og det er derfor, jeg tror på, at det holder

tja jeg er selv 29 og singel fylder snart 30 .

har prøvet netdating m.m. tror ikke rigtig det virker, man møder sin bedre halvdel når man mindst venter det.

men tror på den anden side heller ikke man finder den rigtige ved at side i sit lille hjem og tænke suk kommer hende prinsessen ikke snart og banker på

så indtil videre nyder jeg mit frie singel liv og prøver at opleve en al det jeg kunne tænke mig.

men det kan da være trættene når nu onkel x kommer over til familiefesten og spørger til hvorfor man ikke lige har kæresten med og lig.

så til singlerne herinde oplev og nyd livet, om du er 18,22,30+ tag ud og lav det du har lyst til idag, imorgen eller når du har lyst. ingen bestemmer over dig (...endnu hehe)

FY lilliam !

- Du ER optaget, og du VED det godt ....

Jeg vil da give dig ret i dine betragtinger om Sand - og jeg er også meget heterøseksüel

hej alle,

for en god ordens skyld må jeg hellere lige tilføje, at jeg jo rent faktisk har indgået ægtepagt med makeeba. vi har godt nok ikke mødtes endnu, men vores skæbne er beseglet. undskyld makeeba, det skal aldrig ske igen

Da jeg var 31, havde jeg været single i 3 år og var desperat efter at finde en mand jeg kunne få børn med.

Jeg fandt ham, fik vippet hans daværende kæreste af pinden.(Det var dog et dødt forhold, men alligevel ikke pænt gjort af mig)

Jeg købte hendes andel af lejligheden, tog store lån med min kæreste og smed hurtigt min gigtmedicin som man ikke må have spist 6 mdr før man bliver gravid.

Mens medicinen langsomt holdt op med at virke, kom gigtsmerterne frem. Dette gjorde at jeg valgte at så skulle jeg ikke have børn.

Det valg har jeg det ok med. Men hvad holdt os så sammen?

Tjo, jeg købte (for lånte penge) en hest mens vi var sammen, og gik vi fra hinanden, så skulle jeg sælge hesten. Dette kunne jeg ikke bære og i øvrigt var hun syg pga. vokseværk. Hun endte med at blive aflivet d 1. september 09. Det var en tirsdag og om fredagen besluttede jeg at stoppe vores forhold.

Det forhold var aldrig et godt og sundt forhold. Vi var rigtig gode venner, men vi var ikke som kærester bør være.

I dag sidder jeg i mit anneks på 35 kvm med mine 2 katte og en gæld på 170.000!!! (jeg flyttede fra en lejlighed på 52 kvm og medbragte en gæld på "kun" 80.000 da jeg mødte ham)

At jeg fandt sammen med ham er noget af det dummeste jeg nogen sinde har gjort, men heldigvis er jeg da blevet klogere.

Jeg er nogen gange bitter, men hvem skal jeg være det på andre end mig selv? Og forsvinder min gæld af den grund? NÆ.. Men at jeg bor som jeg gør, gør at jeg har råd til at afdrage en masse på min gæld og om 4 år er jeg helt gældfri.

Nu nyder jeg mit singleliv og den frihed der følger med. Jeg vil gerne have en kæreste, men jeg vil ikke have et fast forhold.

Jeg ønsker mig en kæreste som har det fint med ikke at ses hver dag og som ikke forventer at jeg vil flytte sammen med hende.

Så kære trådstarter og alle jer andre der savner en kæreste: pas nu på jer selv og tag ikke den første og den bedste..

Og så held og lykke i jagten på kærligheden.

Mange hilsner Benedicte

Buhl (Salaam): Takker, mener nu bestemt også at jeg går efter de heteroseksuelle - Men kan selvfølgelig være derfor, hvis jeg har gået efter dem der er til eget køn

du ville opdage?

