Dette er mit første digt nogensinde.
Du glemmer os helt mor, frem for en mand
familien tog du fra os, ja sådan.
Dit had er stort mor, men tænk på os
vi har intet gjort mor, hvad er der los.
Din familie du hader og straffe vil
men glemmer desværre at vi er til.
Vores angst er stor mor men du ser det ikke
vi straffes for ord nu, det ligner dig ikke.
At blive hånet mor, det styrker os ikke
du er blevet blind mor, for du ser det ikke.
Vores hjerter bløder mor, men tør intet sige
for vi er ikke længere, din lille pige.
Hvorfor må vi ikke sige hvem vi kan li
men skal tie stille og holde det inden i.
Fortæl os piger, hvad vi har gjort galt
for intet i livet er længere normalt.
Vi vil så gerne have tryghed og varme
og dermed igen kunne ligge i dine arme.
Vores ønsker tæller nu ikke længere
for det er jo dig som nu bestemmer.
Vi græder os ofte i søvn hver nat
men mor du har dagsordnen sat.
Du siger hvad vi skal føle og tænke
det er som om du har sat os i lænke.
Vi ønsker nu af hele vor hjerte
at livet atter ku blive uden smerte.
Du giver os nu matriale goder
men heller vil vi ha vores kærlige moder.
Kære mor hvor vi savner vores liv
uden at være midtpunkt i din kiv.