Jeg havde valgt en lejlighed til at starte med. Det er sundt fo jer at finde ud af hvad tingene koster (var det i hvertfald for mig!) el, vand, varme, mad osv osv...

Fordelen i en lejlighed er netop at går noget i stykker, betaler man ikke selv for at få det ordnet.

Desuden tror jeg det ville være rigtig godt for jer at finde ud af hvordan i fungerer sammen på længere sigt, nå i pludselig skal have en hverdag, okønomi og vasketøj til at fungere.

Det er muligt det er lutter idyl nu, men hverdag DET blivet det.

hvad har i af uddannelser?

Og har i de 20% til udbetaling til en bolig til feks 800.000?

Det er altid en god ide at snakke med banken inden man drømmer sig for langt væk.

Jeg ville starte med at flytte i en lejlighed for være sikker på at du kunne komme ud af det hurtigt, hvis nu der er noget der skulle gå noget galt - så i en finanskrisetid, hvor i ikke kan få solgt hurtigt igen, ville jeg synes det var dumt.

Har i fået lov til at låne af banken, ellers er det jo træls at kigge på noget?

... vælge en lejebolig - måske bare det første årstid.

Personligt ville jeg så heller aldrig være flyttet sammen uden at have boet for mig selv i en periode - også gerne et årstid. For mig er det vigtigt at begge parter lige lærer at bo selv og opleve hvad ting koster, hvordan man får hverdagen til at hænge sammen med rengøring, madlavning osv OG oplever lidt selvstændighed, frem for at gå direkte fra forældrenes hjem og til et fælles hjem.

Se på den reelle økonomi før i drømmer jer for langt væk i at købe hus - husk at der skal en god portion penge til udbetalingen OG at der kræves et solidt rådighedsbeløb pr måned for at få lov at låne.

At bo til leje har mange fordele, f.eks. behøver man ikke lige have penge til en ny vaskemaskine eller reparation af fyret, og man har ikke penge bundet i et fælles lån hvis man ender med at gå fra hinanden.

Jeg ved at sidstnævnte næsten er forbudt at tænke med et ungt par der vil flytte sammen - men ikke desto mindre er der rigtigt mange der ender med at måtte gå hver til sit - planlæg økonomien så i begge er sikret hvis det sker!

Jeg ville heller ikke turde gøre det.

Nok er husleje penge ud af vinduet, men det er godt nok heller ikke billigt at eje og derudover følger der et KÆMPE ansvar med når man ejer fremfor at leje.

I har det sikkert skide godt sammen nu, men det bliver en kæmpe omvæltning at flytte sammen, især når i begge komme hjemmefra og ikke har stået på egne ben før.

Når hverdagen melder sin ankomst vil det helt sikkert opstå en del konflikter, mange kan i sikkert sagtens komme igennem, men der kan også komme konflikter som ikke lige kan løses.. og så er det altså noget rod at eje sammen.

Jeg ville foreslå jer at starte med at leje et år eller 2, se hvordan det går når en hverdag skal fungere, og så overveje jeres muligheder for at købe derefter.

Jeg er 22 år og bor i ejerlejlighed(købte efter at have boet væk hjemmefra i 5 år). Det er altså ikke helt lutter lagkage at eje
istedet for at leje...

Ejendomsskatter, ejendomsværdiskat, el, vand, varme, gas, bidrag til ejerforening, afdrag på lån, fagforening, forsikringer, internet, telefon, TV, Licens... Jeg kan stadig blive overrasket over alt det der skal betales

Hvis jeg på nuværende tidspunkt skulle få lyst til at flytte sammen emd kæresten, så ville det ikke bliver noget med at eje fælles, selvom vi begge har prøvet at bo alene.'

Det ville blive noget med at finde et fælles leje sted, eller at han på papiret blev lejer af en værelse i min lejlighed.. Aldrig om jeg ville starte med fælles eje i så ung en alder!!

Ja, et lidt negativt indlæg, men better safe than sorry

Flyttede sammen med kæresten, i købt hus.

Jeg var 20, kærsten var 23.

Jeg havde boet i lejet værelse i 1½ år, han kom direkte hjemmefra.

Jeg var under uddannelse, han have fast job.