Men undrer mig efterhånden over så mange piger der altid "falder over de forkerte" - hvorfor hulen falder de så ikke over mig i stedet for, så har de da ikke noget at tabe alligevel? Nå. .. det var vist ikke det tråden handlede om

Det vil jeg da håbe:-D

Det jo lige det - Fordi vi tror, at den forkerte gut kan tæmmes og blive den "perfekte" mand, i stedet for at få øjnene op for alle de fyre der render rundt og er "perfekte" i forvejen. Livet skal jo ikke være lutter lagkage

sand: tja tror faktisk du rammer meget plet der.

det må kaldes beskeftigelses terapi nogle er så mere heldige med omvendelsen end andre.

syndes jeg kan huske noget om at mange kvinder pludselig syndes at ham der peter lundin var en super mand, som de mente de kunne gøre til et bedre menneske

Jeg er 23, single og ELSKER det..

Men dette hænger så nok samme med at 3 af mine rigtig gode veninder, blev single kort tid efter jeg gjorde. - Jeg har altid nogen at ses med, gå i byen med osv.

Jeg har været single i snart et halvt år, og i starten var jeg da lidt skræmt over det - men nu tager jeg det stille og roligt.

Jeg er KUN 23, og har masser af tid..

Jeg bor i mit rækkehus, med mine 2 hunde, og NYDER livet ALENE.

Så jeg kan ikke sætte mig ind i det med at folk har ondt af singler, eller at singler har ondt af sig selv - Men spørg mig igen om 2 år, så kan det være jeg har en anden opfattelse

Mule&Supersand: Jeg tror ikke jeg er SÅ enig. De piger jeg har haft det godt med har været perfekte for mig fordi de netop ikke var det

De var (og er forhåbentlig stadig) hele tiden anderledes opfattende, vurderende, tænkende, talende, opførende osv., end jeg lige regnede med - en konstant udfordring på alle leder og kanter (men altså på den gode måde).

Næ, se trold(ind)en i øjnene, indse det er en trold og evt. hvilken underart det drejer sig om, men lad være med at lave den om efter eget forbillede.

(Sagde Klåge-Åge, som er single og derfor umuligt kan have ret i nogetsomhelst desangående -- specielt hvis han spørger sine ex'er )

Super-mule: Lige præcis.. De fleste mislykkes og efter nogle missere, opdager pigerne at den slags fyre ikke er det værd, og nupper en "alm." gut.

Buhl (Salaam): Der er ingen der er perfekte og derfor er alle perfekte. Det gælder bare om at finde den perfekte for en selv. At pigerne i starten har det med at finde de forkerte, er nok som Super-Mule skriver beskæftigelses-terapi

Hvor kom Supersand fra??

Ja jeg er måske kun 17 men kender alligevel lidt af det. Ens nye venners måbende ansigter når man siger at man aldrig har haft en kæreste eller bare været på en date og kun forelsket 1 gang :b Hader det virkelig!! Man føler sig bare så utilstrækkelig og bare dårligt tilpas! Lige nu snakker jeg med en fyr der har vist interesse men han er bare ikke for mig :b Glad for at vide at det ikke er så unormalt som mine venner får det til at virke

Jeg er 22 år, og er lige blevet singel efter et forhold på 6 år.

Det var ikke mig der gjorde det forbi, men min ekskæreste. Vi boede sammen, og troede at vi skulle være sammen for altid.

Men nej, han havde mistet følelserne.

Sidder her som 22 årig, og føler også at jeg har "travlt" med at finde en kæreste, da alle mine veninder også er i et stabilt forhold.

Så forstår dig!

Note til Lisbeth og Buhl: Min meget gode ven var over 40, så mødte han kvinden i sit liv. (Den evige ungkarl)

Nu er har jeg nørd, så jeg kan få lov til at tulre rundt og gøre, som det passer mig.

Men, jeg må indrømme: Jeg savner mit EGET værelse, ligesom de fleste andre nok gør.

Til gengæld... jaee. Der er kompensation.

Mine forældre skændtes så det raslede til tider, de var nu gift i over 40 år. Min far sejlede da jeg var lille. Men han var der nu meget for mig- vi cyklede lange ture og travede skovene tynde.

Nørden og jeg skændes også så det rasler (og små fugle falder døde ned i miles omkreds). Men det er det.

Min mors moster og hendes mand levede som hund og kat- dvs i mange år boede de i hver sin del af gården- og hadede hinanden. Den type parforhold- er vel værre end, at man skændes- og bliver gode venner?! Den ene gang vi besøgte moster var der hundekoldt- for Holger sad på den ende af huset, hvor varmen kom fra!

