Jeg har fået et fantastisk sødt tilbud af hende der har den hest jeg har part på. Hun vil gerne selv trække føl på hoppen, men har ligeledes sagt, at jeg også er velkommen til at få føl på hende. Vi er rimeligt enige om hvilke hingste der kunne være mulige emner. Ejeren vil dog kun beholde føllet hvis det bliver en hoppe og jeg vil helst have et hingsteføl. Så en mulighed kunne jo være, at lade denne tilfældighed råde over hvem af os der skal have føllet.
Mit dilemma består i, at jeg er rimeligt kræsen mht. min kommende hest. Jeg har altid sagt at når jeg skal have hest igen, skal den have kapacitet og gang til det jeg gerne vil. (gerne M på distriktsplan) Og så er jeg rimeligt kræsen med afstamning.
Denne hoppe er en blandingshoppe, men hun er ret godt sat sammen og har faktisk ganske fine gangarter (får 7 og 8 til stævner). Hun er super ridelig og har et dejligt temperament. Planen er at hun stilles til eksteriørkåring til sommer med henblik på optagelse i F1. Dvs. føllet får ihvertfald ikke bordeaux pas og jeg kan jo så håbe på, at hingsten tilfører lidt mere gang.
En anden tanke er, at det er sværere at sælge hesten med den afstamning, hvis det en dag bliver tilfældet.
Jeg ved, at det ikke er papirerne der skal rides på. Og når jeg vil have en hingst/vallak er det jo komplet ligegyldigt med afstamning. Jeg tænker bare om det er for stort et sats i forhold til at få en god hest ud af det.
På den anden side går der rigtig mange år før jeg får råd til at købe en hest i den prisklasse der svarer overens med mine krav. (hvis jeg overhovedet nogensinde får råd)
Hvad ville i gøre? Gå på kompromis med afstamning på morsiden og satse på, at hingstens gangarter går igennem på afkommet og at jeg ender med en hest der svarer til mine ønsker?
Eller ville i hellere vælge at vente de mange år det tager mig, at få råd en hest der er redet og hvor jeg bedre kan fornemme dens kapacitet?
Det skal siges at jeg endnu ikke selv rider M på C plan, men jeg vil bare gerne have en hest der ikke falder helt udenfor på C plan i forhold til gang.
Er meget taknemmelig over ejerens venlighed. Og hvis føllet bliver mit bliver der naturligvis tale om at jeg køber det af ejer eller at vi evt. deler alle udgifter i forbindelse med ifoling osv. og så køber den andens part, alt efter hvem der ender med at beholde det..