for jeg har samme problem..

havde ellers regnet med at jeg skulle prøve hypnose...

Og det med at prøve en rolig hest............virker ikke. Angsten er for stor ligemeget hvad jeg sidder på

Jeg ved det ikke..

Men kom til at tænke på, mens jeg læste din tekst, og musik evt ville lede din koncentration ved fra angsten? Tænker mp3 afspiller og så et par høre telefoner i ørene..

Måske det var værd at prøve. har bare ingen ide om om det hjælper.

Ved bare at jeg selv kan ride mig bedre ud af problemerne med musik i ørene..

Håber virkelig for dig at du finder en løsning!

... man få professionel hjælp til - og jeg har det fra pålidelig kilde at det virker.

Heidi Møller der har skrevet bogen "den kompetente rytter" hjælper f.eks. ryttere med problemer med frygt. Og der er ganske givet andre der også gør det.

Det er selvfølgelig ikke gratis med hjælp fra en idrætspsykolog - men hvis det kan hjælpe med angsten og gengive fornøjelsen ved sporten - så er det jo pengene værd!

Når først angsten sidder i kroppen ER der brug for hjælp udefra til at få den væk.

Jeg er enig med Lisbeth - få noget proff.hjælp. Jeg synes nemlig at livet er for kort til at gå og bøvle med ting man kan få hjælp til at løse

jeg ville også godt turde lægge min angst i hænderne på Heidi Møller - hun virker meget kompetent på mig (

Tusind tak for jeres svar.

Jette: Jeg forstår din tankegang, men jeg ville bare blive endnu mere utryg ved ikke at kunne høre hvad der foregår rundt om mig.

Lisbeth: Den bog vil jeg skynde mig at få fat i.

På vægt og ben.

Jeg har lært- at hesten løber, så kan jeg ikke stoppe den på tøjlen. Men vægt og ben!

Hvis det trækker op til noget- så vender man og laver noget- for vægt og ben. Distrahér dig selv og hesten. Cirkelvolter, slangegange- eller vi vender og går en anden vej. Det her er meget mere interessant.

Jeg var sidst oppe på en hest- for flere år siden- og jeg bliver som et bræt og klemmer, hvis jeg er bange. Men er jeg ude- er jeg ikke bange. Jeg har noget klaustrofobi.

Så måske kan du ride i skoven med fører- det er så smukt nu.

Og islændere hopper ikke- eller løber.

I hvilken situation løber din hest, og er det kun der du virkelig bli urolig i kroppen?

Jeg har haft det på nøjagtig samme måde med min hest, min hest hoppede rundt, stejlede, løb afsted med mig og til sidst var jeg så hundebange at jeg helt stoppede med at ride hende.

Det der har gjort mig tryg har været at jeg hele tiden har vidst at der har været en der stod parat til at hjælpe med det samme jeg havde brug for det.

Jeg startede op med at bli trukket med, så kom jeg i longe og red rundt i den og til sidst ku vi det hele selv uden at føle frygt. I dag har jeg lært at tænke således at bliver min hest bange og jeg så reagere på det - jamen så blir den først rigtig bange. Blir min hest bange og jeg ignorere den, jamen så falder den ned med det samme

Jeg kan ikke sige dig hvad DU skal gøre for at forbedre din angst, men nu har jeg da fortalt hvad der hjalp mig. Og nååå ja, så hjalp jo allermest at jeg lærte at stole på min hest

Skulle du alligevel give musikken en chance... Nemlig for at lukke lydene ude, så du kun skal koncentrere dig om hesten og ikke alle de ting der foregår omkring dig...

Den mindste lyd eller ting, udefra, der får dig til at spænde op, går jo direkte i hesten..

Men ellers vil jeg også mene, at du skal få noget hjælp til at komme videre... vil mene at du er et godt stykke på vej, idet du ikke giver op og stadig sætter dig i sadlen..OGSÅ selvom det kun er i skridt...

xtiny: Godt nok er det kun 4 heste ud af de 100+ islændere jeg har redet som er løbet med mig - men jeg kan dælme godt sige dig de løb, de fire - det var ikke for sjov. Desuden så jeg en islænder lave den vildeste rodeo i sommer og var dybt imponeret over, at min kollega blev siddende.

