Jeg er bare målløs, skuffet og ked af det.
Man tror man kender sine venner, men det er sku godt nok kun til tænderne....
Jeg ligger i sengen med baconpest og har gjort det siden mandag. Sagen er så den at jeg for længe siden har lovet at passe min venindes børn på lørdag, fordi hende og manden skal til julefrokost. Synes jeg har trukket den så længe jeg har kan, men jeg har det ikke bedre og har stadigvæk feber.
I formiddags melder jeg så pas til veninden, siger jeg er ked af det og at jeg håber hun kan nå at finde en anden barnepige, i mine tanker er der jo stadigvæk 2 dage til lørdag.
Min veninde siger så ej, hvor fedt (ingen tvivl der om at det er sarkastisk) og tilføjer så at ja hendes mand havde jo godt nok sagt at jeg sikkert hoppede fra! 
Nej, hvor bliver jeg bare ked af sådan noget.. Jeg har ALTID passet de børn, når de ikke har kunne finde andre. Børnene har begge ADHD, en dreng på 6 og en pige på 4 - drengen er så værst, så de er en stor mundfuld og hende og manden har svært ved at finde nogen som gider/magter at passe dem. Jeg plejer at gøre det gratis, fordi jeg kan li ungerne og fordi jeg er en god veninde, men det er godt nok slut nu! Ikke så meget som et ord om god bedring kunne veninden præstere. 
Det er jo ikke fordi hun er den eneste der er blevet meldt afbud til. Jeg har meldt afbud til afslutning i ponyklubben imorgen aften (jeg skulle endda have overrakt vandrepokalen), og årlig julehygge hos min svigermor sammen med hele familien lørdag formiddag.
Self kan jeg godt forstå at veninden er sur og træt af at jeg er syg, fordi hun ingen andre kan finde der kan passe hendes børn, men det kan jeg ligesom ikke rigtig gøre for.
Måske man bare skulle se sig om efter nogle bedre veninder!
og når jeg så har tænkt mig om kan jeg jeg godt se at det ikke er "fair" at blive sur...
Hvis det havde været mig havde hun dælme fået svar på tiltale og så ellers fået at vide at hun kunne slette mit nr!
), så ka hun lære det...
Så heller være uden veninde.
