Hej,

Jeg lider ikke af angst selv, men gennem min uddannelse som pædagog har jeg læst og hørt meget om angst.

Der er mange som er glade for at gå på noget der kaldes Angst og Fobiskoler. Der tager man hånd om folk, som lider af forskellige typer af angst. Og så vidt jeg ved, kan man både blive behandlet individuelt, men der er også mange som blir glad for at være i en gruppe, sammen med andre som lider af den samme type angst, som de selv gør. Det lyder så ´flippet og nu sætter vi os i en rundkreds-agtigt´, men jeg tror virkelig man kan blive glad for at kunne blive bekræftet i, at man ikke er den eneste, med de problemer og hjælpehinanden videre.

Du kan også vælge at spørge én du kender godt, om vedkommende kunne bo hos dig eller du hos hende/ham i en periode, til du kommer dig over savnet af kæresten.

Da jeg skulle skilles og min mand flyttede, kunne jeg ikke holde ud at bo alene, kunne bla ikke sove og valgte, selvom jeg er voksen, at flytte hjem til mine forældre for en tid. Det hjalp meget !

Håber dette kunne hjælpe dig lidt !

Held og lykke

Jeanette

Hej.

Jeg var - for et par år siden - ude i en større personlig krise og var inden da, begyndt fx. at have angst for at flyve, hvilke jeg aldrig nogensinde har haft.

Der var også en del andre ting.

Pga. krisen i mit liv, begyndte jeg at gå hos en Coach, som samtidig er clairvoyant, men hoveddelen ligger altså på coaching.

"vi" fik ryddet op i mit liv, alt det der havde hobet sig op i "rygsækken" igennem barndommen, ungdommen og mit voksenliv.

Hun kunne hver eneste gang, direkte slå ned på hvad der også akut lige nu og her fyldte i mit liv, gå tilbage til start og få ryddet det væk.

Derudover gav hun mig en del gode "værktøjer" til fx. når tankerne flyver rundt, stress, kedelige tanker, opgaver o.s.v.

Sig højt til dig selv "ja, jeg hører jer, men har ikke tid til at tage mig af jer tanker lige nu, men ligger jer på hylden og tager fat i "opgaven" én for én.

Derudover fik jeg nogle øvelser til at slappe helt af. Det gik faktisk ud på at komme ned i kroppen i stedet for at det hele foregik i hovedet. Der er mange ting, men jeg har aldrig haft det bedre og som en sidegevinst, forsvandt flyskrækken. Jeg tror bare min rygsæk var fyldt op

Der var rigtig mange ting, jeg måtte og ville også have et par personer ud af mit liv, som med deres egoisme, var med til at jeg kom i den personlige krise. Det kan også være jobbet. Rod i skabene, for meget hensyn til andre, for lidt tid til dig selv o.s.v.

Kan kun anbefale dig at "rydde" op og prøve at skippe de ting i dit liv der gør dig stresset, dårlig mavefornemmelse, ked af det, sur, får dig til at føle dig misbrugt o.s.v.

Efter den omgang, så undgår jeg folk der giver mig "uro i maven" og prøver at være sammen med de mennesker (og hestene selvfølgelig) der gør mig glad, tillidsfuld o.s.v.

Held og lykke fra mig, føler med dig, men ved også der er en vej ud, når og hvis man tør se realiteterne i øjenene.

Du er mere end velkommen til at skrive.

p.s. Det var hos www.denklogekone.dk og jeg havde set hende hjælpe en lokal i fjernsynet.

Da jeg kom derud, sad hun lidt og kiggede på mig, beskrev hvordan jeg havde det lige nu og her, hvorefter tårerne sprøjtede ud af øjnene , fordi hun bare ramte så præcist og fordi, pyh, endelig en der forstår hvordan jeg har det.:-)

jeg kan heller ikk være alene om natten - dvs efter vi er flyttet hertil er det gået ok når manden overlægger etc - der er naboer lige op af og der er 4 lejemål (pt kun en anden end vores udlejet dog). Men ude på bøhlandet hvor der er langt til den næste nabo, hvor chancen for indbrud er større og den slags er den helt gal (ikk at jeg har det godt med at være alene om natten her heller - men det går trods alt). Jeg blir PANISK og sidder bare og stortuder skrækslagende og kigger mig over skulderen!! Det er SÅ super ubehageligt...