Det er forkert at sige, at islændere aldrig løber eller bukker. De er heste ligesom alle andre.

Anja: Jeg tror jeg ville lægge ambitionerne lidt på hylden for en tid og bare hyggeride. Blive helt tryg ved det igen og SÅ tage fat. Det lyder som om du stresser dig selv ved tanken om at du nu er gået i stå med din træning og det faktum at der ingen progression er. Tag det roligt - din mavefornemmelse bliver ikke bedre af at du stresser

Jeg kender godt følelsen af frygt. Har været i et voldsomt styrt for nogle år siden. Frygten får måske problemet til at vokse, da hesten jo mærker ens følelser.

Og hvad er der nu galt med skridt .

Jeg ved ikke, om det vil hjælpe dig, men da jeg lagde mine ambitioner på hylden, og mest red skridt-trav, skridt-trav , hjalp det. Vi træner at ride ligeudrettet. Halve og hele parader på let hånd, og så at være tung i rumpetten(min altså).

Jeg synger, laver vejrtrækningsøvelser, prøver at være opmærksom på at sidde tungt i sadlen, mens jeg rider.

Jeg havde en overgang tendens til at læne mig frem, og halvvejs stå i bøjlerne. Derfor prøver jeg at huske at læne mig mere tilbage.

Min heste kan ikke så meget endnu, den er 7 år, men jeg bestræber mig på at vores rideture skal slutte i en positiv ånd.

Hvis jeg ikke har så meget overskud en da, så skridter vi mest på banen, og det er så det.

Pøj pøj med det.

På at blive modsagt. Der er nemlig INGEN heste i verden, der ikke kan blive bange/er idiotsikre, men de små lodne er oftest næsten idiotsikre.

Og jo- jeg har engang fået en hjernerystelse, da en krampe (hårdmundet meget sidekilden) stak af med mig, jeg havde fået den ned i trav- og så kom jeg til at røre den med hælen- og vågnede op på en vej. Men det er så den eneste... Og jeg var også kun 11-12 år og aldeles grøn- at min søster turde sætte mig op på den... Ja.

---

Det hjælper så ikke lige trådstarter, men det er en mulighed af mange.

Jeg har en lidt til tider varm og spændende hest Jeg rider med musik i det ene øre. Det har en beroligende effekt samt at det også giver øget koncentration omkring ridningen.

følge dig - tror det kommer med alderen, især når man er moar .

Mener du har hestene selv hjemme, så rider du vel også alene? Nogen gange hjælper det, når man rider sammen med andre, bare det at der er én "til at gribe" - nok er det psykisk, men det hjælper syntes jeg.

Hvad med undervisning - start evt. heeeellt for bunden af.

Eller - nu kommer den hårde - slip dine ambitioner for et stykke tid. Jeg er selv 32 år, mistede min DV hoppe i vinters efter mange års venskab.

I stedet for at købe ny "stor hest", valgte jeg Leopold haflinger - og han er bare det bedste køb . Nej, han har ikke de store evner (er dog westernredet, så det håber jeg på et tidspunkt at kunne få noget undervisning i), han gider ikke rigtigt banen, men hygger sig på tur. Ja, han kan være fjollet ind i mellem, men alle fire ben er nede på jorden og idet han ikke er en kæmpe hest, føler man ikke, at man mister kontrollen - man sidder nok bare og griner lidt af ham.

Jeg er ind i mellem grøn af misundelse og savner helt vildt at "ride rigtigt", altså mærke en stor hest under mig - ihh, det er en helt anden fornemmelse. Men realistisk og tidsmæssigt set udfra en hverdag med arbejde og børn, får jeg ikke noget ud af at have en hest, som jeg er bekymret for at ride på. Så hellere have det skægt og trygt, de gange man sidder på ham!