Det er 19 år siden.

Og i dag er vi gift, og har en ejendom med lidt jord, og heste i stalden...

Vi var ganske klar over at det var "farligt" og usædvanligt at flytte sammen og købe hus samtidig, og vores omgivelser sparede ikke på advarslerne... Men det gik så godt for os.

Vi havde fra dag 1 fælles økonomi, og har altid sammen disponeret vores penge. Vi lavede testamente da vi flyttede sammen, for at sikre hinanden.

Så det er ikke et håbløs projekt. Hvis er er åbne og ærlige, har nogenlunde samme holdning til penge, kan snakke samme om alt så har i gode forudsætninger.

Selvom vi gjorde det, og det gik godt, er det dog stadig ikke noget jeg ville anbefale andre at gøre, for hvis forholdet ikke holder, bliver det nogel meget dyre lærepenge i kommer til at betale.

Jeg er helt enige med de andre.

Jeg flyttede sammen med min kæreste (gennem 3 år) uden at vi havde prøvet at bo selv først. Vi gik fra hinanden efter 8 mdr. Godt vi bare boede til leje!!! Jeg fik så en lejlighed for mig selv i et år. Det år har betydet alverden for mig. Det har modnet mig helt vildt..

Nu er jeg flyttet sammen med min nye kæreste, stadig i en lejebolig, og her bliver vi foreløbig...

Så mit råd er flyt i en lejebolig først. Find ud af hvad i rent faktisk kan leve for. Der kommer jo el, vand, varme, tv, licens, internet, mobil, forsikringer osv osv oveni.. Samt mad og fornøjelser, fritidsaktiviteter, skolebøger...

Jeg er også en af dem der lærte på den hårde måde !

Vi havde været kærester siden jeg var 14, og dagen efter jeg blev 18 købte vi hus på landet. Han 3 år ældre men kom også fra mors kødgryder og serviceniveau.

Det var et billigt hus, men gammelt og slidt... vi optog ekstra lån, smed HELE min arv og opsparing i projektet, og 9 måneder senere skred han med en anden.

Det hele var bare blevet for surt og vi skændtes om alt fra vasketøj, madlavning og rengøring til om det var nødvendigt med ekstra hø til hesten...

Vi var lige gode om at det gik galt, men for pokker en hård omgang, for vi troede jo vi kendte hinanden efter næsten 4 år som kærester.

Huset blev solgt til langt under hvad vi havde smidt i det... realkreditten blev betalt ud, men tilbage stod jeg med et halvt forbrugslån på over 100000 kr, havde ingen opsparing eller noget af min mors arv tilbage, hesten måtte sælges for den var der slet ikke råd til længere... og en meget sur smag i munden... Havde jeg dog bare hørt på hvad de "VOKSNE" havde rådet os til !!!!

Nå men idag er jeg lykkelig gift, bor til leje på 11 år sammen med manden og nyder at kunne ringe efter viceværten når noget går i stykker...

At det lykkes for nogen er fedt, men hvorfor ikke prøve at bo sammen et års tid inden man binder sig sammen økonomisk. Jo, det er penge man kun får husleje for, men set over et langt liv er de jo nok givet godt ud.

Sif

Jeg vil ikke lige uddybe min egen historie, men jeg er også en af dem der krummer tæer ved at i vil købe sammen, uden at have prøvet at bo sammen.

Det bliver hverdag, og det kan koste rigtig mange skænderier.

Selvom man har det godt som kærester, betyder det ikke at man har det godt som samboende.

Hej..

Min kæreste og jeg købte hus sidste sommer, som vi så har gået og renoveret siden og er kun lige ved at være klar til at flytte ind.. men det det hele handler om var også at vi bare ikke egnede os til at bo i lejlighed, han makker biler og jeg vil gerne have hund/kat. så vi fandt os det her bette hus og snakkede frem og tilbage med bank osv. Og blev enige om at det mest ansvarsfulde for begge parter var at vi købte huset sammen, fordi så står den ene ikke bare tilbage med ansvaret hvis det skulle gå galt.. men det er selvfølgelig forskellige meninger om.. men vi føler at det at vi har købt huset sammen er det rigtige og hvis man er voksen nok til at flytte sammen er man også voksen nok til at stå med ansvaret for sådan et hus købt i fællesskab..