Hva du kan gøre ved jeg ikke - jeg ahr ikke selv vaægt og fortælle lægen om det og komme i behandling desværre.

Kan du sove i dagtimerne uden problemer???

For hvis det var tilfældet kunne det måske med fordel være noget for dig med et natarbejde?

Og det er ikke ment som en joke - tværtimod...

Joan

Det er et helvede at lide af angst.

Jeg sover selv oftest med lyset tændt i det meste af huset, sådan at det ser ud som om der er nogen tilstede.

Det koster - men det er der ikke noget at gøre ved - det nytter ikke noget jeg bare ligger og er pissebange....

Hvis du virkelig er så bange, var det så ikke en idé med en hund måske?

Den ville jo vække dig hvis der skete noget.

Ellers kan der jo fås flere forskellige alarmsystemer, som reagerer hvis noget rører sig (kan bruges i rum hvor man ikke har husdyr....).

Der er jo to måder at afhjælpe det på, den ene er at gøre sig fysisk mere sikker, og den anden er at arbejde med det psykisk så man på en eller anden måde mere eller mindre får opløst angsten

Hvor kan jeg genkende det du skriver med at vågne med et spjæt. Jeg lider også af angst og har gjort de sidste par år. Jeg kender ikke den perfekte løsning på problemet, for mig har det ikke noget med mørke at gøre, det er som du også skriver noget underbevist der sker.

Jeg bor også alene og har gjort det i mange år. En beroligende effekt for mig er at jeg ved der er gode venner/ familie jeg kan ringe til og så vil de kunne være her inden for 10 min. Jeg har valgt at være åben omkring mine "problemer". Jeg har været så heldig at alle vil hjælpe mig og har prøvet at sætte sig ind i hvad det vil sige at have angst, selvom de nok aldrig kommer til at forstå det til fulde.

Kan du se noget mønster i din angst?

For mig er angsten værre når jeg har det dårligt med mig selv. Jeg kæmper også med vægten. Min rygrad er ikke altid lige god så i nogle perioder tager jeg på, meget og hurtigt. I de perioder er min angst meget værre. I de perioder hvor jeg kan tage mig sammen til at spise sundt og dyrke motion bliver angsten mindre. Usunde fødevarer som cola, sukkerfyldig og fed mad og kaffe er det værste, den fodrer angsten.

En anden ting der kan puste forøget liv i min angst er når jeg bliver sur. Det lyder måske mærkeligt, men i perioder hvor jeg er utilfreds med noget eller føler mig trådt på er angsten der på ingen tid.

Min angst vil sikkert aldrig forsvinde, som min læge siger skal jeg lære at leve med den. At leve med angst vil for mig sige at jeg er nødsaget til at se angsten i øjnene konstant. Om det så er de lange nætter eller når jeg skal køre bil.

Som sagt kan jeg ikke give dig en opskrift på hvad du skal gøre, og det er jeg bange for at der ikke er nogen der kan. Men du er nødt til at mærke efter, identificere hvornår det er værst. Er der noget der kan få dig til at være mindre angstfyldt? Og så se frygten i øjnene, det kan selvfølgelig godt være en mulighed at flytte ind til en bekendt mens sorgen over det brudte forhold skal gennemgås, men det er ikke en holdbar løsning. Du giver efter for angsten på den måde og vil blot få problemet en anden gang i stedet for.

Jeg har identificeret noget af det angstfremkaldende, det kan berolige mig at jeg ved hvad jeg skal gå ind og arbejde med. Derudover føler jeg at det er guld værd at snakke med andre der har samme problem, med min åbenhed omkring min situation har jeg fundet frem til flere i min omgangskreds der også har angst. Jeg ville selvfølgelig ønske at ingen andre gennemgår noget lignende eller det samme som jeg, men samtidig er det rart at have nogle sparringspartnere.

og det hjælper ikke mig - de vil da sikkert beskytte i hvert fand min HVIS der kommer folk ind de ikke kender -MEN så erj eg bare ræd for de kommer til skade i stedet osse.