Det lyder som om, at du har en dejlig hest og jeg er ikke tilhænger af, at man bare sælger og køber i et væk. Jeg har ikke de vise sten, men husk nu på, at omgangen og ridningen skal være sjovt og trygt, ellers kører i rundt i en ond ring, og det er synd for jer begge - hellere have det sjovt, end at presse sig selv til ambitioner, man måske ikke kan udleve pt...

Hilsen Christine

er jeg uenig - er det ikke herligt som verden er fyldt med forskellige holdninger Jeg synes langt fra "idiotsikker" er et ord jeg ville bruge om nogen som helst islænder, men jeg er måske bare konservativ i mit ordvalg og/eller har mødt for mange mennesker der stolede blindt på hesten, fordi den "er så lille og nuttet". De fleste islændere har en god portion vilje og netop som du fx skriver er de meget følsomme for schenklerne, så man skal tænke sig om. Dermed er langt langt størsteparten IKKE idiotsikre.

Aaaaanyway - det er en af mine kæpheste, så jeg vil lade det ligge der

Desuden kommer Anja nok trods islænderens mange mange kvaliteter ikke så nemt op at ride de høje klasser på en islænder.

Med denne tråd var det i høj grad også bare en lettelse at få det skrevet ned.

Jeg ved at I vil det godt når I skriver her i tråden og til mig privat, med alle jeres gode råd og idéer. Det er noget jeg sætter meget stor pris på - så tusind tak!!!

Men omvendt, er det bare heller ikke spor let at udforme sådan en tekst, så ALLE helt forstår hvad og hvor problemet er. Der er så mange små ting i "sagen" som bare er svære at forklare på skrift.

Men en ting vil jeg godt lige slå helt fast og det er, at tingene er noget der foregår oppe i mit hoved og at min hest er den sødeste og dejligeste man kunne forestille sig og hun kan SAGTENS stoppes!

Jeg har taget tingene som I har skrevet til mig, men vil ikke sidde og svare hver enkelt. Det er en svær situation med mange små aspekter i, som gør det svært for mig at forklare. Jeg håber at I har forståelse for det.

Men jo, jeg er gået helt ned i ambitioner og tempo, jeg får god undervisning hvor jeg mentalt kan være med og jeg tænker meget på min hests velfærd.

... er jo ofte en kombination af mange forskellige ting eller følelser.

Jeg tror ikke at den nævnte bog kan stå alene overfor en fastgroet følelse af angst - der tror jeg altså at der skal en idrætspsykolog til.

Hvorfor ikke få hjælp til at få de rette redskaber til at bekæmpe angsten

Selvfølgelig ligger der meget mere bag det end du kan få ud på skrift, det er der ikke nogen tvivl om..

Og jeg tror heller ikke jeg kommer til at kunne forstå din frygt, når nu du hele tiden siger at du ikke er bange for din hest og at du sagtens kan stole på den.. Det hænger jo ikke sammen med at du så frygter der vil ske noget!

Nej du har helt sikkert ret - der er mange flere aspekter i det her

Det eneste du kan gøre er at stole på den hest, som du mener du sagtens kan stole på og så nyde turen. Hvis du vil ku lig at ride igen, er du nødt til at bide frygten i dig og vende det til noget positivt.

Og som du allerede siger du har gjort, så er det vigtigste at skrue ned for ambitionerne, for de presser dig ud i situationer du ikke bryder dig om - og tro mig, jeg ved hvordan det føles!!

start på Parelli.

Som jeg læser dit indlæg er problemet, at du ikke har følt noget forvarsel inden hesten løb af med dig. Jeg er startet træning efter Parellis metoder i marts i år - og BAM - man lærer altså noget om hestens sprog! Om hvornår hesten er ridbar. Min datter har selv en en ret "spændende" rød hoppe. Hun har lært at læse den nu, og ved hvornår hun kan ride den uden sadel og kun i rebgrime. Og hvornår det er er sikkert og trygt for hende. Hun ved også hvornår hun ikke kan, og det er jo ret betryggende. Nu kan jeg ikke se hvor i landet du bor, men jeg kan måske hjælpe dei i kontakt med nogle der kan hjælpe dig. Skriv over PB hvis du er interesseret.

