Jeg er pt. sygemeldt fra min uddannelse. Jeg har tilmeldt mig et selvstudiekursus i tysk med eksamen engang i juni for at have "adgangsbilletten" til de humanistiske uddannelser - tysk er det eneste jeg mangler.
Faktisk havde jeg overvejet at starte på at studere litteraturhistorie efter sommerferien, simpelthen skifte uddannelse.
Men nu er jeg i tvivl om jeg er i stand til det.
Jeg er i behandling hos min læge for depression og socialfobi, jeg får medicin som vi har ændret lidt i, og jeg har tidligere været inde over distriktspsykiatrien et par gange.
Hver gang jeg starter et forløb ved min læge (som er sket en 3-4-5 gange nu) har jeg det rigtig skidt, men så lader det til at jeg får det bedre - typisk fordi jeg springer fra det jeg nu har gang i, job, uddannelse, whatever. Så vil jeg jo gerne indfri forventningerne om at jeg er rask, og ubevidst lader jeg min læge vide at jeg har det bedre, og forløbet stoppes.
... Indtil jeg er startet på noget nyt og går psykisk ned igen. 
Jeg er begyndt at få det værre - jeg fik et angstanfald sidst jeg bare var inde og handle og måtte udskyde at købe foder til min hund - da jeg kom hjem begyndte jeg at græde og lagde mig ind i min seng, hvor jeg bare lå og stirrede i flere timer.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle disse ting til min læge, for jeg vil ikke skuffe hende... jeg ved godt det er en irrationel tankegang, men sådan har jeg det.
Nogle dage har jeg det godt og tænker, at jeg da bare er pjattet når jeg har det skidt - jeg kan slet ikke genkende de følelser jeg havde (måske dagen før) på en 'nede' dag, og idag, hvor jeg har det skidt, kan jeg slet ikke se, hvordan jeg har kunnet føle, at tingene går godt. Hvilket var for en 3-4 dage siden nu. Jeg er helt splittet og føler ikke, at de to ting i min personlighed kan hænge sammen... de er ikke en del af mig, det er lige som om de er to forskellige ting, der ikke kender hinanden.
Så er jeg også begyndt at have sære tanker, hvor jeg bliver "glad" hvis der fx er naturkatastrofer og mange folk dør. Når fx min svigermor har ringet til min kæreste har jeg "håbet" at det er fordi hans mormor er på sygehuset eller er død. Hvad er det for en måde at være på? Det er jo absurd! Jeg har også overvejet at forgifte min kæreste eller folk der hvor jeg har arbejde 2 gange i ugen (hvor jeg altid arbejder alene). Det er da ikke normalt?!
Alt i alt... så tør jeg næsten ikke starte på den uddannelse, hvis jeg da ellers nogensinde kommer i gang med at læse det tysk; det kan jeg nemlig slet ikke overskue. Uddannelsesstedet ligger 1½ time herfra, og jeg tror ikke jeg holder længe... på trods af at jeg tror jeg ville være glad for studiet. Men sådan som jeg har det nu... er det så ikke dumt at begynde på noget så omfattende som et universitetsstudium?
Og hvad skal jeg gøre? "Tage mig sammen"? Jeg føler slet ikke, at jeg kan nogen ting... .