Jeg har også rigtig svært ved at sove alene om natten.

Det er ikke noget jeg kan mindes at have haft før - men pludselig en nat var den der bare, og så har det været sådan i mere eller mindre grad siden. Det værste af det hele er at jeg ikke kan gennemskue hvad søren det lige er kommet sig af!

Jeg har ikke talt med nogen "professionel" om det - og har ikke fået stillet nogen angst-diagnose, så skal selvfølgelig ikke kunne sige om det virkelig er det jeg har, men alt andet lige har jeg i hvert fald svært ved at sove alene om natten..

Nu bor jeg heldigvis sammen med en kæreste, så det sker ikke særlig tit at jeg skal sove alene, men da han er selvstændig arbejder han fra tid til anden ude, og det betyder at jeg har flere dage i træk alene i sengen...

Jeg har overvejet mange ting - lige fra privat alarm, til stor - gøende - jeg - lyder - som - om - jeg - kan - slå - ihjel - hund

Jeg har ikke fået gjort noget endnu, men har da løbende fundet frem til et par ting der virker..

For det første hjælper det mig at stå rigtig tidligt op, den dag jeg senere på aftenen skal sove alene. Dernæst at prøve at holde en ret aktiv dag, så jeg er træt i kroppen om aftenen. For vigtigst af alt - det er som om at min "angst" bliver gradvist værre jo senere det er! (meget mærkeligt!!)

Når jeg i seng inden kl 22 er der stort set ingen problemer... imellem 22 og 24 kan det sådan nogenlunde lade sig gøre inden for rimelighedens grænser, hvis jeg ellers er træt... Efter 24 skal der lys til - evt. sofaen i stedet for sengen - og bliver kl 02 kan jeg lige så godt opgive! Der er jeg nødt til at vente til 04.30, hvor jeg af en eller anden mærkelig grund ikke syns der er fare på færde mere...

Det er bare så åndssvagt! Det er en irrationel frygt jeg har, jeg har intet at bygge min frygt på - jeg har ikke oplevet noget der kunne starte frygten... Og det er jo egentlig bare møg belastende at være et temmelig fornuftigt tænkende menneske, og så opleve at man ikke kan sove fordi kl har passeret et bestemt tidspunkt, for NU begynder det at blive farligt!

Ja for folk gider da virkelig stå uden for mit hus i 16 graders frost, og vente på at kl bliver 02.00...

du har det til dels ligesom jeg- til dels.

En anden ting er - nej folk gider måske ikk stå i 16 graders frost uden for dit hus og vente på kl blir 2 - men det hjælper olle at tænke rationelt når man har irationelle følelser/psyke på tidspunktet.

Her har det at gøre med bl.a. hvor lyst el mørkt det er - jeg starter et par timer før dig - osse tidligt op mv så jeg er træt om aftenen ellers ender jeg osse på sofaen. Hunde hjælper ikke. Det er heldigvis lidt bedre af at vi bor her pt og ikke med 500 m til nærmeste nabo - min mand overlægger i kortere og længere parioder (har bl.a. gjort 5 mdr i streg) i ALLE hverdagene. Kun hjemme i weekender - se DET er længe og hårdt!

Mange mange tak for alle jeres svar! Det er "dejligt" at høre at man ikke er den eneste der kæmper med disse anfald...

Jeg fik af min psykolog at vide at jeg skulle huske at lave alle de rutiner jeg plejer når jeg sov med min kæreste..

For jeg er også meget tilbøjelig til at prøve at snige mig til at falde i søvn på sofaen med alt tøjet på og uden at børste tænder osv..

problemet er ofte at så vågner jeg hurtigt pga skift i programmer i tv, og ofte er det gysermusik der vækker en om natten..

Hun sagde at jeg skulle gå i seng og slukke lyset, og hvis jeg blev bange måtte jeg gerne stå op og tænde lyset, gå på toilettet, men derefter direkte i seng og slukke lyset igen...