MVH Lisbeth

Jeg har også været bange for at ride pga jeg faldt af og nu tør jeg, har galoperet og alt muligt, her det sidste halve år gik det bare rigtig stærkt med mit mod.. Min plan har bare været fx at skridte på en ny hest mens en holder , så trave, så i skridte i longe, trave, galopere og så uden longe. Det gælder bare om at komme op igen, uanset hvor svært det virker, for jeg ved hvor svært det er.. En sikkerhedsvest hjælper fx mig med selvtilliden, ved så at hvis jeg falder af er min ryg beskyttet.. Osv. Nu tør jeg ride "alle" heste, men jeg er generalt knap så frygtløs (det er vel også kun godt;)) som jeg var før jeg blev bange

centreret ridning! der findes en bog, også kurser.

Jeg brugte bogen, og vil sige, at hesten har ikke ændret sig det mindste. Men det har jeg. uanset hvad jeg gør, ang. prykologi, list, ridestile, er hun et espeløv, det tager os 1½ time at ride en tur, andre klarer på ½. Vi kan komme ridende i koncenteret, samlet trav, og pludselig stæser hun ned i den anden ende. Om det er i ridehal eller på bane..

Og det gør hun atså stadig. Hun har kun smidt mig af ca. 3 gange på 6-7 år. Så hun gør altså "ikke noget. " Hun bliver bare så ski.. bange, og det skulle jeg lære at acceptere og tackle.

Så nu når hun løber (forkroppen ryger op, bagbenene slæber efter, næsten med hjulspin, det hvide ud af øjnene), slapper jeg bare af, får hende under hjælperne, laver en versade, og så er hun rolig igen. " jah okaaayy " som min underviser sagde, hun var først lidt bekymret, men grinede da hun så, os koncentrede med det samme igen.

Så jeg vil sige - du kan få den mest rolige hest, de kan stadig blive bange. og du kan ikke ændre en hests grund-temperament. Men du kan ændre dig selv

Lone

At tænke på noget....

Hvad med hypnose..?

Ved der er mange, der bruge det...

Så måske kunne et også hjælpe i dit tilfælde...

Jeg ville tænke på dig selv som en hest. Hvordan træner vi en nervøs hest? Vi går hen til den grænse den kan klare og stadig være rolig og så bliver vi der indtil det er helt rutine og nærmest kedeligt. Så tager vi et skridt fremad osv.

Så hvis du skal bruge noget tid på at skridte rundt derhjemme, lave figurer, finpudse jeres stop og bak (selvom den godt kan stoppe kan det måske forstærkes endnu mere?), lad dig ikke presse af "udfordringer" som andre mener du kan klare. DU ved hvor meget du magter dag for dag. Det er ikke nok at være tryg og logisk i sit hovede, for det er kroppen som er angst.

Lad din hest vise dig igen og igen at du kan stole på hende - når du så er klar, så vælger du en af dine grænser og overskrider den. Evt. med Erling ved siden - det er ikke noget pyller, det er ok. Og så arbejder du igen fra dit nye standpunkt indtil du er helt tryg inden du vælger en ny grænse.

Det er pivhamrende ligemeget om du skal bruge hele vinteren på det. Pludselig en dag vil du forhåbentlig opdage at du, når hesten glor for meget på en væltet busk eller en pipfugl, at du bare kan sige "Årh, din gamle idiot, fortsæt!"

Der er ikke noget i vejen med at være årvågen og opmærksom, bare man får knuden i maven løst op. Og det får du kun ved at blive ved og blive ved med at skabe succesoplevelser. Skamros hende hver gang du laver en parade. Prøv at få den lettere og lettere, lær hende også at stole på din hånd. Det er ikke spild af tid i min verden selvom nogen måtte mene det er en ligegyldig øvelse i sig selv.

Pia

Tak for din forståelse!!! Du har helt ret.

