Hm... Det skulle jeg måske overveje, da jeg stadig lider af PTSD og har fået fibromyalgi oven på en voldsom trafikulykke jeg var ude for i 2007

Men ja! Du har ret! Det er virkelig ikke fair, at man selv skal have det overskud til at klage, for at få sin erstatning helt i hus. Har selv tænkt tanken mange gange, men vores samfund er efterhånde indrettet sådan, at det gamle ordsprog passer lidt for godt: "Det kræver et godt helbred for at være syg"....

Tillykke med afgørelsen, så der følger forhåbentligt nogle penge med

Forsikringsfolk er nogen vældig flinke mennesker - altså lige indtil der skal udbetales penge!! Jeg har det sådan, at når noget sker, så skal de sgu også bare betale - er det ikke det, vi betaler for da?

Jeg har kun benyttet min forsikring en enkelt gang. Jeg var blevet smidt af pommern til af en hest, blev hentet af lægeambulancen og fik klippet alt mit tøj af så jeg kunne blive undersøgt, kun een strømpe og undertøjet overlevede. Støvler, jakke og hjelm var beskadiget efter uheldet. Dvs. jeg havde mistet alt mit - dyre - ridetøj. Jeg var så heldig at have en speciel tillægsforsikring til min indboforsikring, så de kunne dække tabet af tøjet/udstyret. Jeg blev bedt om at sende kvitteringer, som jeg fik skrabet sammen fra bunken derhjemme, og også tøjet skulle sendes med. Jeg måtte forklare dem at tøjet var smidt ud - det meste på sygehuset og resten derhjemme, da det hele var smurt ind i en lækker blandidg af grus og blod... Det accepterede de, og jeg fik lige over 5000 kr. til nyt tøj - uden problemer af nogen art. Men jeg tror nu også at jeg var heldig. Men på den anden side, jeg havde kvitteringer på køb af tøjet, og med en udskrift fra skadestuen fremgik det, at det var vigtigere at få klippet tøjet af så jeg kunne blive undersøgt... Så til mit forsikringsselskab - og så håber jeg at det aldrig bliver nødvendigt at benytte dem igen...

Men man skal selv være ude med riven før de punger ud - de gør altså hvad de kan for at slippe... Der var tidligere en tråd om en pige som var faldet af hesten og havde smadret sine briller - det ville hendes brilleforsikring ikke dække. Til gengæld rådede forsikringsdamen hende til at hun en anden gang skulle sige at hun var væltet på cykel, for så ville de godt dække. Mærkelige regler, og ærgerligt at man skal "omgåes sandheden" for at få udbetalt, når man har brug for det. Vi betaler jo for at få hjælpen når vi har brug for den, så er det ærgerligt at der skal kæmpes for at få ret.

Godt det gik som det skulle. Det er simpelthen bare så godt.

Og ja, jeg om nogen ved jo at det betaler sig at klage. Situationen er jo ikke helt den samme, men alligevel.....

Da idioterne smadrede vores bil for noget tid siden, mente forsikringsselskabet at det var to skader og ikke kun een. Dvs at vi skulle betale to gange selvrisiko.

Det var jeg jo bestemt ikke tilfreds med, så jeg skrev til dem og bad dem dokumentere at det var to forskellige skader, for så skulle jeg jo ligesom ændre min rapport til politiet - for så måtte det jo være flere gerningsmænd de ledte efter.

Jeg fik ret hurtigt brev retur om at de nu betragtede det som een skade og ikke to. Så der sparede vi lige 3000,-

Så ja, det kan betale sig....

Ja det betaler sig (desværre) at klage ... For det er sg egentligt sørgeligt at det skal være sådan...

Min mand fik for små 3 år siden en jernsplint i øjet på hans gamle arbejdsplads.. Det var en lærling der var ved at slibe noget og ramte så meget uheldigt Martin ..

Han blev opereret og har i dag kun perifiært syn på dette øje, han klarer sig dog udemærket, men det generer ham i den forstand at han altid skal tænke over hvilket øje han vender til hvis han skal udføre bestemte opgaver..

Han fik først tilkendt erstatning for en meget lav méngrad, men den ville hans fagforening ikke acceptere, så de kørte sagen på ny og pludselig fik han over det dobbelte, samt for tabt arbejdsfortjeneste osv...

Havde han ikke haft fagforeningen bag sig havde han heller ikke klaget, dertil er han for autoritetstro .. ...