God fornøjelse..

Kram

Selvom man har det godt som kærester, betyder det ikke at man har det godt som samboende.

jeg ville tage et år eller to i lejet lejlighed først. Også for at se hvordan man klarer det med udgifterne

hejsa hvor i landet søger i hus? jeg ved hvor der er noget meget billigt i nordjylland.

hvis man køber i prisklassen 2-300.000 og selv sætter i stand så er det jo ikke dyrer end at det kan sælges igen og man kan holde skindet på næsen hvis man en dag går fra hinanden

for de penge får man de fleste steder ikke andet end en tom byggegrund, så et hus OG en grund til den pris viljeg nødigt være indehaver af.

Bare fordi begge parter skriver under, er der ingen garanti for at en af jer ikke kommer til at hænge på skidtet, det er min søster er godt bevis på.

Hendes mand smuttede, nægtede at betale banklån, og opsagde sit job så han ikke havde nogen reel indtægt- det betyder min søster hænger på gælden i dag.

Hun bor stadig i huset med deres søn, men har ikke råd til at betale på det, så det er kun et spørgsmål om tid..

At købe et billigt hus betyder ikke at det er let at sælge igen. Markedet er trægt lige nu, og de mennekser der køber er ikke som os "fattigrøve", men der i mod folk der har pengene til det. De vælger nok ikke en gammel rønne.

kate jensen ?Naia det afhænger vel af så meget hvor meget man får for pengene. Et lille hus der trænger til en kærlig hånd, men ikke er faldefærdigt det kan man sagtens finde til 300.000 +- heromkring

Om markedet er for at sælge billig huse, tjoo jeg tror lige så mange køber billigt som nogle køber dyrt. Jeg tror på mange unge mennesker idag finder et rimelig billigt hus, som de ved de har råd til at sidde i, og så selv bygger det om henad vejen som man har lyst til og som man gerne selv vil have det

Et lille billigt hus behøver ikke være negativt.

Min svigerinde købte et lille minihus på 65 kvm, væggene, tagene osv var i orden, men ja det trængte til en kærlig hånd mht vægge og nogle enkelte gulvbrædder, de gav 200.000 for det. Idag har de det hyggeligste lille hus, og de kan sagtens bygge til når de syntes de får lyst til det engang. Så det behøver bestemt ikke være negativt at købe et lille billigt hus.

Syntes jeg ikke er for vildt.

- Mig og kæresten gør det samme som i overvejer

Syntes det er helt vildt som lejligheder koster, og vil undgå at bo inde midt i byen, men måske heller ikke SÅ langt udenfor, så lille hus til mig tak

Selvfølgelig skal man have råd, men det kommer vist helt af sig selv

Er købt til 120.000 kr...

Men: Der skal nyt stuegulv (det gamle er uisoleret og tissekoldt), murerne udvendig skal vandskures, alle vinduer skal skiftes (rammerne er rådne)- så er vi på mindst 200 000 kr- oveni de 220 000 kr, der allerede er ofret på det. Desuden burde tagetagen isoleres, køkken og bad totalrenoveres- dvs tilbygningen burde hives ned, og genopbygges i ordentlige materialer af håndværkere.

Nej, det med lidt "tapet og maling"- og så er det nok fint duer ikke. Når man piller i gamle huse, kommer der sandsynligvis en masse uforudsete skader frem- og det er dyrt.

Men vi sidder da billigere end folk med husleje- i lån. I varme ikke! (Og når jeg vinder stort i lotto- skal det rives ned- og så bygger vi nyt i grundens anden ende- og får den flotte udsigt på 2 sider... )

Det er altså dyrt at købe billigt, og ude hvor husene er billige, er der få jobs og lang transport. Dvs bil.

En lejet lejlighed er ikke så tosset, mens man prøver om vingerne kan bære. Held med det!

Det giver altså meget, at komme ud og bo SELV lidt først, - siger jeg, der har "fået" kæresten direkte fra "mors service niveau".

Jeg boede ude et års tid selv, og var lige hjemme og vende et par mdr hos min mor, og så flyttede jeg igen.

