Indsat fra nyheden
Katastrofal løsspringning i Herning:
Løsspringningen ved hingstekåringen i Herning er normalvis et trækplaster for springinteresserede avlere i Danmark og der bliver brugt mange timer landet over både op til og efter løsspringningen på, at diskutere forventningerne til de enkelte hingste, deres egentlige præstation og endelig gisnet om deres fremtid i springsporten.
Hovedsageligt på grund af store forsinkelser, hvilket fik løsspringningen til at overlappe med det populære gallashow, forlod størstedelen af publikum løsspringningshallen længe før alle hingste var færdige. Ydermere startede løsspringningen samtidig med en MB springklasse i en anden hal, hvilket resulterede i konstant trafik ind og ud af hallen, op og ned af tribunerne, en meget forstyrrende og ærgerlig uro.
Afviklingen af løsspringningen i Herning har nok aldrig været Dansk Varmblods stærkeste disciplin, men de senere år er det kun gået ned af bakke. Afstandene mellem springene har gjort det svært for flertallet af hingstene at vise deres egentlige potentiale, banepersonalet har virket utrænet og ude af stand til at bedømme de enkelte hingstes adfærd individuelt og i dag fungerede heller ikke afskærmningen af hingstenes løbebane optimalt.
De nøjagtige afstande mellem springene er mig på dette tidspunkt ikke kendt, men det var tydeligt for enhver der betragtede løsspringningen i dag, at der var alt for kort for det suveræne flertal af hingstene.
Her er tale om toptrænede hingste, som har prøvet at løsspringe et utal af gange hjemme og flere har også erfaring fra udenlandske kåringer. Det er altså ikke sandsynligt, at de enkelte hingste ikke var trænet godt nok, ikke kunne administrere længden af deres galopspring eller bare ikke var gode nok.
Problemet må altså uden tvivl ligge på de på forhånd fastlagte afstande mellem springene. Ikke en eneste gang blev afstandene mellem springene tilpasset de enkelte hingstes størrelse og galopsprings længde eller deres grad af fremadsøgning.
Det er enhver klart, at ungheste på 3 og 4 år, ikke har den erfaring og lærdom som ældre redne heste har det, til at kunne regulere deres galopspring efter afstandene mellem springene og dermed kunne skaffe sig selv mere plads til det kommende spring. Taksation på det niveau er noget heste lærer i deres uddannelse under rytter over deres næste mange leveår. Alligevel synes det at være det der kræves af hingstene i løsspringningen, altså en kunnen der på ingen måde står mål med den kunnen der normalvis tillægges heste i 3-4 års alderen.
De hingste der ikke stoppede eller eller slog bomme ned, fik sjældent skaffet sig plads nok på udspringet, til at afvikle deres spring tilfredsstillende.
Enkelte hingste formåede at skaffe sig plads nok ved at bremse meget op før afsættet, hvilket dog resulterede i, at de sprang uden tilstrækkelig bascule og opaddrift.
Opbygningen af banen fik også hingstene til næsten udelukkende at fokusere på det sidste spring i serien og dermed løbe afsted efter netop det.
Ved at sætte det midterste af seriens tre spring op, ville fokus i de fleste tilfælde blive på det enkelte spring foran hingsten, i stedet for kun det sidste. Det midterste spring blev dog aldrig sat op og hingstene fór næsten uden undtagelse uden agtelse for springet videre til udspringet som de således kom alt for tæt på.
Med indstillingen, at der ikke bliver ændret på afstandene mellem springene efter de enkelte hingstes størrelse og længde på galopspring, tyder det på at man i Dansk Varmblod hellere ønsker at belyse hingstenes svagheder frem for deres styrker.
Hvad med indstillingen, at man bør give de enkelte hingste mulighed for, at vise deres fulde potentiale og så vurdere deres berettigelse i avlen på det grundlag?
Dermed ville man give både hingste, hingsteejere og publikum en bedre oplevelse af løsspringningen.
I dagens løsspringning blev det tydeligt, at kun få hingste får muligheden for at vise, hvad de egentligt kan.
Banepersonalet og løbegangens opbygning
Det er basal viden, at heste er flugtdyr. Føler en hest sig fanget mellem to onder, i løsspringningens tilfælde to styks banepersonale med hver sin longepisk, vil den vælge at flygte mod det mindste onde - i dette tilfælde hegnet/afspærringen.
Hingste der møder en hal fuld af mennesker, spring, et virvar af hvide bånd, planker og stolper er i de fleste tilfælde temmelig meget på vagt. At der så tilmed kommer banepersonale med longepiske mod hingsten fra hver side, presser de fleste hingstes flugtinstinkt yderligere.
Det burde være påkrævet, at banepersonalet har træning nok til at kunne læse de enkelte hingste og dermed deres næste reaktioner. Det er igen noget basalt enhver rytter lærer i deres første år med heste - at se farerne og hestens eventuelle reaktion, førend den finder sted.
Enkelte hingste reagerede netop i dag ved at løbe gennem afspærringen, andre nøjedes med at antyde, at hvis de pressedes yderligere, ville også de forsøge at forlade banen.
Enkelte hingste formåede dog i dag, at vise om ikke mere, så idet mindste glimt af deres potentiale.
Blandt dem udmærkede sig især fløjhingsten fra Oldenburg, Last Man's Hope (e. Last Man Standing/Conteros/Caletto I ejet af Schou & Skouboe i fællesskab med Paul Schockemöhle) der sprang med stor smidighed og eminent teknik, omend heller ikke han havde nok plads mellem springene.
Det er blevet sagt mange gange de seneste år, men det gør det ikke mindre sandt; Heartbeat-sønnerne var næsten uden undtagelse i særklasse. Til de bedste af hans sønner hørte på dagen uden tvivl Heart-Throb BS (e. Heartbeat/Barnaul XX/Lagos opdrættet af Søren Bøgested og ejet af Stald Cajus), Heart-Ache BS (e. Heartbeat/Candillo/Lagano opdrættet af Søren Bøgested og ejet af Stald Cajus) og Heart of a Champion PKJ (e. Heartbeat/Campione/Haemon XX ejet og opdrættet af Peter Koed Jørgensen) der alle viste eminent teknik, kapacitet og overskud.
Alicante-sønnen Aliance Real (e. Alicante/Haarlem/Joost ejet og opdrættet af Børge Christensen) viste også super teknik på springene.
Den tyskeejede og i Holsten kårede Companiero (e. Colman/Barnaul XX/Ronald ejet af Hengststation Völz) viste kapacitet uden grænser, en smidig overlinie og super indstilling til opgaven. Heller ikke Companiero havde let ved at være på afstandene, hvilket satte sit tydelige præg på forbensteknikken.
Druebrogaard's Quite Nice (e. Quite Easy/Come Back II/Leonardo II ejet og opdrættet af Ellen B. Skou og Lars Andersen) demonstrerede både eminente gangarter og stor forsigtighed på springene. Quite Easy-sønnen var enormt smidig både i bevægelsesforløbet og på springene.
Billeder fra løsspringningen kommer i løbet af lørdag.
Med Venlig Hilsen Hanne 
