Kender I den fornemmelse af, at alting bare begynder at flaske sig for en og brikkerne i ens liv langsomt falder på plads?? Sådan har jeg det lige nu.

Jeg har læst dansk og mediefag på uni i lidt over 4 år nu og er færdig til sommer og jeg har aldrig rigtig vidst hvad jeg ville med studiet. Jeg har altid drømt om at arbejde i mediebranchen og det absolutte drømmejob har altid været at arbejde som redaktør på et magasin. Jeg har bare altid slået tanken hen, fordi jeg ved at de jobs ikke hænger på træerne og fordi jeg bor i nordjylland og der hænger de jobs slet ikke på træerne.

Jeg har derfor tænkt, at så måtte jeg jo blive gymnasielærer og når jeg har sagt til folk, at det var de jobs jeg kunne søge bagefter, så har det bare lydt helt forkert... for det føles slet ikke rigtigt indeni.

En snak med min veninde (som har samme uddannelse som jeg) gjorde, at jeg pludselig fik øjnene op og tænkte f*ndme nej!! Ikke om jeg gider rådne op med et job jeg i bund og grund ikke brænder for. Det er muligt at mit drømmejob er utopisk, men det kommer jo slet ikke til mig, hvis ikke jeg gør noget for det. Jeg begyndte derfor at skrive mails til en række forlag og sørme om ikke jeg fik svar tilbage idag om, at jeg må komme i praktik på "Alt For Damerne" til foråret. Jeg jublede da jeg læste mailen - og helt ærligt.... det er jo lige præcis sådan følelsen i maven skal være!

Vi skal også i praktik på et gymnasie som en del af studiet dette semester, men det føler jeg til gengæld bare skal overstås - så det sætter jo tingene lidt i perspektiv.

Ihvertfald er jeg nu fast besluttet på at stræbe mod mit drømmemål og så må det tage den tid det tager - og evt. også en masse frivilligt arbejde, indtil jeg har tilpas meget erfaring og en fod inde i varmen et eller andet sted.

Ville bare lige ud med min store begejstring.... udover dette er der en masse andet det også bare falder på plads for mig, så føler virkelig, at jeg når frem til nogle erkendelser for tide. Skønt!!!