Kunne ikke være mere enig!!!!!

Jeg har selv stået i den situation.

Selvfølgelig gør det ondt, at gå fra hinanden, specielt når man har været sammen i mange år og endda har børn sammen.

Men uanset hvor ondt og skidt jeg havde det, så glemte jeg ikke mit barn. Jeg har aldrig nægtet ham, at se hans far eller hans fars familie. Selv nu hvor drengens far ikke har overholdt hans fastsatte samvær, så nægter jeg ham ikke at se ham.

Jo mere man nægter barnet, at se sin familie, jo mere straffer man barnet, for noget som han/hun ikke er skyld i. Og nægter man barnet, at se den anden part, så driver man barnet væk fra sig selv med alderen!

Sådanne forældre burde ikke have børn.

jeg står lidt anderledes min kæreste forlod sin eks og vi fandt sammen mens hun var gravid.selvfølgelig var/er hun meget såret.Men vil ikke sætte sine egne følelser til side og kun tænke på den lille.efter som min kæreste og jeg bor sammen har jeg sagt at jeg fra starten gerne ville være med ind over den lille så han kender mig.Indtil videre har hun forhindret dette.selvfølgelig er den lille ikke ret gammel(født den 4/1-2010)men vi bor mindre end 700 meter fra hinanden.vi lavet en aftale med hende om min kæreste skulle komme op til hende et par gange uden mig for at lære den lille at kende og når han så var tre fire uger gammel kunne han komme på et kort besøg nede ved os engang i mellem(vi snakker en halv time max)da dagen kom ændret hun menning og sagde han skulle være to mdr gammel.Og jeg er desværre bange for hun snart rykker det igen.jeg må helllere ikke være med til barnedåben.

igen kan jeg jo godt sætte mig i hendes sted meeeen jeg tænker bare på den dag den lille så kommer herned vil jeg være en total fremmede for ham og det synes jeg virkelig er synd.blot fordi at hun ikke vil tilside sætte sine følelser

Igen ser man at barnet bliver brugt som våben, pga egne følelser, og det gør mig så ondt at hun vil ramme dig og din kæreste, men hvem bliver hårdest ramt i sidste ende, det gør det stakkels barn der bliver opdraget med had og jalousi.

Dette må på sigt give en forkvaklet indstilling til livet og dets medmennesker på længere sigt.

Dem jeg skriver om, er halv store børn, med egne ønsker,vilje. Børn der selv kan skrive, ringe og udtrykke sig.