Kæresten flyttede så ind, noget tid efter, - og det har altså givet en del knirken i ny og næ, for han ER en mors dreng, og han var vant til hjemmefra ikke at lave en DYT!

- Hverken mad, vasketøj, rengøring, borddækning, tømme opvasker, - intet! INTET!

Er du klar over, hvor hårdt det er at bo med en som tror man er Mor 2?

Til sommer har vi boet sammen i 2 år, men har da haft smidt ham ud en gang, fordi jeg til sidst blev så hidsig over at der bare intet skete

- Til trods for utallige "snakke", forsøgen på at lave "arbejdsskemaer" etc.

Jeg drømmer bestemt også om hus, - har endda fundet det *GG*

Men navlestrengen skal lige være helt kappet før jeg skal købe hus med ham!

Jeg kunne godt ha' ønsket, at han havde været ude og bo et års tid selv, og selv prøvet at stå for det hele.

- Det tror jeg altså er sundt at prøve!

Jeg ville heller ikke turde springe fra at bo hjemme og så til eget hus, - der er altså MANGE udgifter man bare ved lejebolig ikke har tænkt på!!!

ikke turde, hvis den ene mister job, hvis det går galt mellem jer, hvis i bare ikke kan bo sammen ..

Hvad har i af uddannelse for min kæreste som er lærling og bor i en lejlighed til 400.000 har problemer med at få det til at hænge sammen, så hvis i er 2 på SU får i virkelig problemer :s

Nej jeg ville ikke turde gøre det

Jeg flytter snart i en lejlighed, det er måske penge ud af vinduet, men det er det sikreste og bedste for mig lige nu

Jeg er stort set enig med de fleste i, at jeg i første omgang ville bo til leje for at prøve det af.

En ting, som ikke er nævnt, men som I også skal have med i beregningen er, at det er ret dyrt at sælge et hus igen, mens man ved en lejebolig bare kan opsige lejemålet og flytte.

Så jeg ville ikke købe, medmindre jeg var 100% sikker på, at jeg skulle blive boende i en del år.

Et slag på tasken er, at det koster 50-100.000 kr at sælge et hus før alle udgifter er beregnet med.

Og så ville jeg slet ikke købe noget, som den ene af Jer ikke havde råd til at sidde i alene.

Min kæreste og jeg flyttede sammen i september måned sidste år. Vi har aldrig boet andre steder end hjemme hos vores forældre Det var meget vigtige for os at finde det helt rigtige sted. Men under alle omstændigheder ville vi leje, for vi havde råd til indskudet og huslejen uden at sku tage et lån i banken. Vi har nu en skøn lejlighed, som vi har boet i siden september. Det er dejligt nemt at kunne ringe til viceværten hvis der er noget galt. Da vi begge læser, tror jeg ikke vi ville overskue at sku male, skrue, hamre, sætte i stand osv når vi kom fra skole. Det er bare nemt at ku flytte sine møbler ind i en ny i stand sat lejlighed Og hvis vi skulle gå fra hinanden, jamen så er det kun møblerne der lige skal deles i mellem os, ikke noget økonomisk!

Altså, dejligt nemt!

Hvis du absolut ikke vil bo i lejlighed, er det jo muligt at leje rækkehuse

nok ikke turde.

Kæresten og jeg er begge 25 og har begge boet ude alene siden vi var 19/20 - og vi kunne alligevel aldrig drømme om at købe ejerlejlighed/hus som det første. Nu har vi godt nok heller ikke været sammen så længe, men vi flytter sammen til efteråret - og det bliver bestemt i lejet lejlighed.

Jeg tror det er en stor prøvelse at flytte sammen, når man ikke har boet selv først - og jeg ville få fniller i høj grad af en mand, der ikke tog sin del af husarbejdet (som jeg IKKE synes er det mest spændende i verden).

En måned efter af min kæreste og jeg begyndte at komme sammen, flyttede han i lejlighed. (egen lejlighed for første gang) jeg boede hjemme, og nogle uger efter var det på tale jeg også skulle flytte ind.

Det gjorde jeg så, og vi har boet sammen næsten et år nu.. og det går rigtig godt, så nej det behøver ikke være en dum idé. Bare man snakker om tingene (;