Og det kan jeg bare IKKE!

Jeg får mest søvn mellem 5 og 7 om morgenen, og det er jo noget pjat.. det kan godt være ingen gider stå derude, men det er der jo bare nogen der gør alligevel!

Ingen kan jo sige til mig at der ikke sker noget, for man hører jo om forfærdelige ting hver eneste dag, og hørte Desværre i tv2 nyhederne et interview med en indbrudstyv der sagde at det største kick var hvis han kunne komme til at stå og se på beboeren mens vedkommende sov...

Sådan en PSYKOPAT!

Jeg er sikker på at en hund ville hjælpe mig, desværre må jeg ikke ha hund her, og det ville også være synd, når jeg er så lidt hjemme

ordentlig psykolog. Det er underbevidstheden, som driller dig om natten. Den tager overhånd, og kontrollerer din krop... du skal have kontrollen tilbage over din krop og fin fantasi.

Hvad er det du er bange for?? Du skriver "Ingen kan jo sige til mig at der ikke sker noget, for man hører jo om forfærdelige ting hver eneste dag, og hørte Desværre i tv2 nyhederne et interview med en indbrudstyv der sagde at det største kick var hvis han kunne komme til at stå og se på beboeren mens vedkommende sov...

Sådan en PSYKOPAT!

Er du også bange for at køre bil?? Der bliver slået rigtig mange ihjel i trafikken, bange for at flyve, man kan jo falde ned. Bange for bakterier og sygdomme, dem læser vi jo også meget om i øjeblikket.

Jeg tror det kan hjælpe dig, at prøve at skrive ned hvad det er du egentlig er bange for, og så få fat i en rigtig dygtig psykolog, som kan hjælpe dig med dit problem.

Hmm egentlig var det en rigtig dygtig psykolog, jeg havde bare vildt svært ved at forholde mig til at skulle sidde og tale til en stol hvorpå den "lille Marianne" sad og skulle have at vide at hun ikke skulle være bange, for store marianne var der jo..

Jeg ved jo godt jeg er alene når der ikke er andre- basta

dette var også et tema i den ene hypnosesektion..

Jeg er angst for at være alene om natten, og jeg er til dels bange for at komme til skade.. har haft store problemer med ridningen, fordi jeg netop er bange for smerte, det har hypnosen så sjovt nok hjulpet på, og jeg rider nu de fleste heste uden problemer..

men ja jeg er en forsigtig billist, der er bange for at gøre skade på mig selv og andre.. er måske det man vil kalde frygtsom af natur, men føler ikke det som sådan giver problemer i hverdagen.

Jeg ved ikke hvorfor, for jeg har aldrig været udsat for overgreb af nogen art, mine forældre har aldrig slået, og jeg har aldrig været kommet alvorligt til skade. Undtaget da jeg var spæd og var ved at dø af falsk strubehoste, men det har jeg ingen erindring om.

Ved ikke hvor jeg skal finde en spykolog der er stand til at hjælpe, det er måske det der er mit største problem..

Lider ikke af lavt selvværd, har ikke de store problemer min krop eller mit udseende, og jeg har masser er mennesker omkring mig der holder af mig, og støtter mig..

Jeg forstår det besvær, du har med angsten. Angsten kan være en livsbegrænsende størrelse, og det er godt, at du vil gøre noget aktivt (søge hjælp eller andet) for at kunne sove om natten.

Jeg ville ringe rundt til forskellige psykologer og psykoterapeuter og tale med dem om problemstillingen. Ud fra hvad de fortæller om terapien og deres erfaringer - samt om jeg kan mærke bølgelængde med terapeuten, ville jeg vælge en.

Det er sådan, at det er din ret til blot at komme der en enkelt gang, såfremt du kan mærke, at terapeuten ikke er noget for dig. Mht. samtalen/terapien så synes jeg, at du skal give det en chance. Forsvarsmekanismerne går helt naturligt i gang, og det kan tage tid at få tillid til psykologen/terapeuten.

Angst kan også være en forsvarsmekanisme mod at mærke sine følelser/behov/andet.