Jeg er i virkeligheden nok min egen værste fjende, da jeg jo mener at jeg sagtens kan klare dit og dat og får presset mig selv for meget og for hurtigt. Nogen gange siger jeg til mig selv, at det er noget pjat at være bange, da der jo ikke sker noget. Men så er det at jeg alligevel kan mærke at følelserne vælter frem.

Jeg skal simpelthen huske at trække vejret helt ned i maven og så gå så langsomt frem, så jeg gaber af kedsomhed, som du skriver. Jeg tror bestemt at det er vejen frem.

Det er bare det, at min tålmodighed ikke altid er til det "pjat med at være bange". Hvis du forstår hvad jeg mener.

Jeg ved udmærket hvad du mener. Men det er altså ikke noget pjat. Jeg har været der og det sidder stadig en lille smule første gang jeg sidder på en ny hest. Heldigvis kun 5 minutter indtil jeg har akklimatiseret mig.

Men jeg har brugt ovenstående metode. Og det tager ikke så lang tid som man skulle tro.

Jeg mangler endnu en smule trafiksikkerhed, men jeg tror det kommer, med de rigtige heste til at hjælpe mig.

:Pia

Væk med de høje ambitioner lige nu.. tag et skridt ad gangen, der hvor du er fortrolig og ikke længere..

Jeg har selv kæmpet en kamp for at komme tilbage til ikke at være bange.. Der kan være langt, men min strategi har været, at jeg laver alt det jeg synes er rart med hestene, så vi får gode oplevelser ud af det sammen.. og så kommer resten når vi er klar.. Og det ved jeg fordi, at jeg stille og roligt i mit eget tempo er gået hen og blevet fortrolig med mange ting igen, som jeg ikke kunne for bare 2 år siden..

Hvis jeg bliver presset over grænser, går hele mit alarmberedskab i gang - lige direkte i tøjlerne! Jeg kan derimod nemt mærke hvornår jeg er klar til, og får lyst til næste skridt uden at være nervøs.. og så gør jeg selvfølgelig det, uden at tøve.. og det plejer at virke godt

Så mærk efter hos dig selv...

det har vi i Parelli et program der netop støtter med at se på sin angst og giver redskaber til at håndtere følelsen på en god måde- mangfe før dig har haft det på samme måde.

Jeg syntes at det er super flot at du så fint giver udtryk for angsten, det viser at du er i gang med at forberede dig på at arbejde med den.

Du skal være velkommen til at skrive en PB til mig med din adresse, og jeg skal finde ud af hvornår at jeg er i dit område.

MVH Dorthe

Det ville også være godt, hvis du vil løbe eller cykle en lang tur inden ridning.

Fysisk aktivitet og sved på panden minimerer angsten.

Og husk små skridt og bittesmå mål. Måske skal du starte med KUN at sætte dig op på hesten. Intet andet og så hoppe af igen.

Gør det nogle gange, indtil du FÅR LYST til at skridte lidt.

Hvis du begynder at presse dig selv for meget, aktiveres angsten..

Arbejd sammen med angsten - ikke imod den - så bliver den et uhyre.

Pøj pøj med det.

da jeg læste dit indlæg anja.

Troede jo det gik så fint nu.

Jeg har jo selv været der hvor du er nu, men fik ved at være stædig og med hjælp fra gode ridekammerater, igen opbygget min trykhed ved ridningen.

Når man er både mor og rytter, ja så sker der mange gange det, at når man pludselig kommer ud for ting, feks en hest der bliver lidt for pjattet, ja så kommer angsten.

For hvad nu med børn og det store ansvar, hvis der nu sker noget med en.

Man er ikke bange for sin hest og heller ikke bange for at sætte sig op på den. Man er heller ikke bange for at ride rundt i skridt, for der føler man at man stadigvæk har magten.

Men tænk nu, hvis der sker noget lige om to sekunder.

Så man vælger at tulle videre i skridt, for der er man jo sikker. Du ved jo godt at det ikke er traven eller galop, der gør det farligere, men når angsten for det der kunne ske tager over, ja så mangler man den sunde fornuft.

