Når Dronning Margrethe den 16. april 2010 fylder 70 år, vil hun sandsynligvis abdicere fra tronen - hvis hun ikke allerede har gjort det.
Sådan skriver bestsellerforfatteren John Lindskog i sin nye bog Royale Rejser - Bag kulisserne med de kongelige.
Ifølge Lindskog handler det om at Prins Henrik ønsker at flytte permanent hjem til Frankrig for at bo på Chateâu de Cayx. En flytning han angiveligt har tænkt sig at gennemføre næste år
Ifølge mine kilder vil prins Henrik flytte til Frankrig uanset hvad. Og mine kilder, som kender dem begge, siger at Margrethe ikke vil kunne undvære ham og derfor overvejer at abdicere og flytte med, siger John Lindskog til B.T.
Det er ingen hemmelighed, at Prinsen længe har følt sig træt. Han mener simpelt hen, at han har gjort sin pligt, og i en alder af 75 år føler han, at han er rede til pensionen, skriver John Lindskog i sin bog.
Prinsen har aldrig lagt skjul på, at de våde danske vintre er en pestilens for ham, der elsker sol og varme, og at det milde tørre klima i fødeegnene ved Cahors i det sydlige Frankrig langt mere er ham. Han vil gerne ende sin tid på denne jord på sin fødeegn med at passe sine druer.
Ifølge John Lindskog er prins Henrik indstillet på som en af sine sidste officielle opgaver at gennemføre set officielle besøg i Vietnam i starten af november. Her deltager også Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Med på programmet er også et besøg i Prins Henriks barndomshjem i det tidligere Indokina.
John Lindskog påpeger også at Dronning Margrethes helbred svigter.
Dronningen har tidligere fået indopereret nye knæ på Århus Kommunehospital, men her i sommer har hun taget smertestillende piller fordi den gamle skade tilsyneladende er brudt ud på det ene knæ igen, lyder det i bogen.
Det kan være, hun skal opereres igen, men det kan også være, hun kan undgå en operation, hvis hun holder sig i ro, uddyber forfatteren overfor B.T.
John Lindskog mener at han med sine afsløringer både kan fremskynde beslutningen, men også få Kongehuset til at skrinlægge planerne.
Det er muligt, at når nyheden bliver bragt til torvs på denne måde, vil man benægte, og Dronningen vil fortsætte, men omvendt kan det også tænkes, at det blot fremskynder, hvad mange danskere vil bifalde som en god løsning på en række af kongehusets umiddelbare problemer.
Hvad mener I om denne bog? Er det godt eller skidt, at den bliver udgivet? Det ville være rart med en prober og konstruktiv debat om dette emne..