Som du, har jeg også oplevet at få Fibromyalgi efter at være kørt galt for 4½ år siden, hvoraf jeg ufatteligt nok, " slap" med piskesmæld, som er blevet kronisk. Desuden var jeg igennem 2,5-3 år med slem depression. Dengang sagen blev kørt, forholdte Tryg sig overhovedet ikke til, at jeg forklarede om den psykiske nedtur jeg stødte ind i, og jeg blev erkendt en sølle méngrad på 8% ! Selvom jeg har kæmpet mig ud af medicinen, og ikke er depressiv længere, så er jeg aldrig blevet den samme som før ulykken, der hænger altid en skygge bag smilet og stress følsomheden er blevet enorm.

Jeg orkede ikke at klage dengang, da jeg 5 måneder før bilulykken, havde knust min skulder og derfor kørte to ulykkesager samtidigt, og måtte klage over méngraden for min skulder også. Den blev sat til 10% og de gav den sølle 2% oveni, så den kom op på 12% Ikke meget for en arm der kun kan løftes ca 45 grader udfra kroppen.

Jeg kørte med andre ord ret træt i forsikring og lave méngrader!

Nu står jeg i den situation, at jeg pga fibromyalgi og dårlig koncentration og hukommelse, samt nakkesmerter, og flere andre gener, har mistet mit job og skal igennem vridemaskinen i kommunen meget snart, for at se om det er flex eller pension jeg skal have. Alt dette jo som følge af ulykken! Bør jeg mon ikke genoptage den sag? Senfølgerne har jo for længst overskredet de usle 8% de mener jeg har i méngrad!

Frej, hvilket selskab har du? Utroligt dejligt for dig at din kæreste fik hjulpet dig der, skulderklap til ham!

Jamen det er jo nemlig det!!

Kan man godt tage sin sag op igen?

Jeg er jo endt på kontanthjælp pga den lange sygemelding, og hvis jeg kan finde nogen penge, så klager jeg gerne, for jeg betaler jo stadig forsikring.

Så hvad har I af erfaringer på området? Kan en gannel sag tages op, grundet nye diagnoser pga den oprindelige skade?

Gys det er netop min store frygt, at havne på kontanthjælp pga lang sygemelding Hvor længe har du gået? Og er du igang med udredning endnu, altså mht flex eller pension eller hvordan?

Ja det kunne være interessant at vide, om man kan tage gamle sager op igen..? Min bilulykke er så indenfor de 5 år jeg synes at have hørt grænsen er, men måske kan man ud over denne 5 års grænse?

.... kan genoptages hvis der kommer nye lægelige beviser på at tilstanden er forværret.

Jeg har i mellemperrioden fra ´97 skiftet selskab, men det har ikke haft nogen betydning for genoptagelse af sagen da det er det gamle selskab man skal have fat i - den gang Tryg!

Og min mor kæmper så stadig med sin sag fra 2002....

I 2002 vælter min mor ude i haven og hakker sit venstre knæ ned i en flise. Hun opsøger lægen da knæet hæver voldsomt op og hun har store smerter. Lægen mener dog bare at skaden skal have ro og hun skal vente og se tiden an.

Men knæet bliver ved med at drille og min mor bliver sendt til en specialist som siger hun skal igennem en kikkert operation for at få fjernet den væske der er i knæet.

Operationen bliver foretaget på et privat hospital, men efter operationen bliver smerterne værre. Hun kan slet ikke støtte på benet og efter mange lægebesøg bliver hun igen henvist til en specialist.

Min mor synes hun kan genkende navnet på den specialist, og spørger ham om det ikke er ham der har opereret hende. Men det nægter han. Han dømmer desuden at knæet har det fint og hun bare skal se tiden an.

Min mor kræver akt indsigt i sine journaler og finder ud af at den specialist der siger ok for knæet og lægen der har opereret ER en og samme mand.

Det tager over 1 år at overbevise sygehuse, forsikringer og patientklagenævnet om at hun skal til en anden specialist.

Til sidst får hun sin vilje og det viser sig at lægen der har opereret hende har fjernet noget af hendes minisk som ikke skulle fjernes og han har dermed lavet varige mén på hendes knæ.

I dag 6 år senere er min mor blevet opgivet af samtlige læger. Hun har været igennem yderligere 5 operationer for at rette op på den 1. læges fejl, menhendes knæ står ikke til at redde.

Hendes ben er blevet stift og hun kan ikke bruge sit venstre ben. Hun går med krykker, kan ikke køre bil - kun med automat gear, kan ikke arbejde og måtte i flexjob. Hun lever af smertestillende piller. Kan ikke cykle, gå særlig langt eller danse, som hun ivrigt gjorde før.

Hun har kæmpet mod forsikringen som ikke ville udbetale noget som helst. Hun har kæmpet med patientklagenævnet mod den læge der opererede hende. Og hun har kæmpet mod sin fagforening.

