Inde i sit eget hoved kan man nok godt sætte sig selv op til hvad det er der skal ske. Men man reagerer ofte slet ikke som man selv havde forudset.
Den dag min tidligere hest skulle aflives tog jeg fri fra skole. Jeg havde vidst det i noget tid at hun skulle væk og havde set for mig hvordan det skulle foregå.
Jeg nød den sidste tid sammen med hende og tog mig selv i at ligge mærke til hvert et skridt hun tog hvor hun haltede og overbeviste mig selv om at det var det rigtige jeg havde valgt.
Jeg så hele senariet for mig hele tiden. Dixie skulle slagtes, og jeg skulle ikke selv køre hende. Nok ikke den bedste måde at gøre det på men som 15 årig da er man bare ikke i stand til at vælge selv og jeg gjorde som jeg blev anbefalet af dyrlægerne.
Dagen oprandt og kan huske at vi havde aftalt med transporteren at de skulle ringe når de var undervejs. Formiddag havde de sagt men vi hørte intet. Ventetiden var den værste - jeg ville ikke være ved Dixie alt for længe. Havde haft hende fra hun var føl og frygtede at hun ville mærke på mig at der skulle ske noget.
Transporteren kom først omkring kl. 16 jeg var faktisk ret rolig. Men da hun først stod i lastbilen og kiggede ned på mig. Var jeg ved at løbe op til hende og bare stikke af med hende. Jeg kan stadig den dag i dag - 8 år efter mærke den panik der gik i mig. Mine ben føltes som gele, som om jeg ikke kunne rykke mig ud af stedet men mit hjerte og mine tanker var på vej efter hende op i lastbilen. Da den kørte brød jeg sammen. Midt ude i gårdspladsen. Jeg skreg og har aldrig følt sådan en smerte. Jeg var slet ikke forberedt...
Jeg står nu i samme situation igen. Sille har fået konstateret Spat/slidgigt og jeg ved at jeg har hende på lånt tid. Lige da hun fik konstateret spat mærkede jeg den samme angst komme op i mig. Men jeg trøster mig selv med at jeg er blevet ældre. At jeg nu kan glæde mig over den ekstra tid jeg får med Sille og at jeg selv vil være der når hun skal væk.
Sille skal - når tiden kommer - aflives. Og jeg vil selv holde torvet. Jeg tror det der gjorde at jeg panikkede ved Dixie var fordi jeg ikke fik den rette slutning. Det var ikke nok for mig bare at se hende blive kørt væk. Jeg skulle have været der til det sidste. Men om det ville have været anderledes hvis jeg havde set hende død ved jeg ikke.
Man kan ikke forberede sig. Man ved ikke selv hvordan man vil reagerer - der kommer så mange følelser og tanker.
Da vores hund blev aflivet var jeg fuldstændig afklaret. Sad selv med ham og var helt rolig. Fik sagt et værdigt farvel, og det er sådan jeg vil gøre når det er Silles tur.
Mit råd til dig er at have folk omkring dig. Da Dixie døde forstod mine venner og familie intet. De forstod ikke hvad jeg gik igennem. De mente bare at en ny hest var det der skulle til. Venner og klassekamemrater havde ikke heste og havde aldrig skulle træffe sådan en beslutning.
Og giv dig selv lov til at græde.