Det gør det jo heller ikke nemmere for dig, at du ikke ligefrem har været den mest heldige med dine heste.

Ponyerne gik det jo fint med, men da der kom heste ind i billedet gik det galt.

Du er jo også alene med ridninegn, der står ikke en masse andre ryttere og giver dig trykhed på banen. Du har ingen at læne dig op af. Har du tænkt lidt over, at det måske var en god idee at få en anden hyggerytter ind i stalden. Feks. tilbyde en billig opstaldning, til en som gerne vil ride sammen med dig både på bane og i skoven.

Jeg ved at mange sportfolk, inklusiv min egen søn, har en idrætspsykolog som de benytter. det var måske en idee, at finde en som kan hjælpe sig lidt på rette vej.

Hvad med at køre ud til en rideklub og benytte ridehuset. Der kan du jo ride sammen med andre og derved får lidt trykhed.

Jeg benytter selv ridehus hos Rikke og Lars bulow imellem skee/jystrup . Vi kunne da mødes og skridte lidt sammen i ridehuset, så kunne vi snakke om heste og alt mellem himmel og jord. Det kan måske få dig til at slappe af, for ofte glemmer man jo at "ride" når man skridter rundt og hyggesnakker.

Jeg er rigtig glad for alle jeres søde svar og hjælp. Tusind tak!!!

Tusind tak Inger, for dit tilbud!!!! Men jeg tager tit til Slagelse og rider der i ridehus + jeg jo også får undervisning. Så jeg kommer ud blandt andre et par gange om ugen.

Jeg er desværre lidt en enspænder og vil helst arbejde med tingene alene. Jeg får i øvrigt en masse hjælp og støtte af min mand.

Jeg har fået et par gode råd, jeg lige vil prøve af, og så tror jeg også at tiden stille og roligt vil komme til at hjælpe.

Derudover har jeg omsider, er jeg ret sikker på, fundet den rette hest. Hun har allerede hjulpet mig meget!!!!

Fra at have været bange for at tage hesten ind, få striglet og sadlet op, er jeg slet ikke bange mere, hvad den del angår. Så jeg føler, at jeg jo allerede HAR opnået en masse.

Nu er det bare den sidste adrenalin der skal ud af kroppen, når jeg traver og galoperer. Skridten er jeg helt tryg ved.

Hejsa

Jeg ville prøve hypnose, hvis jeg var dig. Jeg har selv prøvet det med at være bange for at ride for nogle år siden. Bare min hest rokkede med et øre, så var jeg parat til at stige af igen... Det kom som følge også af, at jeg var blevet "klasket" af og havde slået mig.

I forbindelse med et projekt i skolen, hvor min makker og jeg havde om hypnose, så besøgte vi en i Valby. Jeg prøvede det så - med henblik på det med min angst for min hest. Og jeg må sige, at jeg ikke har været bange for at ride siden Også selvom jeg dog har været blevet smidt af efter mit besøg hos hynotisøren.

Så jeg vil sige, at det er et forsøg værd.

Pøj pøj med det...

Tak for dit forslag.

Men du er den anden der nu kommer med det forslag, selvom jeg i starten at mit indlæg, oppe i toppen, har skrevet, at jeg HAR prøvet hypnose flere gange, og det har IKKE hjulpet mig.

jeg har skrevet her før, da jeg har det samme problem som dig.

Jeg tror jeg vil prøve hypnose og se om det kan hjælpe mig, selvom det åbenbart ikke virker på alle.

Nu noget helt andet. Jeg er faldet over en annonce med en dame som kan kurrere angst.....

Det kaldes tankefeltterapi.

Jeg syntes den verden er spændende så det vil jeg nok forsøge mig med før end hypnose.

nu ved jeg ikke hvor i landet du bor - denne dame er fra Esbjerg eller Hjelsminde ved Chr feld.

Prøv at læse mere på:

www.hannehaand.dk

Håber du får løst problemet

Efter at være røget ud foran 2 lastbiler med min hest, voksede min angst.

