Når du har besluttet dit til at have dyr, har du også valgt at acceptere at en eller anden dag har du dem ikke længere.

Det er en svær tanke, men man SKAL være forberedt på at det sker før eller siden - og at man godt kan stå i situationen hvor man selv skal tage beslutningen for dem.

Der er ikke noget der kan forberede en helt på følelsen af sorg - men med en accept af at man VIL miste, er det nemmere at bearbejde end hvis man nægter at tænke på det.

Jeg troede at jeg var ret velforberedt på at miste min mor, der har været meget syg. Og jeg vidste da jeg så hende sidste forår at det var sidste gang. Alligevel har det været en hård omgang at skulle acceptere at hun nu ikke er her mere. Også selv om jeg absolut mener at det var det bedste for hende.

Det gør ondt - men jeg VIL ikke forfalde til at svælge i sorgen. Jeg vil hellere glæde mig over det jeg har haft end at tude over det jeg har mistet.

Jeg har været heldig at have Pussi (min gamle kat) i 17 år, Dibber (min pony) i 11 år og Monty (min gamle hest) i 8 år - og jeg savner dem stadig. Men det de har givet mig ved at være hos mig i så mange år, er noget jeg vil bære med mig altid. Glade minder. Og så længe jeg har dem, er de ikke helt væk.

Og præcis på samme måde tænker jeg om min mor (selv om tabet af hende stadig er et åbent sår hos mig, det er kun 1½ måned siden hun døde). Hun var et dejligt menneske der har givet mig enormt meget - ja, hun har givet mig livet! Og så længe jeg husker hende med glæde og kærlighed er hun ikke rigtigt væk. Hun levere videre i mit sind.

Det er MIN måde at tackle sorgen. Om det er den rette for andre kan jeg ikke sige - men det fungerer for mig.

Først og fremmest er sorg ikke noget, jeg "tackler." Måske misforstår jeg dine ord, men sorg er noget, jeg gennemlever ved at græde. Når jeg græder giver jeg slip ligeså langsomt og over tid.

Jo tættere jeg har været knyttet til mit dyr, jo større er tabet og smerten. -Og jo længere tid tager det at komme igennem sorgen.

Jeg gennemlever også sorgen ved at udtrykke tabet med ord, fortælle om, hvor meget dyrene betød for mig. Udtrykke alt det, jeg savner.

Vigtigt for at komme igennem sorgen er også, at jeg er sammen med nære og lyttende mennesker, som jeg har tillid til.

Helene, jeg håber du kan bruge det, jeg skriver.

jo det kunne jeg da,og ved også at de ikke bliver her så mange år mere,alle de gode minder kan aldrig dø,og det kan jeg også trøste mig med,de vil jo altid være i ens hjerte og de ved hvor meget man har elsket dem men en dag får de evig søvn.

jeg har da også slåset med tanken om at jeg aldrig vil have dyr igen fordi det er hård at miste dem igen men lykken ved at have dem er jo længre end sorgen som vare et par månneder,og man får jo mange dejlige år med dem