Jeg har nu altid været tilfreds - Har ikke manglet, de seneste år, et fast forhold. Og var egentligt fast besluttet på heller ikke at skulle blive glad for én bestemt.

Men det er jeg så blevet nu. Ikke at vi er i et forhold, men tæt på. Lige nu sover han, og jeg er vågen pga. blærebetændelse. Kan bare ikke sove

Jeg har aldrig haft et behov for at have en kæreste, selvom jeg da har haft et par stykker. Men mit liv har bare altid passet bedre uden en fast kæreste..

Synes ikke man skal have ondt af singler - Nogle vælger det selv? Om det så er positivt eller negativt, er jo noget andet.

Jeg har valgt det selv.. fordi jeg ikke synes det passer mig med fast forhold. Men hvem ved, måske ændrer det sig nu, pga. ham der.. den søde, der sover

Nu vil jeg smutte tilbage til sengen og prøve at sove..

er man først når man har rundet de 57 og bor midt i skoven "alene" med 21 katte....

Ro på piger....pludselig og en dag er "den" der....og er den ikke, så glæd dig over dit "singleliv" som knappest er værre end at du stadig er omgivet af venner og familie....(og katte )

KH:)Annette

hvornår holder "starten" så op, og skifter beskæftigelsesterapien ud med seriøse overvejelser? Angiv gerne dato/alder, eller hvad det nu er, der afgør det

Xtiny: Jeg mødte Kvinden i Mit Liv da jeg var 38 (og mindst forventede det, granted, og nej, hun passede slet ikke ind i mine planer), og er igen alene, så det er lidt en ringe trøst: Hvad gør man så næste gang, nøjes med reserve-Jesus (eller reserve-Magdalene )? Giver køb på idealer, drømme og principper? Ikke her, og så er der ikke mange muligheder tilbage, jo - specielt ikke når omgangskredsen er et helt andet sted i deres (familie)liv end man selv er.

... så jeg mangler 13 år, 19 katte og mit drømmehus midt i skoven, for at være seriøst single

Men det havde nu ellers været meget rart hvis jeg til den tid har nogen at dele huset (og kattene) med - så jeg kigger videre, uden panik

Buhl (Salaam): Tjae hvor mange frøer er det man skal kysse, før man finder prinsen??

Tror desværre ikke der er et årstal/dato for det, det kommer an på pigen/kvinden.

Du troede du mødte kvinden i dit liv, men hun var et pitstop indtil du møder den rette - Selvom det er svært at tro.

£isbeth (Baloo): Så kan vi blive naboer og så skal jeg nok komme på besøg/inviterer på besøg når den tid kommer - Er dog mest til hunde, men "potato tomato"

med den rigtige frø, ikke?

Nej, jeg tror ikke, jeg (tror at jeg) ved. Det der er det fändèns ved det At praksis siger noget andet, påvirker heldigvis ikke min overbevisning.

Og Lisbeth - du undlader da bare drømmehuset, så kan du passere både 19 katte og 13 år uden frygt for singlelivets evindelige glæder

13 døgn efter er der løbet så meget grumset vand gennem åen (halvdelen har jeg selv hældt i, indrømmet) at jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Gode råd til hvor man finder den næsteste næste, hvis man er hypergenert, modtages gerne.

27 og single - og uden planer om at få børn... Og det er da godtnok noget der får potentielle emner til at panikke og springe fra...

Men jeg har nu ikke søgt så aktivt indtil nu - jeg er en alt for god kæreste - alt for meget pleaser...

Og besluttede at jeg skal kunne forholde mig til mig selv inden jeg skal til at forholde mig til andre!

Jeg savner helt sikkert at kunne få et kram når jeg kommer hjem efter en rigtig møgdag... Og kunne lave mad til 2 istedet for bare mig selv...

Men savner det slet ikke nok ifht at jeg kan gøre som det passer mig - og har en rigelig stor omgangskreds til at jeg ikke behøver sidde alene hjemme - andet end de aftener jeg gerne selv vil!

Er begyndt igen at gå ud i verden med en open mind og se om omgangskredsen skal udvides lidt - og så er jeg sikker på han pludselig står der en dag - men hvornår er ligegyldigt - jeg har ikke travlt! =)