Jeg ved godt, og vidste det også der at det til sidst var min angst der fremprovokerede alle de andre episoder som kom til. En varm hest og en angst rytter er ikke en god coctail.

Jeg endte med at sælge hesten, og finde en bombesikker, og det var ikke engang nok. I 2 år turde jeg ikke ride ture, og jeg elsker lange sommerture i skridt, men jeg kunne ikke. Heller ikke med andre. Jeg var på rideskole og fik faktisk nogle trække ture, følte mig som en total idiot, men det hjalp ikke.

Min overdejlige veninde forærede mig så Heidi Møllers bog, Den kompetente rytter, som også er omtalt tidligere i tråden.

Den bog ændrede mit liv!

Den gav mig de værktøjer jeg havde brug for, og lærte mig at bearbejde mig selv, ved hjælp af mentaltræning.

Desuden viste Heidi mig at jeg faktisk gjorde alt det jeg ikke skulle overfor hesten, når hesten tøvede, blev jeg nervøs, og alt hvad jeg derefter gjorde fra hesteryg, fortalte kun hesten at det var fint den blev nervøs, istedet for at fortælle hesten, "hallo, hvad laver du, kom nu".

I år er 3 år jeg kan ride ture alene, og hvor jeg nyder det. Faktisk kan jeg idag ride alle steder, jeg er faktisk også bange for bakker, eller rettere jeg var, for det er vi også ved at komme over. Det er en skøn verden der bare venter derude, på at blive opdaget, og det gøres ikke bedre end fra hesteryg.

Men det tager meget lang tid at komme over, og kun 5 min for at være tilbage igen, det ved jeg godt, men træning, træning og atter træning.

Held og lykke til dig, du har viljen, så det skal nok lykkes når du får de rigtige værktøjer!

Tusind tak for jeres svar.

Det der tankefeltterapi lyder rigtig spændende. Det er klart noget jeg vil overveje. Tak for tippet.

Jeg skal vist også i boghandelen i morgen og have købt mig bogen "Den kompetente rytter". Den lyder også meget spændende og brugbar.

...er bare så møguretfærdigt at én som dig skal få så store problemer med noget så svært og uhåndgribeligt som angst.

Du er sådan en positiv person og rytter, og det er altid en fornøjelse at læse om hvordan du arbejder med dine heste og dine egne ambitioner og drømme.

Jeg synes du har fået rigtig mange brugbare råd, og der er nogle ting du umiddelbart kan tage fat på med det samme, f.eks vejrtrækningsøvelser, den omtalte bog og søge på nettet om f.eks tankefeltterapi.

Jeg vil dog lige slutte op om de personer der nævner professionel hjælp, for jeg kan kun sige at jeg i anden henseende har mærket på egen krop hvad målrettet terapi kan udrette, ja det kan ikke helt beskrives og nok heller ikke forståes før man selv har prøvet det.

Afprøv alle de ting du umiddelbart kan gå til nu, og hav så i baghovedet at du har en ufattelig trumf på hånden hvis du ikke skulle kunne gøre det selv, og det er terapi/coaching/angstbehandling.

Det kan lyde "voldsomt" og ja, det koster en del penge, men med din kærlighed til hestene og dine drømme om at ride højere klasse, så luk ikke øjnene for den mulighed, for vitterligt, én gang for alle, at lære at håndtere din angst.

Rigtig meget held og lykke med det.

mvh

Winnie

Hej Anja

Jeg lider stadig af angst for at ride, efter at jeg får snart 2 år siden blev smidt af min søsters hest og hentet med lægeambulancen...

Få måneder senere fandt jeg mig selv på udkig efter en "rigtig" hest (på daværende tidspunkt have jeg kun mine 2 gamle konkurrenceponyer), og var bl.a. ude at prøve en fuldstændig umulig 3-års, som knapt kunne gå rundt på banen. Jeg har flere gange redet på den hest, der smed mig af, for at udfordre min angst.

