Kære HN.
Har i rigtig lang tid, haft lyst til at skrive dette, og nu har jeg endelig fået taget mig sammen. Jeg har flere gange, været rigtig glad for drenge jeg har kærestet med, men sidste år efter nytår, mødte jeg en som jeg utrolig nok VIRKELIG forelskede mig dybt i. Desværre var han en svær en af slagsen, men vi var glade for hinanden.....
Her til vinter gik det ikke længere, han havde en sygelig ekskæreste, der havde en stor del i at det blev ødelagt. (og når jeg siger sygelig, så mener jeg at hun virkelig ikke er 100% rask oveni hovedet. Eksempler kommer senere). De har kendt hinanden sidst de var 15-16 ca. dvs, 6-7 år. De har været sammen utallige gange, on-off - men hun kunne aldrig holde sig til én. Jeg er den første pige, han har mødt efter HENDE, som han fik noget seriøst med. (Skal siges at hans ekskæreste fik NY kæreste efter min fyr og hende slog op, blot 2 uger efter.)
Jeg lærte ham iøvrigt at kende igennem min vennekreds, så vi har fællesvenner.
Men som sagt fik det en ende. Hvorfor? Det skulle nok bare ikke være os. Og med en chikanerende eks så gjorde det mig bare mere og mere indebrændt.
Men nu, en del månender efter, savner og mangler jeg ham bare så det gør ondt. HVER DAG er en kamp, for det gør så ondt. Og det gør det ikke bedre af at vi deler de samme venner. Men heldigvis snakker vi godt sammen, og fik en rigtig sød fødselsdagshilsen af ham her sidste weekend, så det er jeg rigtig glad for. Men igen, det gør det ikke lettere.
Egentlig forstår jeg ikke hvorfor jeg ikke kan komme videre. Han har ikke altid været den sødeste mod mig, han er en lidt speciel type (Måske det der tiltrækker mig sådan.) Han er ikke som andre! Han er endda ikke engang nogen skønhed... Men har har styr på sagerne! Arbejde, hus, firma... Beundrer ham virkelig, han har opnået rigtig meget, også er han under de 25!
Men gud hvor gør det ondt... I det år, har jeg virkelig lært mange ting. På godt og ondt! Tiden jeg går ind i nu, med en masse fællesforsamlinger, byfest og meget andet, det bliver så svært, fordi jeg havde SÅ mange dejlige minder fra sidste år... I år, uden ham - har egentlig bare lyst til at undvære de arrangerementer der kommer. Bliver helt ked af det ved tanken, for man sammenligner selvfølgelig fra sidste år. (Og hold da op, hvor bliver dette bare kludret skrevet... Undskylder meget!) Men tårene render bare ned af kinderne nu, det er bare så svært...
Hans eks fylder også meget, hun bliver ved med at chikanere, og hun prøver ihærdigt, at få ham tilbage... Hendes nye kæreste efter ham, blev jo kedeligt, han var skoledrenge og havde ikke råd til at forsørge hende! Hun tror livet er en gavebod mere eller mindre, og hun elsker penge... Hvilket hun faktisk direkte har skrevet til min fyr engang - Jeg læste selv beskeden... Men han har ikke taget hende tilbage endnu, og det tror jeg heller ikke han vil, nu har han haft chancen siden august, hvor hun begyndte at prøve at få ham tilbage - der fik hun bare afslag... Hans lillesøster siger også, at han ikke vil hende.
Hvorfor skal kærlighed være så svært... Hvad gør jeg, for at få det bedre, jeg ved godt der ingen kur findes på dette, trænger bare til nogle fif. Syntes ellers næsten jeg har prøvet alt, for at holde humøret oppe. Er ved at miste modet til alt, og savnet vokser sig større hver dag, er så ødelagt inden i.
Igen, undskyld hvis det er meget rodet skrevet, håber i overlever. Tak fordi I læste med...