Hun har fået en mén grad på 15% og forsikringen og lægerne har lukket sagen. Hun må bare vænne sig til konstante smerter og et liv på sidelinien.

Sille: sikke en trist historie! Men der er noget jeg ikke forstår: jeg kender flere som har fået et nyt knæ, i form af diverse "reservedele" men især også i form af en ny minisk. Hvis læge 1 ødelagde minisken, kunne hun så ikke "bare" få en ny ligesom de andre folk jeg kender?

De er ved at undersøge den mulighed, men problemet er at min mor har en sygdom der gør at hun danner en pokkers masse arvæv, og det arvæv vil også gå ind og beskadige det nye knæ. Desuden er det også arvævet der har gjort hendes knæ stift da det har gjort at ledene er groet sammen - (som jeg forstår det)

Så et nyt knæ vil kun være en kortsigtet løsning og vil ikke kunne gøre at hun kan gå normalt igen.

Jeg sidder her som forsikrings medarbejder og føler en rigtig kedelig generalisering....

Det står simpelthen ordret længere oppe

Forsikringsfolk er nogen vældig flinke mennesker - altså lige indtil der skal udbetales penge!! Jeg har det sådan, at når noget sker, så skal de sgu også bare betale - er det ikke det, vi betaler for da?

Det er virkeligt synd for jer, som hænger fast i systemer på den ene aller anden måde. Men tro mig, der er rigtigt mange flere, hvis sag forløber let og hurtigt.

Hvad man betaler for... man betaler for en dækning som står i dine betingelser... Hvis du bare vil have penge... ja, så går du jo i banken med dem, også skal du nok få dem igen.

Hvis i vidste hvor mange mennesker som snyder med alt... OGSÅ personskade... så havde i nok også en bedre forståelse for de lidt træge selskaber.

feks. steg bilbrandene drastisk med finanskrisen... hvorfor mon?

Selvfølgelig sker der fejl... og de mange af de ovennævnte tilfælde har de jo rettet deres fejl uden videre... Så hvorfor denne hånlige attitude?

Charlotte: Jeg har været på kontanthjælp i over et år nu, efter at have opbrugt alle muligheder for forlængelse af sygedagpenge. Jeg skal afklares til fleksjob, men det hele går så langsomt, da jeg endnu ikke er i en varig tilstand, da PTSD er behandlingsegnet. Går PT hos psykrater, der skal redegøre for hvor syg jeg stadig er. (Har gået til psykolog siden ulykken i 07)

Asferg: Min forsikringssag gik også nogenlunde nemt i forhold til hvad man hørewr nogengange. Men der skal altså ikke megt til før man føler sig snydt, og så glemmer man let det der gik godt. Hvis man som mig, ryger på "støtten" og forsikringssagen trækkes ud, så kan man miste hele sit livsgrundlag med bolig osv, og hvem skal man skælde ud??

Jeg forstår godt problematikken i at skulle vurdere om kunderne snyder eller ej, men det er bare så håbløst at være kunden der står i @!#$ til halsen, med sygdom og store problemer, og endda uden penge. Derfor frustrationerne

Synes du har helt - man skal ikke generalisere. Men man er jo præget at de oplevelser man har været ude for.

Jeg ELLSSKKKERR mit forsikringsselskab, de er super søde, hjælpsomme og forstående over for en ung der står med forsikringer for første gang. Og har heller aldrig haft nogen problemer når jeg skulle have penge.

Men det forsikrings selskab som min mor havde under hendes forløb var under al kritik.

Først gav de en mén grad på 5% da min mor så klagede tilskrækkeligt så steg den til 10% og efter utallige klager igen steg den til 15%

Hvorfor ikke undersøge tingene nøje til at starte med og så give folk de penge de skal have istedet for at bruge fremgangsmetoden "vi ser hvor lidt vi kan slippe med!"

Min kusine har også en knæskade. Men hun kan cykle, gå, danse, kørebil og alt som hun plejer. Hun får kun ondt hvis hun overbelaster det. Hendes mén grad ligger på 25%

Min mor som overhovedet ikke kan bruge sit venstre ben, og har konstante smerter får kun 15%.

Og nej det kommer ikke an på pengene. Det kommer an på de ting mine forældre har måtte ofre fordi min mor er syg. De måtte sælge deres bil og købe en med automatgear. De har måtte ligge deres økonomi om, deres hverdag er ikke den aktive hverdag de havde før. De kan ikke have hund for hun kan ikke gå med den. Ja mange ting. Og når min mor ikke engang kan gå op og handle men er nødt til at køre alle steder over 100 m. så tærrer det på bilen og koster en helvedes masse i benzin.

Det er her forsikringspengene kommer ind i billedet. De er ikke til snolder og en charderferie - de er til hjælp i hverdagen.