Jeg var meget længe om at finde ud af og acceptere, at uheldet medførte sådan angst. Jeg havde ikke forventet, at det var noget der kunne give mig psykiske problemer.

Jeg kæmper stadig rigtig meget med det; ligeså snart der kommer den mindste uro fra min hest, begynder adrenalinen at pumpe. Men jeg ved, at det er pga. uheldet at jeg får det sådan, og derfor kan jeg komme ud af situationen på en god måde.

Jeg har siden februar redet min mindste pony, som er så godt som bombesikker - det eneste hun nogensinde er blevet bange for, er da en stor flok køer kom galoperende mod os... Det hjalp mig rigtig meget at kunne slappe af på ryggen af en hest igen. I sommers begyndte jeg stille og roligt at ride min anden pony, som har et noget specielt temperament, og sætter en ære i at blive bange for ting. Jeg er aldrig faldet af ham, og jeg turde derfor godt ride ham, fordi statistikken fortalte mig, at jeg nok skulle blive hængende...

Jeg får stadig ryste-tur når jeg skal på ryggen af min store pony, eller når min unghest bliver urolig f.eks. når vi går tur (hun er endnu ikke tilredet). Men for mig har det magiske trick været ikke at gøre noget, jeg ikke var tryg ved. Jeg rider ikke andres heste mere, og jeg sætter ikke mig selv i en situation, jeg ikke ved, om jeg kan magte. Bl.a. betyder det, at jeg arbejder med min unghest fra jorden, og at den ikke bliver tilredet før den 100 % kan alle de ting, jeg synes, en hest skal kunne.

Til gengæld har jeg også måttet indse, at jeg ikke kommer videre, hvis jeg ikke udfordrer min angst, og "holder den ved lige". Jeg har derfor, som nævnt, flere gange redet den hest, der smed mig af, og jeg ville derfor godt kunne sætte mig på ryggen af den nu, uden at være på tude-grænsen. Jeg sætter hele tiden kravene til mig selv op, så jeg kommer tættere og tættere på at have det, som jeg havde det før ulykken. Men jeg er klar over, at angsten altid vil ligge i mig, og det har jeg det nu okay med.

Så for mig har det været et spørgsmål om at tage små bitte skridt som jeg var tryg ved, og så ind imellem udfordre min angst, så jeg kommer lidt videre

Mange gange held og lykke med det

Mvh. Randi

.....en skam, at du bor på Sjælland

Kh

Winnie

WinnieM - Åbner du da igen???

når den er så slem. Tror og har erkendt at der skal professionel hjælp til..

Håber vi alle får det til at lykkes

Connie: Haaa... nej det var der nu ingen planer om...

Jeg fik bare lige et svagt øjeblik og forbarmede mig alligevel over hende....;)

Kh

Winnie

Hej Anja.

Det er rigtig trist for dig, at du er havnet i en situation, som du ikke laengere magter helt alene. Som nogle andre har naevnt ville jeg ogsaa skrue HELT og aldeles ned for ambitionerne og lade selv bittesmaa skridt vaere en stor sejr, saa du maaske inden for kort tid kan opnaa at faa bare en skridttur, hvor angsten ikke faar overtaget. Du er jo allerede naaet til at kunne traekke ind og sadle op uden angst. Det har virket for dig, saa tag den derfra i baby-steps og gaa foerst videre, naar du er helt tryg ved hver etape.

Du er ung og dygtig, og du skal nok naa dine maal, og det skal jo helst vaere med glaede i sindet.

Vil ogsaa foreslaa masser af jordarbejde. Man faar et helt og aldeles anderledes forhold til sin hest. Pludselig kan du se den i oejnene, laese dens kropssprog, se hvordan den kigger paa dig, lytter efter dig, stoler paa dig, reagerer paa dine mindste vink.

Og jeg taler ikke om at longere, men virkelig lave tillidsoevelser fra jorden. Det er en oejenaabner og meget laererigt.

Jeg tror paa, at du nok skal komme staerkt igen, men tag det helt roligt, og vaer stolt af de smaa fremskridt.